Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når dette brev er Dem i hænde, er vi allerede langt inde i 1967. Julen og det nye års første glans vil være blegnet en smule, og hverdagens ofte isnende grå begynder på ny at tone frem. Så rigt nuanceret er livet, at dets evige fremgang altid spænder over begge områder og lader hver af dem udfylde sin specielle funktion i vor egen om skabelse. For omskabes må vi! Når vi i dette "dødens århundrede", hvor der næppe går blot ét døgn, uden at mennesker, måske fjernt fra vore kyster, måske nærmere end vi tror, segner for de våben, vi selv har skabt, ser udover verden, må det føles dybt i hvert eneste tænkende menneske, at sådan kan det ikke fortsætte! Det kan det ikke, men – og det forekommer mig vigtigere end alt andet – verden bliver ikke anderledes, førend De og jeg bliver det! Det ligger dybt i menneskets natur, at "de andre" må gå foran, "de andre" må ændre sig, før vi gør det! Men dette er ikke "menneskets filosofi", det er i virkeligheden "dyrets filosofi"! Det er denne livsindstilling, der skaber det, vi har givet navnet "krise" for det enkelte menneske. For vi skal frem! Vil vi det ikke med det gode, skal livet nok selv sørge for, at den udvikling bliver sat i gang, der må til, om vore drømme om en ny verden skal se sig selv realiserede!

Da krisebegrebet således udgør en uundværlig del af den udvikling, vi befinder os i, vil jeg gerne begynde dette kontaktbrev med en beskeden analyse af dette begreb, der både er så ilde lidt og så fortvivlende nødvendigt. Vi kender det alle, har alle oplevet det i både større og mindre udfoldelse. Af de mange breve, jeg året rundt modtager fra ulykkelige mennesker, er det dette begreb, der så at sige udgør hovedtemaet. Alle kommer vi i situationer, vi har svært ved at magte, måske slet ikke kan magte og altså må søge hjælp. Og lykkelig det menneske, der tager mod til sig og betror sig til et andet menneske. Alene i dette rent tankemæssigt at gøre sig sin situation klar findes en umådelig hjælp. Alt for mange mennesker lader blot krisen gå sin gang, indtil den går i hårdknude og kan få alt for katastrofale følger!

Hvad gør man, når man f. eks. modtager et brev, der sætter hele ens nervesystem på "højkant"? Er man åndeligt meget ung og uudviklet, "farer man i blækhuset" og svarer igen, ikke alene med samme mønt, men som regel med en af lidt større format! Og så ruller lavinen videre. Enten en krise starter med et ubehageligt brev eller på anden vis, er der kun én eneste ting, man har at gøre, og det er at give sig tid!!! Mig har livet lært ikke at tillade mig at reagere det allermindste de første tre timer! Nerverne må have blot lidt tid til at falde til ro! Når disse tre timer er forbi, ser alting som regel sådan ud, at man kan sige til sig selv: "Vær stor – giv dig selv tre dage, før du reagerer"! Når disse tre døgn er gået, har man i hvert fald oplevet noget uhyre vigtigt: man har givet tilværelsens kosmiske perspektivprincip en chance! Når det hedder, at "tiden læger alle sår", beror det på, at tiden alene giver afstand mellem oplevelsen og den, der har denne oplevelse. Og det er givet, at jo dybere smerten er, desto mere tid må man have til at komme over den, hvilket vil sige: forstå den! For hver eneste smerte vi oplever er i sig selv et guddommeligt budskab til vor sjæl, og det ligegyldigt hvad vi så end mener om den!!! Derfor er det så farligt, ja næsten livsfarligt, at reagere hastigt! I almindelig omgang med mennesker må man, om man da ellers har fået blot en smule opdragelse, svare med omtanke på vanskelige spørgsmål, hvor meget mere må man da ikke tænke sig om, når den, man taler med, i virkeligheden er Gud selv? Men mennesket accepterer ikke Guds eksistens. De siger, at de ikke kan se ham, tage på ham eller på anden måde virkeliggøre sig hans eksistens. Men kan man "tage" på Dem eller mig? Er vi i vort inderste skjulte væsen ikke akkurat lige så usynlige som Gud selv? Bruger vi ikke så langt den meste af vor energi til at holde os skjult for vore omgivelser, ja selv for vore allernærmeste? Hvor mange kan stå frem og sige med et ærligt hjerte, at de kender én, til hvem de helt og fuldt tør betro sig, tør åbne sig for? Ikke mange! Langt de fleste mennesker oplever en dag at forstå, at de berøringer, de har med andre mennesker, i virkeligheden kun er "overfladeberøringer", og at de, hvis de går ud over disse overfladeberøringer, meget let, ja alt for let oplever at blive "brændt". Ordsproget "brændt barn skyer ilden" refererer jo ikke blot til kakkelovne! Nej, vi er alle "skabt i Guds billede efter hans lignelse" og derfor i vor virkelige natur akkurat lige så skjulte, som han er. Men vi er ikke så store – og det er det, der udgør forskellen!

