Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi skal i dette og de følgende kontaktbreve forsøge at give en populær oversigt over det levende væsens struktur på basis af Martinus analyser. Vi vil prøve at tegne et billed af individet, ikke dets fysiske organisme eller dets psyke, men derimod af de principper, som ligger til grund for, at det har en organisme og en bevidsthed, ja, i virkeligheden grunlaget for dets evige tilværelse. Et kendetegn på den intuitive erkendelse af livet, som Martinus repræsenterer, er netop oplevelsen af de evige realiteter bag de timelige, og det er denne det levende væsens evighedsnatur vi i det følgende vil interessere os for.

De første grove linjer i dette evighedsbillede af individet er det treenige princip: alt levende må ifølge Martinus karakteriseres ved tre uadskillige principper, som kan kaldes skaberen (=jeget), skabeevnen og det skabte (=oplevelse). Overalt, hvor der findes liv, kommer disse tre principper til syne som grundkriterier, der forekommer oplevelse, der eksisterer en evne til at skabe oplevelse og endelig er der et jeg, som besidder denne evne og følgelig er i stand til at opleve livet.

Det volder ingen vanskelighed at påpege den skabte del af det treenige princip, da den netop fremtræder som sansernes og sindets rigt nuancerede oplevelsesfelt som tonerækken, farveskalaen, fornemmelser af tryk, stik, varme og kulde, smerte og behag, følelser, emotioner, tænkning osv. – selv om det kan være svært nok at lokalisere og differentiere de forskellige områder. Ulig vanskeligere er det at påpege skabeevnen og jeget, eftersom de pr. definition ikke kan opleves – i hvert fald ikke direkte, og derfor må betegnes som "ubekendte" størrelser i "ligningen" for det levende væsens kosmiske struktur. Lad os alligevel prøve, om vi med Martinus analyser rent teoretisk kan trænge ind i det ukendte land, som rummer forudsætningerne for den evige strøm af oplevelser, som står til rådighed for individet.

