Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske vidste Mr. James Kidd fra Arizona ikke helt, hvad han gjorde, da han testamenterede mere end én million kroner til den, der kunne bevise, at mennesket havde en sjæl. At tanken i sig selv er smuk, bestrider ingen, men den rummer ingen indre, virkelig logik. For dem, der i forvejen er overbevist om, at mennesket har en sjæl, betyder beviset intet, de "vidste" det jo i forvejen, og for dem, som er uden evne til at fatte beviset, er det aldeles overflødigt. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Et snart langt livs beskæftigelse med tænkning inden for livsytringsforskningens område har for længst belært mig om, hvor farligt det er at tale om, at denne eller hin åndelige realitet "hermed er bevist". Ejer man ikke i sig selv det selvoplevede erfaringsmateriale, der udgør selve forudsætningen for at føle det påståede bevis som bevis eller urokkelig sandhed, kan det, der måske er eksakt viden for en selv, kun blive en smuk, muligvis sandsynlig tro for modparten. Men den kan også blive sin egen modsætning, nemlig beviset i vedkommendes øje for, at man er – bindegal!

Personligt tvivler jeg stærkt på, at Mr. Kidd's million nogen sinde vil blive hævet. Og vil den blive tilkendt én eller anden gruppe, vil denne gruppes ret til pengene sandsynligvis udløse en storm i utallige religiøse lejre, som hver for sig vil hævde, at de har langt mere ret til pengene end dem, der fik dem. Nej, har man endelig noget at testamentere bort, gør man nok klogt i at lade det tilfalde mere konkrete formål.

Måske ryster mine ord en og anden, som mener, at jeg i Martinus analyse af det levende væsen (de tre X'er) skulle hævde, at her har vi det absolutte bevis for menneskets udødelige sjæl. Men er dette korrekt? At denne analyse for mange, mig selv inklusive, udgør en bevisførelse så stærk, at jeg accepterede den som mit eget livsgrundlag, er kun bevis for mig selv og disse andre. Og denne analyse er ikke i sig selv ny, den findes f. eks. også i indernes "bibel" Bhagavad Gita, selv om formen, den her er udtrykt i, naturligvis er anderledes. For mig findes beviset for Guds eksistens og for vor egen udødelighed i hvert eneste af verdens udødelige religiøse værker. Hvad jeg her skylder Martinus er udelukkende den evne, han igennem sine analyser har givet mig til at læse disse værker på den rette måde. Det der her for mig er langt mere væsentligt end noget andet er, at ligegyldigt hvilken form for bevisførelse for Guds eksistens (og dermed vor egen udødelighed) vi end bøjer os for, så giver alle disse beviser tilsammen os kun ét, nemlig muligheden for igennem dette at leve disse beviser, disse sandheder, i en givet stund at opleve mødet med Gud. Og denne oplevelse er hinsides ethvert såkaldt "bevis" og det ligegyldigt, hvor sansemæssigt indlysende det så end er. For det er her, vi blændes. Vi kan igennem læsningen af hellige bøger, det være sig de ældste såvel som Martinus værker, blive så inspirerede, at vi i givne situationer forveksler vor inspiration med den oplevelse, der gør bøger og åndelig undervisning lige så overflødig for vor sjæl, som en brønd er det i et oversvømmet landskab! Mange mennesker glemmer ganske, at enhver form for bevisførelse for sjælens eksistens i sig selv er noget rent ydre! Er noget, der kun er bestemt til at sætte kræfter i os i en bevægelse, der sigter imod at hjælpe os frem til den personlige guddomsoplevelse. Men denne oplevelse er ikke alene en frugt af en udefra påført undervisning, hvor strålende denne så end kan være. Den er en frugt af næsten utallige faktorer, blandt hvilke udviklingen af det, vi har givet navnet ydmyghed, måske er den væsentligste! Forudsætningen for guddomsoplevelsen er således ikke religiøs undervisning, af hvad art end nævnes kan. Forudsætningen er ene den, at man i daglig livspraksis søger at leve de sandheder, man enten direkte fornemmer i sig selv eller bliver belært om. Det er her, det mere end noget andet sted gælder, at "mange er kaldede, men kun få udvalgte" – og ofte viser livet, at det netop er dem, der mindst af alt ventede det, der bliver de "udvalgte".

