Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Studerer man religionshistorien, viser der sig en indgroet tilbøjelighed hos menneskene til at danne sig guder i deres eget billede, såkaldt antropomorfisme. Tor og Odin var i den nordiske gudelære fremstillet som kæmper, der var udstyret netop med den brutalitet og styrke, som vikingetidens mennesker ønskede selv at være i besiddelse af. Jahve og Allah fra henholdsvis jødedommen og muhamedanismen er netop tegnet så tyranniske og lunefulde, som man kendte de østerlandske sheiker og despoter. Disse gudebilleder, der fremtrådte som en tro kopi af ufuldkomne, ja, udpræget primitive menneskers personlighed, kunne man kalde falsk antropomorfisme. Mange moderne mennesker har taget helt afstand fra gudsbegrebet netop på grund af falsk antropomorfisme og betragter det som et rent og skært fantasiprodukt, fostret af håb, frygt og uvidenhed. Den mest kendte eksponent for denne anskuelse er vel den tyske filosof Feuerbach, der i 1840'erne fremsatte ateismens berømte postulat: "Det er ikke Gud, som har skabt mennesket i sit billede, men omvendt mennesket, som har skabt Gud i sit". Dette synspunkt ser meget tilforladeligt ud, men det tager ikke retfærdigt hensyn til menneskets udvikling, som åbner mulighed for at skelne mellem falsk og sand antropomorfisme. Det er ikke mærkeligt, at et uvidende naturmenneske, hvis højeste ideal er at samle fjendehoveder på stager, danner sig en grov, usandfærdig figur af det guddommelige. Menneskets evne til at skabe sig forestillinger afhænger naturligvis af dets øjeblikkelige sjælelige struktur, dets ambitioner, forstand, følelse, sympatier og antipatier osv., kort sagt dets udviklings stand punkt. Jo mere primitivt og uudviklet et menneske er, des mere subjektivt er dets livssyn, hvad vi klart ser hos børn, som ustandselig farver den objektive virkelighed med deres egne fantasier eller hos primitive folkeslag som Piuteindianerne i Kalifornien, som tror, at solen er en stor høvding, som styrer himlen, at månen er hans hustru og stjernerne deres børn. Solen æder sine børn, når han får fat i dem, derfor flygter de fra ham, når han går over himlen, hvad man kan se, når stjernerne forsvinder om morgenen. Videre tror de, at solen har sin seng i et snævert hul under jorden, hvor han sover om natten. Det er så snævert, at han ikke kan vende sig, men må gå ud den anden vej. Om morgenen kommer han igen fra øst. Hans hustru, månen, sover i samme hule som han, men hun er bange for ham, og når han bliver vred, flygter hun ud af hulen. Hun elsker sine børn, stjernerne, og ynder at vandre iblandt dem, de synger og danser, hvor hun går frem. Hver måned sluger solen sine børn. Månen sørger og sværter sit ansigt, som kvinder gør, når de sørger. Men farven går af lidt efter lidt, og efter en tid ser man hele hendes ansigt som tidligere. – Det er tydeligt, at man lægger sine egne motiver ind i naturbegivenhederne og derved digter sig en indbildt verden. Hele den menneskelige evolution er én lang beretning om de fejltagelser, skuffelser og lidelser, som den fejlagtige virkelighedsopfattelse har medført lige fra de primitives blodige offersten over uendelige rækker af felttog til vor tids sønderknuste byer. Illusioner medfører altid lidelser, men lidelser har samtidig den mission at afslibe "sjælens linse", så den kan danne et skarpere og mere sandfærdigt billede af den objektive virkelighed. Først når menneskene har gennemløbet alle udviklingens sjælelige stadier og derved fået fremmet og afstemt alle personlighedens aspekter i forhold til hinanden, først og fremmest følelseslivet og forstandslivet, kan det opleve universet i dets sande natur. Kriteriet på dette afsluttende stadium er, at vedkommende kan øse en ubegrænset strøm af kærlighed fra sin sjæls kilder og kan yde de største ofre uden tanke på sig selv, at vedkommende ikke kender vrede, irritation eller intolerance, men betragter alle situationer i deres rette perspektiv. Et eksempel på et sådan menneske har vi i Jesus, der endog på korset med smerten brændende i sine lemmer bad for sine fjender. Her ser vi et menneske, som er kommet ud af subjektivitetens tåger og ser klart og objektivt på livet. Han var foruden sin kærlighed præget af den stilfærdighed i sit væsen, som kendetegner et menneske, der ikke er selvbestaltet, men har sin viden fra en højere erkendelse. Og så viser det sig, at Jesus netop udtrykte sig antropomorfistisk med ordene "Jeg og Faderen, vi er ét". Men dette udsagn er udtryk for sand antropomorfisme, idet det forudsætter udviklingstanken. "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud", sagde Jesus og understregede dermed, at betingelsen for gudserkendelsen er det færdige menneskes ærlige og uselviske sindelag. Den samme sande antropomorfisme træffer vi i den sublime del af hinduismen. Hos vedantafilosoffen Sankara f. eks. (800 år e.Kr.) møder vi den erkendelse, at atman, som er menneskets inderste selv, er ét med Brahman, som er det livsprincip, der gennemstrømmer universet. Målet for menneskets udvikling, kaldet befrielsen, er her erkendelsen af, at atman og Brahman er det eneste værende i tilværelsen, alt andet er illusoriske kulisser (maya). Den samme identitetsoplevelse mellem individ og univers møder vi hos kristne og muhamedanske mystikere. Men lad os nu forlade eksemplerne og vende os til Martinus fremstilling af forholdet mellem univers og individ – mellem Guddommen og gudesønnerne.

