Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Påsken, som jordens kristenhed fejrer den, er afledt af den jødiske tradition til ihukommelse af udvandringen fra Ægypten. Det var jo netop for at fejre denne jødernes befrielsesfest, at Jesus kom til Jerusalem, jødernes hovedstad. Men denne befrielsesfest skulle altså med Jesu tilfangetagelse og henrettelse videreføres i en højere åndsoktav. Jesu mission var netop at initiere menneskenes endelige befrielse fra den dyriske blindhed, og han skulle under selve befrielsesfesten besegle sit vidnesbyrds vægt med frivillig og modstandsløs overgivelse af sit jordiske legeme til korsfæstelse.

Den gammeltestamentlige beretning om jødernes trældom i Ægypten og begivenhederne omkring udvandringen fra denne trældom, såvel som den nytestamentlige beretning om hin markante påskefest, er ikke blot beretninger om lokale højdramatiske begivenheder i den ydre verden. De indeholder også esoteriske oplysninger vedrørende menneskehedens kommende skæbne. De dækker så at sige over mysteriet om visse faser af det levende væsens evolution.

I den esoteriske tradition står Ægypten for den fysisk bundne verden, og jødernes trældom i Ægypten for det jordiske menneskes trældom under kødets begær og begrænsning. Udvandringen fra Ægypten med hele den deri indeholdte dramatik inklusive Moses' indvielse på Sinajbjerget i de kosmiske love og hans folks tilbagefald til dyrkelse af den gyldne kalv, hvilket vil sige kødets lyster og begær efter jordisk vinding, symboliserer jo klart den jordiske menneskeraces evolutionsvej med dens blindgyder, vildspor og tilbagefald samt massernes sendrægtighed, hvor det gælder at fatte dybden af de store indviedes lysende budskaber.

Det nytestamentlige påskebudskab, der ikke er mindre fortættet i sin dramatik end det jødiske exodus, indeholder mysteriet om det levende væsens endelige og totale frigørelse – altså en videreførelse af den udvandring fra materiel trældom, der tog sin begyndelse med Moses' initiativ til at bryde de ægyptiske faraoners og slavepiskeres åg.

Det materiebundne menneskes angst for den åndelige kongeværdighed kommer allerede til udtryk i Jesu første spæde barndom, hvor efterstræbelserne sætter ind med en sådan effektivitet, at Jesu forældre må tage flugten netop til det Ægypten, hvorfra deres stamfædre årtusinder forinden var flygtet fra andre jordiske kongers efterstræbelser. At være beskyttet af de vise, af de højeste engle og dermed af selve Forsynet, men jaget af mennesker, er således kristusprincippets tildelte skæbne i en materielt jordbunden verden. Befrielsesvejen for dette kristusprincip er netop ved påskebegivenhederne vist ikke at bevæge sig over væbnet modforfølgelse eller martialsk forsvar af nogen art. Den er tværtimod vist at være et forsvarsløst æselridt gennem porten til den hellige by. Den er vist at være en sjælens vågenat alene med Guddommen. Den er vist at være uforbeholden overgivelse til dommere og bødler, og den er endelig demonstreret som det tunge fysiske hylsters sluttelige afkastelse og åndens triumferende opstandelse.

Allerede den sympati og jubel, der blev vist skikkelsen Jesus på æselryg ad Jerusalems indfaldsvej, vakte det belæste præsteskabs og de politiske herskeres frygt og årvågenhed. Mange af vor tids mennesker, i hvem kristusprincippet er begyndt at gøre sig gældende, vil kunne nikke bekræftende til dette indslag i påskeberetningen. Hvordan er det ikke, når man forsøger at efterleve den forståelse, man har fået for de kristne sandheder – er det ikke således, at hele ens automatisk fungerende dyriske tradition mobiliserer al sin vælde for at kvæle tilløbet til kristen manifestation. Og er det ikke også således i det ydre, at hvor et stort åndeligt lys træder frem og afslører nattens mørke, vil nattens børn forsøge af al magt at tilsløre dette lys, at bortforklare det med forfængelige spidsfindigheder? "Ypperstepræsten og folkets ældste samledes hos Kajfas og rådslog om at gribe Jesus med list og få ham dræbt". (Matt. 26.3-4).