Ingen underkender mindre end jeg værdien af åndelig undervisning. Tværtimod er det mig en personlig sorg, at den religiøse undervisning i vore skoler tvinges så meget i baggrunden, som tilfældet er. Men dette vil kun være et overgangsfænomen. Vi passerer i vor tid en slags åndelig "ebbe". Livets virkelige værdier har ligesom for en tid trukket sig tilbage og overladt pladsen til de såkaldt mere "kontante" værdier. I modsætning til mange finder jeg ikke dette forkert. Det bedrøver mig blot, fordi jeg i mit indre ved, hvilken goldhed for sjælen dette fører til. Men jeg ser en dyb mening i dette forhold. Mennesket må mættes materielt, før det for alvor kan blive bevidst i tilværelsens åndelige kvaliteter. Det er her, at reinkarnationstanken kaster et vidunderligt lys ind over det nuværende menneskelige drama. Uden dette lys ville alt – for mig – være ulideligt mørke. Men, der har vi det igen: for mig! Vi er ofte tilbøjelige til at glemme, hvor isolerede vi i virkeligheden er. Vi lever som en del af "de mange", som én iblandt milliarder. Og dog er vi ene. Dog findes der end ikke blot én kopi af os, én der tænker som vi, oplever livet som vi. Du er dig, og jeg er mig, sådan skal det evigt være! Det er kun den rene tåbe, som påstår, at han kender et andet menneske til bunds. Til bunds!!! Om han så ofrede hvert et minut af sit liv på at udforske min sjæl, fandt han aldrig ud af den. Min sidste tanke i dette liv ville være min – uendeligt hinsides hans mulighed for at aflæse den, end sige forstå den! Det er her, vi alle er sønner af Gud! Lige så synlige som han – og akkurat lige så usynlige!

Personligt tror jeg, at det først er den dag, man for alvor forstår, at intet, absolut intet af det, vi ser og møder på vor vej, er det, det ser ud til at være, at man virkeligt begynder at leve! At vort liv altid på én og samme tid er dele af en måske tilsyneladende let gennemskuelig plan og af en absolut uigennemskuelig eller kosmisk plan. Er mit liv evigt, og i min vågne, dagklare forstand tvivler jeg ikke ét sekund på, at det er det, kan vort nuværende liv med alle dets mangeartede oplevelser kun udgøre en uhyre beskeden brøkdel af mit evige liv, en beskeden frugt af en evig fortid og en beskeden del af en kommende evig fremtid, så sandt som det er utrolig lidt af det, jeg drømte om at få lov til at opleve i dette liv, jeg virkelig har fået lov til at opleve. Og jeg har endda haft et langt rigere liv end de fleste – tror jeg da! Og som det gælder mig, gælder det enhver!!! Enten-eller! Enten er det mine øjne, der ser, mine øren der hører osv., osv., eller også er disse sanseorganer mine tjenere, ved hvis hjælp jeg oplever livet! Enten kan energi opleve energi, eller også eksisterer der i ethvert levende væsen, fra det mindste til det største, et livscentrum, der er hævet over denne energi, og som i sig har evnen til at opleve reaktionen mellem de respektive energier eller det, vi har givet navnet "oplevelse". To verdener tørner her sammen: materieforskningen og livsytringsforskningen. Og her er jeg personlig meget spændt på, hvad materieforskningen, den såkaldte "materialisme", vil sige, den dag videnskabsmænd ved et af de "tilfælde", der så let opstår inden for dette område, pludselig står over for den kendsgerning, at man f.eks. pludselig ser sig i besiddelse af en så følsom film, at man er i stand til at filme et menneskes dødsproces og nu oplever, hvorledes den i sig selv blot er en kopi af fødselsprocessen i den forstand, at man nu virkeligt ser et såkaldt åndeligt legeme frigøre sig fra det jordiske legeme og ser, hvorledes dette legeme bliver modtaget af andre tilsvarende legemer, der hver for sig tydeligt tilkendegiver, at de er akkurat lige så levende som de, der nu kan iagttage dem!

"Jamen sker dette, må det da i sig selv være beviset for, at mennesket har en sjæl", vil mange så sige. Men behøver dette i sig selv at være noget bevis? Det er dog blot beviset for, at livet fortsætter efter døden, hvad vi jo dog, når alt kommer til alt, er adskillige millioner, der tror på. Hvis det er dette bevis, man søger, har spiritismen indtil overflod for længst givet det og fortjener derfor efter min opfattelse Mr. Kidd's million. For mig vil dette løse dødsmysteriets gåde, men ikke sjælens. For min bevidsthed er andet og mere end det, jeg her har berørt. Den rummer for mig langt større gåder end evnen til at leve videre efter døden. Denne oplevelse, hvor betydningsfuld jeg end anser den for at være, besvarer kun en uhyre beskeden brøkdel af de spørgsmål, der lever i mig. Til besvarelse af disse spørgsmål hører der langt mere end svaret på mit nuværende livs umiddelbare fortsættelse efter den død, der venter enhver af os. Og indtil nu har jeg som svar på disse spørgsmål intet fundet, der står mål med det verdensbillede, Martinus har bragt os. For mig er dette verdensbillede så stort og så omfattende, at jeg med en græsk vismand må sige, at jeg bøjer mig i den dybeste ærbødighed, ikke alene for det, jeg har forstået af det, men mest måske for det, jeg ikke har forstået!