Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Martinus analyser over individets og universets kosmiske grundstruktur fremgik det, at de begge fremtræder som et treenigt princip, hvis højeste instans "det guddommelige noget" er et fælles universelt element. Dette noget kaldte vi jeget, og det blev fremhævet, at det hverken er rum- eller tidsdimensionelt og derfor er identisk med evigheden. Det enkelte individ er således i besiddelse af et evigt og udødeligt jeg, og det må være naturligt at spørge, hvorledes dets evige tilværelse former sig. Vi skal derfor i det følgende i kontakt med Martinus fremstilling prøve at kaste lys over den "evige rejse", som individet befinder sig på gennem tilværelsens forunderlige riger.

Lad os først kaste et blik nedad mod de mikrokosmiske livsformer. Her har naturvidenskaben takket være mikroskopet verificeret eksistensen af encellede væsener, amøber, tøffeldyr, bakterier osv., der er så små, at deres univers bogstavelig talt består af en vanddråbe. Endnu længere nede træffer vi virus, en art kæmpe æggehvidestofmolekyle, som af biologien i dag anses for at være den mindste livsform. Vi skal ikke her komme ind på, med hvilke kriterier man skelner mellem levende og dødt stof, men kun anføre, at Martinus ikke kan anerkende den pågældende grænse. For Martinus er der simpelt hen ikke nogen grænse for den skala af livsformer, som strækker sig ned i det mikrokosmiske. Hvad videnskaben kalder molekyler, atomer og elementarpartikler er levende væsener på en livsskala, som ikke har nogen nedre grænse. Den tilsyneladende grænse, videnskaben har mødt, er ikke livets grænse, men vor iagttagelsesgrænse, afstukket af vore sanser og vore instrumenter. Ud fra Martinus synspunkt er skalaen uendelig, og der findes følgelig ikke nogen mindste livsenhed. Dette forhold kan anskueliggøres med matematikken, hvor man ikke kender noget mindste tal, som ikke kan yderligere halveres. Efter almindelig akademisk opfattelse i dag er matematik ganske vist en menneskelig opfindelse, et subjektivt begrebsværktøj, som ganske vist i forbløffende grad kan anvendes i naturvidenskabens tjeneste, ikke mindst i atomfysikken, hvor selve den matematiske model af de atomare processer, kvantemekanikken, i virkeligheden er mere pålidelig end mere anskuelige modeller – men alligevel holdes skarpt adskilt fra det erfarings givne. Matematikkens umådelige brugbarhed er imidlertid fra et kosmisk synspunkt på ingen måde tilfældig. Matematik er ikke fri fantasi, men faktisk ligeså objektiv som den verden, naturvidenskaben udforsker. Det viser sig bl.a. derved, at matematikkens love praktisk talt er indiskutable. Alle matematikere med den fornødne uddannelse kan blive enige om de matematiske sandheder. I "Livets Bog" III har Martinus på særdeles illustrativ måde søgt at vise, hvorledes tallenes verden er en tro fremstilling af tilværelsens bærende principper, dels som de kommer til udtryk i de levende væseners kosmiske struktur og dels i lovene for den evige tilværelse. Martinus giver her den smukkeste bekræftelse på de ord, som er tillagt Pythagoras, at "alle ting er tal", og han fuldender og retfærdiggør dermed en filosofisk linje, som har levet en mere eller mindre miskendt og misforstået tilværelse op gennem historien og først nu får sin fulde anerkendelse, dels kosmologisk i Martinus analyser og dels empirisk i atomfysikken.

Vender vi nu opmærksomheden mod vor egen organisme, må vi erkende, at den mikrokosmiske skala også findes der. Den består af livsenheder, hvoraf de store omfatter de små. Vore organer: hjerte, lunger, mave, nyrer osv. er ikke, som man oftest mener, dødt byggemateriale, men levende væsener, som fører deres eksistens indenfor vort legemes univers. Det er måske vanskeligt at forestille sig vore organer som levende væsener i betragtning af deres, synes det, fastsiddende og bundne tilværelse. Dette er dog ikke mere uforståeligt end plantens tilværelse, som er ligeså bundet, eller mange lavere dyreformer som koraldyr eller østers, der lever fastvokset på en sten hele sin voksne tilværelse. Man må således indstille sig på, at livet har mange former, som alle kan være formålstjenlige og absolut tilfredsstillende for de pågældende væsener ud fra deres forudsætninger. At måle andre levende væseners livsfylde ud fra vore specifikke menneskelige behov ville være en grov subjektiv forsyndelse. For at anskueliggøre, at vore organer er levende, kan man tænke på menneskefosteret. Ingen tvivler på, at fosteret, skønt det er indesluttet i moderlegemet på lige fod med lever og nyre, dog er et levende væsen. Medens fosteret imidlertid på grund af sin udviklingsmæssigt betingede plads i livsskalaen kun repeterer (se senere) organtilværelsen og efter 9 måneder kræver en status som mellemkosmisk væsen, forbliver organerne i deres, i forhold til os, mikrokosmiske position, der er lige så naturlig og inspirerende for dem, som vor tilværelse er for os.