Vi sluttede beskrivelsen af det levende væsens struktur med tre uadskillelige analyser, jeget, skabeevnen og det skabte. Idet vi nu vender vor opmærksomhed imod universet, viser det sig, at det kan gøres til genstand for de samme fundamentale analyser. Vi er således omgivet af naturkræfter, som udfolder en aldrig hvilende aktivitet, hvad enten vi betragter mineralriget, jordens glødende indre og dens "faste" overfladeskorpe, planterigets og dyrerigets myldrende liv eller menneskenes egen verden med byer, der er i døgndrift, og med teknik, handel og politisk aktivitet, der bogstavelig talt forvandler samfundets profil fra årti til årti. Vi ser ustandseligt gammelt blive afløst af nyt. Vor iagttagelse røber med andre ord til fulde, at universet opfylder analysen noget skabt. Det næste skridt er derfor at undersøge, om der eksisterer en hertil svarende skabeevne. Som det huskes fra det levende væsens analyse, består skabeevnen foruden af selve organismen af nogle ubevidste styringscentre, talentkerner, som oprindelig er skabt gennem bevidst viljeføring og øvelse. Disse talentkerner organiserer som en art overordnede gener det fysiske legemes automatiske fysiologiske egenskaber, samt individets vanemæssige færdigheder. Spørgsmålet er nu, om den for os synlige del af universet bærer præg af organisation i en sådan grad, at der er grundlag for at antage tilstedeværelsen af "universtalentkerner". Dette er i høj grad tilfældet. Ligesom den enkelte organisme fremviser en smuk og hensigtsmæssig koordination af knogler, muskler, kirtler, sanser osv., således frembyder universet et ikke mindre betagende eksempel på samordning og organisation af forskellige naturkræfter. Hvorledes forholdene er på andre planeter i vort solsystem, eller i de øvrige stjernesystemer i vor galakse, eller for fuldstændighedens skyld i de uendeligt fjerne galakser som Andromedatågen eller de Magellanske skyer, kan vi naturligvis ikke udtale os om. Vi må derfor holde os til eksempler fra vor egen jordiske planet. Men her har vi også et fuldt tilfredsstillende vidnesbyrd om makrokosmisk organismeskabelse, idet jordkloden med alle dens delområder som kontinenter og have, planter og dyr, lufthavet og jordens undergrund er en helhed af vekselvirkende og samarbejdende kræfter. Tag forholdet mellem dyrs og planters åndingsmekanismer. Disse to store væsensgrupper understøtter og betinger hinandens tilværelse ved at sætte modsatte krav til indåndingsluften. Dyrene indånder luftens ilt og udskiller kuldioksyd, medens planterne optager kuldioksyd og udskiller ilt. Ingen af disse to væsensgrupper kunne derfor eksistere alene, men takket være den anden gruppes tilstedeværelse går det glimrende. Medens vi er ved planterne, skal vi ikke forbigå deres stofskiftes afhængighed af sollyset. Som bekendt er det på basis af lysenergi, at planterne ved hjælp af deres grønkorn kan omdanne kuldioksyd (i forbindelse med vand) til ilt og plantetørstof. Dette er en glimrende illustration af, at solen til trods for, at den er et fremmed himmellegeme, er medvirkende i jordens livsprocesser, og vi kan derfor udvide det organiserende princip til også at omfatte jordens og solens indbyrdes forhold. Også indenfor henholdsvis planternes eller dyrenes grupper finder der en livgivende vekselvirkning sted, som aftvinger naturforskeren større og større forundring og beundring, des længere han trænger ind i naturens mysterier. Vi skal ikke vove os ind i naturerkendelsens mere avancerede områder, da vort formål jo blot er at gøre opmærksom på, at naturen er organiseret. Det må derfor være tilstrækkeligt at anslå visse store linjer i naturens samordning. Vi kan f. eks, nævne forrådnelsesbakteriernes enestående betydning for naturens husholdning. Når en organisme dør, træder disse bakterier straks i funktion – ja, bakterieangrebet er allerede i gang i den syge organisme – for at omdanne det organiske væv til uorganisk stof, der således på ny bliver disponibelt for dyr og planter som fødeemner til deres organismers opbygning og funktion. Hvis forrådnelsesbakterierne ikke således opløste de udtjente organismer, ville al udvikling blokeres og universet ville stivne i de allerede skabte former. – Eller tænk på vandets betydning for de fysiske livsprocesser. Ingen organisme kan undvære vand, ja består rent fysisk hovedsageligt af vand. Normalt indgår vand i så sindrige naturomsætninger, at alle organismer får deres behov dækket. Fordampningen fra havene og jordens overflade fortættes til skyer, som drevet af luftstrømme ledes ind over kontinenterne, hvor deres afkøling og fortætning giver regn til jorden, planter, dyr og mennesker. Hvor livsnødvendigt vandets kredsløb er, får man indtryk af i de unormale tilfælde, hvor tørken hærger landområder. Ørkenens afsvedne overflade og gabende revner i jordskorpen er et trøsteløst syn, der på samme måde som sygdomme hos mennesket belærer om, at sundhed og normalitet ikke er selvfølgeligheder, som er givet uden videre, men er betinget af samarbejde, koordination og balance mellem alle implicerede kræfter. – Disse træk fra naturens verden er tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at der bag de makrokosmiske kræfter findes talentkerner af principielt samme natur som bag de enkelte organismers fremtræden. At de er makrokosmiske kommer til udtryk derved, at de samordner en sum af levende væsener som planter, dyr og mennesker, samt mineraler i en velafbalanceret, livsduelig helhed, der dokumenterer en makrokosmisk skabeevne.

En skabeevne kan imidlertid lige så lidt i universet som i det enkelte levende væsen eksistere uden i tilknytning til en skaber, dvs. et "noget", som ikke blot anvender organismen og talentkernerne, men også har skabt disse. Dette højeste noget kaldte vi i mennesket for jeget, og dette udtryk kan vi naturligvis med samme ret anvende på universets højeste princip. Universets skabeimpulser udspringer således af et "noget", som er over mælkevejene og under atomerne og derfor er uendeligt stort, men som tillige var før stjernehimlen og stadig vil være, når dette himmelrum er blevet et minde om en fjern fortidig verden, og derfor er ét med evigheden. Et "noget", som er ubegrænset i størrelse og tid, kan ikke defineres nærmere, da en definition kræver begrænsning, og det kan heller ikke sanses, da sansning ligeledes kræver afgrænsning. Eksisterer dette "noget" overhovedet? Det er selvsagt svært at bevise eksistensen af noget, som hverken kan defineres eller sanses. Vi skal alligevel nævne to kriterier på dets eksistens, et teoretisk og et personligt. Vi har nævnt, at universets mange kræfter arbejder sammen som en helhed – som en organisme. Nuvel, denne enhed fra det største til det mindste er et stærkt indicium på en fælles oprindelse: én skaber uden tids-rumlige begrænsninger. Dette teoretiske vidnesbyrd er dog sekundært i forhold til det andet, som er selve den religiøse kontakt. Med stigende åndelig udvikling oplever mennesket, at det kan korrespondere med et "noget", som er universelt, fordi det taler til det gennem alle ting i de daglige begivenheders sorger og glæder som gennem naturen og universet. Det oplever, at dette "noget" har lige så stor realitet som dets medmennesker, ja, større, da det altid er til stede. Man kan således uden at gøre sig skyld i selvmodsigelse sige, at det guddommelige jeg, på trods af at det ikke kan sanses, dog kan opleves gennem den personlige relation til det guddommelige. Ret beset er det i virkeligheden samme relations effekt eller vekselvirkning, som afstedkommer oplevelsen af medvæsener som levende væsener. – Vi ser med andre ord, at universet i Martinus analyser fremtræder med de samme fundamentale træk som det enkelte individ: som et jeg, der ved hjælp af