Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mit brev til Dem i dag må blive usædvanligt alene af den grund, at, det handler om et emne, jeg sjældent berører, nemlig menneskets mulighed for at kontakte den verden, vi, om der er et liv efter døden, da skal opleve. Meget få mennesker behandler dette område objektivt. Enten afviser de det pure, eller også går de i den grad ud fra, at deres synspunkter er rigtige, at de ofte ganske overser de mange skjulte brist på indre logik, deres fremstilling lider af. Dette være ikke skrevet i nogen som helst negativ betydning, blot som en kendsgerning, enhver kan iagttage. Ydermere er dette så meget mere tilgiveligt, som forholdet er det, at der her almindeligvis kun kan være tale om tro. Kun få kan støtte sig til førstehåndsoplevelser, og af disse få virker adskillige ikke altid lige pålidelige. Men nogle gør! Ingen vil således finde på at betegne det efterhånden verdensberømte svenske medium fru Astrid Gilmark, gift med chefanklager Bengt Gilmark, Uppsala, for hverken overspændt, uhæderlig eller bevidst usandfærdig, dertil er hele hendes fremtræden og person for gennemtrængt af virkelig kultur parret med dyb beskedenhed – og mod! Ikke mindst det sidste! For hvilket menneske i en fremtrædende offentlig position bryder sig om at udsætte sig selv for alt det, ethvert medium, der udtaler sig offentligt, må risikere at opleve?

I vort forhold til døden står de fleste af os som Sokrates efter domsafsigelsen. Han vidste nu, at døden ventede ham, og gav i få ord udtryk for det enten – eller, der angår os alle. Enten er døden ophævelsen af al fornemmelse af indtryk, altså som én lang søvn, uforstyrret af drømme og derfor med Sokrates: et vidunderligt gode, eller også er den en slags forvandling, hvorved sjælen forlader denne verden og drager til en anden.

På dette enten – eller lever vi alle, og det uanset, om vi tror det ene eller det andet. Meget få iblandt os kan stå frem og sige, at vi ved! Og selv de, der kan det eller gør det, har absolut intet krav på at blive troet! Dette glemmer mange mennesker alt for let. For der er her tale om et område, hvor hvert eneste menneske må gennemkæmpe sin egen kamp, sin egen tvivl, og hvor den, der det ene øjeblik synes "at stå" på en klippe, meget let det næste øjeblik styrter i en af tvivlens dybeste afgrunde.

For mig selv – og jeg er mig fuldt bevidst, at det, jeg nu skriver, er absolut subjektivt – har den logik, jeg har søgt at efterspore i alt liv, for længst ført til overbevisningen om livets evighed. Altså til, at hverken jeg selv eller noget som helst andet skabende livscentrum har nogen form for begyndelse eller afslutning. Tanken om, at dette liv og den form, dets forskellige faser har antaget, skulle være noget i sig selv begrænset, er mig således absolut fremmed. Jeg accepterer livets evighed og dermed en lige så evig fortid som fremtid. For mig er begrebet "det evige NU" livets sande virkelighed, og dette, at gøre dette NU så rigt og så nuanceret, altså så inspirerende som overhovedet muligt, livets egentlige formål og dermed største virkelighed. Derfor har jeg virkelig meget let ved med Kristus at "lade de døde begrave deres døde".

Men da intet menneske kan leve på en idé eller en opfattelse uden, bevidst eller ubevidst, at søge denne idé, denne opfattelse bekræftet når som helst og hvor som helst alene af den grund, at ideer og opfattelser fornyer deres indre inspirationskraft gennem disse bekræftelser, har jeg altid med meget stor interesse beskæftiget mig med psykiske problemer, med den såkaldte parapsykologi. Mange har kun et foragteligt skuldertræk til overs for spiritismen. Det har jeg ikke, absolut ikke! For jeg nærer end ikke skyggen af foragt for noget som helst menneskeligt. Og med hensyn til spiritismen har jeg hele mit liv skelnet skarpt mellem det vulgære og det sublime. Det vulgære i livet – og det i hvilken som helst form det end ytrer sig – har altid frastødt mig. At spiritismen har en sådan side, ved enhver, der har beskæftiget sig med den. Men den har også en sublim side, og måske den mest sublime, livet kan fremvise. Opstod Kristus fra de døde – og jeg har aldrig tvivlet på, at han gjorde det – står vi her over for den direkte materialisation, der fik afgørende indflydelse på hele vort livssyn og dermed på vor kultur. Men hvad mere er, en Kristus er ikke uden for lovene. Hvad han kan gøre eller opleve, kan andre også gøre og opleve, om blot de nødvendige betingelser derfor er til stede. Og at materialisationer, endog af næsten helt ubegribelig karakter, både har fundet sted og fremdeles finder sted, er akkurat lige så videnskabelig bevist som noget som helt andet. Står menneskelig oplevelse overhovedet til troende, er livets fortsættelse udover døden måske det mest beviste, der overhovedet eksisterer.