Organerne er bygget op af celler, som for mikrobiologien repræsenterer velafgrænsede livsenheder. Netop cellerne er lettest opfattelige som levende væsener, fordi mange af dem, betragtet under mikroskopet, viser sig at føre en fritlevende tilværelse og på denne måde minder om vor egen tilværelse. Blodlegemerne fx. strømmer ad blodbanerne rundt i hele legemet og har således en aktionsradius, der ikke står tilbage for en globetrotters eller en astronauts. Disse små væsener har ligesom os afgrænsede opgaver, de røde blodlegemer som bærere af ilt til organismens forbrændingsprocesser, en funktion man kunne fristes til at sammenligne med de store benzin- og olietankvogne, som haster af sted på vore landeveje med brændstof til samfundets energiforbrug, eller de hvide blodlegemer som organismens sundhedspoliti eller måske snarere dets militær, der opsøger og tilintetgør fremmede bakterier, som er trængt ind i organismen og truer dens eksistens. Tydeligst af alle illustrerer formeringscellerne, at cellerne med samme ret som vi må regnes for levende væsener, eftersom mennesket selv er udrundet af disse og således faktisk selv har været en celle. Æg- og sædcellen er som sådan medlemmer af et cellesamfund, men deres udvikling fortsætter ud over cellestadiet til fosterets organagtige stadium for til sidst at forlade den mikrokosmiske livsform til fordel for en mellemkosmisk. Menneskets organiske mikroskala er naturligvis ikke udtømt med disse livsenheder, også molekyler, atomer og elementarpartikler har deres livsområder indenfor vort univers, og skalaen fortsætter naturligvis også her nedad uden grænse, selv om vi kommer hinsides vore apparaters følsomhedsgrader.

Gennem sine analyser over mikrokosmos, som foruden i hovedværket "Livets Bog" er særligt behandlet i en mindre bog "Bisættelse", ønsker Martinus bl.a. at vise, at mennesket rummer selve uendeligheden i sin egen organisme. For det normale menneske, som gennem naturvidenskabens voksende erkendelse af det ydre rums enorme afstande er blevet indstillet på sin egen lidenhed og ubetydelighed, må det være en kompenserende trøst, at det også selv rummer uendeligheden. Mennesket er selv et "stjerneunivers" med ufattelige dybder. Organernes indre er gigantiske naturområder for deres mikrobeboere. Men mest magtpåliggende er det her for Martinus at pointere, hvilket ansvar mennesket som organismens herre har for sit mikrounivers. Sørger mennesket for at give det den rette balance mellem arbejde og hvile, indtager det sådanne fødemidler, hvormed mikrovæsenerne kan trives og udvikles, og ikke mindst: rendyrker det et sådant tanke- og følelsesliv, der i organismen er "den ånd, som svæver over vandene", at det medfører en livgivende og inspirerende atmosfære for disse små væsener? Martinus giver udtryk for, at enhver fejludvikling eller sygdom i organismens indre har sin årsag i menneskets egen mentalitet eller psyke, dels i form af uvidenhed om sine mikrovæseners behov og dels på grund af manglende næstekærlighed. Det store bud i loven gælder således ikke blot mellemkosmiske medvæsener, men tillige de millioner af mikrokosmiske medvæsener, som lever i organismens indre. Disse tanker giver menneskets levevis et helt nyt og fantastisk perspektiv. Sundhed og sygdom er ikke længere en blind skæbnes uretfærdige svøbe, men en fintfølende indikator for rigtig og forkert livsførelse, som giver det klassiske krav om "en sund sjæl i et sundt legeme" ny aktualitet.

