Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selv om Gerner Larsson nu er i god bedring, må han være helt restitueret, før han atter kan fortsætte med at skrive sine artikler i Kontaktbrevet, hvorfor vi også denne gang bringer en artikel af:

 

I laboratorier verden over kæmpes og strides der kontinuerligt en kamp af enorme dimensioner, nemlig kampen mod de katastrofale og skæbnesvangre følger af menneskenes vildvarelser og manglende kendskab til de kosmiske love. Om end kampen i laboratorierne medfører spredte lokale sejre, er den dog som helhed prædestineret til nederlag, fordi modstanderen er så uhåndgribelig, så overmægtig og så allestedsnærværende, at der intet skjulested findes, hvor denne overmægtige "fjende"s blik ikke når hen, hvor den ikke har sine informationskilder. En lokal sejr over denne "fjende" betyder kun, at han møder op med nye friske tropper, med nye og mere mystiske kampmetoder, hvorved den lokale sejr forvandles til generelt nederlag.

Til det i forvejen vidtspændende register af tæringssygdomme er der nu føjet en særlig nyresygdom med arvelig disposition, og mod hvilken man endnu ikke kender noget lægemiddel, men som i visse heldige tilfælde kan neutraliseres ved transplantation af en rask nyre fra enten et spillevende medmenneske eller fra et forholdsvis friskt lig.

Når der således stadig med nye generationer viser sig nye organiske deformiteter, mere uhelbredelige onder end foregående generationer kendte til, mon det da ikke er et fingerpeg om, at Gud eller Guds lov ikke lader sig spotte, at forsyndelser mod livslovene skal forfølge forsynderen gennem flere slægtled eller inkarnationer!

Martinus symbol over skæbneelement og talentkerner, taler, ja råber højt sin sandhed og sin formaning til beskueren netop i forbindelse med det her omhandlede emne. Det taler sit tydelige sprog om, at hvert eneste levende væsen bærer i sig, hvad det selv har sanket, og at denne last på ondt og godt udgør resultatet af det pågældende væsens nydelse af kundskabens træ. Intet kan i princippet påføres det udefra. Et livs fortjenester i forhold til Guds lov, såvel som et livs skyld over for denne lov udgør den ballast, der følger det levende væsen gennem den åndelige verden tilbage til nye jordliv, hvor de danner karakterbasis og dermed også danner skæbne for dette væsen.

Livet i den fysiske verden er en lutrings- eller tilsmudsningsproces alt efter det levende væsens egne dispositioner. Der kan ikke lægges en tøddel til eller trækkes en tøddel fra Guds lov. Det er individet, som må lære loven at kende og indrette sin livsform i pagt med denne lov. Men dette betyder jo, at alle sygdomme og fejltagelser indebærer den forjættelse, at de fører til erkendelse af Guds lov og dermed til lutrede talentkerner.

I det indiske oldskrift Mahabarata hedder det viseligt: Du tænker: Jeg er alene! Du ænser ikke den store, evige vise, som dvæler i dit eget bryst! Hvad du end foretager dig – Han ser og husker det hele!

Se, dette er summen af hele Martinus kosmologiske undervisning af menneskenes børn. Hans analyser dækker verdensaltet. Der er ingen afkrog, som ikke er under Guds permanente bevågenhed, ja, som ikke er selve Guds lov i funktion. Der er ingen steder, vi kan ty til for at undfly Guds åsyn: Fordi vi er gudesønner og har samme analyse, samme allestedsnærværende X-dimensionerede livskerne som selve livets ophav.

Treenigheden, hvilket vil sige de tre udimensionerede og derfor evige og fysisk uhåndgribelige, indestruktive elementer, der er enhver livsenheds analyse, udgør det evige JEG, dette JEG's evige overbevidsthed samt det i denne overbevidsthed iboende urtalent for livsudfoldelse gennem tiltrækning og frastødning af skabelsesoceanets urmaterier.

Dette skabetalent, som ifølge symbolet er en del af det levende væsens evighedslegeme, er det egentlige arnested for den jordiske elendighed. Blot må man her erindre sig, at det kun er i de jordiske materier, at det fremtræder som elendighed og lidelser. Kosmisk set er elendigheden kun gudesønnens leg med de urmaterielle byggeelementer, og for at kunne bygge fuldkomment, harmonisk og symmetrisk, må han have en øvelsesperiode med mindre fuldkomne resultater. Den til vor planet hørende menneskehed er i indeværende århundrede, som det især er præciseret og påpeget af Martinus, under stor belastning af kosmisk mentalt lys, hvis effekt såvel hos den enkelte som i samfundslegemet er en ubarmhjertig afsløring af ufærdige eller defekte talenter.

