Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I en tale, som filosoffen Emerson den 15. juli 1838 holdt for teologiske dimittender på universitetet i Cambridge, lød en passage omtrent således:

"Kristendommen, som den i dag prædikes i vore kirker, er hul og kraftesløs, fordi den viger tilbage for udforskningen af menneskets moralske struktur, hvor netop det ophøjede skal søges, hvor netop kraftens og forundringens kilder springer. Denne undladelse fra kirkens side er en forbrydelse mod den i menneskenaturen iboende højeste lov, som alene kan give tanken vægt og sindet glædens fylde. Den prædikestol, der mister forbindelsen med denne lov, mister sin berettigelse og griber i den tomme luft. Savnet af den moralske kultur gør hele samfundssjælen syg og vantro. Denne sjæl ønsker intet højere end en streng, ophøjet, stoisk, kristen disciplin, hvorigennem den kan lære at kende både sig selv og det guddommelige, som taler igennem den. – Det er min pligt at sige jer, at aldrig var trangen til en ny åbenbaring større end nu.

Og Emerson sluttede sin tale med disse flammende ord:

"Jeg ser hen til timen, da hin ophøjede skønhed, som hensatte østens mænd og navnlig hebræerne i sjælelig henrykkelse og ved deres læber formede evigt gyldige orakler, også skal give sig til kende i vesten. De hebræiske og græske skrifter indeholder udødelige sentenser, der har været livets brød for millioner; men de er brudstykker; de fremtræder ikke for intellektet som en ordnet helhed.

Jeg ser frem til den nye lærer, som vil følge disse strålende love så vidt, at han skal se dem fuldende kredsløbet; skal se dem som nådens totale fylde; skal se verden som sjælens spejlbillede; skal se de moralske love som ét med videnskab, med skønhed og glæde!"
 

Kunne Emerson have set hundrede år frem i tiden, ville hans sandhedssøgende blik have haft mulighed for at falde på den verdenslærer, som han ventede og af hele sin sjæl vidste ville komme. Netop den lærer som udfyldte hulheden i kirkers og sekters kristendom og fremhævede, at recepten for en ny hele menneskeheden omfattende fredens verdenskultur var en rendyrkelse af det enkelte individs moralske ager, en højnelse af de etiske begreber. Med tilfredshed ville Emerson have set, at denne nye verdenslærer ikke blot påpegede civilisationens mangler, men også anviste veje og midler til disse manglers afhjælpning. Filosoffen ville ikke alene have set kredsløbet fremtrædende som afsluttet, han ville have set det fortsættende som evig lovbundet rytmisk evolution lig en spiral, der såvel i opadgående som i nedadgående retning fortoner sig i evigheden. Han ville være konfronteret med et verdensbillede, der i sandhed for intellektet fremtrådte som en ordnet helhed uden kløfter og afgrunde, uden hulrum og uden nogen som helst plads for et "udenfor". Han ville være stillet over for en logisk uangribelig analyserække, hvis sum var lig med den højeste Skabers: Alt er såre godt. Han ville have set kristendommen og dermed kernen i alle eksisterende religioner befriet fra dogmernes ligklæde og fremtrædende i strålende opstandelse eller genkomst ét med videnskab, skønhed og glæde.

Emerson følte altså ikke blot, at verdensfornyende impulser var tiltrængt; hans intuition sagde ham tillige, at sådanne impulser var på vej, var begyndt at spille mod klodens runding. Men det blev en senere slægts privilegium at se disse impulser krystallisere sig i en lære, der påviste individets position som en uadskillelig del af verdensaltet og dermed af Gud. Med andre ord en efterkommelse af Jesu påbud om at gøre alle jordens folkeslag til hans disciple; en opfyldelse af frelsesplanen: I tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske i Kristus.

