Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I vores fremstilling af det levende væsens kosmiske struktur blev skabeevnen nævnt som det mellemste princip, og skabeevnens talentkerner blev fremhævet som overordentlig vigtige realiteter. Vi sammenlignede dem med generne i cellekernen og gav udtryk for, at de ligesom disse udgør en automatisk styringsmekanisme eller "kode", hvorefter organismen udvikles, men tilføjede som noget meget væsentligt, at de er overordnet generne, at de er personlig ejendom, at de er skabt af individet selv, og at de overlever organismekredsløbet, dvs. reinkarnationen. Vi understregede også, at talentkernerne er skabt i vekselvirkning med livet, men på initiativ af jeget, der af Martinus er blevet karakteriseret som et evigt, udefinerbart "noget som er". Vi skal nu fortsætte med at se nærmere på, hvorledes disse talentkerner dannes.

Talentkernerne for organismeskabelse er af meget gammel dato, da de for de flestes vedkommende er skabt i fjerne, fortidige tilværelseszoner, hvilket mennesket i dag naturligvis ikke kan have nogen som helst bevidst erindring om. Alligevel kan vi godt observere nye talentkerners tilblivelse også i dag, men så må vi vende opmærksomheden fra selve den fysiske organisme til et andet område, nemlig bevidsthedslivet. Her har vi mulighed for at overvære talentkerner i deres undfangelse og første tilblivelsesstadier. En talentkerne er med andre ord i sin oprindelse en virkning af bevidste funktioner og giver først på et senere stadium anledning til organiske ændringer i den fysiske organisme. Lad os bruge en kendt naturproces til at illustrere dette forhold: Vi vil sammenligne det levende væsens evige liv med et træ i skoven. Træets stamme er da et billede på organismen, medens de nye skud, som bliver til blade og blomster, er billede på bevidsthedslivet. Både stammen og løvkronen ændrer sig fra år til år, men nydannelserne er langt mere iøjnefaldende for løvkronens vedkommende, fordi den udfolder sig i et væld af nye blomster og blade i hver sæson. Stammen derimod bliver umærkeligt højere og tykkere for år til år på grund af det stofskifte, der finder sted i de grønne blade i løvkronen. Stammens størrelse skyldes således en opsamling af næringsstoffer gennem en årrække, og den fremtræder derved som en blivende virkning af talrige somres stofskifteaktivitet i bladene. Man kan på en måde sige, at stammen er en akkumuleret virkning af de skiftende løvkroner. Stammen er altså et uomgåeligt vidnesbyrd om blade og blomster, som ikke er mere, men som år efter år har medvirket til stammens vækst. På samme måde er det levende væsens organisme billedligt talt en stamme, som er bygget op af talrige "kosmiske års" sjælelige løvfang. Organismen er derved en virkning af individets evige liv, et fysisk vidnesbyrd om dets evige fortid præsenteret i nutiden. For det kosmisk bevidste menneske som Martinus er vor organisme således en åbenbaring af et kosmisk udviklings panorama af fantastiske dimensioner, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Vi må fortsætte vores linje med at vise, hvorledes en talentkerne bliver til.

Medens den fysiske bevidsthed således er en afspejling af fortidige perioders bevidste akvititet, er den aktuelle bevidsthed, dvs. individets nuværende længsler, ønsker, interesser og afgørelser osv. ligesom bladene på træerne selve vækstpunktet for nye evnedannelser. Martinus karakteriserer et talents skabelse ved tre successive stadier: A-, B- og C- stadiet, hvoraf det sidste betegner talentkernens fuldendte stadium. A-stadiet betegner den allerførste spire til en ny interesse i form af et begær eller ønske om erhvervelsen af en ny viden eller færdighed. Drejer det sig om mere end et forbigående lune, vil vedkommende derefter gå ind i talentskabelsens B-stadium, som er den fase, hvor man gennem øvelse og fortsat beskæftigelse med emnerne inden for sin interesse bliver dygtigere og dygtigere. Fortsætter vedkommende tilstrækkeligt længe, indtræder C-stadiet, der kroner de mange anstrengelser med en suveræn, perfekt færdighed i det pågældende felt. Interessens art er naturligvis underordnet. Det kan dreje sig om praktiske, tekniske færdigheder som at skrive på maskine eller stenografere, det kan være kunstnerisk virksomhed som violinspil eller modellering, ligesom det naturligvis også kan være en videnskabelig disciplin, hvor færdighederne kan være af mere begrebsmæssig, teoretisk karakter. Under alle omstændigheder får vedkommende gennem den fortsatte beskæftigelse med sin interesse en større og større teoretisk og praktisk viden om dens natur og muligheder, hvorfor Martinus også kalder disse stadier for A-viden, B-viden og C-viden.