En væsentlig del af skabeevnen består af nogle realiteter, Martinus kalder talentkerner. For at komme på sporet af disse talentkerner må vi fremhæve et træk ved levende organismer, som også understreges af biologien, nemlig deres fremragende indre organisation. Professor Brandt Rehberg har udtrykt dette forhold således: "Livet er ikke en tilfældig blanding af stofferne. Livet er ikke så mange gram af dit og så mange gram af dat. Der mangler noget. Der mangler bl.a. organisation. Denne organisation viser sig i organismens struktur dannelse i form af skelet, de indre organer, muskelvæv, nervevæv, blodomløb m.m. og i et ikke mindre beundringsværdigt samarbejde mellem disse forskellige biologiske enheder. Takket være en hensigtsmæssig koordination mellem organismens forskellige dele, er det normale menneske i besiddelse af et lydigt redskab, hvormed det kan sanse og skabe i den fysiske verden. Et særligt genialt træk ved organismen er, at den er i stand til at reproducere sig selv, skabe en ny kopi af sin egen slags gennem formeringen. Denne omstændighed har været en enestående udfordring til den biologiske videnskab: hvorpå beror formeringens mysterium, og hvad er årsagen til, at der er så stor lighed mellem generationerne inden for samme art? For at løse dette problem har man skabt den hypotese, at der i cellekernens kromosomer findes nogle faktorer, kaldet generne, som via kønscellerne overføres fra generation til generation og genskaber artens struktur i efterkommerne. Man har imidlertid endnu aldrig set de enkelte gener, selv med de stærkeste mikroskoper, men mener dog at vide, af hvilke kemiske stoffer de omtrentligt er opbyggede. Generne er således hypotetiske stoffer og ikke konstaterede elementer. De er faktorer, som man formoder eksisterer i form af stoflige, fysisk-kemiske realiteter, og som man tillægger styrende indflydelse på den forenede æg/sædcelles udvikling til organisme. Da man endnu ikke kender genernes fysisk-kemiske mekanismer, bruger man hjælpegloser til at karakterisere deres funktion. Man siger således, at generne repræsenterer den kode eller de informationer, hvorefter den nye organisme bygges op. Det er således tydeligt, at den biologiske forskning føler det nødvendigt at antage tilstedeværelsen af styrende kræfter i organismens tilblivelse, en antagelse, der fuldt ud bekræftes af Martinus, som blot kalder disse styrende kræfter talentkerner og ikke gener. Men meningerne deler sig unægteligt, når årsagerne til disse faktorer kommer på tale. Her står biologien på bar bund og kan kun henvise til tilfældigheder, medens Martinus klart fremhæver, at de er skabt af individet selv og er en ukrænkelig del af personligheden, ja, i virkeligheden selve kriteriet på individualitet, og at de kun kan nedbrydes af individet selv. Vi skal senere komme ind på, hvorledes talentkerner opstår og her nøjes med at understrege, at de ikke er bundet til stoffet i dets grove fysisk-kemiske form, men eksisterer som finelektriske enheder under myndighed af jeget, og henholdsvis kan tilknyttes og frigøres fra disse grovere stoffer, hvilket netop er grundlaget for inkarnation og disinkarnation. Dette synspunkt udgør, som man vil forstå, en betydningsfuld modsætning til biologernes gener, som tænkes videregivet fra slægtled til slægtled. Det er netop her, "det fysiske verdensbillede" viser et af sine største brist ved at lade de højeste menneskelige værdier, som findes, de skabende evner, som er grundlaget for legemlig sundhed, begavelse, musikalitet, social sans osv., bero på arvelige anlæg. Dette synspunkt tildeler på én gang mennesket et overmenneskeligt og et umenneskeligt ansvar. Man må nemlig i så fald erkende, at man sammen med sin ægtefælle er hundrede procent skyld i sine børns arvede egenskaber (tænk f.eks. på hvis barnet bliver åndssvagt) samtidig med, at man er total skyldfri for sine egne arvede egenskaber. – Hvis man som søgende menneske er besjælet af den tanke, at der må findes en harmoni i tilværelsen, må man derfor i høj grad nære mistillid til dette verdensbillede. I modsætning hertil kan man glæde sig over, hvorledes Martinus fremstiller tilværelsen som et virkeligt kosmos, et harmonisk verdensbillede uden logiske eller etiske brist.

Hvis talentkernerne ikke kan overgives fra den ene generation til den næste, må man naturligt spørge om årsagen til ligheden mellem generationernes organismer og egenskaber. Den kosmiske forklaring ligger i hele Martinus redegørelse for inkarnationsprocessen, der kort kan udtrykkes således, at undfangelsen er en proces, hvorved et individ, som har tilendebragt sit kredsløb i den åndelige verden, som vi ikke kan komme nøjere ind på her, tilknyttes den forenede æg- og sædcelle og af dette materiale udformer en organisme efter sine egne talentkerners retningslinjer. Det afgørende er nu, at denne tilknytning forårsages af en tiltrækningsproces, som væsentligt er baseret på ligheden mellem det nye individs talentkerner og forældrenes talentkerner. Denne lighed er ensbetydende med samme udviklingsstandpunkt og evnedannelse, hvorved det i almindelighed sikres, at et inkarnationsmodent individ kommer til verden hos forældre, der i høj grad besidder samme egenskaber som det selv. Dette har selvsagt betydning, fordi børnene da under opvæksten kan få repeteret og udnyttet de evner og talenter, de i virkeligheden har erhvervet sig i tidligere liv. Har barnet f. eks. et musikalsk talent, vil det naturligvis betyde umådeligt, at forældrene holder af musik og derfor kan stimulere og honorere dets evner. Det må imidlertid nævnes i forbifarten, at der også er et andet princip, som er bestemmende for, hvor et menneskebarn inkarnerer. Det drejer sig om formålstjenligheden eller skæbneprincippet, eftersom det kan være afgørende, om vedkommende forældre formår at fremme eller hæmme de sider i barnets natur, som kan gøre det til et bedre menneske. På samme vis kan børnene have en mission i forældrenes udvikling ved at påvirke deres ambitioner og forfængelighed såvel som deres tålmodighed og ansvarsfølelse. Af denne grund ser man ikke sjældent iøjnefaldende forskelle mellem børn og forældre hvad begavelse, temperament og karakter angår.