En krise, både en lettere og en meget dybtgående, er i sin dybeste analyse en direkte samtale med Gud. Hvad man så får ud af denne samtale, afslører livet selv. Vender man det "døve øre" til denne samtale, ja, så vil den blive gentaget, men lytter man, lytter med hele sin sjæl, kan det ske, at en sådan krise afslører sig som værende det kærligste guddommelige kærtegn, som tænkes kan! Tror man ikke, der ligger et uendeligt antal af fortvivlede timer og endeløs ensomhedsfølelse og selvransagelse bag Griffenfelts ord, ridsede på hans fængselsrude:

Intet menneske sætter venskabsbegrebet højere, end jeg gør, det ved jeg. Men jeg ved også, at hvert menneske må bære sine egne byrder, og at ethvert forsøg på at lægge dem på andres skuldre på forhånd er dømt til at mislykkes! Vort liv er ikke blot et liv, det er en pilgrimsvandring imod et mål, som alene er vort! Og for at nå dette mål, er det livsnødvendigt for hver eneste af os at lære den inderste hemmelighed ved krisebegrebet at kende. For gør vi ikke det, vil disse kriser gentage sig i det uendelige.

Vi er nu i et nyt år, og én ting er vi sikre på, og det er, at det, vi har givet navnet "verdenskrisen", i dette år vil tilspidse sig endnu mere, end tilfældet var i det år, vi nys har forladt! Vi er ikke alene os selv i denne verden, vi er dele af en klodesjæl, som også er i krise, og denne klodesjæl søger dybest set sit mål fuldt bevidst og iler nu hastigt imod realiseringen af dette mål. Men klodens tid er en anden end vor. Hvad der for os synes at være en uendelig lang tid, er kun en meget kort tid for den. Som vi ønsker at blive et "rigtigt" menneske eller et menneske fri for had, vrede, bitterhed eller af en intolerance i alle dens afskygninger, ønsker kloden akkurat det samme! Men medens vi fornemmer os selv som "makrovæsener" i forholdet til vore "mikrovæsener" og derfor ofte skalter og valter med disse mikrovæseners liv og førlighed, som det passer os, er billedet lidt anderledes for den, der har fundet vejen og nu bevidst vandrer den. Og det gør klodevæsenet, hvis mikrovæsener vi er. Alle tegn tyder derpå, for overalt ser vi en udvikling i gang, der går ud på at fjerne enhver hindring for dannelsen af det internationale samfund, vi dybest set længes efter. For os synes dette samfund uendeligt langt borte, så langt, at mange kalder det "Utopia", men dette er kun et selvbedrag, en opfattelse uden kosmisk perspektiv! Kommer man først på sporet af den kosmiske udvikling, vi befinder os i, er det ikke svært at se, at den dybestliggende årsag til den krise, verden af i dag befinder sig i, udelukkende er den, at klodens viljeførende kræfter i stadigt stærkere grad koncentrerer sig om at få fjernet alt det, der står dens vilje imod. Den giver ikke længere enhver chancen for at få sin skæbnemæssige betalingsbalance udskudt til kommende liv. Tværtimod ser vi en omrubricering af kræfterne som aldrig før. Selv om en Mr. Smith i Afrika finder det korrekt, at de såkaldt "hvide" skal herske uendeligt længe endnu, er det let at se, at det synes "klodevæsenet" ikke, og sådan kunne man i dag blive ved. Modsætningerne har aldrig været så store som nu, ja de er faktisk så store, at det kloge menneske er forberedt på en makrokosmisk eksplosion når som helst! Men denne eksplosion, om den kommer, vil ikke tilintetgøre jorden, såvel som vore kriser, hvor alvorlige de end kan synes os at være, ikke tilintetgør os! Det er fremdeles i det store, som det er i det små. Når det kan synes anderledes, er det kun os, der ikke kan følge med! Vi skal ikke i evighedernes evighed tale om fred og fordragelighed mellem folkene. Det ved det kloge menneske, og derfor ændrer det successive livsindstilling. Det er positivt indstillet selv over for en meget radikal livsforvandling, men er det så klogt, som man tør håbe, giver det sig tid! Gør det ikke det, har vi alle de muligheder, der skal til for at møde den negative indstillings tristeste frugt: fanatikeren. For det er negativt at ville lave både sig selv og jorden om sådan mir nichts, dir nichts! Vi er ikke engle af fødsel! Blot enhver ville erindre sig denne lille ting, ville mange menneskers liv forme sig helt anderledes, end de gør!