Hvad er sandhed? Dette store spørgsmål brænder bevidst eller ubevidst i hver menneskesjæl, og svaret er nu tilgængeligt for det menneskelige intellekt. Martinus åndsvidenskabelige system gennemanalyserer livet bag om de former, hvorigennem dette liv giver sig til kende. Når grundbogen i Martinus åndsvidenskab bærer titlen "Livets Bog", er denne betegnelse blot en henvisning til al sand videns kildevæld, nemlig livet selv. Betegnelsen "åndsvidenskab" præciserer, at man her er stedet over for et fakultet, der beskæftiger sig med åndelig eller intuitiv viden, som altid hidrører fra sjælens korrespondance med den åndelige verden i modsætning til den viden, der er baseret på udforskningen af materien, og som hidrører fra de fysiske sansers og apparaturers reaktion over for ydre påvirkning, hvilket giver viden om virkninger, men aldrig om årsager.

Karakteristisk for Martinus åndsvidenskab og af skelsættende betydning for hele den menneskelige livsforståelse er følgende:

1. Som en bekræftelse af åbenbaringsordene: "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden", påvises universets enhed og dermed det ubrydelige kosmiske broderskab mellem alle nationer, folkeslag og enkeltindivider. Konturerne trækkes op for det internationale verdensrige, der formidlet af denne tiltagende broderskabserkendelse vil rejse sig på nationalismens ruiner. Martinus understreger igen og igen i sin lære om den nye verdensorden, at en fredens verdenskultur ikke kan baseres på had og fjendskab, militær strategi og masseudslettelsesvåben, men udelukkende på menneskets tilegnelse af den væremåde, der én gang for alle i levende model blev os demonstreret gennem Jesu person, hans liv, lære og korsfæstelse.

2. Påvisning af, at det levende væsen har samme analyse som Guddommen, nemlig treenigheden skaberen, skabeevnen og det skabte. Yderligere påvisning af, at disse tre aspekter har enhedsanalysen noget som er, hvorfor Martinus har givet dem betegnelserne X 1, X 2 og X 3.

3. Konstatering af et tredelt princip: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, efter hvilket ethvert legeme er opbygget og dermed enhver sansning eller livsoplevelse muliggjort. Mennesket samt dets jordiske medborgere dyr og planter udgør et mellemkosmos, hvorfra det korresponderer med et makrokosmos og et mikrokosmos, der henholdsvis udgøres af universet omkring os og de mikrovæsener, hvoraf det fysiske legeme er sammensat. Således er verdensaltet opbygget af legemer inde i legemer, og intet individ – er det end nok så stort eller nok så lille – kan undgå at være tjener for noget større samt guddom for noget mindre; undersåt i et univers samt hersker over et univers.

4. Fremhævelse af læren om genfødsel eller reinkarnation som et absolut uundværligt led i et kontinuerligt verdensbillede. Uden den rette forståelse af reinkarnationsprincippet må ethvert kredsløb forblive ufuldbyrdet, ethvert verdensbillede forblive uden sammenhæng, enhver hunger efter retfærdighed, kærlighed og udødelighed forblive utilfredsstillet. Men hvor dette princip indgår som naturlig formidler af al fornyelse og evolution, indgår som den evige vekselvirkning mellem ånd og materie styret af ubrydelige love, dér udelukkes tilfældigheder, og kærligheden toner frem som alle loves fylde.

5. Klar og detaljeret redegørelse for det seksuelle mysterium, der således for bestandig er afmystificeret. Hvor hidtil samtlige religioner og filosofiske systemer såvel i østen som vesten stoppede op og løftede en advarende finger til læben, tager Martinus resolut disciplen ved hånden og fører ham ind i det allerhelligste, hvor han åbner pagtens ark og med blændende autoritet afslører dens indhold.