Når Jesus havde tolv disciple, rummer også dette en esoterisk betydning, idet tallet tolv har nær tilknytning til det tolvdelte kraftbælte, der omgiver vort makrokosmiske system. Og ligesom vi ved, at der i relation til dette kraftbælte findes tolv grundtyper af mennesker, repræsenterer de tolv disciple hele menneskeheden.

I Getsemane have går Jesus et stykke bort fra sine disciple for at bede og for at opleve sit jordiske livs mest kritiske stund, en stund hvor kødets angst, tvivl og usikkerhed kæmper en forbitret kamp mod åndens vished og guddommelig indgivet styrke. Tre gange afbryder Jesus ifølge beretningen denne bøn og opsøger sine disciple – kun for hver gang at finde dem alle sovende: "Så kunne I da ikke våge én time med mig!" (Matt. 26.40). Jesus havde kosmisk bevidsthed, og måske netop i Getsemane under sin smertensangst så han ind over kommende årtusinders uundgåelige kriser for menneskeheden, så den karmiske "via dolorosa", som kommende slægter måtte vandre, før de kunne efterleve det eksempel, han var kommet for at give.

Jesus har vandret vejen til ende og er opstanden. Men for menneskene er det stadig midnat i Getsemane. Det er stadig timen, hvor Mesteren dvæler i bøn og sjælekamp. Han ser, hvad der skal komme. Hans angst gælder ikke ham selv. "Blodperlerne" på hans pande er lutret i årtusinders smertensild. Det lidende hjerte kender ikke mere noget Selv, det lider for hele menneskeslægten. Tårestrømmen udgår fra kærlighedens kilder og rinder for "de tolv" – for hele menneskeheden, for nulevende og kommende generationer.

Men et stykke borte i haven sover tre disciple, som Jesus havde bedt våge med sig: "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig"!. En af de tre er Peter. Længer borte, i nærheden af indgangen til den lille lund slumrer de øvrige, medens en enkelt af de tolv er engageret i udførelsen af sin plan. Ingen af de tolv beder, ingen våger, ingen fatter timens nærhed, ingen fatter Mesterens storhed og omfanget af den smerte, der opfylder hans sjæl. Soldaterne kommer, Jesus går dem åbent i møde. Peter vil forsvare sig med sværd, men irettesættes af Mesteren. Havde han vandret med ham forgæves? Havde han intet forstået af alvoren i den lære, at man aldeles ikke skal modsætte sig det onde? "Mener du, at jeg ikke kan bede min Fader sende mig mere end tolv legioner engle om så skulle være?"

Disciplene flygter. Peter følger i frastand den sørgeligt historiske eskorte til Pilatusgården og slipper med indenfor, men nægter gentagne gange ethvert kendskab til den lidende Mester. Måske var netop dette smertens kulmination: Peter, "klippen", den discipel, der var knyttet størst forhåbninger til, netop han sluttede sig til hoben, der ikke ville vide af nogen Messias eller himmelsk konge. Peter kunne ikke rumme den åndsvælde, som havde spillet mod hans sjæl i al den tid, han havde vandret med sin indviede lærer.

Er hele dette handlingsforløb ikke udtryk for bevidsthedslivet i gennemsnitsmennesket også af vor tid, såvel som for de ydre foreteelser i klodens samfundsliv som helhed? Når kulden fra det isnende langfredagsklima varsler om forestående lidelser, vover vi eller menneskeheden som helhed da helt at forlade os på forsynets beskyttelse og blot begive os i bøn skærtorsdagsnatten: Ske ikke min men din vilje? "Sover" vi ikke bag skudsikre volde og i ly af militæralliancer snarere end at våge og bede og snarere end at gå vore forrettere forsvarsløse i møde?

Påskeevangeliet kulminerer i beretningen om den forpinte, tornekronede skikkelse på korsets træ. Den skikkelse, der rummede kærlighed af er i sådan styrkegrad, at smertevibrationerne blev til lysende og varmende medfølelse med alle lidende væsener inklusive dommere og bødler, og gav de altid velsignende læber kraft til at forme den potentielt mest kraftfulde bøn, der nogen sinde er opsteget fra vor klode mod det evige forsyn: Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør!

