Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det var i hine bag os fortonende dage, da de store, nu historiske domkirker begyndte at række deres vidunderlige arkitektur mod himlen fra de europæiske hovedstæder. På en byggeplads i Frankrig, hvor en sådan ny domkirke var ved at tage form bag stilladser og materialedynger, stod en fremmed og betragtede interesseret det travle pulserende virke. Han spurgte en af de flittige arbejdere, hvad det var, man her var i færd med, og fik det svar, at manden for sit vedkommende bar sten til murersvendene, og at hans løn derfor var så og så meget. En anden arbejder svarede til samme spørgsmål, at han var i færd med at tilhugge en granitblok, som skulle bruges til fundament. Da en tredie arbejder, en murersvend, blev spurgt, hvad det var, han beskæftigede sig med, svarede han stolt: Jeg bygger en domkirke!

Den murersvend gjorde sin egen dag til ét med generationer. Han pulserede med sine flittige hænder selve livet og tidsånden ind i domens murværk. Han murede sit eget liv sammen med helhedens. Noget sådant har vel været med til at give de ædle gamle bygningsværker deres levende sjælfulde udstråling. Den bevidste håndværker med kærlighed til materialet og til opgaven, og som er intimt sammenlevet med materialets struktur og reaktionsevne, besjæler sit arbejde – det kan maskinen ikke gøre. Når man så betænker, at denne besjæling for en bygnings vedkommende allerede begyndte ved den håndværker, som tilvirkede materialet som f. eks. de håndstrøgne sten, er man sikkert meget nær ved årsagen til den "atmosfære", der gennem århundreder har udstrålet fra disse monumenter over samarbejde, respekt og skaberglæde.

De sidste halvtres år har været en hurtigt fremadskridende dødsproces for den ånd, som den middelalderlige murersvend gav udtryk for. Maskiniseringen har accelereret udviklingens hjul op til en alt-med-sig-rivende hastighed, som yderligere er øget ved at selve maskiniseringen er blevet maskiniseret. De heraf affødte makabre tilstande, som for eksempel Chaplin i sin store film: Moderne Tider, så mesterligt karikerede og med rette fremhævede som mennesket uværdig, kan allerede nu ses at være et mellemstadium, der delvis er og helt vil blive tilbagelagt, alt efterhånden som industrialiseringen og mekaniseringen går sin fortsatte sejrsgang over jorden. Disse begrebers spillevende barn "automationen" er nu ved at gennemleve sin forhåbentlig korte lømmelalder. Dens indpas i industrien er i de allerseneste år tiltaget i et enormt omfang.

Mange betragter endnu automationen som et spørgelse, der bør manes bort med alle midler, blandt andet fordi den vil skabe arbejdsløshed og gøre mennesket til robot og automatslave. Sådanne fænomener vil uden tvivl også en overgang gøre sig gældende. Men takket være det evolutionære evangelium, som Livets Bogs fjerde kapitel må siges at udgøre, behøver mennesket ikke at se en trussel om kaos i denne udvikling. Thi af dette overordentligt klare og konstruktive oplæg til en global samfundsorden og samfundsøkonomi fremgår det, at industrialisering og automation tværtimod at ville medføre samfundets sammenbrud, netop er et led i Guds skabeplan, et led i menneskets virkelige frigørelse. I lyset fra den strålende samfundsplan, Martinus således har skitseret, ses de tekniske fremskridt og specielt automationen at udgøre porten til en langt mere lykkelig og frigjort verden. Selvfølgelig må gamle udlevede forestillinger saneres. Men når dette sker på demokratisk basis og ved evolutionære metoder, der jo er den demokratiske verdens ideal, vil det gamle visne og falde bort så skønt og naturligt, som skoven har sit efterår.

