Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et problem som ofte beskæftiger tanken er, hvad man kunne kalde "livsoplevelsens indre mekanik". Vi bruger så ofte udtrykket, at vi "tænker", uden faktisk at vide, hvad tænkning i sig selv er. Vi udfører så at sige denne proces akkurat så automatisk, som vi trækker vort vejr, og dog udtrykker denne funktion i sig selv det mest varierede spil med tilværelsens kosmiske kræfter, som tænkes kan. I sig selv er en tanke identisk med en vision. At tænke vil jo blot sige, at danne sig en række indre visioner – tankebilleder – af det, som beskæftiger sjælen. Visionernes art eller kvalitet står og falder således med sjælens kvalitet. Er denne grov og uslebet, er visionerne tilsvarende grove og uslebne, medens det modsatte gør sig gældende, om sjælen har en virkelig høj moralsk kvalitet.

Nu simplificerer det absolut ikke problemet, at man bruger udtrykket "sjælen" uden at gøre rede for, hvad man forstår ved dette begreb. Kosmisk set er der her kun tale om én definition, der aldrig skal revideres, nemlig den, at begreberne "sjæl", "ånd" og "bevidsthed" er identiske, er udtryk for én og samme ting. Forholdet er det, at vor bevidsthed ikke i sig selv er noget konstant. Vor bevidsthed er ikke os, men den repræsenterer os i den forstand, at den er noget, som uafbrudt bliver til, som vi skaber. Dens absolutte fysiske minimumsudfoldelse finder vi helt nede i planteriget, hvor det levende væsen kun formår at udtrykke instinkt eller anelse, medens dens maksimumsudfoldelse endnu er aldeles ukendt for os af den simple grund, at ingen af os endnu har oplevet den. Men dette er ikke det samme som, at vi ikke kan danne os et første billede af denne maksimale bevidsthedstilstand eller livsoplevelse, for det kan vi, men derom senere.

Ved hjælp af livets direkte sansemetode kan vi danne os visioner af alle tænkelige livsoplevelsesformer i den såkaldte "ydre verden", som jo ikke alene består af det, som rent materielt er tilgængeligt for sansning. Et skakspil f. eks. er jo kun for brikkernes vedkommende et ydre anliggende. Resten foregår på et for de rent fysiske sanser absolut usynligt plan. Men ligegyldigt hvor langt vor sanseevne rækker her, fra de mest sublime hypoteser til de groveste sammenstød med selve det, vi har givet navn af materie, så er der dog kun tale om ydre oplevelser, idet alle vore visioner her kan gøres tilgængelige for andre. Sandt nok minder mange af disse oplevelser mere om de resultater, vi kommer til igennem den indirekte sansemetode eller oplevelse, end de minder om ydre oplevelser, men de er ydre oplevelser i den forstand, at de kan efterkontrolleres af andre ved hjælp af mål-, vægt- og andre kontrolmetoder. Det moralske begreb spiller således slet ingen rolle her.

Da al visionskabelse således er skabelse i åndelig materie (alle rent fysiske skabelsesfænomener er jo i sig selv blot kopier af forudgående visioner), er det af afgørende betydning, at man ikke alene ved, at der eksisterer en anden sansemetode end den direkte, nemlig den indirekte, men også at man kender de bag disse to sansemetoder eksisterende kræfter: de to seksuelle poler, som sammen med urbegæret og i samspil med selve det levende NOGET, vi har givet betegnelsen vort JEG, danner vor bevidsthed. For intet menneske kan nemlig give nogen som helst sandsynlig forklaring på, hvorfor det ene menneske har en meget grov og det andet menneske en meget fin bevidsthed, uden at kende disse faktorer. Man må vide, at det er spændingen mellem de to seksuelle poler, der alene bestemmer vor bevidstheds struktur og moralske kvalitet.

