Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I et af mine sidste Kontaktbreve til Dem lovede jeg Dem at vende tilbage til KVÄLLSPOSTEN's artikelserie om det efterhånden meget berømte svenske medium Astrid Gilmark, hvis bog "Jeg ved" har sat sindene i så stærk bevægelse hele Skandinavien over. Jeg har i mellemtiden læst bogen, hvis indhold nok fascinerede mig under selve læsningen, men som på den den anden side intet føjer til vor i forvejen eksisterende viden om disse emner. Jeg vil endda tilføje, at læsningen af den norske byretsdommer Ludvig Dahl's bøger i trediverne såvel som Louisa E.Rhine's bog "Sindets løngange", der udkom 1964, rent intellektuelt har givet mig betydeligt mere. Men uanset dette forhold giver "Jeg ved" et udmærket billede af den kamp, der på en måde foregår mellem de to livstilstande, vi alle er i konstant berøring med. For intet menneske vil vel benægte, at det religiøse liv i sig selv betyder dels, at man er overbevist om, at livet fortsætter udover døden og dels, at man, om ikke på anden måde så dog gennem begrebet "bøn", kan komme i kontakt med den såkaldte "usynlige" verden.

På samme måde som den berømte og yderst tiltalende svenske forfatter Jan Friedegård véd Astrid Gilmark og med hende tusinder andre, at livet fortsætter efter døden, og at vi i stedet for at frygte døden burde glæde os af hele vort hjerte til den time, hvor vi forlader denne verden, dette tredimensionale livsplan, for få timer senere at være fuldt bevidste ikke alene i et nyt legeme, men også i en livssfære af en ny og langt mere omfattende dimension end den, vi her oplever. Selv om beskrivelserne af dette nye livsplan er yderst variable, dækker de dog hinanden i det væsentlige, nemlig i den kendsgerning, at det menneske, der allerede her bygger sit liv på evighedens eksistens og inden for rammerne af de muligheder livet giver det, stræber efter at realisere de idealer, der er gældende der, står langt stærkere end det, der så at sige står "med ryggen til denne verden. Det har altid forekommet mig meget tåbeligt at benægte denne for os usynlige verdens eksistens. Vi ved, vi skal dø, og derfor bør ethvert menneske undersøge alle tænkelige muligheder for at blive klar over dødens inderste natur som illusion eller virkelighed. Som illusion i den betydning, at den udgør et definitivt punktum for al væren, som virkelighed, i betydningen af et fortsat kontinuerligt åndeligt liv. Mange fremragende kvinder og mænd har påbegyndt dette studium ud fra den hæderlige forudsætning, at de ville alt dette tåbelige og tågede nonsens om livets beståen udover døden til livs. De ville give verden eksakte beviser for, at døden virkelig var et endeligt og uigenkaldeligt punktum – og de måtte så godt som alle kapitulere og indrømme, enten at spiritualismen havde ret eller også, at der fandtes oplevelser af en sådan art, at den menneskelige hjerne ikke rummede nogen som helst mulighed for at give en virkelig forklaring på dem.

Men, som jeg mange gange har påpeget: selve dette, at livet fortsætter efter døden, løser ikke i sig selv livsmysteriets gåde. Og der er for mig ingen tilfredsstillelse i dette kun at vide det. Går livet videre, bevares jeg-følelsen urokket, består stadigt en lang række ubesvarede spørgsmål. Og det mest fundamentale spørgsmål må da blive spørgsmålet om selve vor bevidstheds tilblivelse. Jeg ved udmærket, at det kun er meget få mennesker, der endnu stiller problemet op på denne måde. For de fleste er det sådan set nok at vide, at livet fortsætter, og her tror jeg virkelig, at videnskaben en dag ved et af de mærkelige "tilfælde", der altid har ledet vor udvikling, vil stå med dette bevis i hånden. At dette vil ændre livet på en mængde områder, må vel betragtes som givet, dog kun hvis beviset, som jeg allerede har antydet i tidligere breve, bliver af en sådan art, at enhver kan efterprøve det og overbevise sig selv om rigtigheden deraf. Men en stadigt voksende gruppe vil ikke være tilfreds med blot den løsning, de vil ind på livet af de kræfter og love, som styrer dette vældige, universelle liv. For disse mennesker vil Martinus visioner blive af meget stor inspirativ kraft, ikke som en ny tro eller en række nye dogmer, men derimod som en åndelig arbejdshypotese på højeste plan.