Der stilles meget forskellige krav til individet på disse tre stadier. A-stadiet kræver således dets fulde opmærksomhed og koncentration, hvilket f. eks. ses tydeligt i barnets første vaklende skridt på egne ben eller i den voksnes anstrengelser for at lære et nyt sprog. På dette stadium kræver de enkelte bevægelsers koordination så stor bevidsthedsindsats, at der ikke er plads til andet i opmærksomhedsfeltet. B-stadiet er talentskabelsens egentlige arbejdsfase i den forstand, at det er her, det ofte anstrengende arbejde må udføres for erhvervelsen af et talent. Under dette stadiums øvelses- og træningsprocesser bliver de implicerede bevægelser (hvis det drejer sig om en manuel evne) og/eller tankegangen og forestillingsforløbet (hvis det drejer sig om en ren intellektuel interesse) stedse mere smidige og tilpassede, hvorved overflødige bevægelser kastes bort, medens de påkrævede og mest hensigtsmæssige bibeholdes. Derved vokser dygtigheden, men samtidig stilles der i en vis forstand mindre krav til koncentrationen, idet de elementære bevægelser kan gøres mere og mere uvilkårligt og automatisk, så anspændelsen kan overføres til mere og mere avancerede bevægelser, der også efterhånden automatiseres. Større og større bevægelseshelheder bygges således op i et automatisk mønster, der kulminerer på C-stadiet, som Martinus også kalder genistadiet. Her er alle færdighedens elementer inkorporeret i et automatisk bevægelsessystem, som kan sættes i gang med en enkelt viljesimpuls. Men en proces, der kan forløbe automatisk uden bevidst styring, må nødvendigvis reguleres af en anden faktor i personlighedsstrukturen. Denne anden faktor er netop en talentkerne. Den repræsenterer rent funktionelt et center for automatisk bevægelses- og energiorganisation og er substantielt at betragte som et ultramikroskopisk anlæg for elektriske impulser, der danner et vibrationsmønster eller en funktionsmatrix, der nøje svarer til de legemlige og sjælelige bevægelser, som den særlige evne er identisk med. Evneudviklingens tre stadier A-viden, B-viden og C-viden er således i virkeligheden talentkernens successive udviklingsstadier. På A-stadiet undfanges talentkernen, på B-stadiet udvikles den og kan allerede da benyttes som en automatisk styring af sanser og lemmer, som individet besidder i forvejen, men som det først nu med talentets opøvelse er begyndt at benytte på denne måde. Efterhånden som talentkernen stabiliseres og styrkes, kan den på B-stadiet danne basis for tilkobling og regulering af et helt nyt parafysisk organ (parafysisk=overfysisk, stråleformigt), som på C-stadiet yderligere danner et center i den fysiske hjerne som forstadium til fysisk organdannelse. Som eksempel kan vi nævne sprogcenteret i hjernen, som sætter det almindelige menneske i dag til at forstå og udtale et eller flere sprog. Men talens brug har ikke altid været menneskets eje. Dette sprogcenter må man forestille sig som det foreløbigt sidste led i en evneudvikling, der i slutningen af dyreriget blot var et ønske om at kunne meddele sig til sine artsfæller, f. eks. når der var fare på færde. Eller tænk på hjernebarken, der fungerer som fysisk center for intelligensen. Også den er blevet til gennem årtusinder, drevet frem af et permanent ønske om at kunne klare vanskelige situationer, skaffe den daglige føde og undgå eller overvinde fjender. I virkeligheden har mennesket i kraft af sine mange livtaget del i hele den biologiske evolution fra kæmpemolekyle til pattedyr, hvad "repetitionsprocessen" i fosterperioden jo også tyder på.