sin skabeevne danner åndelige såvel som materielle former for tilværelse. Universet er med andre ord ét stort levende væsen, hvor alle er mikrovæsener. Hvad vi som mikrovæsener kan sanse af materielle områder som himmelrummets stjerner, vor egen drejende planet, kontinenter og bjerge, søer og skove, samt vore milliontallige medvæsener i kød og blod, er således dele af Guds store organisme. Så forstår man til fulde Jesu ord om, at hvad man gør mod sin næste, ja, imod den mindste iblandt os, det gør man imod Gud. Ligesom mennesket med sine sanser kan opleve dele af Guds fysiske organisme, således kan det med sin bevidsthed opleve sider af Guds sjælelige væsen. I samme forstand som menneskets sjæleliv, dets tanker, stemninger og ønsker røber sig gennem handlinger og adfærd, ansigtsudtryk, tale osv., således gennemstrømmer den guddommelige ånd universets fysiske områder og røber sig bl. a. gennem dets naturudtryk. Her møder vi således en strålende bekræftelse på de bibelske ord: "Guds ånd svæver over vandene". Denne ånd kan mennesket på ingen måde undvære, hvad enten det er sig dette forhold bevidst eller ej. Åndelig energi fra verdensrummet er endnu mere betydningsfuld end materiel sansning. Det er den inspirationskilde, digteren øser af, når han i naturen undfanger en stemning, en idé eller et motiv. Det er den visdomskilde, som får selv den ateistiske naturforsker til at falde i forundring over, hvad mikroskopet viser ham. Det er den kærlighedskilde, store skikkelser, kendte og ukendte, øser af, når de føler en uimodståelig trang til at hjælpe deres medmennesker midt i urskoven, i artiske egne eller i storbyernes slumkvarterer. Men først og fremmest er det den kraft, som gennem bønnen hos det religiøse menneske giver nyt håb, ligegyldigt om det er en kristen, en muhamedaner eller en hindu, som beder.

Menneskets og Guds fælles treenige analyse repræsenterer antropomorfisme i dens rene, sande skikkelse. Individets og universets grundstruktur er identiske. Martinus giver udtryk for, at denne overensstemmelse vil blive oplevet fuldt ud, når mennesket gennem sin personlige udvikling når frem til et stadium, hvor dets forenede følelses- og forstandsliv kommer i harmoni med den guddommelige kærlighedsatmosfære, som gennemstrømmer universet. Idet Guds ånd og menneskets bevidsthed således kommer på bølgelængde, og den guddommelige kraft i sin fulde kærlighedsmættede styrke trænger ind i menneskets væsen, stiger individets oplevelse af livets enhed til en kulmination, og det oplever som en urokkelig kendsgerning, at dets eget jeg er ét med Guds jeg, og at der kun findes dette ene universelle jeg i verdensaltet. Da jeget er identisk med evigheden, oplever individet dermed sin egen udødelighed. Denne storslåede sjælelige oplevelse, som er grundlaget for de største vises forkyndelse, kalder Martinus "Den store Fødsel", og den viden, som den afføder, "kosmisk bevidsthed".

Martinus benævner de levende væsener gudesønner, hvilket angiver både forskel og lighed mellem individet og Gud. Jeget, det højeste princip, er ét, hvorved individets guddommelighed er givet. Individets sønlige natur viser sig i den omstændighed, at gudesønnerne i deres timelige fremtræden kun er lokaliteter i universet, medens Gud fremtræder som helheden. Heraf følger, at individets og Guds "orientering" er forskellig. Da Gud er helheden, har han intet "udenfor", men alt "indenfor" sit væsen, og hele hans koncentration er således rettet mod sit indre, dvs. sine sønner. Gud har således sin fulde opmærksomhed, kærlighed og visdom rettet mod sin skabning. Omvendt har gudesønnen sin hovedopmærksomhed rettet mod sin ydre verden, hvorfra han henter alle sine livsoplevelser. Selve livets oplevelse er således i sin kosmiske analyse en evig kontakt mellem Guds skabeevne og gudesønnens skabeevne, et evigt befrugtende samvær mellem faderen og sønnen.