Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Du skal" og "du må ikke", mon ikke de fleste mennesker som børn har hørt disse ord blive udtalt med mere eller mindre strenghed i røsten af voksne med autoritet. Eventuelt var ordene ledsaget af en løftet pegefinger, og der lå magt bag autoriteten, magt til at straffe den, der overtrådte budene. I menneskehedens barndom havde jødefolket en leder, der var som en streng fader for det. Fra ham lød det også; "Du skal –" og "du må ikke –" Han repræsenterede den gud, man skulle frygte, og at han selv kunne blive frygtelig i sit raseri, viste han ved at knuse lovens tavler, da folket var ulydigt. Jordens folkeslag har gennem tiderne haft mange strenge ledere, retfærdige såvel som uretfærdige og despotiske. Diktatur har ført til oprør og nye magthavere. Alt sammen har det givet menneskene erfaringer. Hvor magtens lov udøves uden nogen anden ret end den stærkestes, er det stadig jungleloven, der dominerer, selv om det samfund, hvori noget sådant finder sted, kaldes et kultursamfund eller et civiliseret samfund. Magtens lov er junglens lov, men hvor der bliver sat et retssystem af love bag magten, er det et forsøg på at udøve retfærdighed, således at den dømmende og udøvende magt kan lade den part i en strid, der er svagere end sin modstander eller angriber, få de samme muligheder som han for at fremstille sagen set fra sit synspunkt, og den afgøres ikke af nogen af parterne i sagen, men af dommeren, den retfærdighedens magt, der står – eller gerne skulle stå – bag loven. "Øje for øje og tand for tand" er et stort fremskridt i udviklingen fra dyr til menneske, selv om det til tider har været så som så med retfærdigheden, bl. a. fordi junglelovens udøvere også forstod, at den stærkeres ret i mange tilfælde kunne opnås i kraft af list og penge.

At dømmende og udøvende magt er forbundet med begrebet "lov" er efterhånden indlysende for menneskene. Men kærlighed og "lov", hvad har de med hinanden at gøre? Kærlighed opfattes i almindelighed blot som følelse, som noget spontant og næsten anti-konstruktivt, så det er svært at forbinde med "lov", der enten forbindes med kraft og magt eller med intelligens, logik og granskning. Man taler om livslove, men kan kærlighed udtrykkes som en livslov? Forplantningen i dyreriget er udtryk for en livslov. Men kan man kalde den kærlighed? Den er i den grad forbundet med "den stærkeres ret", at det langt snarere er magtens lov, der udtrykker sig her. Hannerne kæmper drabeligt om hunnerne, der ikke et øjeblik ville foretrække den bejler, der viser sig at være den svageste. Men blandt menneskene da? En mand eller en kvinde kan sige: "Jeg elsker dig" til sin udvalgte, og det behøver jo ikke just at være, fordi den bejlende mand har slået sine rivaler ud, at pigen ser ham drømmende ind i øjnene og udtaler de tre små ord. Altså må man vel sige, at kærlighed er en livslov blandt jordiske mennesker. Det ville det være, hvis samme pige ikke havde noget imod, at hendes elskede også sagde: "Jeg elsker dig" til andre piger og også til mænd. Men vi synes absolut, det er naturligt, at hun ville blive rasende jaloux, hvis han gjorde noget sådant. Hendes "kærlighed" ville måske omgående forvandles til had. Kan kærlighed da forvandles i den grad til sin modsætning? Det kan den ikke, men det kan derimod forelskelse, og forelskelse og kærlighed er absolut ikke det samme, selv om vi kan være tilbøjelige til at forveksle dem. Man kan forelske sig i meget, i mennesker, i bevægelser (religiøse eller politiske m.m.) og i ting; og alle slags forelskelser vil før eller senere vende sig til had, foragt eller ligegyldighed. Men kærlighed er en åndelig realitet, der ikke på én gang kan vendes fra at være følelser for noget til at blive følelser imod dette noget. Kærlighed er ikke blot følelse, det er en blanding af forskellige bevidsthedsenergier og skabende kræfter, som vi jordiske mennesker endnu kun er kommet en lille smule i berøring med. Men vi er kommet i berøring med kærligheden, og denne berøring, hvor lille den end er i forhold til, hvad den engang skal blive, er en meget mere væsentlig faktor i hele vort tilsyneladende kærlighedsløse samfund, end de fleste mennesker tror.