Talentkerneudviklingens voksende automatisering indebærer som nævnt, at de pågældende handlingsmønstre, der altså på C-stadiet er blevet til organiske funktioner, i voksende grad bliver ubevidste, hvilket viser sig ved, at individet efterhånden mister den direkte viden og kontakt med de delprocesser, som indgår i organfunktionerne. For menneskets indre organers vedkommende som hjerte, mave, lever osv. er denne proces så fremskredet, at disse organer helt unddrager sig viljens indflydelse, hvad der har givet anledning til at sige, at de reguleres af det autonome (selvstyrende) nervesystem. Lemmerne og sanseorganerne derimod er dirigeret af det vilkårlige nervesystem, dvs. at individet har viljemæssig herredømme over dem, men – og det skal understreges – uden at kende eller være bevidst i funktionernes detaljer. Man ved ikke hvordan det går til, at man kan løfte en arm, høre med sine ører, se med sine øjne osv. Det foregår så enkelt som at trykke på en knap, hvilket netop er karakteristisk for C-viden. Individet er kun bevidst i sine talenters skabelsesproces, i "nydannelsens friske bladskud" for at referere til vort tidligere billede, medens vanedannelsen glider ind i dets struktur som en "institution", hvis enkeltheder er ubevidste for det. Den østrigske fysiker Erwin Schroedinger har i sin bog "Mind and Matter" (sjæl og legeme) tangeret denne idé. "Enhver række begivenheder", skriver Schroedinger, "som gentages tilstrækkelig ofte, glider efterhånden ud af bevidsthedens område. Denne gradvise gliden ud af bevidstheden er af fremtrædende betydning for hele vort mentale livs struktur, som helt er baseret på at arbejde med gentagelser. Dette gælder imidlertid alle organiske processer, de er forbundet med bevidsthed, mens de er nye".

Vi har nu omtalt så mange sider af det levende væsens kosmiske struktur, at der begynder at tone et helhedsbillede frem, selv om der naturligvis kun kan være tale om de groveste konturer. På tegningen er denne struktur fremstillet ved to trekanter og et mellemfelt. Lad os først se på den del, som er benævnt organismer. De forskellige baner i feltet hentyder til, at det enkelte levende væsen ejer forskellige organismeformer, nærmere betegnet 6, hvormed det kan udtrykke sig og opleve livet. Et af disse legemer er den fysiske organisme, medens de fem øvrige er af åndelig eller parafysisk natur. Vi kan ikke her komme nærmere ind på de parafysiske legemer, men må indskrænke os til at nævne, at de består af stråleformige energier af så sublim natur, at de unddrager sig fysisk sansning og kun kan opfattes af mennesker med okkulte evner. Disse parafysiske legemer er det fysiske legeme langt overlegent på alle betydelige livsområder både som manifestationsredskaber samt sanse- og erkendelsesmedier og kan derfor give individet en livsoplevelsesfylde og livsglæde, der fuldstændigt overstråler de oplevelser, som formidles af det fysiske legeme. Men ud over gradsforskelle er der ingen principiel forskel mellem det fysiske legeme og de åndelige legemer, og hvad vi nu skal sige om emnet oplevelse gælder derfor begge legemskategorier. Oplevelse er, som symboliseret på tegningen, et reaktionsprodukt mellem organismens sanseredskab og den ydre verden. Den er dels en subjektiv virkning af sanserne, hvad der er udtrykt i ordsproget det sete afhænger af øjet, som ser, men tillige betinget af objektive genstande i omgivelserne, hvis impulser så at sige farves eller fortolkes af individet. Al videnskab går som bekendt ud på at ophæve de subjektive træk i oplevelsen, hvilket imidlertid er umuligt ud fra disse betragtninger. Det er som den tyske filosof Kant fastslog umuligt at opleve tingene i sig selv, og det gælder både de ydre genstande såvel som vor egen "genstand". Iagttager vi os selv, må vi benytte et sanseorgan, og oplevelsen er straks gjort subjektiv. Både vor egen natur og omverdenen i sig selv er transcendentale emner, dvs. de unddrager sig direkte oplevelse, og alene den subjektive oplevelse foreligger for individet. Det penible problem, hvorledes det da er muligt at sige noget om disse transcendente emner skal vi lade ligge her og i stedet vende os mod feltet evighedslegemet.