Personligt har jeg altid fundet Martinus analyse om de kosmiske verdensimpulsers regulære eksistens fantastisk, både i enkelhed og konsekvens. Men livet har på en måde bittert belært mig om, at mange af de mennesker, der mener at forstå disse vældige impulsers indre natur og formål, kun forstår dem rent anelsesmæssigt. De føler, at en ny tid er på vej, og det tiltaler dem at være sig bevidst, at de er en slags "medarbejdere" i udløsningen af en ny tidsalders tankeverden, medens en blot overfladisk undersøgelse hurtigt afslører, at så langt de fleste af disse mennesker endnu i halsen er begravet i den gamle verdensimpuls' praktiske handlemåde, altså ikke afviger nær så meget fra deres næste, som de selv formener. Jeg finder det uhyre vigtigt for mennesket at finde ud af med sig selv, om det er forsker eller blot troende. For medens det sidstnævnte ingen større vanskeligheder afstedkommer, kritikløs som denne tilstand jo i sig selv er, så udløser den første derimod så at sige krise på krise. Forskeren er nu engang uberoende af personen. Han må tage absolut objektivt på enhver fremsat hypotese eller teori. Han må gennemarbejde dem led for led for slutteligt enten at kassere eller acceptere. Det er al forsknings bitre lod. Inden for de åndelige områder hindres denne forskning i meget høj grad af den kendsgerning, at de enkelte "seere" som oftest er enere af et meget specielt tilsnit. De har på den ene side oplevet ting, vi andre ikke har oplevet, men savner på den anden side ofte evnen til klart og præcist at udtrykke, hvad det er, de har oplevet. Tænk på, hvilken omfattende litteratur disse enere har været årsag til og efterladt sig. Hvor mange mennesker har i vor forjagede tid tid til at sætte sig ned og studere disse ofte meget omfangsrige værker? Kun ganske få! Er sandheden ikke den, at de fleste falder for "facitterne" og dermed indrullerer sig selv i en eller anden gruppe, der har fået navn efter sit ophav? Men dette har intet med virkelig objektivitet at gøre. Det er, hvor ubehageligt det end kan lyde, tro, selv om det ofte er det, man kan kalde intelligensbegrundet tro. Her står vi. For området, vi har med at gøre, er, hvor langt man end selv synes at række, dog et område, hvor vore egne selvoplevede erfaringer endnu er meget små. Dybest set ved vi ikke nær så meget, som vi tror at vide, for det er uhyre svært at drage den absolutte grænse inden for disse områder. I en dybt inspireret tilstand ved man langt mere, end man ved, når inspirationens kraft har forladt en. Ingen ved dette bedre end den, der er lærer i disse høje problemer. Har man blot én gang oplevet at blive løftet op på toppen af en voldsom inspirationsbølge, der visionært har tilladt én næsten dagsbevidst at skue ind i "det forjættede land", så ved man også, at der kan komme dage, hvor det helt modsatte forhold gør sig gældende, og hvor tvivlens grå, slimede arme omklamrer sjælen og ligesom tapper hjertet for den sidste blodsdråbe. Man syntes, man stod på toppen af et bjerg og så og forstod alt. Nu derimod befinder man sig i dalen og ser sig på alle sider omgivet af spærrende bjergtoppe, der end ikke tillader det mindste solskin at slippe igennem. Dette må man vide for helt at forstå forskellen mellem den troendes og forskerens lod. Tro er i sig selv en slags "åndelig gangkurv", og den kan være så snildt indrettet, at den troende overhovedet ikke fornemmer dens eksistens. Forskning derimod er menneskets forsøg på at gå uden denne gangkurv. Og det er her mere end noget andet sted, at det gælder, at "hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder –!"

Personligt finder jeg det udmærket, at bøger som "Jeg ved" kan udkomme! For utallige mennesker betyder de dyb inspiration, for andre den første start i åndelig tænkning. Men jeg overvurderer dem ikke, og den, der gør spiritualisme til religion, begår i virkeligheden en stor synd imod al parapsykologi. Med sin strålende eksempelsamling udgør spiritualismen en af de mange veje, der fører fremover, et trin, som har meget at give det søgende menneske! Men det er kun et trin! Det er kun én af de mange veje, der står det søgende menneske åbent. For mig selv har den været og er fremdeles en meget stor inspiration, men heller ikke mere. Også jeg ser de farer, der truer den, der ukritisk giver sig de psykiske kræfter i vold og midlertidigt havner i den vulgærspiritisme, der dræber mere, end den giver liv. Men dette har den tilfælles med enhver form for sektdannelse, der altid kun opnår ét: at give sin dyrker en midlertidig falsk tryghed. Men jeg forstår på den anden side denne længsel efter tryghed, efter den éngangsløsning, der urokket kan bestå. Jeg ejer blot ikke selv evnen til at tro på denne éngangsløsning. Noget i mig kræver omvurdering og atter omvurdering, og jo ældre jeg er blevet, desto bedre forstår jeg, at det trods alt er i denne indstilling til livet, man finder den såkaldte evige ungdom! For den der nægter at godtage det, han møder på sin vej, som identisk med den sidste sandhed, har det måske nok sværere end den, der hallelujaglad polerer sin glorie. Men han er dog i vækst, han lever dog! Kan man sige det om den, der påstår at vide alt og forstå alt, men som dog ved sin væremåde afslører, at der måske er et og andet i livet, han muligvis ikke helt har begrebet?