Som man ser det overalt i den uberørte natur, skiftes der ustandseligt "ham", således at nye og højere former for livsudfoldelse uafbrudt afløser mindre fuldkomne former, der imidlertid netop viser sig at have haft til opgave at være kultivator og banebryder for det kommende. Naturens love er også menneskets love. Det nytter derfor ikke at kæmpe imod de tekniske fremskridt eller at se en sig hastigt nærmende underverdens undergang i dem. Forsøg på at hæmme den tekniske fuldkommengørelse vil være forsøg på at hæmme solens opgang og fastholde nattens mørke. Automationen må gå sin sejrsgang. De ulemper, den i begyndelsen vil afføde på grund af uenighed om dette nye begrebs rette anvendelse, vil opstå, fordi de menneskelige og moralske fremskridt altid er lidt bagefter de tekniske fremskridt. Men disse ulemper kan absolut kun vedvare en relativ kort periode. Logikken må uvilkårligt sejre, og man vil begynde at fatte det store ansvar og de uudtømmelige muligheder, der ligger for menneskets fødder. Det vil blive tvingende nødvendigt at skabe adgang for alle til det nye slaraffenlands goder, og del vil netop kunne gøres ved gradvis at sammenpasse arbejdstidens længde og produktionens størrelse efter et videnskabeligt udregnet behov, præcist som det er anvist i Livets Bog, f. eks. punkterne 108-111.

Heraf vil altså følge frigørelse af en umådelig kreativ menneskelig kraft, der vil tiltage proportionalt med automatikkens overtagelse af den tekniske rutinefunktion. Den således frigjorte umådelige kraft ledet ind i de rette baner vil kunne ændre verdens struktur i en sådan grad, at det må svimle for den, som ret fordyber sig i tanken derpå. Ikke alene kan den almene uddannelsestid øges betydeligt; men der kan ydermere lægges meget større vægt på åndshøjnelse og opdragelse til sand menneskelighed.

Der har ofte været slået til lyd for en mere opdragende form for undervisning og uddanse af de unge, således at de ikke fortsat skal forlade skolen med svulmende hjerne, men med et vissent hjerte, med meget større kundskab om vor kongerækkes rænker og krigspræstationer end til Jesu lære om ikke at føre krig, men at elske sin næste inklusive sine fjender; netop den lære, som af Martinus er ophøjet til sand livsvidenskab. Men når der nu bliver mere tid til rådighed, og de samme værdier plus mere til alligevel produceres takket være videnskabelige produktionsmetoder, da kan uddannelsen til menneske følges med uddannelsen til arbejde og skabelse langt ind i ungdomsårene. Af en sådant kultiveret udsæd vil der efterhånden opvokse et samfund af virkelige mennesker med sand livsforståelse og uden den uværdige opgave at skulle nedbryde andres verden for at opbygge deres egen, hvad der desværre ofte er tilfældet, således som livet på kloden af i dag udfolder sig.

I et kommende samfund, hvor mekaniske funktioner har overtaget i næsten al livsnødvendig produktion, og hvor denne produktion med anvendelsen af et minimum af tid kan være mere end tilstrækkelig til at dække behovet, vil pengeproblemet også finde sin naturlige løsning, som næppe kan være nogen anden løsning end den af Martinus i omtalte afsnit af Livets Bog anviste. Ingen kan i sidste instans komme til at lide noget tab ved, at denne anvisning totalt sker fyldest. Men den indvundne fritid anvendt, ikke som nu til fordærvelse, men til højnelse af menneskets åndsliv, vil uundgåeligt få en højere etik til følge, da ethvert menneske har iboende spirer såvel til kærlighed som til egoisme. Hæmmes eller forsømmes udviklingen af det første, fremmes uvilkårligt væksten af det andet.

Så længe hele livet for den overvejende part af menneskeheden går med arbejde for blot at opretholde livet, vil den minimalt tilmålte fritid blive anvendt febrilsk og nervøst og kun øge tilværelsens forjagethed. Dette kan umuligt i længden resultere i en lykkelig slægt, hvorimod en tiltagende frigørelse af menneskets energi anvendt til oplæring i større ansvars- og samfundsfølelse, større åndeligt udsyn, vil resultere i en fornyelse af livsglæde og menneskelig væren. Der vil på ny blive tid til at øve håndens arbejde. Hvor en opgave kræver sjæl og skal have blivende værdi, vil en stab af sande kunstnere og kunsthåndværkere samt et væld af nye, skønne materialer være til rådighed. Der vil kunne skabes uden smålig skelen til tid og omkostninger.

Sådanne forhold vil ligesom solen kun kalde lysets talenter til aktivitet, hvilket igen vil sige, at skabelse, der sker under sådanne betingelser, indflettes naturligt med personlig interesse og giverglæde. Og her vender ånden fra den fordums murersvend tilbage – endda i forædlet udgave, baseret på videre udsyn. Den besjælede kunst og det gedigne håndværk vil kunne udfolde sig med fornyet skønhed, både i kraft af større trang til skønhed og i kraft af bedre beherskelse af materialet. I et sådant miljø, hvor mennesket ikke virker for at leve, men lever for at virke, vil skabertrangen, der er et urinstinkt i hvert eneste individ, kunne komme til udfoldelse og blive videreført og forfinet som hos den sande kunstner. Kærligheden til al skabelse og intellektuel forståelse af glæden ved at glæde andre vil kunne blive alles personlige oplevelse. Individualismen vil skyde nye sunde skud side om side med tiltagende fællesfølelse.

En sådan sjælens og hjertets baggrund for dagens virke vil ikke kunne undgå at velsigne verden med storladen skønhed. Den vil afspejle sig i håndværk, arkitektur, kunst, musik og litteratur. De ophøjede antikke kunstværker, der den dag i dag lyser som virtuost slebne juveler for menneskene, blev alle skabt på baggrund af dyb religiøs livsindstilling samt medfødt ydmyghed og respekt for alt stort og ægte. Men de nulevende generationer repræsenterer en overgangsepoke fra tro til viden, en overgangs epoke, der uvilkårligt vil medføre tiltagende gudløshed og tvivl i menneskesindet. Denne sjælsfornægtende overgangstid har da også sat sine tydelige spor i de menneskelige frembringelser, der inden for et stort område er forfladiget og mindre i kontakt med de proportionelle love og æstetiske grundprincipper end tidligere perioders frembringelser. Mødet med de gamle kunstværker kan stundom få det til at sitre af længsel og undren i nutidsmenneskets forsømte sjæl, og vel endnu en tid fremover må vi stille denne længsel ved de gamle kilder. Men med øget åndelig opdragelse og dermed en stadig dybere forståelse af livets natur vil de åndelige og sjælelige krav i stigende grad gøre sig gældende. Følgen heraf vil blive, at kærligheden til alt liv og dermed trangen til at forskønne og forherlige det vil vokse. Den inderlige kærlighed til arbejde og materiale, der endnu den dag i dag kan besjæle de få priviligerede, som arbejder på de gamle traditionelle håndværks basis, vil atter gøre sig gældende og forskønne den almene hverdag.

I vor generation mere end nogensinde gærer, syder og koger det af omvæltninger jorden over. Men det er ikke verden, der står for fald – det er det forkerte i verden. Automationen kan blive nådestødet. Den vil muliggøre lynhurtig produktion af nødvendige forbrugsvarer og redskaber med et minimalt behov for menneskelig arbejdskraft. Den kan fremtvinge den rette fordeling af disse goder. Den kan føre de nu hinanden bekæmpende parter sammen ved imødekommenhedens og forståelsens forhandlingsbord. Og endelig kan den forårsage og nødvendiggøre et langt mere omfattende og åbent samarbejde nationerne imellem end det nu eksisterende.

Alle de nye videnskabelige metoder inden for handel og industri kan komme til at udgøre en fantastisk ryggrad i en kommende automationsalders intelligensledede samfund. Videnskabelige forskere, som i virkeligheden sætter hele deres livskraft ind på forædling af tilværelsen, er jo netop mennesker, som har valgt deres metier efter deres inderste trang. Resultaterne de har opnået er da også en stadig opstigende linje af afslørede materielle love, der kan forstås og bringes til anvendelse af hele menneskeheden til forbedring og højnelse af den enkeltes tilværelse, selv om meget i dag misbruges til det modsatte.

For den, som ser klart og objektivt, for eksempel i lyset fra Martinus verdensbillede, vil disse forskeres samlede resultater nu tegne omridset af en ny verden, en verden, hvor hvert menneske kan få lov at udvikle og forvalte sin menneskelighed og sine specielle talenter, kan genfinde arbejdets inderste værdi: Skaberglæden. Et sådant samfund, hvor automationen og intelligensen formælet med en alkærlig livsholdning er hovedhjørnestene, vil ikke gøre den riges verden fattigere. Den vil forlene såvel den rige som den fattiges verden med større rigdom og livsfylde. Forståelsen af og ærefrygten for livet kan komme til fuld udvikling og beånde de skønne kunster med nyt liv, ny inspiration. En ny strålende kunstens epoke vil da omsider iklæde jorden en dragt af funklende smykker og føje sit kapitel til historien – et kapitel der vil lyse af ånd, skønhed og kultur gennem kommende årtusinder.