Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Af årets bibelske festdage er pinsen vel nok den, der har mest direkte tilknytning til Martinus navn og store mission. Her på de nordiske breddegrader, hvor Martinus har levet sit jordiske liv og manifesteret sin himmelske lære, falder pinsetiden jo sammen med den store grotid, hvor naturens vinterlatente liv aktiveres og åbner sig under et stadigt tiltagende lysvæld fra den store livstransformator, som vor fysiske sol må siges at udgøre.

På Jesu samtid var pinsen en jødisk taksigelsesfest og en fest til ihukommelse af lovgivningen på Sinaj. Ordet "pinse" betyder "den halvtredsindstyvende" og markerer, at pinsen er en fest, der fejres syv uger efter påskehøjtiden og altså har en vis tilknytning til denne. Det var til en sådan taksigelsesfest at Jesu apostle var samlede, og det var sandsynligvis under deres dvælen i takkebøn, at de helt uventede blev eksponenter for den åndelige oplevelse, der for bestandigt forlenede betegnelsen pinse med åbenbaringen af den hellige ånd og således knyttede pinsen intimt til den videreførte kristendom.

Det er betegnende, at discipelskaren, som ved Judas' frafald var reduceret til elleve, kort før helligåndsmanifestationen på pinsedagen havde suppleret sig, således at tallet tolv atter var fuldt og apostelskaren atter symbolsk repræsenterede menneskeheden som helhed. (se Ap.Gern.kap. 1). Dette er vigtigt i den bibelske symbolik, der jo dybest set udgør en symbolsk beretning om hele menneskehedens evolutionsvej. "Guds Israel" udgjordes jo også af tolv stammer.

De tolv var nu samlede med hinanden, og selv om det ikke er muligt helt at rekonstruere de ydre begivenheder omkring helligåndens manifestation gennem disse forsamlede tolv udvalgte, så er det dog muligt for studerende af Martinus kosmologi at forstå, hvad der er sket, at forstå den forvandling, der som ved et trylleslag er foregået i dybet af de tolv gudhengivne sjæle. Det må stå klart, at åndelig oplysning, afklaring og aktivering er en indre foreteelse, en foreteelse på det plan, hvor bulder og bragen, hvor susen og højrøstet tale ikke har nogen mulighed for at gøre sig gældende. En åndelig oplevelse, som den apostlene gennemgik under deres fælles meditation på pinsedagen, kan godt fornemmes som en åndens lydløse susen og en ild, der viser sig over deres hoveder og forbinder sig med hver og en af dem. Men det er ikke en oplevelse, som har med fysiske lydvibrationer eller med fysisk ild at gøre.

Blandt apostlene tales der efter Jesu død ofte om helligånden. Også Paulus nævner atter og atter denne særlige bevidsthedsform. Men i senere teologisk fortolkning er begrebet helligånd blevet mere og mere mystificeret, hvilket bevirker, at de troende menigheder kun vover at skele til dette begreb med bæven og ærefrygt. Fremskredne engelsktalende åndsforskere har befriende nok dristet sig til at transformere ordet "holy spirit" til "whole I-spirit", hvilket betyder "hele JEG-ånden" – en glimrende og dækkende fortolkning. På dansk kunne man ligefrem med rette foretage noget lignende og transformere ordet "helligånd" til "den helt lige ånd", hvilket vil sige en ånd af så lutret og retlinet karat, at Guds ånd, som opfylder himlene, uhindret kan gennemstrømme denne ånd og således i virkeligheden være et med den, inkorporere den i sin stråleglans. Netop en sådan lutret og retlinet ånd dølger sig bag Martinus beskedne ydre. Hvorledes skulle ellers den højeste viden om universets hidtil ukendte struktur, en viden om selve Guds væsen og livsfunktion kunne åbenbares ved ham og gennem ham?

Apostlene begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad ånden indgav dem at forkynde. Og folk af mange trosretninger og nationaliteter var forbavsede over at høre de tolv galilæere tale om Guds store gerninger i et sprog, som alle kunne forstå. Er det ikke netop helligåndens værk, som det også er manifesteret gennem Martinus? Blot er der den markante forskel, at medens de tolv apostles mission i særlig grad var at gøre kristendommen forståelig for deres samtid, i særlig grad var knyttet til den kristne pionertid og var forudset at skulle udgøre en udødelig del af denne pionertids historie, så er det Martinus mission for kommende årtusinders menneskeheder at analysere de kosmiske livsenergier, der tilsammen udgør Guds væsen og Guds ånd – helligånden.

Den åndelige afklaring, der hin pinsedag blev de tolv apostle til del, er selve pinsemysteriets forjættelse om, at hele den jordiske menneskehed engang på samme måde skal blive gennemstrømmet af en afklarende åndssols lysimpulser. Martinus livsanalyser anviser vejen til det bevidsthedsklima, hvori helligåndsilden kan fænge. Og som i sin tid Jesus, fremhæver også Martinus, at næstekærligheden er den nøgle, der åbner for den himmelske åndsforklarende ilds sluser.

Det er og bliver Martinus store fortjeneste, at begrebet "helligånd" nu er åndeligt videnskabeligt registreret som en bevidsthedsform hørende til et evolutionstrin, hvortil menneskene gennem den store metamorfose: polforvandlingen, hvilket vil sige de seksuelle kræfters sublimering, er i færd med at hæve sig op.

Et særkende for perioden fra kristendommens manifestation og op til vor tid er det mystiske, hemmelige ritus: sandheden skjult i lignelser og rituel; Gud dyrket i klostre og isolerede sekter; troen på den skjulte Gud og den mystiske Jesusskikkelse: intelligensen sat på venteliste til fordel for sensibilisering af den menneskelige psykes følelsesområder. Kort sagt er det de hemmelige broderskabers blomstringsperiode.

