Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om mennesket af i dag ved, at forholdene på jorden både fysisk og psykisk engang har været helt anderledes, end de er i dag, ser man alligevel oftest på det forgangne som "historie", noget isoleret i fortiden, der kan være ganske interessant, men ikke kommer mennesket af i dag så meget ved. Naturligvis skal man heller ikke hænge sig fast i fortidens begivenheder for at glemme det væsentligste: nutiden og fremtiden. Det som er vigtigt er, at mennesket efterhånden kan formå at forbinde fortid, nutid og fremtid på en realistisk måde i sit sind ved at få overblik over såvel fysiske som psykiske sammenhæng. Derved vil det blive i stand til at få langt mere ud af sit liv i nu' et, og det er kun på den måde, en bedre fremtid skabes.

Martinus brugte engang en byggeplads som billede på menneskehedens tilstand. Og vi kender alle det virvar og den tilsyneladende fuldstændig usammenhængende tilstand en sådan plads frembyder, og den enorme tid (synes man), det tager, inden en række for det ukyndige øje tilsyneladende håbløse stadier og situationer fører frem til et godt resultat. Når en rigtig menneskehed skal "bygges op", tager det også sin tid, og mange skiftende (og tilsyneladende håbløse) situationer må gennemgås. Men nu begynder adskillige mennesker at have udviklet sådanne evner i bevidstheden, at de har mulighed for at få overblik over situationen og se, hvad det er, der er sket, sker og i fremtiden vil komme til at ske for jorden og menneskeheden. Hvor der er nye spirende evner, er der også et nyt behov for oplysning og vejledning, og ligesom andre behov i naturen, der får sin tilfredsstillelse, vil menneskenes behov for virkelig viden om livet og deres egen tilværelses strålende muligheder i fremtiden også efterhånden blive dækket. Og det vil ikke blot være en viden i teoretisk-intellektuel betydning, men en viden, hvis udløsning finder sted i væremåde og skabende udfoldelse.

I dag smiler vi, når vi læser, at ærkebiskop Usher af Irland i 1650 kundgjorde, at "jorden blev skabt den 23. oktober år 400 f.Kr. klokken ni om morgenen", og at denne skabelsesdato gjaldt som "officiel" i de følgende godt hundrede år. Han var kommet frem til dette resultat efter grundige studier af Bibelen, og når vi smiler ad hans naivitet, er smilet også i nogen grad en virkning af, at vi synes, det er tåbeligt at ville forbinde Bibelen med en skabelsesdato. Det er det også, men det kunne hans højærværdighed ganske naturligt ikke se i 1650, hvor man ikke havde andre muligheder for at få noget at vide om jordens og menneskenes tilblivelse end Bibelens symbolske beretning. Først omkring år 1800 begyndte man rent videnskabeligt at interessere sig for spørgsmålet om jordens tilblivelse og forvandling. Det var især geologerne, der koncentrerede sig om sådanne studier. De iagttog lagene i jordens undergrund og fandt ud af, at klippegrunden, det mest faste og ubevægelige af alt, var en tavs beretning om bevægelser engang i fortiden så gigantiske og dynamiske, at det ville være umuligt at forestille sig, hvad der var foregået, om man ikke så disse virkninger deraf som en mægtig forstenet kraftbølge. I det nittende århundrede nåede man frem til den opfattelse, at jorden måtte være mellem tyve millioner og hundrede millioner år gammel, og selv om man i dag er vis på, at også disse tal er alt for små, er de dog udtryk for et afgørende vendepunkt i menneskenes udvikling med hensyn til deres forståelse af jordens forvandling, ligesom Darwins og Lamarcks opdagelser blev et afgørende vendepunkt i forståelsen af menneskets udvikling. Med opdagelsen af radioaktiviteten fik man mulighed for helt nye beregningsmetoder, og man mener i dag, at visse dele af jordskorpen må være over tre milliarder år gamle, og at det er sandsynligt, at selve jorden er mindst 4, 5 milliarder år. Menneskets liv på kloden er i forhold til disse gigantiske åremål, som vi kan kalde "jordens tid", kun ganske kort, men i den korte tid har en forceret udvikling fundet sted – ikke med jorden i geologisk forstand og heller ikke ved nye dyrearters fremkomst, men med menneskene.