Vi vil nu forlade de små livsformer og kaste et blik på den makrokosmiske del af livsskalaen. Under afsnittet om universets treenige princip har vi allerede skildret nogle af de makrokosmiske livsprocesser, som finder sted på jorden og derigennem begrundet, at jorden også er et levende væsen. Jordkloden må imidlertid betragtes som et organ i solsystemet, der ligeledes er et levende væsen. Livsskalaens opadgående linje er ikke slut hermed, men fortsætter med mælkevejen, der omfatter størsteparten af de stjerner, vi kan observere på nattehimlen (ca. 100.000 mill.). Vort solsystem er i virkeligheden en lille organisk enhed i mælkevejen, beliggende ca. 2/3 afstand fra mælkevejens midte og med nærmeste nabostjerne i en afstand af 4 lysår (1 lysår = 10 mill. km). Hele mælkevejssystemet er 100.000 lysår i diameter – og betragtes alligevel af astronomien som en ø i universet. Men der er andre sådanne stjerneøer i universet. Kaster man med moderne spejlteleskoper sit blik ud i rummet uden for mælkevejen, får man øje på andre mælkeveje (= galakser), ja, man har faktisk kunnet fotografere 100 mill. galakser, hvoraf mange er større og tungere end vor egen. Martinus fremstilling af den makrokosmiske uendelighed er således foreløbig bekræftet af videnskaben. Vanskeligere er det naturligvis at bevise disse makrokosmiske stjernesystemers status som levende væsener. Dette skyldes imidlertid ifølge Martinus det kosmiske perspektivforhold, hvorunder mennesket betragter stjerneverdenen. "Livets Bog" II, stk. 482: "... Disse kæmpemæssige realiteter, himmellegemer, kloder eller sole bliver derved i virkeligheden at erkende som kun udgørende detaljer i en kæmpemæssig form for stof. Dette "stof" kalder vi "verdensaltet" eller "universet". Men det undrende jordmenneske ser ikke noget liv bag dette "stof". Dette skyldes atter det kosmiske perspektivforhold. Her står det over for realiteter så store, at det fysisk kun kan få indblik i et enkelt lokalt felt i deres område, medens helheden er så kæmpemæssig, at den strækker sig langt uden for det synlige flet. Da det synlige felt dermed kun er et brudstykke, måske oven i købet kun et meget lille brudstykke, af den ukendte helhed, kan det ikke med fysisk dagsbevidsthed gøre sig helhedens analyse og fulde struktur begribeligt. At denne er en levende organisme, i hvilken det selv og dets omgivelser er mikrovæsener eller stof, ... ser det ikke."
 

Der melder sig nu naturligt det spørgsmål, om ikke Gud i kraft af at være et altomfattende væsen, ja, det samlede verdensalt, bliver borte i uendeligheden og derfor ingen betydning har for det enkelte menneske. Dertil er at svare, at et uendeligt væsen udmærket kan fremtræde med et personligt væsen, hvad vi jo har et eksempel på i skikkelse af os selv. Vor organismes mikroverden er som nævnt uendelig, og dog fremtræder vi som personlige væsener med konkrete mål, ønsker og vilje. Det samme er tilfældet med det makrokosmiske univers. Dette kan ikke bevises, men må opleves. Martinus giver udtryk for, at Guds personlige væsen vil blive en absolut kendsgerning for det enkelte individ, efterhånden som det udvikler et så uselvisk og logisk sindelag, at det igennem bøn og fællesskab med dets medvæsener kan komme på bølgelængde med Guds intentioner og vilje. Livsoplevelsen vil fra da af forme sig som en uafbrudt kontakt og korrespondance mellem Guddom og gudesøn, som giver gudesønnen daglig livsglæde og inspiration til at udføre Guddommens ønsker, der netop sigter på at skabe udviklingsbetingelser for alle levende væsener. Bønnen og den nævnte korrespondance er således den stærkeste og mest personlige bekræftelse på, at det makrokosmiske univers udgør et altomfattende, levende og guddommeligt væsen.

Men hvilken betydning har nu denne uendelige livsskala fra det mikrokosmiske, via vor mellemkosmiske sfære til de makrokosmiske livsformer? Hvorfor fremtræder nogle væsener som molekyler og andre som planeter? Martinus svar er fantastisk, men ved nærmere eftertanke logisk. Denne skala beskriver i virkeligheden en udviklingslinje, den største vi med vore forudsætninger er i stand til at overskue. Molekylet vil engang blive planet. De mikrokosmiske livsformer vil efterhånden blive mellemkosmiske og makrokosmiske. Hele tilværelsen er således i denne analyse en fantastisk ekspansions- og forvandlingsproces, en evig vandring på en uendelig skala fra det små til det store. Er disse tanker for utrolige? Tænk da på, at vi så et glimt af denne universelle udvikling i formeringsprocessen, hvor vi var vidne til, at to celler blev til et menneske. Et andet glimt af denne betagende tanke er måske den udvidelse af verdensrummet, som astronomerne har observeret, hvorved de har beregnet, at vort synlige univers er blevet til ved en eksplosion af en umådelig tætpakket masse for ca. 10.000 millioner år siden, såfremt den observerede udvidelseshastighed har været konstant.