– – – – – – –

Men i vor tid, et par årtusinde efter hine begivenheder ville påskemysteriet stadig være et mysterium, stadig udgøre et kraftfuldt indslag i historien, men uden egentlig aktuel nutidsværdi, dersom ikke dette evangelium gennem Martinus mysterieforløsende lære var påvist at være en levende demonstration for menneskene af mørket og lidelsen som bevidsthedsvækker, ja, som dele af livskredsløbet og dermed som dele af Guds bevidsthed og Guds kærlighed. Martinus har ved at gennemanalysere mørket påvist mørkets potentielle kraft, dets absolutte mission som den skyggevirkning, hvorved al livsoplevelse tager form. Martinus har endelig ophøjet korset fra at være dødens til at være livets symbol og tornekronen fra at være fornedrelsens til at være den sande kongeværdigheds tegn. Martinus har ophøjet lidelsen fra at være en forbandelse til at være et element i Guds kærlighedsglorie, et element i hans kærlige undervisning af det levende væsen. Martinus fornyer og beliver det håb, der for længst var dødt i menneskets sjæl, nemlig håbet om i væremåde nogensinde at kunne nå op til en væren og manifestation af karat som den, Jesus gennem sit jordiske liv og sin jordiske død manifesterede.

Martinus har ikke blot ophøjet Jesu lære inklusive påskemysteriet til videnskab; Martinus har også ophøjet østerlandske traditioner om reinkarnation til videnskab; han har påvist denne reinkarnations guddommeligt logiske systematik, påvist at det store "Fader tilgiv dem", ikke blot er den absolut eneste videnskabeligt rodfæstede neutraliseringsformel for alle jordiske stridigheder, alt jordisk onde, men at denne indstilling over for næsten engang skal blive organisk indbygget i os alle i form af den topolede væsenstilstand, som allerede er i vækst i vort indre. Uden denne topolede tilstand er det absolut umuligt helt og fuldt at leve sit liv i den kristusånd, som påskemysteriet giver udtryk for.

Fra at være mystik og tilbedelsesobjekt er Jesus i Getsemane, i Pilatusgården og på korset blevet livsnær virkelighed. Talen om at døden ved Jesu korsfæstelse og opstandelse er besejret, er fra at være dogme blevet til ophøjet videnskab ved Martinus påvisning af, at vi alle er potentielle kristusvæsner med kommende skærtorsdagskampe, kommende langfredagslidelser, men også kommende påskemorgener indbygget i vort evolutionsmønster.

Men også her er symbolikken udtryk for sand kosmisk indsigt, idet påskefesten jo falder sammen med jævndøgn, solens passage af ækvator på vej nordover. Det er mørket og lyset, minus og plus, det negative og det positive i balance. Æselridtet symboliserer mennesket i dyreriget, det enpolede menneske knyttet til den animalske forplantning. Det skønne billede af Jesu indtog i Jerusalem bekræfter også ydmygheden og sagtmodigheden som sande åndelige adelstegn: "Se, din konge kommer til dig! Retfærdig og sejrrig er han; ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl!" (Zak.9.9).

Martinus påviser, at det for verdensgenløseren af vor tid såvel som på Jesu tid vil være umuligt at operere med drabsenergi, med bomber og udryddelseskampagner. Verdensgenløseren kender nu som dengang kun ét middel for sin missions gennemførelse, nemlig ydmygheden og sagtmodigheden, dette at vende den højre kind til, når han bliver slået på den venstre. Se, en sådan reaktionsmåde over for omverdenens hudfletning, tornekroning, bespottelse og bespytning og endelige korsfæstelse, det er anvendt kærlighedsenergi, det er anvendt kosmisk kemi i samklang med de højeste himles vilje og visdom. Et sådant handlingsmønster er i sandhed kooperation med den kristne verdensidé. Bevidst at handle efter denne anvisning er at rette sin kurs op efter vindens retning og efter den ledestjerne, der lyser som en fjern, men ikke uopfyldelig forjættelse.

I Martinus er man ikke stedet over for en lærer, der tilsidesætter, forvrænger eller dogmatiserer Jesu ophøjede budskab. Tværtimod bliver man i Martinus værker atter og atter konfronteret med de lysende kosmiske facits, som Nazaræeren med udødelig vælde indskrev på menneskenes mentale himmelhvælv. I klare logiske analyser er det for tid og evighed godtgjort, at Jesu store budskaber er guddommelige alkemiske eller kosmisk kemiske formler, der anvendt og efterlevet vil omskabe en dødens og mørkets klode til en kærlighedens gyldne solverden.

