Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sidste århundrede var de naturvidenskabelige tanker om en udvikling fra dyr til menneske i høj grad betvivlet, I mange kredse, navnlig religiøse, blev den såkaldte abeteori fuldstændigt latterliggjort. Stadig nye fund af skeletrester i gamle jordlag fra fortidsmennesker har imidlertid fået de fleste tvivlende røster til at forstumme, da disse tydeligt viser en større lighed med dyrene, des ældre fundene er. Neanderthaleren havde således mindre kranium end cro-magnonmennesket, og det australske abemenneske var endnu mere dyrelignende. Disse abemennesker lignede mere menneskeaber end nutidsmennesker, men fundene synes at vise, at de alligevel har kendt brugen af ild og har været i stand til at jage storvildt, hvilket tyder på tilstedeværelsen af en vis intelligens. Om det religiøse livs opståen er det vanskeligt at sige noget bestemt, men allerede neanderthaleren foretog omhyggelig gravlæggelse af de døde, hvilket kunne tyde på en eksisterende dødekult, i modsætning til ældre menneskeracer, som enten fortærede de afdøde eller slængte dem skødesløst på møddingen. For alle senere observerede primitive folkeslag gælder det, at de er religiøse på en mere eller mindre elementær måde. Mange religionshistorikere mener, at menneskeheden på det laveste religiøse udviklingstrin, kaldet præanimismen, ikke har sondret mellem sjæl og legeme eller ånd og udtryk, men umiddelbart har oplevet alle ting, som havde en iøjnefaldende fremtræden, som manifestation af vilje. En sten, som skærer foden til blods, har således skærevilje; en trærod, man snubler over, vil en til livs osv. Den store danske kender af primitive kulturer, Vilhelm Grønbech, siger således: "For den primitive eksisterer ganske simpelt ikke den modsætning mellem krop og sjæl, som er et resultat af grækernes og semitternes forenede anstrengelser for at simplificere virkeligheden. I den primitive tanke hører kroppen med til livet, vi kan sige, at den er en del af sjælen. Derved får man ved nydelsen af et dyrs kød noget mere end blot næringssubstans, man overflytter et fremmed livsprincip til sin organisme". Til dette stadium hører også fetichismen: "Ligger du der, udbrød den indfødte og tog en aflang, hvid sten op. Han tog den med sig, og den bragte ham megen held". Selv om fetichismen utvivlsomt har sin oprindelse på dette primitive bevidsthedstrin, kan den findes på højere trin i form af tilliden til amuletter, ja, den genfindes endogså i civiliserede kulturer, hvor man halvt i spøg og halvt i alvor tager maskotter med til afgørende prøvelser, til sportskampe, eksaminer o. l. Animismen, det vil sige troen på ånder, er et højere trin, som så at sige gennemsyrer den primitive bevidsthed overalt på jorden i dag fra Australiens vilde til Nordamerikas rødhuder. Forskellen mellem præanimisme og animisme skulle bestå i en oplevet forskel mellem sjæl og legeme og dermed opståen af forestillinger om døden som den endelige adskillelse mellem disse to manifestationsformer. Den svenske kulturhistoriker M. Nilsson siger således, at "kulten af de døde er religionens ene hovedstrøm, men dens styrke er meget forskellig hos forskellige folkeslag. Således synes den ikke at være udviklet hos de allerlavest stående folk". Martinus har ikke fundet nogen interesse i at skelne mellem to sådanne udviklingsstadier, men sammenfatter dem under ét således: "Det ligger i det levende væsens natur, allerede i dets første begyndende, spæde tankedannende væsen, at opfatte alle ydre foreteelser eller oplevelser som "livsytringer", hvilket vil sige som levende væseners viljeudtryk eller manifestationer. Naturmenneskene ser således en "ånd" eller "ånder" bag alle foreteelser i naturen. Det opfatter stormen, kulden, varmen, vandenes løb, mørket, lyset, stene, klipper, bjerge, træer, blomster osv. som mystiske levende væseners udtryk. Det samme gælder deres oplevelse af sorger, ulykker og lidelser såvel som al deres lykke. Også her er det, i deres opfattelse, mystiske væsener, der er medbestemmende i deres onde eller gode skæbne". (Livets Bog, II, stk. 445). En af årsagerne til åndetroens umådelige kulturhistoriske betydning ligger utvivlsomt i frygten for åndernes vrede. "Sjælene er altid mægtige, undertiden er de venlige, undertiden er de vrede, afhængig af menneskenes forhold til dem, og af, hvorledes de forlod legemet. De, som blev ombragt på voldsom måde, søger hævn. De myrdede, kvinder, som dør i barselseng, og andre bliver onde ånder, genfærd, som svæver omkring og piner og plager mennesker" (Martin Nilsson). Det er således ikke mærkeligt, at en væsentlig del af primitives skabelsesprodukter som masker, danse og skulpturer netop tager sigte på at skræmme de onde ånder bort. På animismens forestillings grundlag mener man, at den egentlige gudstro er opstået, idet nogle ånder er blevet opfattet som mere betydningsfulde end andre. Der kan være tale om, at store høvdinge, medicinmænd eller maskedansere ved mere og mere overdrevet omtale fra generation til generation er blevet "myter" og dermed guddommeliggjorte. Fra kristendommen ved vi, hvorledes dette er sket med skikkelser som Jomfru Maria og Jesus.

Moderne psykologi og pædagogik har beskæftiget sig en del med primitive kulturer og har fremhævet, at børneopdragelsen der var mere hensynsfuld og tolerant end i civiliserede stater. Begrebet primitivitet har derfor undertiden fået en modsat betydning, der kan formuleres som en sund, umiddelbar naturlighed modsat civilisationens forkvaklede normer og adfærdsmønstre. Denne opfattelse er ikke helt i modstrid med Martinus analyser, idet en række instinktive reaktioner og tænkemåder hos primitive ifølge Martinus er baseret på kosmisk automatfunktion eller C-viden. Som tidligere omtalt er der her tale om genopvækkelse af tidligere åndelige lysperioders til fuldkommenhed udviklede talenter. I bibelsk sprog kunne man sige, at disse ubevidste, instinktive færdigheder er ensbetydende med frugterne fra Livets Træ i Paradisets Have. Hertil hører bl. a. det religiøse instinkt, der som nævnt i præanimismen og animismen giver sig udslag i en umiddelbar og ubetvivlelig tillid til, at universets kræfter er levende og viljeledet. Men primitive menneskers tilværelse er ikke alene inspireret af disse rene kræfter. De er nærmest at betragte som en efterklang fra en tidligere spirals højintellektuelle zoner, der toner ud, medens helt nye og modsatte sjælelige kræfter tager til. Kernen i disse nye kræfter er selvopholdelsesdriften, sanseligt begær og heraf følgende egoisme. Det er særlig denne dominerende side af primitives natur, Martinus hentyder til med sit primitivitetsbegreb. Det viser sig da også, at magt, overlegenhed, ære og krigerisk dygtighed er det typiske ideal for folkeslag af den primitive art, medens tilbageholdenhed, tålsomhed og blidhed betragtes som svaghed. Denne sjælelige holdning har ifølge Martinus sin væsentlige baggrund i disse menneskers seksuelle struktur, deres fremtræden som udprægede hanner og hunner uden de modererende psykiske blandingstræk, man træffer på højere udviklingsstadier, hvilket medfører alvorlige rivalkonflikter mellem medlemmerne af samme køn. Den stærke han, som tilbedes af en flok hunner og følges af en skare dels beundrende og dels rivaliserende hanner, er i virkeligheden det idol, man stræber efter på dette mentale trin, et billede, som ikke er helt ukendt fra ungdomsbanders gruppemønster i vor kultur.

Hos primitive folkeslag finder man i virkeligheden en kulminerende udfoldelse af det såkaldte "onde", fordi selvopholdelsesdriften bruger selvbevidstheden og intelligensen som løftestang for sine egoistiske motiver. Selvbevidstheden, dvs. forestillingerne om sine egne egenskaber og rettigheder, forøger selvopholdelsen til en selvhævdelse, der går langt ud over det biologisk nødvendige som i dyreriget, og intelligensen sætter individet i stand til at bruge langt flere midler til gennemførelsen af sine egoistiske mål, hvad jo netop våbenteknikkens historie vidner om. Dette er menneskelig primitivitet i Martinus forstand, ligegyldigt om man træffer den hos urskovens indfødte eller i en moderne stat, ligegyldigt om den giver sig udslag i en primitiv offerkult, hvor dyr eller mennesker ofres til guderne, eller i et moderne politisk torturkammer. I et tværsnit af en hvilken som helst kultur vil man kunne finde en større eller mindre gruppe af befolkningen, som opfylder denne karakteristik, med eller mod samfundslovene. I en moderne stat vil det naturligvis særlig være tilfældet i den såkaldte underverden, hvor forbrydervæsenet navnlig florerer. Hvad angår såkaldte primitive folkeslag i dag, viser det sig, at de er uhyre forskellige i deres temperament og væremåde, dvs. i deres udviklingsstandpunkt. I Margaret Meads berømte undersøgelse af tre primitive folkeslag på Ny Guinea, var de to således udprægede antipoder. Arapesherne skildredes som et fredeligt samfund, bestående af blide, hjælpsomme mennesker. Der var ingen udpræget forskel på mænds og kvinders mentalitet. Mændene var ikke krigeriske og kvinderne ikke underkuede. Offentlige hverv, som i de fleste samfund er forbundet med prestige, betragtedes her som en pligt, man gerne gav afkald på så hurtigt som muligt osv. Mundugumorfolket derimod var menneskeædere og frygtet af de omkringboende folk, dels af denne grund, og dels fordi de røvede deres kvinder. Hver mand ejede 8-10 hustruer og grundstemningen i familien var hård og uvenlig. Brødrene undgik fremdeles hinanden, og den eneste accepterede kontakt mellem dem bestod i at slås eller forbande hinanden offentligt osv. Ud fra Martinus målestok må arapesherne betragtes som væsentlig højere udviklet end mundugumorfolket.

Betragter vi nu vore nordiske forfædre, vikingerne, har vi igen et folkeslag af udpræget primitiv type i samme omfang som magten var nøgleordet i deres tilværelse. Deres paradisforestillinger om Valhal, hvor de kunne kæmpe dagen lang og om aftenen æde og drikke, opvartet af dejlige valkyrier, udtrykker deres idealers klimaks. Vilhelm Grønbech, en af de største kendere af den nordiske og germanske oltid skriver således om germanerens æresbegreb: "Germaneren har kun ét syn på mennesket, mennesket som hævdende sig selv, hævdende sin ære, som han kalder det. Alt, hvad der rører sig i manden, det må snos om, til det bliver en egenskab ved æren, før end han kan få fat på det, og al hans lidenskab må gennes inde, til den finder ud til den bestemte side". Vilhelm Grønbech siger ligeledes, at højdepunktet eller ekstasen i germanerens liv er oplevelsen af selve hævnens øjeblik. – Om primitivt følelsesliv kan man måske med M.N. Nilsson sige, "at i alt væsentligt spiller forstanden ikke den rolle som regulator for følelses- og viljeslivet, som den gør for civiliserede folk, eller som vi tror, den gør ..."

