Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selv om Gerner Larsson nu er i god bedring, må han være helt restitueret, før han atter kan fortsætte med at skrive sine artikler i Kontaktbrevet, hvorfor vi også denne gang bringer en artikel af:

 

 

Blandt de fragmenter, som Pascal ved sin tidlige død efterlod sig, og som man samlet har kaldt "Tanker om den kristne religions sandhed", findes også følgende ekstatiske udbrud angående identiteten og samhørigheden mellem det uendeligt små og det uendeligt store:

"Lad mennesket vende sig bort fra de umiddelbare omgivelsers lidenhed og betragte naturen i hele dens ophøjede majestæt. Lad mennesket løfte sit blik mod solen, dette storslåede lys, anbragt som en evig lampe for at oplyse universet. Lad jorden reduceres til et punkt i forhold til solens vældige cirkler, og lad så mennesket forundres over, at selve dette solens kredsløb kun er som en prik at regne mod de cirkler, stjernerne med deres lys beskriver på firmamentet. Og hvor synsevnen svigter, lad da forestillingsevnen arbejde videre: Naturen vil dog kunne fortsætte med at yde materiale langt ud over forestillingskraftens rækkevidde.

Hele den synlige verden er kun et uopfatteligt atom i naturens umådelige legeme. Ingen tanke kan omspænde det. Om end vi kunne forstørre vor horisont ud over ethvert rumbegreb, ville produktet stadig kun udgøre atomer i sammenligning med tingenes sande virkelighed. Naturens legeme udgør en uendelig sfære med centrum overalt og omkreds intetsteds. Sagt i korthed er naturens legeme det højest sanselige udtryk for Guds almagt, hvori enhver forestilling og begrænsning fortoner sig og fortaber sig selv.

Betragtet i dette perspektiv, hvilken rolle spiller da mennesket selv? Hvilken plads indtager vi i rummets umådelighed?

Men ikke mindre forunderligt er det allermindste i naturen:

Lad os for eksempel betragte en mide, hvis legeme i al sin lidenhed består af endnu mindre dele såsom leddelte lemmer, årer i lemmerne, blod i årerne, vædsker i blodet, dråber i vædskerne, luftarter i dråberne.

Idet vi med opbydelse af al vor forestillingskraft fortsætter denne deling, lad os da standse ved det allermindste begreb, vi kan nå til. Måske vi da vil tænke, at her er vi nået til det allermindste punkt i naturen. Og dog vil der i dette punkt kunne påvises en fortsættende naturens uendelighed, der ligesom i det uendeligt store rækker langt ud over vor forestillingsevne. Punktet rummer en uendelighed af verdener, der hver har sit firmament, sine planeter, sin jord – alt sammen i proportioner som i vor synlige verden – og med dyr på jorden, mider på dyrene og i miderne alt hvad vi har konstateret i den første mide, og således fortsættende i det uendelige.

Lad mennesket da fortabe sig i vidundere lige så betagende i deres lidenhed, som de førstnævnte var betagende ved deres uendelige storhed."

– – – – – – –

Blaise Pascal fødtes 1623 i Clermont i Frankrig. Foruden at være en stor matematisk begavelse havde Pascal et religiøst hengivent sind samt en stærkt filosofisk disposition. Hans matematiske talent kunne naturligvis ikke undgå at bringe ham i konflikt med de mange inkonsekvenser, som den på hans tid dominerende og kulminerende katolske religion var befængt med. Kampen mellem tro og tvivl, mellem hans kærlighed til logisk matematisk præcision og hans religiøse hengivenhed rasede da også gennem mange år i hans indre og tærede på hans kræfter og helbred.

Men sandhedstørst af en intensitet som den, Pascals skrifter giver udtryk for, bliver aldrig siddet overhørig fra de åndelige planer. Som det er sket for så mange store oplyste genier, der har åbenbaret sig i kød og blod på denne klode, skete det da også for Pascal, at han i 1654, altså i sit 31te år, gennemgik en religiøs krise, der resulterede i åndelig afklaring og beslutsomhed.

Kun otte år levede Pascal efter denne sin "indvielse", men det var åndeligt rige og inspirationsfyldte år, og sit korte liv til trods kom hans navn og livsværk til at udgøre en af de mange af forsynet placerede lysende åndssøjler i kolonaden omkring det visdommens tempel, som Guddommen er i færd med at rejse på denne planet.

– – – – – – –

Når ovenstående tanker er anført her, er det fordi de udviser en forbavsende familiaritet med Martinus mesterlige indførelse i netop det stores og det smås uendelighed, således som det kommer til udtryk i "Livets Bog". De følgende citater er spredte uddrag fra bind 6, stk. 2112-16, hvori gudesønnen skuer fra Guds trone ud over skabelsens "evige vande" og hører Guds egen tale:

"Min elskede søn! ... Vi, du og jeg, kan altså vandre ind i et hvilket som helst mikrokosmos og se det udfylde et lige så gigantisk rum for os, som det rum, makrokosmos plejer at fremtræde i over for vore fysiske sanser. Og vi kan på samme måde hæve os op over makrokosmos og se det svinde ind til at være et lille mikrokosmos over for de samme sanser. Vi kan bringe disse to store kosmiske terræner i min stråleglorie ind under vore sansers overlegenhed og underlægge os enhver detalje i deres struktur. Ja, min kære søn, det er mystikken eller hemmeligheden ved den sande bevidsthed eller dette at være "et med mig" ... Vi vil her se, hvorledes solsystemerne og mælkevejene ikke er tilfældige døde energimasser, men levende organismer og organiske funktioner i dit og mit legeme, i din og min bevidsthed. Vi vil få at se, at der er liv overalt, og at en absolut død således vil være en umulighed.