Når disciplen da atter befinder sig udenfor, vil verden for ham ligge badet i nyt lys. Han har fået nøglen til forståelsen af sine medskabningers handlemåde, forståelsen af, at hele deres jordiske fremtræden er organisk bestemt, idet den har rod i den seksuelle struktur, der ikke kan være produkt af individets vilje. Og dermed er tilgivelsens og tolerancens sol opgået over disciplens livshorisont. Fra at være en i hans indre altfortærende brand er "den højeste ild" forvandlet til en strålende dagens stjerne, der skal oplyse alle hans veje. Med fortrøstning ser han sin evige fremtid i møde; thi han ved, at næstekærligheden, som er og bliver alle loves fylde, engang skal være indbygget i hans natur på samme måde, som selviskheden i stor udstrækning er det på hans nuværende udviklingstrin.

6. Registrering af og intellektuel redegørelse for de til grund for al skabelse liggende energier samt disse energiers natur, deres specielle funktioner og indbyrdes relation i tilknytning til det spiralformede kredsløb.

Udredning af de principper eller kosmiske love, efter hvilke det levende væsens korrespondance med disse grundenergier foregår og dermed hele dets livsoplevelse bestemmes.

7. Som underbygning for hele denne verdenslære har Martinus skabt sin symbologi, bygget over spektrets farver. De mange forskellige symboler bærer i sig selv præget af en genial mesters hånd, og for den alvorligt søgende fungerer de som vejledende og oplysende illustrationer ikke blot under studiet af Martinus Åndsvidenskab, men også under disciplens bestræbelser for at erkende de åndelige kræfter og bevæggrunde, der er den skjulte årsag til alt, hvad der rører sig såvel i ham selv som i verden omkring ham. Den rette forståelse af denne symbolik bringer nyt liv og ny sandhed i Guds tale til Noah:

Der er mange grader af indvielse nøje afstemt efter den opgave, den indviede har at løse på det fysiske område, hvortil han er sendt. Om størrelsesordenen af den indvielsesgrad, der har muliggjort et livsværk som det, Martinus nu er ved at afslutte, kan der næppe for den fremskredne og uhildede betragter herske tvivl.

Med blændende virtuositet og dog i et sprog lutret for alt kunstleri har Martinus gennem en analysering og registrering af det evige liv i samtlige dets aspekter oprullet et verdensbillede, hvori der ikke er levnet hårsbreds plads for tilfældigheder. Her er der ikke noget "hvis", "hvorfor" eller "måske"; intet tågebælte, der kan tjene som skjulested for dyrkelse af mystik og hemmelig ritus; intet tilsløret gudebillede med magiske evner til drab på den ukuelige sandhedssøger; intet stedfortrædende sonoffer; intet "I kan ikke bære det nu".

Nej, i kraft af Helligånden konfronteres "sønnen" her direkte med "Faderen". Og således er Jesu forjættelse sket fyldest! Talsmanden den hellige ånd eller sandhedens ånd er kommet! Gennem Martinus er den formidlet til menneskene for at vejlede dem til hele sandheden!

Hvad skal vi da gøre for at blive salige, hvilket vil sige for at skabe fred og harmoni i vort indre og dermed i vore omgivelser? På dette spørgsmål findes der intet klarere og mere levende demonstreret svar end det, der én gang for alle blev givet menneskeheden gennem Jesus i form af den lære, der kaldes kristendommen. Men siden denne lære blev manifesteret, er den både bevidst og ubevidst blevet hyllet i et slør af mystik. Man har været mere tilbøjelig til at tilbede den døende, tornekronede skikkelse på Golgata end det forklarede solvæsen, der med hænderne løftet til velsignelse tonede bort for disciplenes blik og blev til ét med lyset omkring dem.

Fra således at være gjort til en mystisk religion er kristendommen nu gennem Martinus blevet lutret og tilbagegivet menneskene med en logisk underbygget forstærkelse af Jesu egen anvisning: Dersom i elsker mig, så hold mine befalinger! I sandhedens ånd er der nu redegjort for nødvendigheden af at efterleve Jesu anvisninger og ikke blot dyrke hans person som en abstrakt guddom.

