Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Ingen der i denne måned har lejlighed til at se vore skove iklædt efterårets flammende farvepragt, kan bestride, at naturen forstår kunsten at dø på en måde, der tvinger til beundring. Vi ved, at det vi ser, er det sidste fejende optrin, før tæppet falder for absolut sidste gang. Vi ved også, at om blot få uger rækker træerne deres nøgne, sorte grene mod himlen, og at den dag ikke behøver at være fjern, da sneen drager sit liglagen hen over de før så blomstrende enge. Dette kunne føles trist, og er det vel også for mange, men for den, som kender blot lidt mere til livet end det, den ydre verden afslører, rummer det, vi går i møde, end ikke den mindste tøddel tristhed. Tværtimod, fristes man til at sige. For efteråret er sjælens forår! I det store kosmiske spil er alt så viseligt indrettet, at hver eneste årstid rummer sit eget kosmiske budskab, sin egen kosmiske livsmulighed. Som sommeren er den ydre verdens kulminationsområde, er vinteren sjælens! Aldrig så snart melder de lange mørke aftener sig, før sjælen gennemstrømmes af længslen efter at læse, efter at fordybe sig i en god bog eller at udvikle sin ånd på andre felter, det være sig kunst eller andre af de livsformer, vi samler i det smukke ord: kultur!

Da kun så få kender selve livsprocesserne bag det liv, de selv oplever, tror jeg, det vil være af interesse at kaste et blik bag om de "kulisser", der altid danner baggrunden for vor optræden på livets store scene. Hvad er den dybereliggende årsag til, at vi ikke alle ved vinterens begyndende tilsynekomst gribes af det dybeste mismod og erklærer os enige med hin amerikanske journalist, der om sit besøg i Danmark sagde, at han fandt vort land aldeles vidunderligt om sommeren, men ikke kunne forestille sig, at det havde været Vorherres mening, at her skulle bo mennesker om vinteren.

Vi ved alle, at jorden på et givet tidspunkt i sin udvikling ramtes af en katastrofe, der kosmisk set gjorde den til invalid. Man ved ikke, om det var forbipassagen af en komet, der tvang den ud af dens oprindelige bane og forårsagede den aksehældning, der i dag betinger, at en stor gruppe af menneskeheden en periode har det alt for koldt, medens en anden gruppe faktisk har det for hedt. Vi ved blot, at det fandt sted i en længst forsvunden fortid, og at vi selv er født under betingelser, vi måske nok ind imellem kunne ønske anderledes, men som dog også har bragt os fordele, der må betegnes som uvurderlige. Kulden er ikke blot en ond ting. Den er også en fremragende læremester. Takket være den, tvang livet os til en intelligensudvikling, vi ellers ikke ville have fået. Vi fik ting at overvinde, mennesker i de varme lande ikke skal kæmpe med, og det har simpelt hen ført til, at det blev de "kolde lande", der blev verdens fysisk førende nationer og nu også vil blive de åndeligt ledende af den simple grund, at vi den dag, vi har nået den rent fysiske verdens grænser, også vil vise os modne nok til at overskride disse grænser og blive de åndelige eller kosmiske forskere, det hævet over enhver tvivl er livets mening, vi skal blive. At tro, at der eksisterer problemer, den menneskelige ånd ikke kan løse, er på forhånd at opgive kampen. Det kan den svage måske. Den stærke gør det aldrig!