Utallige mennesker føler dette lys arbejde i deres indre, og den ydre afspejling af denne lysets kamp mod det indre mørke giver sig blandt andet udtryk i rastløshed, oprørskhed, selvmord, depressioner, sygdomme og meget mere. I samfundslegemet kommer de før så skjulte underfundigheder til afsløring i større og større målestok. Korruptionen i de rige nationer, elendigheden i de fattige nationer, den mentalt og fysisk sundhedsnedbrydende levemåde såvel hos de rige som hos de fattige samfund, forlorenheden og forløjetheden i de politiske metoder og systemer, den overhåndtagende merkantilisme og den heraf følgende selvopløsningstendens i pengevæsen og i værdimålings systemet: Gennem radio, television, film med mere kommer hele det store område af ufærdige talenter for samfundsdannelse i harmoni med Guds lov klart til alles kundskab.

Som hele det øvrige symbolmateriale, der foreligger fra Martinus hånd og ånd, er talentkernesymbolet et universelt symbol. Det er fuldgyldigt i alle tre kosmos: det mikrodimensionerede såvel som det mellem- og makrodimensionerede, og dækker således hele det kosmiske panorama, der til alle sider omslutter os. I de planetære dimensioner, hvor denne omtalte lysets afsløring af mørkets talenter finder sted, er det jo selve klodevæsenets selvransagelse, som således afspejler sig i dette makrovæsens højere udviklede legemsenheder, der udgøres af den inkarnerede menneskehed, hvis enkeltindivider så i deres legemer også rummer enkeltindivider under forceret åndslutring eller talentkerne afpudsning.

Således har denne kosmiske lysimpuls sin refleksvirkning nedad i de uendeligt mikrokosmiske livscirkler såvel som opad i de uendeligt store eller makrokosmiske planetære og solare livscirkler. Talentkernesymbolet viser, at der er lysende klare områder med færdige talenter, og at der er plumre områder, hvorigennem Guds billede fortegnes, og Guds alkærlighed konverteres til isoleret had, Symbolet bekræfter også klart, at "hvad der er bundet på jorden, også er bundet i himlen", at det jordiske onde overvintrer i enkeltvæsnets og dermed i samfundslegemets evighedslegeme, hvis lutringsformel kun er én, nemlig øget kundskab, større kvanta af netop den kosmiske kundskabs lysvæld, der i vor tid fra højere himle indstråler mod de jordiske kontinenter med direkte adresse til menneskebevidstheden.

I symbolerne 5 og 6 (Det evige Verdensbillede, bind I), benævnt henholdsvis "Kosmisk bevidstløshed" og "Det levende væsen", genfindes de her omtalte elementer: Symbol 5 er udtryk for de ufærdige talenters tågeepoke, individets måben ind for åndelige spørgsmål, dets fuldbyrdede materielle fængsling. Symbol 6 udtrykker Guds fuldbyrdede skabeplan, den lutrede udødelighedsbevidste gudesøns kosmiske status, JEG'et på sin trone af lysende forædlede talenter for skabelse i pagt med de kosmiske love omgivet af symmetrisk visdoms- og dermed også kærlighedsfunklende skabelsesundere. Det er dette skabelsens mål, Martinus så lysende fremholder for vor tids slægter. Der er lang vej igen, men vejen er klart afstukket. Den går gennem selvransagelse, gennem bøn og intensiveret tilegnelse af kundskab om Guds store plan med os. Endnu klæber der til vort evighedslegeme smuds fra vor dyriske fortid. I vor mangel på evne til logisk tænkning sår vi endnu på evighedens ager uvidenhedens sæd, hvis produkt vi må høste i form af kommende inkarnationers defekter og lidelser. Selv de mest raffinerede videnskabelige forskermetoder er her dømt til fiasko. Her hjælper kun bevidst anvendt kosmisk kemi, således som den er kommet til verden gennem Martinus. Hvor vor fatteevne endnu ikke er tilstrækkeligt fremskreden i vækst, der må vi fra vort hjerte opsende den ydmyge davidsbøn, der afslutter den ovenfor citerede 139te salme: Ransag mig Gud og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine tanker! Se om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej!