Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Siden menneskets markerede udvandring af dyreriget, hvilket vil sige dets fremtræden i et legeme med oprejst gang og vertikal rygsøjle, er der to energiarter, hvis vækst i særlig grad er animeret, nemlig følelsesenergien og intelligensenergien.

For at få et virkeligt anskueligt billede af den rolle, disse to energiarter spiller i det biologisk set endnu animalske menneske, må man betragte Martinus-symbolet nummer 12: Grundenergiernes kombination. Symbolet viser de seks grundenergiers indbyrdes konstellation under livsvæsnets passage gennem en fuldbyrdet evolutionsspiral.

På omtalte symbol er den jordiske menneskeheds energistatus at aflæse i øverste halvdel af zone 2 læst nedefra og opefter, nemlig den af orange (tyngdeenergi) dominerede zone. Trækker man en tværgående linje i øverste halvdel af dette afsnit, vil det heraf kunne aflæses, hvilke talenter for korrespondance med de seks grundenergier det jordiske menneske er udstyret med. Det røde felt, som markerer instinktet, er i aftagende, men dog stærkt fremtrædende. Det orange felt, tyngdeenergien, er kulminerende og dominerende, medens det gule felt, følelsesenergien, er i stærk tiltagen. Intelligensenergien, markeret ved den grønne farve, er i sin første tiltagende fase, medens intuitionsenergien, den blå farve, er latent, og hukommelsesenergien, den indigo farve, nærmer sig sin udklang som aktivt element i den menneskelige bevidsthedsdannelse.

I forbindelse med emnet "Tro og Viden" er det navnlig følelsesenergien og intelligensenergien, der er aktuelle. Følelsesenergien er for eksempel et stærkt fremtrædende element i de troendes religiøsitet, i politik og religiøs fanatisme, i nationalfølelse, i sentimentalitet, i forelskelse. Men i disse aspekter er følelsesenergien navnlig knyttet til de to foregående energier: instinkt- og tyngdeenergien. Følelsesenergien kender vi dog også i tilknytning til noget højere, nemlig til den rigtige kristusmentalitet, når den kommer til udtryk som ægte og oprigtig menneskekærlighed, som inderlig gudhengivenhed, som sand medfølelse, tolerance og forståelse. Og endelig figurerer følelsesenergien som hovedfaktor i den mægtige troens kraft, som navnlig er kommet til udtryk gennem den sande Kristendoms pionerer og martyrer. Når der er tale om en brændende religiøsitet, en flammende tro og hengivenhed – netop det religiøse aspekt som i perioden fra kristendommens initiering og op til vor tid har været fremtrædende i de forskellige kulturer, da har disse tilstande netop deres rod i stærkt udviklede følelseslegemer i tilknytning navnlig til lige så stærkt udviklede tyngdelegemer.

Det næste energiområde på evolutionsstigen er intelligensområdet. Intelligensenergien er en rent åndelig energiart, hvilket vil sige, at den egentlig livszone, der knytter sig hovedsageligt til denne energi, helt hører til de for det inkarnerede menneske usynlige regioner. På det jordiske plan kendes intelligensen som evnen til at tænke, evnen til at kunne tilegne sig boglig lærdom og ydre færdigheder, evnen til at kunne opfatte og forstå de ydre oplevelser. Intelligensen giver mulighed for at skelne, mulighed for at registrere indtryk udefra og mulighed for beherskelse af følelserne og kontrollering af de aktive følelseslegemer for nyttiggørelse til højere formål.

Om intelligensenergien, som den er aspekteret i mennesket af i dag, er det at Paulus skriver: Stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi. Men han tilføjer, at når det fuldkomne kommer, altså når intelligensenergien udvikler sig til en højere og bedre styret aktivitet i menneskebevidstheden, da skal det stykkevise forsvinde. Det vil sige, at når intelligensen helt er frigjort af de animalske traditioner, kan den frit korrespondere med de universelle kræfter og de højeste kosmiske sandheder. Produktet af en sådan korrespondance bliver da det, man kalder visdom.

Med en videreudviklet intelligens i forbindelse med et fuldkommet følelseslegeme kommer en ny energi ind i billedet, nemlig intuitionsenergien. Det er den, der forlener mennesket med helhedserkendelse. Det er den, der giver det store indblik, giver forståelsen af tingenes sande natur, den kausale sammenhæng, og livets inderste struktur og væsen. Af symbolet ses det, at denne energi for det almene menneske af vor tid er latent. Men intuitionsenergien er af en så sublim vibrationsart, at den alligevel spiller en afgørende rolle i menneskehedens førelse.

Når man på symbol nummer 12 ser det relativt beskedne mål af intelligens, der er mennesket af i dag beskåret i forhold til følelsesområdet, da vil man forstå, at følelsen langt fra at have udspillet sin rolle tværtimod er på vej til at skulle overtage føringen sammen med intelligensen. Når man på symbolet ser tyngdeenergiens voldsomme dominans, bliver det yderligere indlysende, at den vågnende intelligens i første omgang vil blive taget i brug til forlængelse af de dyriske traditioner, og hvor i vor ydre verden er intelligensen ikke først og fremmest engageret i eksperimentering, forskning og konstruktioner i de dyriske princippers tjeneste, såsom i dyrkelse af særinteresser og magtbrynde. Jo, det er billedet, der klart toner frem for den, som uhildet betragter vor klodes evolutionstrin: Den vågnende intelligens har straks prostitueret sig med de dyriske instinkter for forsvar og tilegnelse af magt, materiel overlegenhed og position. Den viden, som den jordiske intelligens bryster sig af, er – som det fremgår af symbolet – egentlig kun de første svage luftninger, der nok forjætter om et kommende intelligensrige, men som absolut endnu er at betegne som et førstestadie.

Om den materielle viden – det aspekt af intelligensen der er specielt aktiveret for registrering af fysiske data, skriver Martinus i LOGIK, side 241: "Kan en viden om kilometre og gram, stofvibrationer og lysbølger eller lignende materielle foreteelser have interesse for den, der græder over sit døende barn, eller for den som har mistet sine kære på krigsskuepladsen? Kan den være trøst for den, som ligger på hospitalet og uhelbredelig venter på døden? Kan en større indsigt i stoffets mål og vægtenheder, dets volumen og reaktionsnatur give inspiration og livsglæde, ny tro og tillid til livet for den, som hjemløs, forkuet, forarmet og syg er i færd med at tage sit eget liv? Bliver den moderne videnskab i sådanne felter eller over for spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at blive salig, ikke let til stene i stedet for brød, ligegyldigt hvor guddommelig nyttig og velsignelsesrig den så end måtte være i sin rette hjemstavn eller på sin rette plads i tilværelsen?"

Jo, den fysiske videns repræsentanter og materielle profeter sidder inde med en gold og ubeåndet viden, der taget i det menneskelige begærs tjeneste lige så godt kan udvirke det onde, som den kan udvirke det gode, lige så godt kan volde smerte, som den kan volde lyst, og som under ingen omstændigheder kan stille det emanciperede menneskes voksende åndelige hunger.

Kundskaben opblæser, skriver Paulus. Men kundskab om materielle foreteelser er kundskab om virkninger, ikke om årsager. Man kender formlen for vandets kemiske sammensætning, men ved dog ikke, hvad vand er. Man arbejder i stadigt mere imponerende omfang med elektriciteten såvel i dens mikrobølge- som i dens makrobølgeaspekt, men man ved stadig ikke, hvad elektricitet er. Man spalter lyset, man måler dets hastighed, dechifrerer dets meddelelser om fjerne verdeners grundstofstatus, men man ved ikke, hvad lys er. Man spalter atomet, frigør den umådelige kraft, der er bundet i denne livets mikrodetalje, men man ved ikke hvad det er for en kraft, man frigør, og man ved ikke, hvilken kraft der bandt atomets form, forinden denne form blev sønderdelt.

Det er med andre ord en overfladisk og elementær viden, man endnu har om de foreteelser, der udgør vor ydre verden. Man sender tekniske sonder ud i rummet og modtager fra disse sonder kodemeddelelser af forskellig art om stråler, lysvirkninger, hastigheder og meget mere, men intet om alt dette som rørelser i et beåndet og belivet kosmos. Og kan en sådan sondeviden kaldes viden om livet? Er sådanne oplysninger ikke golde? Er Martinus ikke helt på sandhedens grund, når han påviser, at den viden ydre registreringer kan give er trøstesløs for den, som sidder i mørket, eller for den som træt af dansen om guldkalven længes efter et hjertevarmt håndtryk, efter forklaringen på Guds eksistens, efter svar på spørgsmålet om det fysiske livs formål og hensigt, efter viden om sjælens distination?

Fra at være den kolde intelligens' og den åndelige blindheds håndgangne mand forvandledes Paulus totalt ved sin konfrontation med den herliggjorte kristusskikkelse og kom for alle tider til at stå som eksponent for den ildnende og flammende tro. Men Paulus var ikke blindt troende. Til menigheden i Korinth skrev han: Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden! Jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden! Det er til samme menighed, at Paulus henvender sig med ordene: Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger!

I sandhed, den verdslige kundskab opblæser, men er relativ og timelig. Der findes i virkeligheden ingen sikrere vej til dårekisten end kundskabelig opblæsthed. Opblæst kunstig storhed er jo upersonlig, er tillært viden, er farvestrålende maling, der ofte viser sig at dække over indre elendighed. En kunstig opblæst person er, som Jesus fremhævede det, at sammenligne med en kalket grav. Derfor hedder det, at den, som tror sig vis, skal blive en dåre.

Hvad er da modsætningen til denne videnskabeligt opblæste kultur, som vi i vesten navnlig gennem de sidste årtier har dyrket som eneste saliggørende? Findes der noget kontrapunkt for den overbalancerede dyrkelse af det, vi kalder intelligens og akademisk værdighed? Svaret må blive, at der findes et sådant kontrapunkt. Den diametrale modsætning til den opblæste kunstfærdige storhed må først og fremmest være den sande ydmyghed og sagtmodighed, der igen er lig med ægte storhed. Det må blive den indre, gudsåbenbarede viden som kontrast til den ydre tillærte viden, således som det også kommer til udtryk i en intim samtale, som Jesus havde med sine disciple, og hvor han spørger, hvem de mener han er. Simon Peter svarer: Du er Kristus, den levende Guds søn! Og Jesus siger til ham: Salig er du, Simon Jonas' søn, thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i himlene! Det er denne indre åbenbaring og erkendelse, denne indre overbevisning om livets ophøjede ukrænkelighed, der udgør den kosmiske modvægt mod den postulerende, eksperimenterende videnskabs foragt for alt, hvad der ikke kan aflæses i matematiske formler eller registreres og udrettes per teknik.

En karakteristisk ydmyghed og sagtmodighed parret med sand storhed og suveræn viden om livets indre struktur finder vi hos geniet, den inkarnerede storhed. Sand storhed åbenbarer sig altid i følge med sand ydmyghed. Intet virkeligt geni er nogen sinde inkarneret blandt menneskene i opblæsthedens måneglorie. Geniet er inkarneret "C"-viden, og "C"-viden er jo ifølge Martinus det samme som fuldkommen viden, hvilket vil sige enhedsvordelse med Guds stråleglans. Geniets fremtræden behøver således ingen kunstig glorie. Gudslyset vælder frem fra hans egen urgrund, hans eget kompleks af aktive talenter. Geniet kan ikke undgå at føle Gud som en nærværende virkelighed i sit eget indre såvel som i sine omgivelser. Derfor bliver geniet indbegrebet af ydmyghed og beskedenhed. Thi Gud, den eneste virkelighed og eneste sande storhed, er jo bestandigt geniet for øje.

Når Jesus kom ind på åndelige detaljer, understregede han over for sine tilhørere: Her gælder det visdom! Martinus påpeger, at visdom ikke blot er den intelligente opfattelsesevne, men denne evne formælet med følelse og intuition. Og det var jo heller ikke en større intelligenskvotient, Jesus lovede sin samtid at sende som vejleder til hele sandheden. Det var Helligånden, som netop er identisk med den høje kosmiske treklang: Følelse, intelligens og intuition.

Om troens karakter skriver Paulus yderst træffende: Tro er fast tillid til det, man håber overbevisning om ting, man ikke ser! I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se!

Dette citat er fra Hebræerbrevets ellevte kapitel, hvori Paulus fortsætter med opremsning af en lang række skelsættende bibelske begivenheder, hvori troen spillede en dominerende rolle. Denne opremsning kunne fortsætte i det uendelige, idet alle de jordiske begivenheder, der er en omtale værd, har troen i det ene eller det andet aspekt som drivende kraft.

Martinus opfordrer direkte til ikke at godtage noget i tro på ham selv, hvorved han påpeger, at "blind" tro ikke har store muligheder for at bære logikkens frugter. Men er det ikke i tro på hans lære i hele dens omfang og kosmiske vælde, at man giver sig i lag med at søge dybere indsigt i denne lære? Og er det ikke ved erhvervelse af denne indsigt, at en mere underbygget gudstro vokser frem? Og denne med logik underbyggede gudstro giver den ikke ny tro på livet som rørelser i Guds legeme, som produkt af hans alkærlighed, alvisdom og almagt?

Hvad nytter al kundskab, dersom vi ikke har denne troens indføling med Guds evige dybder? Troen spirer og vokser som et sennepskorn, vokser til et synligt livsprodukt, der vidner om den usynlige almagt, ja bliver til en pagt mellem det levende væsen og Gud. Er det ikke troen i en højere klædning, en højere oktav, der skal frelse verden? Har Martinus under udfoldelsen af alle mulige logiske analyseformer end gjort reinkarnationen til videnskab, er det da ikke alligevel kun gennem intelligensbefrugtede troslegemer, at denne videnskab bliver til virkelighed for de mennesker, der gennem sandhedshunger er begyndt at tilegne sig analyserne? Er den golde intelligenstro på drab og undertrykkelse som vejen til fred og planetært broderskab ikke at rubricere som overtro, og er overtro ikke en form for tro? Reinkarnationen som indre erkendelse opnået gennem studiet af Martinus lære er det ikke alene den, som kan befri det intelligensprægede oplyste menneske fra troen på drab og magtanvendelse som varig løsning på de aktuelle jordiske problemer?

Når menneskene lærer at tænke mere logisk, bliver deres tro til indre viden, og de bliver uvilkårligt også mere kærlige i den betydning at deres dispositioner bliver mere humant betonede, thi logik og kærlighed kan ikke skilles ad. Lige så langt vi er fra den totale næstekærligheds udfoldelse, lige så langt er vi fra intelligensens kulmination, der jo er den lutrede gudsviden eller kosmisk bevidsthed.

Er det ved intelligens, vi opfatter og oplever indholdet af en roman eller ideen og dybden i film og skuespil? Er det ved intelligensen, vi oplever skønhed, oplever naturens stemninger, oplever glæde og forventning? Nej, alt det, der giver livet fylde og værdi, kommer til os gennem vore følelsestalenter. Intelligensen er ikke nogen oplevelses- eller sanseevne som for eksempel intuitionen eller følelsen. Følelsen udgør en central faktor i begrebet livsoplevelse, medens intelligensen er af neutral natur og i virkeligheden er temperatoren af såvel de fysiske som de psykiske kræfter, der opstår ved sammenspillet mellem tyngdeenergi (kosmisk ild) og følelsesenergi (kosmisk kulde).

Da det – stadig ud fra Martinus symbologi – er det rigtige menneskerige, hvor følelsesenergien har sin kulmination, der er menneskehedens nærmeste destination, må det være på følelsestalenternes kvalitet, et menneskes sande evolutionstrin skal bedømmes; thi disse talenter er produktet af det pågældende menneskes nydelse af kundskabens træ gennem utallige inkarnationer. Og nydelse af kundskabens træ er lig med livets oplevelse, nemlig at handle og at modtage sine handlingers effekt.

Når Bibelen fremtræder med sort bind, symboliserer dette, at den indeholder den skjulte visdom om Gud og livet i Gud. Kan intelligensen alene uddrage denne visdom? Er teologiske forsøg herpå ikke indtil vore dage faldet mere eller mindre ynkeligt ud? Et følelseslegeme sublimeret gennem lidelseserfaring er en absolut nødvendig detektor for den, der søger ånden bag Bibelens sorte bind og bogstaver. De evige sandheder holder ikke deres indtog i mennesket via hjernen, men via hjertet, hvilket vil sige via følelseslegemet. Derfra skal de udstråle deres livsværdier og forgylde menneskenes hverdag.

I "Det evige verdensbillede" side 63, kommer Martinus ind på den fysiske intelligensevnes utilstrækkelighed: Den materialistiske videnskab kan ikke give menneskene nogen som helst viden om den side ved livet, der ikke er skabt og derfor ikke er tids- og rumdimensionel. Dette vil igen sige, at menneskene med dette sansesæt umuligt kan opleve deres egen identitet som evige væsner og som medophav til skabelsen.

Nej, her gælder det i sandhed en anden intelligens end den, der er markeret ved viden om det materielle livs detaljer. Her gælder det den åndelige intelligens, som må siges at være væsensforskellig fra den fysiske intelligens derved, at den har et aktivt indslag af intuition. Jesu lære er følelses- og intuitionsimpulser, der er lig med kosmiske facitter, medens Martinus lære er den intelligensregistrerede udlægning af Kristi lære som videnskab. Intelligensen er netop sædet for registrering af følelses- og intuitionsimpulser.

Tidsintervallet mellem vort tyvende århundrede og kristendommens grundlæggelse er – set i åndsvidenskabelig belysning – kun at betragte som en forskole til den livsklasse, i hvilken kristusidealet, nemlig det egentlige menneske, vil blive virkeliggjort eller materialiseret. "I kan ikke forstå hele sandheden nu", sagde Jesus til sine allernærmeste, når de bad ham om at åbenbare mere af den skjulte visdomsfond, han så mesterligt forstod at øse af. "I må slå jer til tåls med den kendsgerning, at I åndeligt set ikke har rum eller herberge for de store sandheder. Men tiden arbejder for jer, og I skal komme til at opleve en epoke, hvor ånden i jer er blevet så helstøbt, at sandheden automatisk vil tage bolig hos jer. Og I skal kende det alt sammen og forstå, at alt hvad jeg lærte jer, var rundet af den evige sandheds kilder!"

Til den jødiske rådsherre, som af frygt for sine trosfæller opsøgte Mesteren i ly af mørket, forklarede Jesus, at ingen kan fatte verdensaltets struktur eller få adgang til Guds rige, om han ikke fødes på ny af vand og ånd: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen. Men du ved intet om, hvorfra den kommer, eller hvorhen den agter sig – og således er det med åndens mysterier" – Og således er det med den nye kosmiske evolutionsimpuls, der ifølge Martinus nu spiller mod menneskeheden og søger at skaffe sig herberge i menneskementaliteten. Som den verdensimpuls, for hvilken Jesus var eksponent, var en følelsernes flodbølge, der aktiverede latente psykiske elementer i menneskesindet, således er en ny verdensimpuls med Martinus som eksponent nu ved at indlede en tilsvarende intelligensens epoke – vel at mærke en epoke med aktivering af den åndelige intelligens. Der er aldrig passeret så klare og kosmisk modne tanker gennem en jordisk menneskehjerne, som de tanker der blev til Martinus analyser og kosmologi, og det er da også ved denne kosmologi, at menneskeheden gennem de kommende årtusinder skal vejledes til hele sandheden. Ud fra sin dybe visdom og livsindsigt understreger Martinus, at en blind tro på hans ord ikke kan medføre nogen dybtgående effekt, hvorimod en mættelse gennem nydelsen af frugterne fra kundskabens træ på godt og ondt, hvilket vil sige oplevelsen af egne livsdispositioner som karmiske ekkobølger af behagelige og ubehagelige oplevelser, vil få det store spørgsmål til at vokse frem i bevidstheden: Hvad er sandhed? Hungeren efter kundskab om livets væsen og struktur bliver af ubændig styrke, og da ligger den store vej til sandheden åben i form af "Livets Bog", der nu for Guds åsyn er skrevet til menneskehedens gavn og vejledning.

Det er det ekspanderende intelligenslegeme, der fatter højden og bredden i de vældige dimensioner af Martinus verdensbillede; men det er et sublimeret følelseslegeme, der beliver og fatter dette verdensbillede i dybden. Det er i brændende tro på dets evige sandheder, at dette verdensbillede belives med Guds og gudesønnens over al begrænsning ophøjede kærlighedskorrespondance,.

Ja, er ikke formælingen mellem tro og viden, mellem følelse og intelligens i virkeligheden identisk med formælingen mellem det feminine og det maskuline livsfelt? Er det ikke netop "ånden" og "bruden", der siger kom! og den som hører, der siger kom!? Og er det ikke ved denne formæling, at alle skal komme og drikke uforskyldt af livets vand, af visdommens og intuitionens altlutrende kildevæld?

I sandhed: Troens flamme er ikke tændt i menneskenes hjerter ved vismænds ophøjede lære og næret gennem profeters og martyrers blod blot for at blive distanceret og tilsidesat af viden om materielle, kemiske reaktionslove. Troen er livets inderste drivkraft, og lige så lidt som tro uden gerninger har egentlig livsværdi, har gerninger uden rod i troens urgrund nogen virkelig blivende effekt. Men "fornuften er Guds tempel", siger Eckehardt, og det er et sådant fornuftens tempel, der er under opførelse på vor klode. Martinus er den store arkitekt for dette gudstempel, under hvis højbårne hvælvinger tro og viden, håb og kærlighed skal give livet fylde og åndsglans. I brændende gudstro og tillid til de kosmisk logiske love, i pagt med hvilke arkitekten har udfærdiget sine anvisninger, skal vi da alle i det universelle broderskabs ånd være målbevidste medbyggere på det fornuftens og intellektualitetens verdenstempel, hvori Guds ånd kan stige ned og tage bolig.

 

Detaljerede analyser af det omhandlede emne findes bl. a. i "Livets Bog", bd. I, kap. 7,bd. II (især stk. 626-638), samt i "Det evige verdensbillede" bd. I og II. Symbol nr. 12 findes i Livets Bog bd. II samt i "Det evige verdensbillede" bd. I.