Man taler om "kønsdrift" hos dyrene, og vi ved, at mennesket også er i besiddelse af et sådant instinkt. Hos mennesket har dette instinkt i almindelighed blandet sig med højere energier, som dyrene ikke besidder i synderlig grad, nemlig følelser. Derved er det, vi kalder forelskelse, opstået. Det er en blanding af instinktbetonet lidenskab og menneskelige følelser, en hektisk, ekstatisk, til tider helt feberagtig tilstand. Den bibringer mennesket en intens lykkefølelse, der dog ofte er kortvarig, og som let kan få smerte, lidelse, sorg og ulykke i sit kølvand. Dette skal naturligvis ikke være en kritik af forelskelsen, som enhver, der har oplevet den, véd er en intens lykkefølelse, man nødig ville have været foruden, men et forsøg på at vise, at forelskelse og kærlighed ikke er det samme. Forelskelse er en rus, kærlighed er en permanent tilstand. Forelskelse er baseret på instinkt, tyngdeenergi og følelse; kærlighed på følelse, intelligens og intuition. Naturligvis er tyngdeenergien også iblandet, når det drejer sig om kærlighedsudfoldelse, men den er da fuldstændig behersket af de andre energier og er skabende aktivitet i stedet for at være eksplosiv aggressivitet, som den er, når det er dyrenes kønsdrift eller menneskenes forelskelse, der sætter den i gang. Her står vi ved noget meget væsentligt i hele menneskehedens udviklingshistorie. Menneskehedens fremtid er nemlig afhængig af de enkelte menneskers evne til at forvandle sig, og denne forvandling har i allerhøjeste grad at gøre med deres indstilling til, og deres forståelse af magtens lov og kærlighedens lov. Forstår man virkelig, at magtens lov er loven i dyreriget, samtidig med at man ikke ønsker blot at være et dyr, kan man begynde at fornemme, at et "menneskerige" må være en zone, hvor en anden og højere lov er den dominerende, noget der forbinder sig med ens længsler og ønsker om humanitet og medmenneskelig forståelse, en næstekærlighedens lov. Men er snakken om noget sådant da ikke blot tåget idealisme og ønskedrømme? Lad os høre, hvad en mand, der absolut har begge ben på jorden, siger derom.

Den verdensberømte dyrepsykolog Konrad Lorenz skriver i sin fortrinlige bog "Det såkaldt onde": "Hvorfor blive ved med at lede efter det længe søgte mellemled mellem dyrene og det virkelige humane menneske? Det er jo os!" Et andet sted i samme bog skriver Lorenz: "Hvis jeg skulle anse mennesket af i dag for at være Guds udtrykte billede, ville jeg blive usikker i min bedømmelse af Gud. Men når jeg holder mig for øje, at vore aner – jordhistorisk betragtet for nylig – var ganske ordinære aber af chimpansernes nærmeste familie, skimter jeg et håb. Der behøves ikke videre optimisme for at antage, at der kan opstå noget bedre og højere af os mennesker". Det er ud fra et rent materialistisk betonet, naturvidenskabeligt synspunkt, Konrad Lorenz kommer med ovennævnte udtalelser. Hans utrættelige studier af dyrenes adfærd (og sikkert også af menneskenes) og i særlig grad af deres former for aggression og deres hæmningsmekanismer, som forhindrer aggressionen i at udrydde arten, har ført ham til den opfattelse, at menneskehedens videre udvikling stadig er en kamp med naturen, men ikke mere – som det tidligere har været – en kamp mod den ydre natur. Nu må det blive en mere og mere bevidst kamp mod det i sin egen indre natur, der hindrer mennesket i virkelig at være menneske, altså imod sin egen dyriske natur. Det vil først og fremmest sige mod de aggressive sider af sit sind. Aggression hos mennesket, siger Lorenz, er enten tegn på primitivitet eller afsporing.

Mennesket adskiller sig fra det egentlige dyrerige bl.a. ved sin evne til overblik, sin indsigt i årsag og virkning – inden for visse områder. Mennesket er altså et begyndende intelligensvæsen. Men meget tyder på, at hvor intelligensen udvikles, degenererer instinkterne. Det jordiske menneske er ikke i stand til at reagere instinktmæssigt over for begivenheder og naturforhold, som dyrene er det. Altså vil en menneskelig nyorientering ikke kunne finde sted ved hjælp af instinktet. Men eftersom det er en menneskelig nyorientering bort fra animalske vaner, der skal finde sted, er det jo også naturligt, at det må være menneskelige energier, der skal skabe den tiltrængte forvandling. I den del af udviklingen fra dyr til menneske, der hidtil har fundet sted, har vi allerede omtalt én form for nyorientering, nemlig forvandlingen af rent instinktivt betonet parringsdrift til forelskelse og hvad dertil hører af følelsesudladninger, stemninger og romantik. At følelserne kan svinge over til jalousi er ganske naturligt, fordi jordmennesket endnu står dyreriget nær. Men jalousien forbindes også med menneskelige energier og bliver til følelser af had og hævnlyst eller hos mere indadvendte typer til depression og tanker om selvmord. I alle tilfælde er det aggressionen, der slår udad eller indad, det vil i Martinus terminologi sige tyngdeenergiens eksplosioner i sindet, hvis virkninger slår ud i omverdenen som lyn og torden, dvs. som had og forfølgelse, kamp og intriger eller indad i nervesystemet, hvor de skaber mentale kortslutninger, der kan føre til sindssyge eller sætte skred i dispositioner til fysiske sygdomme i organismen, som da ophører med kun at være dispositioner. Men naturligvis opstår aggressive udladninger hos menneskene ikke blot på grund af forelskelse, eller vi kan måske sige: ikke blot på grund af forelskelse i personer. Også på grund af forelskelse i ting (ejendomsbegær), i meninger (religiøse, politiske m.m.) og i vaner, som man af behagelighedshensyn og magelighed ikke ønsker at lave om på. Alt dette og meget mere kan vække menneskers aggressivitet og intolerance, men også på disse områder er en vis form for menneskelig nyorientering dog sket. Når en primitiv mand bliver rasende, vil hans knytnæve (hvis han ikke har andet våben ved hånden) snart være plantet på fjendens kæbeben. En mindre primitiv mand vil nøjes med at slå i bordet, dvs. at han uden at gøre den anden fortræd, i nogen grad får udløsning for sin aggression. Det er en nyorientering. Men så er der også manden, der, som Lorenz skriver: "På grund af ikke afreageret vrede mod sin foresatte giver sig til at forfatte begejstrede stridsskrifter med den ædleste målsætning". Han er redet et skridt videre. Det er naturligvis også langt at foretrække for ham, der af samme årsag lader det gå ud over konen og børnene efter fyraften, eller omvendt skælder ud på kontoret, fordi han blev gal og ikke fik afreageret, inden han gik hjemmefra. I dyrepsykologien kaldes noget sådant "at afreagere aggressionen på erstatningsobjekter", så det er ikke særlig menneskeligt. Disse nyorienteringer er alle hovedsagelig baseret på følelser, men en rent menneskelig nyorientering må også være baseret på forståelse, indsigt og overblik. I virkeligheden er Martinus kosmologi et overblik, som, brugt med personlige erfaringer som baggrund, kan skabe en menneskelig nyorientering.

Martinus nævner gang på gang, hvorledes intellektualiseret følelse er den kraft, der gør mennesket mere menneskeligt. Set i Lorenz' perspektiv er det den "bremsemekanisme" i bevidstheden, der forvandler og sublimerer aggressionen. Viden om vor egen adfærds årsagskæder kan give vor menneskelige følelse og fornuft magt til at gribe regulerende ind der, hvor et "du skal" eller "du må ikke" ikke mere kan hjælpe os. Moseloven var også en nyorientering på vandringen fra dyr til menneske. Den var udtryk for retfærdighedens lov, der står midt mellem magtens og kærlighedens. Men mennesket må videre. Bjørnson har i et af sine skuespil givet en glimrende anvisning på menneskelig nyorientering, dette, i en gammel situation at handle på en ny måde. Han skrev: "Noen må begynne med å tilgi", hvem kan denne "noen" være andet end os selv?