Men, og dette forekommer mig at være det centrale, disse udødelighedsbeviser udløser sig på et plan, der på en ejendommelig måde ligesom ikke angår hverdagsmennesket. Mennesket står på en mærkelig måde ligesom med ryggen til døden. Interesserer sig ikke for den, ønsker ikke at forstå den, i hvert fald ikke som det gode, den i sig selv må være. Kun når den på den ene eller den anden måde gør sig selv aktuel, får det enkelte menneske øjnene op for, at den, når alt kommer til alt, måske ikke er så absolut endelig, som det selv har gjort den til. Og så er det, at et menneske som Astrid Gilmark kommer "ind i billedet".

Hvad er det egentlig hun oplever? Læs selv omstående bilag omhyggeligt igennem og læg mærke til, hvad De føler under gennemlæsningen. For De føler nemlig noget ganske bestemt! De føler en undertone af absolut hæderlighed! Jeg følger denne artikelserie og skal senere vende tilbage til dens konklusioner, som jeg på forhånd ved ikke vil bringe mig noget i og for sig nyt, kun en viden om disse ting i den specielle form, der her kan blive tale om. Men ét vil den ikke kunne bringe, og det er det, jeg i det efterfølgende vil berøre.

Tvivler man ikke på livets fortsættelse eller på, at det eneste, der i virkeligheden er, er livet selv, er det klart, at der på et eller andet tidspunkt opstår et brændende ønske om at kende dette livs evige udtryksform og ikke blot den form, der hører det nuværende og det umiddelbart kommende til. Jeg nærer således ingen tvivl om min tilværelses absolutte kontinuitet. Jeg venter hverken at komme i helvede eller himlen efter døden. Jeg har altid, skjult bag min ydre form, levet et uhyre intensivt åndeligt liv, levende optaget af mit sinds vekselvirkning med den omverden, som for mig langt mindre består af mennesker, dyr og planter, end af tanken om, at alt dette i sig selv er Guds egen, levende bevidsthed, med hvilken jeg er i konstant kontakt. Kun ånd, hvor den er forbundet med virkelig sjælelig noblesse, formår at betage mig. Og hvorfor skulle jeg danne mig tåbelige billeder af dette liv "efter døden"? Jeg har altid mødt megen kærlighed, og hvorfor skulle dette standse? For mig er det for længst blevet en livsvirkelighed, at både jeg selv og ethvert andet menneske repræsenterer en given åndelig "bølgelængde", og at livet ytrer sig smukkest for enhver af os der, hvor vi så at sige korresponderer med vor egen bølgelængde. Når jeg opfatter og forstår livet i vor verden som vor tilværelses eneste realistiske "helvede", er det fordi, jeg her oplever alle mentale "bølgelængder" rodet rundt i et værre péle-méle. Og når jeg forstår livet efter døden som et liv i "himlen", er det fordi jeg indser, at det er et liv i en permanent kontakt med min egen bølgelængde og altså fri for det roderi, vi alle her må opleve. På denne idé eller opfattelse lever jeg uden derfor blot ét minut at glemme det sokratiske enten – eller! Men er man optaget af at fuldbyrde en bestemt opgave, som forekommer en at være hensigten med det liv, man midlertidigt oplever her, kan selv et "helvede" være overkommeligt, mest måske, fordi man jo dog heller ikke her er afskåret fra korrespondance med sin egen bølgelængde.

For mig ville livet imidlertid forekomme både fattigt og uhyre begrænset, om jeg kun var optaget af min egen tilværelse både her og efter det, vi kalder "døden", og som jeg altså opfatter som vort livs største illusion. Vi kommer aldrig udover vort eget livs alt for snævre cirkel, om vi kun tænker på os selv. Det er kun, når dette liv træder ind i "den store plan", at det indre lys for alvor bliver en til del. Og her er det, at jeg finder Martinus kosmiske verdensbillede så uendeligt inspirerende, fordi det så at sige sprænger alle rammer, nedbryder alle spærrende horisonter og kaster lys over problemer, der før syntes uløselige. Alle er vi medier for hinanden. Alle "sender" og "modtager" vi, og alle "transformerer" vi vore visioner ned eller "forstærker" dem. For mig er det afgørende i Martinus verdensbillede ikke hans såkaldte kosmiske analyser, men derimod de visioner, disse analyser udløser i min sjæl. Igennem dem fornemmer jeg virkelig eksistensen af det allestedsnærværende væsen, vi kalder GUD, og også eksistensen af en altomfattende kærlighed. For alene dette at opleve konstant indre åndelig vækst er i sig selv kærlighed, og for at dette kan fuldbyrdes, må man føle sig i den inderste kontakt med hele den guddommelige bevidstheds altomfattende universelle toneregister, altså med det, man almindeligvis blot kalder livet, men som jeg vil kalde det altomsluttende, vidunderlige, guddommelige liv!