Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den tyskfødte kardinal Nicolaus fra Cusa (1401-1464) fremhævede i sin "Kundskabslære" INTUITIONEN som menneskets mest sublime kundskabskilde, for hvis klarhed og styrke alle modsigelser smelter sammen, og gennem hvilken man kontakter eller skuer GUD – den store enhed.

Typisk for mennesker med intuitiv formåen er et vist intellektuelt stade og en levende interesse for menneskets fremtid og velfærd. Disse karakteristika er da også at finde hos Cusanos, som Nicolaus fra Cusa også kaldes. Han havde beskæftiget sig med juridiske studier, var en dygtig matematiker og astronom, foruden at han altså var kirkefader, filosof og mystiker. Han var med til at slå hul på dogmet om, at det var solen, der kredsede om jorden, og han var – i modsætning til mange selv af vor tid – overbevist om eksistensen af en flerhed af beboede verdner. Det var også Cusanos, der så frem til en religion eller verdensanskuelse, som skulle udgøre en syntese af samtlige eksisterende religioner og anskuelser, en universel lære om Guddommen og verdensaltets opbygning, hvori alle verdensanskuelser kunne forenes.

Denne syntese er nu blevet til virkelighed i form af Martinus Kosmologi, og hvilken forbavsende høj sandhedsgrad Cusanos' formel for menneskers og nationers enhedsvordelse, for modsætningernes sammensmeltning udgør, er det først muligt at vurdere netop i lyset fra den åndelige videnskab, således som den ved Martinus nu er manifesteret på vor planet. I lyset fra denne videnskab ses det klart, at ethvert forsøg på at etablere fred og samdrægtighed mellem mennesker og nationer som helhed er dømt til at mislykkes, indtil intuitionen formår at gøre sig tilstrækkeligt gældende i menneskenes bevidsthedsliv.

For at få klarhed over intuitionsenergiens samlende og forenende virkning, dens kosmisk syntetiske effekt, vil det være formålstjenligt en stund at betragte symbolet over "Den evige Guddom og gudesønnernes sansebegavelse". Symbolet findes i "Livets Bog", bind I, mellem siderne 308 og 309.

Som det fremgår af symbolforklaringen, er Guddommen symboliseret ved kvartcirklen med den indtegnede trekant i symbolets højre øverste hjørne. Gudesønnerne er symboliseret ved de små hvide trekanter ud for de forskellige trin på den kosmiske energistige i symbolets nederste venstre hjørne. Følger man nu disse trappetrin nedefra og opefter, kommer man til et trin markeret med farven rød, der som bekendt symboliserer instinktfunktionen, således som den hovedsageligt er organiseret i plantelegemet, men som den også i høj grad udgør en del af dyrets og dyremenneskets skabe- og oplevelsesområde. Fra dette røde trin udgår der stråler eller impulser, der rammer et tilsvarende rødfarvet lokalt område i Guddommens sanselegeme. Heraf fremgår det, at instinktfunktionen har et meget begrænset ydre korrespondanceområde, faktisk helt lokaliseret til sin egen frekvens. En bevidsthed domineret af instinktenergi er da også i Martinus kosmologiske terminologi betegnet som anelsesbevidsthed.

Det næstfølgende trin, det orangefarvede, markerer tyngdeenergien, således som den har sin dominans i dét dyriske legeme. Af de fra dette trin udgående impulser ses det, at de korresponderer med den underliggende energi, instinktenergien, samt med deres eget frekvensområde i Guddommens sanselegeme. Produktet af denne sansebegavelse er den dyriske bevidsthed, således som den kommer til udtryk hos dyret og det kampbevidste menneske.

Det herover liggende gulfarvede trin symboliserer det rige og det bevdisthedstrin, som den jordiske menneskehed nu med himmelske hjælperes bistand står over for at skulle etablere på sin planet. Impulser udsendt fra den i et sådant rige dominerende energi korresponderer, som det fremgår af symbolet, med deres egen samt med de to underliggende energiarter i Guddommens sanse- eller oplevelseslegeme. Det betyder, at et levende væsen forlenet med denne energi i tilstrækkeligt omfang har indlevelses- og samfølingsevne med levende væsner behersket af denne samt de to underliggende energiarter. Denne energi, markeret ved spektrets gule farve, har da også i kosmologien fået betegnelsen følelsesenergi.

Men da de to energiarter tyngde og følelse er identiske med henholdsvis kosmisk ild og kosmisk kulde, henholdsvis princippet for ekspansion og princippet for kontraktion, er skabelse og livsudfoldelse herudfra umulig uden en neutraliserende eller styrende energi. Og dette kosmiske neutrum er netop intelligensenergien, der på symbolet markeres ved det grønne trappetrin, og hvorfra de udgående impulser ses ikke alene at omspænde de tre underliggende energier, men også at kontakte den med blå farve markerede overliggende energi, intuitionsenergien, hvis kontaktimpulser videre ses at omspænde hele det øvrige energiregister inklusive den overliggende salighedsenergi i Guddommens sanseorganisme.

Når man ud fra denne korte repetition af energiernes funktion og spændvidde i den evigt funktionerende kosmiske skabeakt, og samtidig ud fra den erkendelse, at Guddommens sanse- og oplevelseslegeme udgøres af såvel individets allerfjerneste som dets allernærmeste omgivelser, altså det man forstår ved "vor næste", da bliver det jo til kosmisk videnskabelig kendsgerning, at jo mere man har samfølelse og samfund med denne "næste", jo mere samfund har man med Gud. Det er således højvidenskabelig kosmisk kendsgerning, at næstekærligheden i sin kulminerende manifestation er lovenes lov, alle loves fylde. Det bliver ligeledes en kosmisk lovbetinget følge, at fremskreden næstekærlighed er nøglen til selve Guds bevidsthed, og dermed til lysets forunderlige livsriger.

Så længe individet endnu ikke har opnået det bevidsthedstrin, hvor netop intuitionen får sit gennembrud og bliver aktiv i individets tanke og handling, vil såvel individets som menneskehedens tænkning og dispositioner kosmisk videnskabeligt set være af lokal og isoleret natur, være "stykkevis", som Paulus træffende udtrykker det, og derfor uvilkårligt have tvist og stridigheder til følge.

Det er i sandhed ikke nogen mærkværdighed, når der står skrevet, at "kristi genkomst" skal finde sted som et fænomen i "himmelens skyer", og at netop dette himmelske fænomen vil være forudstæning for etablering af et jordisk "himmeriges rige". Thi hvad kan kristi genkomst, helligåndsdåb og indvielse vel være andet end intuitionsenergiens gennembrud i individets bevidsthed, aktivering af dets iboende talentkerner for kosmisk sansning?

Den livsvidenskabelige åbenbaring af de kosmiske mysterier, som Martinus kosmologi udgør, er uimodsigeligt et produkt af intuitionsenergi, og i lyset fra denne kosmologi ses "himmelens skyer" at være det indre åndelige liv, ligesom Kristus ses at være intuitionens herre og mester. I lyset af samme åbenbaring ses det ligeledes, at himmeriges rige potentielt er indkorporeret i hvert eneste levende væsens evighedslegeme, hvor det som et peberkorn vil spire, vokse og komme til fuld udfoldelse, når den rette kosmiske årstid er inde, og det kosmiske sollys, den nye verdensimpuls, spiller i den rette vinkel over de spæde sindets vækster.