At dette for mange mennesker lyder besynderligt, skyldes kun, at vi alle er åndeligt ret ufuldkomne i den forstand, at spændingen mellem vore seksuelle poler endnu har slagside til enten maskulin eller feminin tænkemåde, altså at vor rent menneskelige tænkemåde endnu er relativt uudviklet. Når man så ofte hører udtrykket, at vi lever i et "mandssamfund", beror det jo blot på, at vort samfund er dannet ud fra rent maskuline visioner. Manden har gennem tiderne i kraft af sin udpræget aktive og udadvendte livsoplevelsesform ladet sig forlede til ikke alene at tro, men også højlydt forkynde, at han er "skabelsens herre"! Det har han måske også været, men herregud dog, hvilken skabelse! Mord, vold, drab og terror er denne "herreskabelse"s bitre frugter fra den rene jungle og lige midt ind i vor egen tidsalder! Alle vegne fra hørte vi ved dette nytårsskifte, at verden af i dag er den rene "heksekedel" at leve i. Jeg morede mig i stilhed over det rod, vi lever i med hensyn til ord. For en "heks" er mig bekendt et feminint begreb!

Sandt nok ser verden af i dag ikke godt ud, og tåbelig må man være, om man ikke i dybet af sin sjæl er forberedt på voldsomme eksplosioner! Men der er dog mening i den galskab, vi overalt er vidne til. Den ensidige visionskabelses tid er for længst forbi. Den rent fysiske heltedyrkelse har set sine bedste dage, og det er derfor mere end en tragedie, at unge mænd hver dag endnu ofres på krigens blodige alter. Meget få lande har endnu "krigsministerier", det store flertal har nu kun "forsvarsministerier", hvis opgave det er at "forsvare" egne territorier. At dette kun er en halv sandhed, ved vi alle, men det er et typisk udtryk for, at de "illusioner", der udsprang af den rene maskuline tænkning, nu langsomt blegner og går i opløsning for at blive afløst af helt nye illusioner, nemlig dem der udgør frugten af den rent menneskelige visionskabelse. Var vi blot hver for sig lidt mere mennesker, end vi endnu er, ville den forvandlingsproces, vi oplever, ikke have så blodige konsekvenser, som tilfældet er. Men vi er faktisk meget mindre mennesker, end vi selv gerne vil tro. Så langt de fleste er endnu sin egen "Hassan med de skæve ben". Midt i et hav af strålende menneskelige visioner, af forestillinger om en helt ny verden uden had og ondskab, en verden uden racefordomme og især uden mulighed for et luksusliv på andres bekostning ser vi, hvorledes de illusioner, der totalt nærede vore forfædres sjæleliv, endnu besidder en enorm livskraft og fremdeles formår at kaste menneskene det grus i øjnene, der forhindrer dem i at se klart. Sad ikke hundred tusinder af videnskabsmænd døgnet rundt jorden over og i kraft af deres overlegne evne til via strålende visioner at forbedre vort ydre liv på snart sagt alle områder – tænk her blot på de tekniske geniers indsats – ville udviklingen, således som vi rent mentalt er indrettet, måske endnu tage tusinder af år. Men den mulighed eksisterer ikke længere. Uanset at det store flertal endnu er, om ikke rene analfabeter, så dog meget nær derved, findes der i dag en menneskelig elite, der både kvantitativt og kvalitativt er så stor, at den nok skal sørge for, at de rent kosmiske mål, der her er tale om, vil blive nået.