Det levende væsens organismer befinder sig i en stadig vekselvirkning med omverdenens energier og kræfter, hvilket afstedkommer et mere eller mindre kraftigt slid på organismerne, særligt på det fysiske legeme, som reagerer meget drastisk og voldsomt mod omgivelsernes kræfter. En organisme kan derfor kun holde en vis tid og må fornys. Derfor er det meget betydningsfuldt, at de talentkerner, som "bærer" det pågældende legeme, og som er betingelsen for at skabe et nyt, eksisterer i et område, der er uafhængigt af den pågældende organisme. Dette område er på tegningen benævnt som evighedslegemet. I dette felt eksisterer individets samlede sum af talentkerner uberørte af organismernes udskiftelse. Evighedslegemet kan ikke sanses på samme måde som f. eks. den fysiske organisme, da det ikke som denne vekselvirker med omgivelserne. Men derved er dette legeme også unddraget slitage og fremtræder følgelig som en overordentlig stabil del af individets struktur, derfor betegnelsen evighedslegeme. Som nævnt er vor fremstilling stærkt forenklet, f. eks. har vi ikke nævnt endsige forklaret, at samtlige talentkerner bygger på 6 grundtalentkerner, som evigt formidler jegets kontakt med tilværelsens 6 grundenergier, der – hvad vi heller ikke kan komme nærmere ind på – dominerer hver af individets 6 organismeformer. Takket være de nævnte forhold kan talentkernerne overleve utallige organismer, og når de endelig degenererer og opløses, skyldes det ikke slitage, men manglende interesse og aktivisering fra jegets side.

Vi skal nu slutte denne kortfattede fremstilling af det levende væsens struktur med at præcisere Martinus karakteristik af individet som værende et treenigt princip, udtrykt ved skaberen, skabeevnen og det skabte. Skaberen er identisk med jeget, som er hævet over tid og rum og ikke har anden analyse end den at VÆRE, medens skabeevnen er ensbetydende med både talentkernerne i evighedslegemet og de nævnte 6 organismeformer. Ved hjælp af talentkernerne kan jeget evigt skabe og forny sine organismer, og ved hjælp af organismerne kan det reagere med omgivelserne og skabe oplevelse. Princippet det skabte kommer til syne i talentkernerne, som er skabt gennem øvelse, i organismernes skabelse og udvikling, og endelig i selve oplevelseseffekten. Man skal ikke lade sig forvirre af, at de samme principper kommer til udtryk gennem forskellige elementer i strukturen. Principper er jo netop overbegreber, der kan samle lavere begreber og ting under en højere synsvinkel.

Vi har nu set, hvorledes det levende væsen incl. mennesket i Martinus analyse besidder de bedst tænkelige kosmiske grundvilkår, der hvad individets grundstruktur angår fuldt ud bekræfter og fremhæver Martinus store hovedanalyse, at "alt er såre godt". Individet ejer således udødeligheden i sin væsenskerne og har i kraft af talentkerneprincippet og sine organismeformer absolut ubegrænsede skabe- og oplevelsesmuligheder i det vidunderlige univers, som omgiver det. Vi skal i det følgende se lidt nærmere på strukturen af dette univers.