Gennem sit verdensbillede belærer Martinus os om, at det levende væsens kosmiske legemskombination er seksdelt. Det ville måske være mere korrekt at skrive: syvdelt, men da det syvende legeme udtrykker den "ramme", inden for hvilken de seks andre udfolder sig, må det blive disse seks, der interesserer os mest. Dem kan vi, om vi accepterer denne store tanke, så at sige opleve direkte. Det syvende legeme eller "evighedslegemet" kan vi derimod kun opleve indirekte. Af de øvrige seks legemer er vort fysiske legeme det, hvori vi er mest bevidst. Trods det, at også det i sin natur består af atomer og elektroner og endnu mindre kosmiske enheder, hvis indbyrdes afstand i virkeligheden gør påstanden om dets absolutte "fasthed" helt illusorisk, oplever vi, at de fleste mennesker netop opfatter deres rent fysiske krop som det mest regulære af alt regulært. At de fleste udstrækker denne opfattelse til påstanden om, at når dette legeme forgår, forgår alt, skyldes kun en i sig selv rystende tro på, at energi kan opleve energi! Men når så man et bilhjul i fart opleve et andet bilhjul i fart? Vi står her ved en af livets mærkelige selvskabte grænser. Tror man, at livet kun er stof, tror man, at energi kan opleve energi, at det er "hjernen", der tænker, "øjet" der ser, og "øret" der hører, ja, så må man naturligvis også tro, at det hele er forbi, når denne vidunderligt konstruerede organisme bryder sammen. Men mennesket fanger sig selv i en fælde, for det bruger det lille, både meget smukke og meget hæslige ord: "Jeg". Det bruger også ordene "mit" og "mine"! Hvorfor gør det egentlig det? Af praktiske grunde? Jeg tvivler. Mon ikke mennesket gør det, fordi noget dybt i det selv ved, at kroppen trods alt bare er et instrument for det, vi udtrykker med ordet "Jeg"? Nu er det sådan, at mennesket, på det trin, det endnu lever, har frygteligt svært ved at indrømme dét eksistens, som hverken kan måles, vejes eller på anden rent fysisk vis registreres. Men det er meget nær den grænse, der helt vil ændre livets ydre struktur. En dag vil alle levende mennesker acceptere Jeg'et som livets absolut faste punkt. For alle mennesker er på vej til at udvikle den intuition, gennem hvilken denne erkendelse bliver selvklar. Og da vil det kunne begynde at arbejde med sin kosmiske organismekombination på en ganske anden måde, end tilfældet er i dag. Da vil det se, at selv om den rent fysiske krop udgør en slags "hovedsag" for dets liv her på det fysiske plan, er denne hovedsag for mange ved at udvikle sig til en regulær "bisag". De må have denne krop, som i sin dybeste natur er bygget til at slå med, til at flygte med osv., altså alt det, livet i junglen nødvendiggør. Men vi lever ikke i en fysisk jungle mere. Vi skal ikke længere have enorme kræfter for at anvende en kølle eller et spyd. På de områder er vi yderst avancerede! Et beskedent tryk på en knap, og en hel by under os eller langt fra os er ikke mere! Det problem er løst! Men livet byder os på andre problemer, og til at løse dem må vi have helt andre organismer end et råt, fysisk legeme og et iskoldt, næsten direkte ondt intelligenslegeme. Vi må ikke alene acceptere eksistensen af et eksplosions- eller tyngdelegeme. Vi må også acceptere eksistensen af et instinkt-, et følelses-, et intelligens-, et intuitions- og et hukommelseslegeme. Og vi må lære disse legemers indbyrdes kombinationsforhold at kende for at kunne spille den livets melodi på dem, som er deres inderste bestemmelse og ikke blot den dødens melodi, vi i dag evner at spille så mesterligt.

Det er her, man kan se, at det mere fremskredne menneske for længst er nået ud over den rene jungle. Menneskets længsler og håb angiver altid den udviklingsretning, det følger. Og det fremskredne menneske tænker mindre og mindre destruktivt, mindre og mindre i had og hævn. Er det virkeligt stort, har det lagt disse tankearter bag sig og tænker i helt andre, i helt nye tankebaner. Det indrømmer hadets idealer den ret, det har haft, men det accepterer ikke længere denne ret, tværtimod, det bekæmper den overalt, hvor det har mulighed derfor. Og hvordan? Ved hjælp af den mulighed, dets voksende følelses- og intelligenslegeme giver det, og ved den mulighed for intuition, samarbejdet mellem disse nye kosmiske organismer giver. Det begynder at forstå, at hverken udviklet følelse eller udviklet intelligens alene kan hjælpe det. Hver for sig giver anvendelsen af disse kosmiske kræfter snarere et negativt end et positivt udslag. Kan man derimod harmonisere dem, så at intuitionsenergien, selv i små portioner, kan strømme ind i bevidstheden, ændrer billedet helt karakter. Men hvem kan det? Kun de mennesker, der bevidst arbejder med dem selv. Altså de mennesker, der for længst er ophørt med at beskæftige sig med livets små problemer og nu koncentrerer al deres kraft om det mål, de gennem deres intuition har skimtet!

Verden af i dag vrimler med "søde" mennesker, der rider stolt på en eller anden følelsesbølge, og af "kloge" mennesker, der bilder sig selv ind, at de er så utrolig intelligente. Tvivler man, har de altid eksamensbeviset parat. Men hjælper disse to mennesketyper verden så meget, som de selv forestiller sig? Det gør de ikke! Følelsestypen havner gerne i et eller andet moderne mentalt fængsel, hvad man ser af de mærker, de anbringer i jakkeopslaget eller forsyner deres breve med, og intelligenstypen har som regel mere end nok i sig selv og sin egen ambition. Virkeligt frie er ingen af dem!