Kosmiske mål? Ja, netop! For medens menneskeheden på tidligere livsstadier i og for sig var tilfredse med verden, sådan som den var, og anså det hele for indstiftet og indrettet af Gud selv, så er forholdet i dag det, at længslen efter modsætningen til verden af i dag for længst har frembragt en lang række lysende og meget inspirerende visioner, som overalt er blevet godtaget af det store flertal, nemlig en verden uden frygt, uden fattigdom, uden aggression og uden racefordomme, en verden i hvilken det enkelte menneskes liv er sikret gennem en række "menneskerettigheder". Lad så være, at disse visioner endnu er unge og i mange tilfælde har vist sig uden den indre bæreevne, vi gerne så de havde, så udtrykker dette, at de ikke alene eksisterer, men oven i købet er blevet knæsatte af verdens førende nationer, netop det håb, vi ikke kan leve foruden. En gang var det "imperiedrømme", der var menneskets førende illusion. Husker De sangen: "Engang du herre var i hele Norden!"? – jo, vi har alle haft denne drøm, og mange af de såkaldte u-lande har den fremdeles. Men denne illusion er i dag uden kontakt med livets indre hensigt med vort liv. Den er døende. Men det er på dens ruiner, at en ny verden er i færd med at rejse sig. Men denne nye verden bliver ingen kopi af den gamle! Den bliver i virkeligheden så ny, at kun yderst få er i stand til at danne sig virkelige visioner af den. Vi kan ane disse visioner, men vi kan endnu ikke klart udtrykke dem. Kun på de rent materielle områder tvinger den eventyrlige forvandlingsproces, vi befinder os midt i, os til at indse, at uanset krig og anden ødelæggelse gives der ingen vej tilbage! Vi vil alle en dag vågne op i en rent fysisk set eventyrlig rig verden med få arbejdstimer og – set med vore øjne – svimlende indtægter. Og hvad så?

Ja, hvad så? Skulle vi i al fremtid forblive mentale overgangsvæsener, altså en slags kentaurer, halvt dyr og halvt mennesker, ja så ville livet blive et helvede værre end det, vi nu oplever! For i dag er det trods alt drømmen om "herrementalitet", der går som en strid understrøm i vor sjæl. Og en sådan sjæl har ingen mulighed for at blive lykkelig i en verden, hvor alle er rige, og hvor dette at besidde mere er et minus end et plus. Men nu er det ikke således! Vi er alle på vej – også sjæleligt. Vore menneskelige egenskaber er ikke alene i vækst, de er i direkte kontakt med den udvikling, der finder sted! Umenneskeliggør vi os selv, står vi stejlt på forældede ideer, og klistrer vi os til forestillinger, der åndelig talt er nærved at være totalt udhulede, går vi en krank skæbne i møde! At nogle endnu gør det, ser vi, men vi ser også, at deres tid kun er kort. Det sociale liv er i dag inde i en forvandlingsproces, der ikke giver meget håb for det profitbegær, der engang var livets alfa og omega. Om vi vil eller ej, må vi til at lære, at begrebet "fattigdom" går sin museumstid i møde. Og godt det samme. For ånd trives ikke på en sulten mave, og menneskelige egenskaber udvikles ikke i trange baggårde. Det gør ondskab derimod!

Det er de menneskelige visioners opgave at sanere verden! Derfor ser vi da også, at det er disse visioner, der i dag betager os og – ændrer os! I sin udvikling er vor bevidsthed nu nået dertil, at helt nye organer inden for dens område begynder at blive taget i brug. Vi lever ikke længere på dyriske instinkter alene, og det ældgamle kønsinstinkt, der tvang kvinden tilbage på en hende reserveret andenplads, har mistet sin magt. En rig følelsesudvikling er skjult i gang overalt, midlertidigt behersket af en tilsyneladende altdominerende intelligens. Men intelligensen vil kun have hovedrollen en kort stund. Den er en vidunderlig brugbar kraft, men i vor sjælelige struktur er den ikke bestemt for hovedrollen. Det er intuitionen derimod, og det er den, der, når den engang når sin fulde udfoldelse, lader os blive "mennesket i Guds billede efter hans lignelse"! For det intuitive syn er livets højeste syn. Det er den fuldkomne, indirekte sansemetode, som er den direkte sansemetodes sande herre og mester! Der hvor intuitionen sidder i højsædet behøver ingen at frygte! For intuition er kærlighed! Intuition er den livsforståelse, der ser alle negative såvel som positive illusioner som dele af den skabelse, der måtte gå forud, før mennesket for alvor kunne kaste sin dyreham og opstå som det menneske i Guds billede og efter hans lignelse, der gennem alle årtusinder var alle store seeres urokkelige vision og inspiration!