Under det fortrolige samvær med sine disciple ved den sidste nadver sagde Mesteren: "Jeg vil bede Faderen sende jer sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den. Næsten to årtusinder er forløbet siden denne udtalelse! Mon ikke "verden" i dette tidsrum skulle være vokset frem til at kende sandhedens ånd? Tyder menneskets rastløse hasten og larmen ikke på, at sandhedens ånd råber i dets sjæls ørken om at jævne Herrens vej, og at denne røst gør det fredløst, fordi det ikke vil tage imod sandheden, fordi det elsker mørkets gerninger og ikke vil komme til lyset, at dets ekstatiske dans om guldkalven ikke skal afsløres?

Men lyset skinner alligevel i mørket! Fra en åben dør, som ingen kan lukke, stråler det enhver i møde, der blot vil løfte sit blik! Menneskets jordiske pilgrimsgang mod paradiset behøver ikke mere at være en forsigtig famlen sig frem gennem mulmet! Vejen er oplyst, kortlagt og klart afmærket! Den, som begiver sig ind på blindveje, gør det nu på eget ansvar! Tiden er inde, hvor den dyriske flokbevidsthed skal afløses af kongesønnens bevidsthed! Kærlighedens videnskab, som udspringer fra hjertet og taler til hjertet, lægger hele ansvaret på denne kongesøn, men placerer ham samtidig midt i evige ressourcer af kraft til at bære dette ansvar – og fra himmelske regioner toner endnu fuldgyldigt den sidste forjættelse fra den opstandne messias: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!
 

Omgivet af vordende ordets forkyndere lytter vi atter fra auditoriet i Cambridge, til "den nye verden"s strålende repræsentant, visdomsvennen Emerson. Hans ord er en stadig bekræftelse af, at den verden, der med sjælens vækst ud over sig selv åbner sig for den evige pilgrim, er én samlende, forenende, altfavnende helhed:

"Denne verden er ikke et produkt af en mangfoldighed af kræfter, men af én vilje, én ånd, og denne ene ånd er virksom overalt – i hver solstråle, i hver lille krusning på søens overflade. Opsætsighed mod denne vilje vil uundgåeligt bringe skuffelser og bitterhed, fordi forholdene i sidste instans ikke former sig efter menneskets, men efter Guds vilje. Det gode er positiv kraft, medens det onde er negativt, ikke har nogen absolut eksistens, ligesom kulde blot er fravær af varme. For så vidt har intet ondt nogen virkelighed; medens næstekærligheden er absolut og virkelig. Så megen næstekærlighed et menneske besidder, så meget liv har det; thi alt liv strømmer fra denne ene ånd, som man efter forholdene kalder kærlighed, retfærdighed, dyd, på samme måde som havet kaldes ved forskellige navne på de forskellige kyster, dets bølger berører. Alt udstråler fra denne ene ånd, og alt samvirker med den. Så længe mennesket stræber efter det gode, har det alle naturens kræfter med sig. I samme omfang som mennesket bøjer af fra denne stræben, vil kræfterne aftage og hjælpen svigte; fordi det ved sin handlemåde isolerer sig og blokerer de kanaler, hvorigennem de højere kræfter strømmer.

Erkendelsen af denne lovenes lov vækker i sindet den følelse, vi kalder religiøsitet, bæreren af den højeste og eneste sande lykke. Underfuld er dens magt til at henrykke og til at byde. Den er som bjergluften, der fornyer og forynger alt. Den herliggør alt omkring os og synger til os fra stjernerne. Ved den og ikke ved jordisk videnskab og magt er universet gjort til en tryghedens bolig.

Intelligens alene kan virke kold og overfladisk, ude af stand til at trænge i dybden og finde mening og helhed i tilværelsen; men den moralske følelses solopgang over menneskehjertet giver og er sikkerheden for den højeste lovs suverænitet over alnaturen – og verdener, tid, rum, evighed synes at bryde ud i fryderåb!"