Den tredie gruppe, den for hvem empatien, den intelligensmæssigt afbalancerede følelse er idealet, er måske nok sjældnere. Men den findes, og den findes i tusindtal! Det er den, som er den virkelige åndsforsker, for det er den, som ikke alene sætter sin egen personlige frihed overalt, men som altid har mod til at gå, når det, den er havnet i, viser sig ikke at være det, den troede eller ventede. En forsker, som ikke er fri, altså absolut objektiv så langt evner og kræfter rækker, er ikke fri i dette ords smukkeste og reneste betydning. Han kan tro sig fri, men det er noget helt andet!

Og her er jeg så tilbage ved det, jeg begyndte med at ville give udtryk for: nemlig vinterens store betydning for vor ånds sande udvikling! Bag os ligger en sommer, hvor vort fysiske legeme så at sige "dirigerede" os. Ved vårens komme trængte vi til sol og lys. Alle vore organer og vore celler manglede "solvitaminer" og udgjorde ved deres samlede længsel en vældig spore for os til at "søge ud i naturen". Nu er de så vidt "mættede", at de kan klare en periode i vintermørke. Men bagom denne fysiske "udhvilethed" melder sig nu hungeren fra vore åndelige legemer. For mennesket lever nu engang ikke "af brød alene", ej heller af solskin og fysisk velvære. Det har også en sjæl. Dette var tidligere et aldeles udefinerbart begreb. Det er det, som De nu har set, ikke længere. Alt for længe har vi holdt os borte fra den dybere udvikling af vor ånd. Vi har nydt den dejlige sommer, men man kan ikke nyde én ting uden på bekostning af noget andet. Dette "andet" har været vore sjælelige organismer, der nu begynder at lade os mærke deres hunger. Som fysisk sult sender vidunderlige tankebilleder af dejlige retter etc. mod vor bevidsthed, sender åndelig sult dejlige billeder af hyggestunder i en god stol med en god bog i hånden, af dejlige teateraftener og af inspirerende kursusaftener mod vor bevidsthed. Og her må så hver enkelt følge sin egen smag! Men ét kan man sige, og det er, at den, der bevidst søger at udvikle sin ånd, står stærkere end den, der blot "følger med strømmen"! Og her er det, at jeg til slut endnu engang gerne vil understrege den sjælelige ensomhed, der er vort åndelige adelsmærke. Dyret er et flokvæsen og trives normalt kun i flok. Mange mennesker har det endnu således, en arv, men ingen god arv fra det dyrerige, vi i så meget har forladt. Men mennesket, det fremskredne menneske har det i sin magt at vælge selv! Og her er det klogt at tænke sig om, for hvad har mennesket mest brug for? Teknisk viden, sprog etc.? Måske nok i de unge år. Men livet er ikke bare ungdom. De unge år er kun trin på vejen til den modenhed, der udgør menneskets vigtigste livsperiode. Og her finder jeg, at det menneske, der ved siden af sit ansvar for sin egen rent fysiske udvikling også tænker på sin åndelige udvikling, i hvert fald undgår den uhyggelige risiko for åndeligt at gå i stå, som præger alt for mange voksne mennesker af i dag. Alt for mange mennesker lever på akkurat samme tanker og ideer, som de levede på for et decennium siden. Dette er en menneskeret. Men ikke en ret, der giver lys og glæde og dermed vækst i sjælen. Det kræver mod at tage sine tanker og forestillinger op til revision. Det er lettere at lade være. Men er det klogt? Hvorfor altid vente, til krisen er lige oppe over? Hvorfor ikke gå den i møde? Hvorfor ikke stræbe efter at vedblive at være levende og dermed "ung" i dette ords sandeste betydning?

Vi oplever nu atter et "sjælens forår"! De mørke aftener er allerede kommet – brug dem, men brug dem på en sådan måde, at det giver åndelig vækst! Og hvorpå kender man da denne åndelige vækst? Martinus udtrykker det på den måde, at der, hvor vi møder tanker og ideer, der sender en lysende og varmende strøm gennem nerver og bevidsthed, der er vi i kontakt med det kosmiske liv! Lad mig dertil for egen regning føje, at der er vi også i kontakt med den næstekærlighed, der gør det let for os at forstå andre og – i vor indre verden – omfavne disse andre og lade dem føle, hvor rigt livet er for den, der selv i de ganske små ting i dagliglivet hele tiden føler sig i dyb kontakt med den store, universelle helhed!