Vore egne kriser kan vi, om vi virkeligt vil, selv magte. Gud lægger ikke større byrder på det enkelte menneskes skuldre, end han eller hun kan bære. Dette er en sandhed, hvis natur man kan diskutere, men den, der har været i en virkelig dyb krise, ved, at sådan er det. Verdenskrisen derimod kan det enkelte menneske ikke løse. Det ligger uden for dets magtområde. Her må det fortro sig til Guds kærlige ledelse. Og lykkelig det menneske, som gennem sine egne kriser lærte sig bønnens mysterium at kende! For i enhver virkelig dyb og alvorlig krise er det, vi gav navnet bøn, livets virkelige guldnøgle. Har man blot én gang følt denne nøgle næsten fysisk i sine hænder, ved man, hvor fattig man var, før man fik denne oplevelse. Derfor er det mig helt umuligt at slutte dette brev til Dem uden at prøve på at lære Dem at forstå, at skulle en alvorlig krise hjemsøge Dem i det kommende år, da følg dette enkle råd: handl aldrig overilet! Giv Dem selv tid, tid og atter tid, før De reagerer! Og handl så ikke, før De i dyb bøn til Gud føler netop den impuls, som siger: nu er det tid at handle! Og når De så handler, så lad være med at købslå om billigere vilkår! Vær åndelig hæderlig helt til grænsen af, hvad De formår, og det uanset hvad prisen så synes at kunne komme til at koste Dem! Mørket er tættest, når morgengryet er nærmest! Det lærte livet mig, og det vil det lære hvert eneste menneske, der findes på den ganske jord. Sandt nok kan vi klare mange kriser alene, eller i hvert fald: tilsyneladende alene! Men er det først blevet en vane for et menneske gennem bøn at lægge sin sag frem for Gud, sker der uundgåeligt det, at der i sjælen danner sig et element, gennem hvilket Guds svar i form af lysende positive impulser melder sig hurtigere og hurtigere. Et sådant menneske kan miste alle venner, og udefra kan det synes, som om det står hjælpeløst alene. Men kunne man se ind i dets sjæl, ville man få et ganske andet syn at se. Da ville man se, at just i det øjeblik, det syntes at tabe selv det sidste slag, vandt det det, som alene er værd at eje: bevidstheden om Guds virkelige eksistens og den første spæde, men urokkelige viden om sin egen udødelighed. Derfor skal man hverken forbande eller hade de kriser, man møder på sin vej. Er man virkelig klog, vil man måske oven i købet takke Gud for, at han fandt en værdig til netop den prøvelse!

– – – – – – –

Med en meget kærlig tak for de mange inspirerende jule- og nytårsbreve, som jeg har modtaget, og hvis ønsker jeg på det kærligste gengælder, beder jeg Dem modtage en kærlig hilsen fra