Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! I dette nummer af Kosmos indleder Martinus med en artikel, der tager sit udgangspunkt i denne mærkelige forestilling, som mennesker til alle tider har haft: at der er en Gud og skaber til. Men hvorfor er den mærkelig? Det er den blevet i takt med, at mennesket har gjort sig til herre over naturen. Midt i 1800-tallet opstod tanken om, at Gud blot var et foster af den menneskelige fantasi. Det var Ludwig Feuerbach, der fremførte denne tanke, men det blev Nietzsche, der udtrykte den klarest: Gud er død!

Helt op til slutningen af 1. verdenskrig var dette blot en tanke for filosoffer, men i krigen oplevede man, hvordan tusindvis af unge mænd på få timer mistede livet, uden at der i øvrigt blev vundet noget ved det. Sådanne meningsløse massedrab havde hidtil været ukendte. Nu blev de til hvermands erfaringer, og dermed var Gud død også i bredere kredse.

Men var han virkelig det? Nej, nu opstod ideologierne. Altså fascisme, nazisme og marxisme. De er også blevet kaldt pseudoreligioner, for i dem genfinder man mange af de religiøse attributter: hellige bøger, dogmer, ceremonier, profeter, helgener osv.

Med ideologiernes fald op til vor tid skulle man så tro, at Gud for alvor var død, men det er han slet ikke. Mennesket er blevet søgende som aldrig før. Tilgangen til filosofi og humaniora ved universiteterne er nu så stor, at den sker på bekostning af de naturvidenskabelige fag, der må ud og reklamere for sig selv for at få studenter.

Denne udvikling ville ikke have undret Martinus, og det kan man forstå, når man læser hans artikel fra 1947. Mellem linierne kan man finde både Feuerbach, Nietzsche, 1. verdenskrig, ideologiernes fald og en gammel religiøsitet på "nye flasker". Den måtte nødvendigvis bryde frem og overtage menneskets tanker på bekostning af den naturvidenskabelige forskning. Ja, denne sidste viser sig blot at have været en øvelse i videnskabelig tænkning, før det rigtigt bryder løs med Gud og den religiøse tanke igen. Det er jo det, Martinus' åndsvidenskab går ud på.

Hvad er det da, der driver menneskene? Det er åndelig nød midt i en verden, der har alt, hvad hjertet kan begære, – bare ikke sjælefred. Og den manglende sjælefred er en proces. Den udspringer af tryghed, der afløses af uro, finder nye veje og ender som et brændende ønske om at kunne rette et stigende overskud af taknemmelighed mod et stort og kærligt forsyn. Det er taknemmeligheden, der i den sidste ende fører mennesket tilbage til Gud. Dette er Martinus' originale og måske uventede pointe. Jeg mindes ikke at have mødt den så klart udtrykt andre steder. Det er vores egen kærlighed – affødt af lidelse og meningsløshed – der fører os "tilbage" til Guddommen.

Om dette revolutionerende verdensbillede og nogle af dets mange detaljer skal vi høre nærmere i bladets øvrige artikler. Og så er vi på banen igen med 12 nye numre af bladet. Godt nytår!