Hvor mange talentkerner besidder et individ? Det nøjagtige tal kan der naturligvis lige så lidt som for genernes vedkommende siges noget om. Men når man betænker, at alle legemets organer og deres mikrodele, ja, selv cellerne og molekylerne med hensyn til deres organisation er virkninger af talentkerner, og dertil føjer, at også individets sjælelige karakteregenskaber er rodfæstet i talentkerner, forstår man, at antallet er uhyre stort.

Gennem denne korte omtale af talentkernerne skulle det fremgå, at de udgør en fundamental del af det levende væsens kosmiske struktur ved at repræsentere en væsentlig del af skabeevnen. Talentkernerne så lidt som skabeevnen som sådan er imidlertid ikke den højeste instans i individet. Var dette tilfældet, måtte man karakterisere individet som et viljeløst bytte for sine talenter, og det billede, som tonede frem, ville ikke være ulig det génbundne individ i biologiens fremstilling. Individet ville være fængslet i en evnestruktur, hvis udvikling det ingen indflydelse havde på. Man ville savne det frihedsprincip, som er en uadskillelig del af det levende væsens natur. I Martinus analyser er talentkernerne og skabeevnen derfor heller ikke en uindskrænket magtfaktor, men et redskab, som er underordnet individets jeg. Med jeget er vi med andre ord nået ind til individets højeste instans og, som det vil fremgå, til det mest centrale punkt i Martinus verdensbillede.

Ordet jeg er hyppigt anvendt i daglig tale og udtrykker indbegrebet af et individs personlige centrum. Når man siger jeg, betegner man noget centralt i sit eget væsen i modsætning til alt det omgivende. Jeget er således et subjekt, som altid er konfronteret med noget uden for sig selv, et eller flere objekter. Denne subjekt-følelse, som knytter sig til ordet jeg og giver ethvert individ fornemmelsen af at være universets centrum, er således klart af særegen natur, og det er ikke mærkeligt, at den i den intuitive erkendelse yderligere uddybes. I Martinus verdensbillede bliver subjektet og objekterne således identisk med sondringen mellem det evige og det timelige eller udtrykt på en anden måde: det faste "punkt" og bevægelserne. Lad os først kaste et blik på den oplevede objektverden, der som nævnt er timelig og ved en nærmere undersøgelse viser sig at bestå af bevægelseskombinationer. Den er omfanget af alle de oplevelser, der beror på sansning, såsom oplevelsen af stjerneuniverset, jordkloden, naturen, medmenneskene, dagligdagen osv., men desuden alle psykiske oplevelser som tanker, følelser, stemning, vilje osv. At disse oplevelser er timelige, røber sig ved, at de er tidsbegrænsede. Intet naturelement – selv de højeste bjerge – kan således modstå tidens tand, men er alle uden undtagelse genstand for nedbrydningsprocesser, der medfører nye tilstande, der ligeledes engang må vige for fremtidens nydannelser. Naturvidenskaben har i sin forskning fået bekræftet, at alt er bevægelse. Overalt svinger, vibrerer og cirkulerer naturens stoffer fra de største himmellegemer til det mindste atom. Selve bevægelsesprincippet implicerer imidlertid, at enhver naturtilstand uafladeligt ændres, og da tidsbegrebet er opmålinger af periodiske ændringer af ting i naturen eventuelt inkorporeret i teknisk apparatur, viser det sig således, at tid og bevægelse er synonymer.

Også psykiske emner er som nævnt timelige. Enhver stemning, livsanskuelse eller hensigt er forbigående, undertiden i løbet af brøkdele af sekunder, undertiden først efter lange tidsafsnit. – Hvad nu med talentkernerne, vil man spørge? Ja, de omtalte talentkerner for organismeskabelse og karakterdannelse er også timelige, selv om de har betydelig større varighed end den enkelte organisme, men det skal nævnes, at disse timelige talentkerner bygger på 6 grundtalentkerner, som er evige – et forhold vi ikke kan komme ind på her.