Med hensyn til primitivt forstandsliv er der også tale om en særlig karakteristik. "En missionær beretter, at da en pest brød ud, skød indbyggerne først skylden for ulykken på ham, derefter på et får, som han ejede og måtte dræbe, og da sygdommen stadig ikke ophørte, sluttelig på et portræt af dronning Victoria, som de ofte havde set". For at forstå den noget "tilfældige" form for logik, som gælder for den specielle primitive tankegang, har etnopsykologerne skabt nogle hjælpesætninger, der kan udtrykkes således: A. Ligeartet skaber ligeartet. Dette princip kan opfattes på den måde, at hvad der sker med kopien, det sker også med originalen. Hvis man fx. laver en voksfigur, der skal forestille den koldsindige elsker og smelter den i ilden, vil også han fortæres af kærlighedens luer. Hvis man stikker nåle gennem en dukke, der forestiller ens fjende, tror man, at han derved vil dræbes. Hvis man hælder vand over et løvklædt menneske, fremtvinger man derved regn på markerne osv. – Adskillige af disse primitive forestillinger har i middelalderens Europa floreret under betegnelsen hekseri og er blevet forfulgt med bål og band fra den kristne kirkes side. – B. Delen er lig helheden. Dette princip finder særlig udtryk i den opfattelse, at magt over ejendele giver magt over ejeren. Man afbrænder eller nedgraver fx. afklippet hår eller negle, for hvis det kommer i en troldkyndig persons hænder, kan han få magt over mennesket. Fra Bibelen kender vi eksemplet med Samson, som mistede sin styrke, da hans kone havde afklippet hans lange hår. Et eksempel er også den udbredte primitive forestilling, at man kan ødelægge sin fjendes hus ved at brænde en spån, som man hemmeligt har skåret ud af hans væg. – C. Fortid er lig nutid og fremtid. Denne tanke er særlig gældende på kultpladsen, hvor kulthandlingerne som mythen, ritualerne, dansen, ofringen, spisningen m. m. gentager verdens skabelse og sikrer dens beståen. Alle kosmiske kræfter har deres repræsentation på kultpladsen: solen, vinden, regnen, jagtbyttet osv. Man føler sig ansvarlig overfor disse kræfter, og ved symbolsk at gentage dem aldeles nøjagtigt efter de ceremonielle regler, sikrer man sig en god skæbne gennem et positivt verdensforløb.

At det på dette intelligenstrin kniber med abstrakt og hypotetisk tænkning, måtte sprogforskeren M.A. Castrén som mange andre sande, da han arbejdede på en syrjänsk grammatik og derfor udspurgte en samojede om sprogets bøjningsformer. Hvordan siger samojederne "Min kone er syg", spurgte C. på russisk" "Din kone er syg", spurgte samojeden på syrjänsk tungemål? Da C. prøvede at forklare, hvad sagen drejede sig om, erklærede samojeden: "Min kone er lige så rask som jeg!"

Om forholdet mellem intelligens og hukommelse skriver M.N. Nilsson: Almene begreber er yderst ufuldkomne udviklede. Det er mest med sådanne vi tænker. Der findes adskillige samstemmende vidnesbyrd fra forskningsrejsende, som har forsøgt at ræsonnere med primitive folk, som viser, at de i nogen grad er tilgængelige for dem, men at de meget snart bliver trætte og ikke kan følge med længere. Jeg skulle tro, at der heri ligger en forklaring på, hvorfor resultaterne er så forskellige, når børn af primitive mennesker sættes i skole. Så længe det hovedsageligt gælder tilegnelsen af erindringsstof, er de med, men når det kommer til logiske slutninger ved hjælp af almene begreber, svigter deres åndelige evner". Jævnført med Martinus verdensbillede har denne tilsyneladende modsætning mellem intelligens og hukommelse en speciel betydning, idet Martinus fremsætter den påstand, at erindrings evnen degenererer i takt med de øvrige åndsevners udvikling, et problem vi imidlertid ikke kan komme nærmere ind på i en kortfattet fremstilling.