Et vældigt univers tonede frem for den betagede gudesøn. Det indeholdt store områder af særprægede sole med tilhørende kloder, på hvilke der var udfoldelse af liv. Man kunne tydeligt se, at de dannede forskellige systemer og former, der udgjorde samarbejdende led i en stor enhed ...

I princippet var der ingen forskel på dette univers og den stjernehimmel, gudesønnen var vant til at iagttage fra sin jordiske position. Stjernebillederne dannede blot her andre figurer end dem, man kunne betragte med de fysiske øjne. Og i dette fremmede kosmos følte gudesønnen atter den elskede Faders nærhed og hørte hans røst:

Min kære søn! ... Du kender ikke de stjernebilleder, du her ser. Og dog er et af dem det univers, i hvilket du selv er den højeste dirigerende myndighed. Det er nemlig din egen fysiske organisme, således som den tager sig ud fra et særligt mikrokosmisk synspunkt. Det samlede system af mælkeveje og stjerner, du her ser, udgør det, den jordiske videnskab kalder atomverdenen. Du iagttager her fra et så dybtliggende mikroskopisk udsigtspunkt, at dine sædvanlige medvæsners organismer hver for sig fremtræder som et verdensalt. Vi iagttager fra så dybtliggende et mikroskopisk felt, at selv et elektron fremtræder i samme størrelse som jordkloden. Fra dette stade kan du få et fuldkomment overblik over, hvad der foregår i din organisme, når din bevidsthed arbejder, og du tænker, oplever og skaber på det fysiske plan.

Det er ikke så mærkeligt, at det kosmiske panorama, du her ser, virker fremmed på dig; thi i kraft af, at din sanseevne nu er uafhængig af bundne størrelser og af tid og rum, er den indstillet på et synsfelt så lille, at dets enkelte sole og planeter ikke engang kan ses i mikroskoper eller andre optiske instrumenter, selv om disse kunne forstørre hundrede tusinder af gange. Ligesom de makrokosmiske stjernebilleder er hundrede tusinder af lysår borte fra dit vante synsfelt, således er også de stjernebilleder, du her er stedet overfor, så langt nede i mikrokosmos, at man måtte bruge lignende astronomiske udtryk, hvis man på det materielle plan skulle udtrykke størrelsesforskellen i tal.

Når jeg har taget dig med ind i denne stjerneverden, er det fordi du uden denne oplevelse umuligt vil kunne blive helt fuldkommen i den del af mit billede, hvori du ligesom jeg er forsyn for levende væsener. Du vil her blive bevidst i, hvorledes din fysiske organisme er et verdensalt med solsystemer og kloder befolket med myriader af levende væsener, over for hvilke du er bestemt til at være forsyn, bestemt til at være åbenbaringen af mig."

– – – – – – –

Man ser, hvorledes det erkendelsesfragment, som Pascals kosmiske begejstringsudbrud må siges at udgøre, illumineres og øges i værdi af denne Martinus indføring i livsformernes helhedsanalyse. Hvor Pascal gennem teologiske grublerier og naturvidenskabelige følgeslutninger nærmer sig en grad af kosmisk sandhedserkendelse udefra, tager Martinus i den Højestes navn sin undrende discipel med op på livets højeste tinder, hvilket vil sige det af alle former og attributter forløste JEG, der udgør selve Guds trone, og hvorfra den Højeste selv åbenbarer virkeligheden bag de kosmiske mysterier.

Vor tids øgede videnskabelige og religiøse interesse for og aktualisering af netop disse mysterier er langt fra nogen tilfældighed, men er tværtimod animeret af den nye verdensimpuls, der har til opgave at forlene menneskeheden og dermed klodebevidstheden med kosmisk sanseevne, hvilket netop vil sige bevidst kendskab til universets makro-, mellem- og mikrokosmiske struktur og indre opbygning, dets identitet med Guds legeme.

Som talsmand for nævnte verdensimpuls går Martinus hele litterære virke alene ud på at åbenbare de kosmiske mysterier, og i de mange symboler er der skabt et strålende anskuelsesmateriale for den alvorlige sandhedssøger. I forbindelse med det her omhandlede emne kan nævnes symbol nr. 14 (tidl. nr. 25): "De kosmiske spiralkredsløb", samt nr. 7 (tidl. nr. 9): "Livsenhedsprincippet".

Hvilken klartskuende oplevelse Pascals tanker om størrelsesbegrebernes iboende uendelighed er udtryk for, fremgår måske ikke mindst af, at Martinus har konstrueret et endnu ikke offentliggjort symbol, der viser et menneskelegeme omfattende ikke mindre end atten fuldbyrdede spiralkredsløb. Symbolet med tilhørende specialanalyser vil indgå i et kommende bind af "Det evige Verdensbillede".

En forkyndelse, der som Martinus kosmologi gennem uomgængeligt logiske analyserækker påviser verdensaltet som én eneste samhørig uendelighed af verdener med Gud og gudesøn som eneste herskere, igangsættere og oplevere, må den ikke i sandhed siges at være evangeliet om Guds rige!