For den uhildede iagttager er det imidlertid ikke vanskeligt at konstatere en stadig tiltagende degeneration og indre opløsning af disse foreteelser. Fra at være stærke, indflydelsesrige og mere eller mindre gavnlige åndelige plexi i samfundslegemet, er de nu åndeligt inaktive, stivnede rituelle kapsler uden egentlig livskraft og spiredygtigt indhold. Det kan i den forbindelse ikke understreges stærkt nok, at Martinus er den endelige forløser af menneskets skjulte åndelige eller intuitive talenter. Som solen ved pinsetid på vore breddegrader forløser de spændte knopper og får al naturen til at åbne sig i lovsang mod den blånende himmel, således er den åndelige pinsesol ved Martinus opgået over de jordiske menneskesamfunds horisont. Det skjulte er åbenbaret. Hvad man før hviskede i krogene, bliver nu prædiket fra tagene. Pagtens ark er åbnet, klostrets solide mure hensmuldret, de tolv endeligt forløsende teser opslået på porten til menneskehedens åndssterile templer. Den store globale pinsedag er initieret. Menneskehedens forklarelse ved åndens, ved intuitionens ildtunger er nær. Alle skal komme til at tale i tunger, tale med fremmede tungemål, tale om livets hidtil skjulte love, om Guds herlighed, almagt og vælde, om menneskets evige væren i Guds evige stråleglans! Ja, de skal tænke og tale med en kraft og ud fra en sandhedsdybde, som der aldrig før er blevet tænkt og talt på denne vor karmisk martrede planet.

I sandhed – talsmanden er kommen! Den hellige ånd er inkarneret blandt menneskenes børn. Hele sandheden ligger dem åbenbaret. Jesus Kristus har opfyldt sin største forjættelse: I skal alle få adgang til afklaring ved den åndens pinsesol, den sandhedens talsmand, som jeg vil sende jer, og han skal åbenbare jer, hvad I endnu ikke har rum for i jeres hjerter, i jeres sjæls dybder.

Kristendommen har nu bevæget sig fra troens til den indre videns fase. Det religiøse instinkt har sprængt sine vinterkim og skal nu udfolde sin blomsterkrone i form af et menneskesamfund baseret på religiøs viden, således som den er forjættet af Jesus og åbenbaret og opfyldt af Martinus. Intelligensens og intuitionens tusindårige cyklus er indledt, og dermed er Kristi sande mission kommet til åbenbaring: Ikke blot dette at lide, ikke blot dette at give navn og ånd til sekterisme og autoritetsdyrkelse, men som pinsesolen at belive og befrugte den grokraft, der så længe har været nedfrosset i det barske globale bevidsthedsklima.

Helligåndens sol er identisk med alkærligheden, som igen er selve Guds evige væsen og stråleglans, der ikke danner skygger, ikke tager parti, ikke har nogen udvalgte, men favner alt liv, aktivt og inaktivt i sit jublende, funklende, belivende lysvæld. Det er i denne helligåndssols navn, at Martinus fremholder sin opfordring til menneskene: Hen over den stivnede dogmatisk sekteriske isolationismes hypnotiske skel at begynde en bevidst aktivering af det næstekærlighedstalent, der i form af den modsatte kønspol er organisk indbygget i os alle, men som under vandringen gennem den animalske evolutions zone har ligget indhyllet i latens. Opfordringen til at elske hverandre, således som den formedes over Jesu læber, og som den skriftligt igen og igen blev sendt fra Paulus til den spæde kristenhed, er nu ved Martinus blevet underbygget og forstærket med manifesteret universel logik. Af helligåndens lysimpulser har Martinus for nulevende og kommende slægter dechifreret dette budskab, som alene er den i dyreham indesluttede menneskeånds befrielsesformel: Elsker hverandre!

I sit af sand pinseånd inspirerede skrift "Pinseglans over Livet" skriver Martinus om næstekærlighedens relation til pinsemysteriet, om helligåndens "susen" og den åbenbaring af Guds røst, Guds manende opfordring og forjættelse, som den indeholder: "Igennem kærlighed til vor "næste" bliver "Guds billede" synligt. Og en lydløs himmelsk røst vibrerer fra dette billede ind i vort indre: Jeg er din evige Fader, som du i årtusinder har søgt og ledt efter, og hvis ringe tjener du har bedt om at blive. Hvad du gør imod denne næste, gør du imod mig. Elsker du mig, da skal min ånd lyse og funkle omkring dig til velbehag og glæde for alt, hvad du rører ved. Hvor du går hen over jorden, vil velsignelse, skønhed og glæde funkle og lyse i dine fodspor. Og jeg vil da føre dig videre hen over andre verdener, kloder og mælkeveje, vise dig andre menneskeheder, dyr og planter. Gennem nye himle og himles himle går vor evige vej. Jeg vil vise dig fysiske og åndelige herligheder, du endnu aldrig har drømt om eller har kunnet ane eksisterede. Jeg vil åbenbare for dig kærlighedsgaver, jeg allerede havde planlagt for dig, inden den nuværende jord overhovedet blev synlig på det fysiske plan. Som identisk med evigheden skal du, som mit udtrykte billede, værende ét med mig, evigt gå frem gennem tiden og rummet. Og overalt, hvor du går hen gennem universet, skal sommerens lysvæld, jubel og livsglæde stige op imod min evige trone. Der hvor du elsker din næste som dig selv, skal der være pinseglans over livet. Og der, hvor der er pinseglans over livet, må nattens skygger vige, thi der er jeg selv lyslevende til stede, thi – JEG ER DIN NÆSTE!"