Det vendepunkt i menneskenes viden og forståelse, som begyndte i renæssancen og rigtigt mærkedes i den nyere tid for at kulminere i den nyeste, opstod ved, at menneskenes evne til at bruge deres intelligens øgedes mere og mere. Vi mærker det allerede hos nævnte biskop Usher. Når han overhovedet gjorde sig ulejlighed med at forsøge at finde frem til en skabelsesdato, var det fordi han og andre med ham ønskede et konkret, fast holdepunkt, som han intelligensmæssigt søgte at vride ud af Bibelen. Det var ønsketænkning, men en længsel efter intelligensmæssigt overblik lå dog bagved. Behovet var begyndt at gøre sig gældende, og det er også i de senere århundreder blevet ganske godt tilfredsstillet. Intelligensen har fejret triumfer gennem fysisk videnskab og teknik, men den har ikke vundet sejre uden at måtte overvinde stor modstand fra mennesker, der endnu var bundet af det religiøse instinkt og andre instinkter og primitive følelser. Tænk blot på Galilei, der, hvis han ville undgå kætterbålet, af inkvisitionen blev tvunget til at bekende offentligt, at han tog fejl, når han havde skrevet, at jorden bevægede sig om solen og ikke omvendt, og at indrømme, at jorden stod stille. Legenden fortæller, at han bagefter stille hviskede: "E pur si muove" (alligevel bevæger den sig). Enten det er sandt eller ej, at Galilei har hvisket sit hjertes mening, så er der i alt fald ingen tvivl om, at han har ment det, og hans situation er et udmærket billede på forholdet mellem menneskelig stagnation og menneskelig udvikling – ikke blot for 300 år siden, men også den dag i dag.

Medens ovennævnte prælat forsøgte med sin intelligens at løse problemer ved hjælp af Bibelen og måtte komme til kort, selv om hans "opdagelse" blev autoriseret af kirken, var der en anden i langt senere tider (han døde i 1955), der fik sine værker forbudt, fordi han, der var præst i den katolske kirke, samtidig med at han var forsker, ikke vandrede den af kirken autoriserede vej, men brugte ikke blot sin store intelligens, men også sin rige menneskelige følelse og spirende intuition på en måde, der peger langt videre, end kristelig dogmatik kan række. Hans skrifter er imidlertid udgivet efter hans død af kolleger inden for videnskaben, og flere er også oversat til dansk. Hans navn er Pierre Teilhard de Chardin. Chardin er ikke pessimist. Vel var hans eget liv fuldt af modgang og besværligheder, men han var optimist på hele menneskehedens vegne. Både Toynbee, pioneren for et nyt historiesyn, og den verdenskendte biolog Julian Huxley har udtalt sig i de mest positive vendinger om Chardins værker. Huxley skriver i sin indledning til "Fænomenet Menneske" bl.a.: "Hans indflydelse på verdens tænkning vil uvægerligt blive betydningsfuld. Ved sin forening af vidtstrakt videnskabelig erkendelse med dyb religiøs følelse og streng sans for, hvad der er ægte og ikke ægte, har han tvunget teologer til at se deres tanker i det nye evolutionsperspektiv og videnskabsmænd til at se, hvad deres erkendelse indebærer i åndelig henseende". Det må glæde enhver, der føler sig inspireret af kosmologien, at se et sådant eksempel på fremstrakte hænder mellem videnskabeligt og religiøst livssyn. Dermed mener jeg ikke, at Huxley og Chardin straks ville have accepteret Martinus verdensbillede, hvis de havde mødt det. Men de er med til på deres måde at bane vejen for et større og videre perspektiv, og dermed for kosmologien.

Lige så nødvendig "omvendelsen" fra instinkt- og følelsesbetonet religiøs dogmatik til intelligensbetonet materialisme har været som et stadium på livets vej fra dyr til menneske, lige så nødvendigt er det nu, at en ny "omvendelse" finder sted fra den tilstand, hvor intelligensen efterhånden er blevet en tilbedt afgud og temmelig despotisk diktator, der undertrykker instinkter og følelser, som ikke uden videre lader sig holde nede. Vor tids krisesituation er bl. a. forårsaget af, at disse af intelligensen undertrykte energier får udløsning ved at afreagere i mere eller mindre afsporede handlingsforløb. Derfor har vi "porno- og provotid", derfor kommer visse retninger af kunst og videnskab ind i midlertidige afsporinger. Det er overgangsfænomener, og der er ingen grund til at være pessimist på menneskehedens vegne, fordi "byggepladsen" lige i øjeblikket kan se lidt forvirret ud. Selv om diskussionen om "fri abort" på den ene side viser, hvor indfiltret i materialisme mennesket er blevet, så viser den også, hvordan "ærefrygten for livet", som Albert Schweizer kalder det, er noget, der gror stille i mange menneskesind. Vi lever i en eksperimenternes og erfaringernes tid, uden hvilken "mennesket i Guds billede" aldrig ville blive virkelighed.