Martinus gengiver disse kærlighedens kristne grundformler i en for tænkning og intelligens tilpasset fortolkning, således at såvel hjerne som hjerte kan være med i alvorlige forsøg på tilegnelse og efterlevelse.

Ingen kan ved mirakuløse dogmer eller formler fritages for at blive overskyllet af sine handlingers tidevandsbølger, men alle kan lære at møde sine smertenstimer med visdom og at læse den Guds tale, som lyder igennem disse smertenstimer. Alle kan lære, at det er menneskehedens evolutionsmål at udvikle sig frem til at kunne udsige dette sidste, frigørende og forløsende ønske til Faderen, når blodet pibler fra spottens, ydmygelsens og fornedrelsens sviende naglegab: Fader tilgiv dem, thi de ved jo ikke, hvad de gør!

Man kan begynde nu at arbejde bevidst på at fremme væksten af denne organiske tilgivelsesindstilling over for næsten. Men man kan også vente jordliv efter jordliv, inkarnation efter inkarnation. Man kan slentre apatisk hid og did på de mange blindveje i den fysiske verdens labyrinter, og man kan sove på sin post som disciplene i Getsemane. Men kongevejen er anvist og vil altid ligge den oprigtigt søgende åben. Martinus har påvist denne vej, og han har bekræftet, at den uvægerligt fører gennem Getsemane og via Pilatusgården til Golgata; men også videre gennem klippegraven til Faderens evige opstandelsesbolig.

Jesus brød den skjulte indvielsestradition og demonstrerede ved sit liv og ved sin død det levende væsens indvielsesvej, demonstrerede indvielsestraditionens og mysteriernes universalitet, deres nære tilknytning til hvert eneste levende væsens såvel som til helhedens liv og væren. Siden hin påske har denne Jesu demonstration i det skjulte øget sit fæste i menneskesjælen, øget sin spirekraft og sin rodfæstelse i det oplyste menneskes sind. Og nu er tiden inde, hvor det skal sætte strå og kerne.

Jesus var langt forud for os i den evolutions spiral, hvori vor slægt og vor race har sin evolutionære pilgrimsvandring. Han lod sig på flere måder korsfæste for at demonstrere åndens absolutte ukrænkelige suverænitet for den endnu i mentalt mørke og getsemanesøvn slumrende menneskerace. I modsætning til denne strålende lysets gesandt er vi stadig dømt til korsfæstelse på vore egne gerningers kors, vor egen fortids overtrædelser af de hellige love. Korsfæstelsen er altså vort evige selvs møde med den sum på godt og ondt, som vi har sanket på vor vandring gennem gudslys og gudsmørke. Omkring dette kors krystalliseres vor fortids vinding og tab, sejr og nederlag, således at vi kan se det, erkende det og forvandle døden til liv, forvandle disharmonierne til brusende harmoniske hymner til Guds kærligheds ånd. Det således udlignede og forvandlede er det, som skal overleve alle korsfæstelser og opstå i herlighed og glans. Det er talenterne formeret til Guds ære. Alt hvad mennesker løser på jorden, alt hvad mennesker frivilligt hengiver til de jordiske bødler, skal også være løst og udlignet i himlene. Det bliver ved sin forløsning og overvindelse til fortid og åndeligt afsæt for den evige gudesøns videre færd mod lysets bolig.

Når gennem mange fysiske inkarnationer alt, hvad der ikke er af Kristus, alt hvad der ikke er af den evige kosmiske sandhedsånd, er brændt til aske i tornekroningens smertensild, og når det levende væsen under den sidste korsfæstelse med blikket rettet ud over verdens liv ser dette liv helliggjort i sit eget lys, fremsiger bønnen om tilgivelse for sine bødler og overgiver sig i et helhjertet "det er fuldbragt", da følger den sande kødets opstandelse, da er det dødelige opslugt af livet, den færdigmodellerede, den fuldbårne gudesøn hviler i tryghed og lys ved Faderens bryst. Den store planetære påskedag er inde, livet skal blomstre i de spor, menneskene træder, kærlighedssolens, helligåndens hvide lys skal stå i zenith og jorden skal opfyldes med lovsang:

Værdig er lammet, det slagtede til at få kraft og rigdom, visdom og styrke, pris og ære og lov. Fra nu af er frelsen, kraften og riget vor Guds og magten hans salvedes.