Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ser man tilbage på den første kristenheds kampe og dens intense virke i det stille, er der en iøjnefaldende parallel til det arbejdsklima, der bydes en åndelig og etisk avantgarde i vor tid. For mennesker, der har fattet såvel teoretisk som praktisk interesse for den kosmiske videnskab, således som den er organiseret af Martinus, er der overordentlig rig inspiration, kraft og opmuntring at hente i det nye testamente og måske især i epistlerne, hvor man følger den lille kristne pionerskares kamp, og den manglende forståelse for deres sags åndelige storhed som denne gruppe mennesker overalt møder. Uafladeligt må kampen føres på to fronter, nemlig mod de indre ufærdige naturer og mod den magtbrunstne, farisæiske omverden. Hovedindtrykket bliver dog, at alle disse genvordigheder overstråles af en rig åndelig kraft, der ustandseligt er med disse pionerer, giver dem sejhed, udholdenhed og styrke og omgiver deres virke med en lysglorie, der har brændt deres kamp ind i den globale evolutionshistorie på absolut udødelig og uforglemmelig måde.

Det er også opmuntrende i alt dette at se en bekræftelse på, at netop den, som arbejder i det stille, den som ikke "går ud og larmer op om natten", eller skriger og råber på torvene, men i fuld fortrøstning til en guddommelig skabeplan arbejder og opfylder sin funktion i denne skabeplan, er med til at fundamentere en ny verdenskultur.

Det giver en egen indre fylde at vide, at denne stille, upåagtede pionérgerning bag det jordiske nutidssamfunds sydende og hektiske overfladehvirvler repræsenterer en kraftpotens, der udgør kommende årtusinders planetære samfunds inspirationskilder; en kraftpotens, der skal danne livskerne i nye kulturer, som allerede i løbet af nogle århundreder vil begynde at spire og blomstre over vort dekadente samfunds begravelsespladser.

Netop den lille af almenheden upåagtede, men i det skjulte aktive og dynamiske første kristenhed grundlagde den form for kristendom, der ubetinget har styret vestens kulturer i snart et par årtusinder, idet man må gøre sig klart, at den kristne religion har været det centrale punkt i menneskekulturrevolutionen, således som den er foregået i vesterlandene. Kristendommen har, iklædt den kirkelige pragts og ophøjede mystiks dignitære værdighed udgjort et på én gang truende og forjættende memo over for en mentalt mindreudviklet folkemasse, og har netop gennem denne mystiske værdighed kunnet skabe respekt, således at den krigeriske tendens, den blodige livsholdning eller livsindstilling er holdt i ave, er så at sige tempereret dertil, hvor en vis balance mellem drabsudfoldelse og humanisme i forhold til mentalitetsniveau har været til stede.

De sidste århundreder op til vor tidsregning udgjorde en overgangs epoke fra martialske samfundsformer og samfunds styrelse til en ny kulturform, nemlig den første etape af det kristne kulturprogram. En sådan åndelig overgangsalder er nu atter indledt i den globale evolutionsrytmus, nemlig overgangen fra en dogmatisk følelses- og mystikbehersket religions styret samfundsorden til et på intelligenspræget, videnskabelig gudsopfattelse baseret planetært broderskabssamfund. Og ved Martinus er den nye evolutionsretning klart udstukket. Den nye organisationsstrukturs spæde vorden udgøres af den institution, der er opbygget omkring Martinus virke, samt af alle de menneskesjæle, i hvem Martinus tanker har fænget, slået rod og er begyndt at spire og aktivere områder, der før var sovende.

Det er vigtigt ustandseligt at have for øje, at himlen hvælver sig højt over og omkring os, at Herren vor Gud tænker store tanker, og at det netop er vor opgave at vænne os til det samme. Vi må tænke i kosmiske baner. Det må være os bevidst, at vi føjer sten til sten i et byggeri, som i dimensionering rækker himmelvidt ud over, hvad den fysiske dimensionering og den hverdagsprægede vanetænkning kan rumme.

Ser man Martinussymbolet "Mørket" (Det Evige Verdensbillede II, side 138) som en status over verdenssamfundet af i dag, og ser man symbolet "Lyset" (do. side 174) som en anvisning på vejen ud af dette mørke verdenssamfund, er det ikke svært at fatte, hvilken opgave en kosmisk videnskabeligt interesseret er stillet overfor. Den, som med dette symbol for øje har prøvet at lukke op for kristusbevidstheden, har prøvet at indbygge tolerancen og i det hele taget kristusprincipperne i sit sind og i sin væremåde, vil heller ikke have vanskeligt ved at forstå, hvilke gigantiske opgaver den mod lyset stræbende sjæl har at løse, før det fjerne mål kommer inden for rækkevidde.

