Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Johan Gottfried von Herder (1744-1803) var en tysk digter og filosof. Sammen med Goethe gik han til modstand mod oplysningstidens ukuelige tro på de fremstormende naturvidenskaber. Sturm-und-Drang kaldtes dette oprør.

Hvad man forsøgte var at opstille nogle alternativer, de såkaldte "åndsvidenskaber", et ord, som dog først dukkede op i sidste halvdel af 1800-tallet, da man ville oversætte filosoffen John Stuart Mill til tysk. "Moral sciences" blev her til "Geisteswissenschaft".

Herder opfattede verden som en organisk, levende enhed, hvor hvert folk har sin egen sjæl. For at forstå en historisk begivenhed må man indleve sig i tiden og stedet. To nationer kan være præget af samme tidsånd og dog, hvad nationalkarakteren angår, være vidt forskellige, da geografi, klima, historie osv. også spiller ind.

Åndsvidenskaberne fik stor betydning som de fortolkende eller hermeneutiske videnskaber. Først ved at studere et folks historie eller sprog kunne man indleve sig i dets kultur. Naturvidenskaberne forklarede, åndsvidenskaberne forstod. I Galileis dage havde der ingen forskel været, naturen blev da tolket som et budskab fra Gud. Men sådan var det ikke længere. To muligheder stod nu åbne for åndsvidenskaberne. Man kunne forklare åndelige fænomener ud fra almene principper og gøre sig håb om at smelte sammen med naturvidenskaberne til en "énhedsvidenskab". Eller man kunne hævde, at de to videnskaber havde forskellige mål og metoder. For åndsvidenskaberne gjaldt det forskning i "livsytringer" – et ord, der genopstår hos Martinus. Metoden var/er indføling og intuition i modsætning til naturvidenskabernes mål og vægt. Vore dages åndsvidenskaber kaldes "humanvidenskaber". De tolker kun meningen bag det, mennesker gør. At tolke naturen er at tillægge den ånd. Det gjorde Herder, Goethe og – Martinus.

Herder lagde vægt på, at man for at indføle sig med et fremmed folkeslag må forstå, at når afstanden mellem to nationer er stor, så betragter de gensidigt hinandens idealer som fordomme. Men hver nation har "midtpunktet for sin lykke i sig selv". En vis forståelse på forhånd er en forudsætning for indlevelse, og denne igen for en dybere forståelse, en oplevelse. Denne metode er siden blevet kaldt "den hermeneutiske cirkel". Vi genfinder den hos Martinus som "analysen", et nøglebegreb, der rummer meget mere end almindelig analysering. Se fx Livets Bog 2, 435.

Skal man tro Martinus' symbol 26 over en fremtidig verdensstat, så vil Herders idé om "folkesjælen" bestå. I den forbindelse vil det være interessant at se, hvordan Martinus' bøger bliver mødt rundt omkring. Hvad vil der særligt blive lagt vægt på? Er der fx forskel på svensk og dansk fortolkning? Danmark blev ydmyget i 1864 og vendte siden ryggen til Europa uden sans for store perspektiver. Sverige plejede sine visioner om at være det bedste og mest moderne land i verden. Gør det en forskel? Se i øvrigt mere om nationernes skæbne i Kosmos nr. 5 – 2000.