Den oplevede genstandsverden er således præget af timelighed og bevægelse, to udtryk for det samme, nemlig foranderlighedens princip. Denne fundamentale egenskab ved objekterne er i virkeligheden en betingelse for, at oplevelser i det hele taget kan etableres. Foranderligheden skaber forskelle fra det ene tidspunkt til det andet og markerer derved de kontraster, som enhver oplevelse bygger på. Hvordan skulle man kunne opleve noget som helst, hvis der ikke var stort og småt, forskellige farver, forskellige former, forskellige lyde, varme og kulde osv. Heri ligger forklaringen på, at oplevelsesverdenen fremtræder som et skiftende sceneri med righoldige nuancer, medens jeget derimod i almindelighed er upåagtet. Jeget er nemlig ikke markeret ved foranderlighed eller bevægelse og er derfor så at sige et "blindt" punkt i oplevelsesrækken. Jeget er ubevægeligt og derved uforanderligt. Når jeget således evigt er det samme, kunne man tro, at det var afskåret fra enhver mulighed for at røbe sin eksistens. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Tværtimod giver Martinus udtryk for, at individet med voksende udvikling bliver mere og mere bevidst i jegets særlige natur og betydning. Det bliver efterhånden klart, særligt gennem intuitive oplevelser, at jeget ikke er et intetsigende blindt punkt i den sjælelige struktur, men at det er det aktive udgangspunkt for alle individets ønsker og viljesudløsninger. Denne oplevelse af jeget kan ikke sammenlignes med oplevelsen af en genstand, den er ikke direkte, men af indirekte natur. Individet er derved i den på sin vis ejendommelige situation, at det på den ene side ikke kan opleve sin egen højeste natur direkte, fordi den er kontrastløs, men på den anden side indirekte kan erkende, at udgangspunktet for alle dets ønsker, tanker og viljesudløsninger er noget, som er uforanderligt. Man oplever således, at ens egen væsenskerne er den samme, hvad enten man er barn, midaldrende eller olding. Jeget er ikke ændret som organismen og erfaringerne. Martinus definerer da også jeget med et noget som er. Med hensyn til dets natur kan man ikke definere jeget nøjere, og udtryk som det værende, det uforanderlige eller evige siger ikke mere. Men med hensyn til jegets funktion kan det tilføjes, at det er den faktor, på hvis bud den timelige verden bliver til. Det er jeget eller "evigheden", som ved hjælp af sin skabeevne danner sig timelige udtryk. Trods intuitiv viden om jegets evighedsnatur, må man alligevel sige, at det repræsenterer et "X", hvis manifestationsmuligheder altid rummer det ukendte. Takket være jegets "ukendte" og ubegrænsede natur kan individets tilværelse aldrig blive et lukket system, men vil stadig give anledning til nye skabeprocesser og nye eksistensformer.

Som det ses, er det levende væsen altså ikke et viljeløst bytte for sine talenters virksomhed, men har i kraft af sit jeg frihedsprincippet forankret i sit inderste væsen. Jeget er således principielt herre over sine evner og talenter og kan styre sin bane frem gennem livet efter sine ønsker og begær, sine idealer og mål. Hvorledes jeget skaber sine talenter skal vi komme ind på i næste afsnit. Her runder vi af med et citat af Martinus om jeget: "Men da jeget eller det guddommelige "noget" ikke er en skabt ting og derved i sig selv er hævet over tiden og rummet, har det været til i al evighed. Det har således absolut ingen begyndelse og kan umuligt få nogen afslutning. Alt, hvad der kommer ind under disse begreber, ligger på et andet plan end selve jeget, idet disse kun kan være situationer vedrørende de af jeget i materien eller stoffet frembragte ting. Jeget vil således altid være foran og bagefter frembringelsen. Og det er netop herigennem det bliver synligt som hævet over tiden, idet denne nemlig kun kan være udtryk for forløbet af "skabte" tings eksistens fra deres tilblivelse til deres ophør. Men da skabte ting kun udgør jegets reaktioner i stoffet eller materien, bliver jeget således også selve tidens herre og skaber." (Livets Bog II stk. 315).