Intet er lettere end dette, når man møder Martinus lære, at få det ydre livsmønster bragt i relation til denne rene ophøjede livsanvisning, når man dermed mener dette at stryge den animalske føde, at ophøre med nydelsen af berusende drikke, at ophøre med tobaksrygning, ja i det hele taget at forlade de på overtro baserede, men i os alle stærkt rodfæstede livsvaner. Paulus udtrykker dette således: "Thi vel er omskærelse til gavn, dersom du holder loven ... men omskærelse er ikke det, der sker udvortes i kød ... omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved ånd ..." (se Rom. kap. 2). Ja, det bliver straks betydeligt vanskeligere, når kampen angår det uhåndgribelige, når den angår sindet, intolerancen, forargelsestendensen, indignationen, vreden, kort sagt det i hver og en af os indkorporerede automatisk fungerende dyriske forsvarsinstinkt. Dér har vi den ildsprudende drage, som alene vi kan nedkæmpe, dér har vi arnestedet for den verdensbrand, der flammer i symbolet "Mørket", dér har vi den kampplads, hvor vi frit kan udfolde vort mod og vor kampiver, og hvor vor moralske styrke og formåen skal stå sin prøve. Før denne kamp mod sindets negative tilbøjeligheder er ført til endelig og sejrrig afslutning, er det absolut umuligt at blive et levende organisk aktiveret element i sandhedens og lysets legeme.

Vi har så godt som alle endnu hele det tolerante områdes A- og B-stadium (se Logik kap. 94) at kæmpe os igennem. Vi er endnu langt fra at have organisk automatisk fungerende tilgivelses- og næstekærlighedstalent. Vi er endnu engagerede i en enpolet merkantilistisk verden, hvor hver eneste dag kræver kompromiser af os. Vi forstår alle Martinusidealernes og dermed også kristusidealernes logik, deres ultimative stik, deres absolutte identitet med sandhed og deres absolutte sejrs nødvendighed. Men vi tøver på sandhedens tærskel. Vi kommer ikke videre, fordi den absolutte sandheds og dermed lysets tærskel ikke kan overskrides af et væsen, der såvel organisk som mentalt, såvel fysisk som psykisk er iklædt dyrets spraglede klædning, dets instinkter for angreb og modangreb, for ombringelse og forsvar med organiske og uorganiske "sværd", således som det er levende illustreret i symbolet "Mørket".

I det okkulte skrift "Når Sol går mod Nord" taler mesteren til sin discipel således: "Jeg byder mine børn at skue ud mod det fjerne, hvor jeg står alene og venter. Løft den tunge jernbom, som lukker den gyldne port. Ja, løft den, thi i dine hænder ligger min styrke og venter på din vilje. Betræd med mig de skinnende lande. Bestig med mig det gyldne bjerg". Disse få sætninger repræsenterer på forunderlig måde den essentielle tekst til Martinussymbolet "Lyset". I dette symbol finder vi kristusskikkelsens hvide sejrsklædning lysende i det fjerne. Vi finder lysets tærskel, lysets port, og vi ser, at denne port er spærret af en flammende bom, der kræver næstekærlighedens og tolerancens uovervindelige styrke for at kunne løftes og give adgang. Den afstand, der er mellem kristusskikkelsen og vor tids menneske, det er den afstand, vi endnu har at tilbagelægge, før vi er i lysets land sikre og velbeholdne. Vor optræning til overvindelse af den sidste stræknings barrierer er anvist i samme symbol i broderskabstegnet, de to menneskehænder, der trykker hinanden i forståelse og tilgivelse. Broderskabets sejr er den animalske evolutions ultimative mål.

Symbolet "Lyset" viser også, at tærsklens vogter, fjenden af lyset, "fristeren", der lokker og forhaler fremskridtet, er de karmiske flammer, hvis arnested som påpeget er menneskesindets moralsk underudviklede områder, hvorfra nye hadefulde, intolerante, hævngerrige og ærgerrige tankeimpulser udgår og bevæger sig i kosmisk lovbestemte baner, indtil de skaber effekt som den, symbolet "Mørket" repræsenterer, og omsider mødes af impulser som dem, symbolet "Lyset" repræsenterer, hvorved de neutraliseres og konverteres til kærlighedskraft, til lys, ja kort udtrykt til kristusenergi.

En ny verdensimpuls er undfanget, og anden etape af den kristne evolutionsplan er dermed indledt. De mennesker, som har åbne talenter for Martinus kosmiske videnskab, hører til de første vandrere efter denne direkte anvisning mod lyset. At arbejde med de kosmiske analyser vil, som Martinus selv udtrykker det, "uvilkårligt medføre åndelig vækst og opfylde sindet med glæde, tryghed og sikkerhed". Intuitionens vidtskuende funktion vil aktiveres, og medens vi virker i det stille, skal vi med dette intuitionens blik vedholdende skue ud mod det fjerne, angivne mål, indtil kristus skikkelsen kommer til syne, indtil vor etiske kvalitet gør det muligt at opfatte dens lys. Vi skal arbejde bevidst med saneringen af vore indre mentalt underudviklede områder, indtil Kristus er vokset og vort lavere selv har aftaget så meget i dominans, at vi indgår i kristi åndsglorie. Thi da er vi også indgåede som levende aktiverede enheder i Martinussagens legeme. Da er Kristi plan med os fuldbyrdet, og Martinus har fået en sand medarbejder på den evige verdensplans etapemål: Himmeriges rige på jorden – det planetære brodersamfund.