Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med sandheden har det været op og ned i tidens løb. For Martinus var sandheden det samme som livet og virkeligheden, der igen var en "evig rindende kærlighedsstrøm". Det har han skrevet en fin lille bog om med titlen: "Hvad er sandhed?" Men ellers kender vi sandheden som noget relativt. Filosoffen Voltaire funderede i sin filosofiske lommebog fra 1764 over spørgsmålet: Hvad er sandhed. Han kom til et morsomt og overraskende resultat. Nej, sandheden var ikke relativ, men...

 

Hvis vi går tilbage til vor kristne kulturs grund – ja, så er det romeren Pilatus, der stillet over for Jesus spørger: – Hvad er sandhed? Samtidig er det klart, at når dette dukker op i Det Nye Testamente, så er det noget nyt i forhold til Det Gamle Testamente. Her var sandheden som skrevet i sten, den var uforanderlig. Med kristendommen er den blevet levende, den kan diskuteres og forandre sig. For at finde ud af, hvad der er sandhed, må man bruge øjnene. Sandheden er noget åbenbaret, den kan ses.

I vore dages samfund er det ikke nok, at sandheden kan ses. Den skal også stemme overens med noget, vi i forvejen regner for sandt. Her bliver sandheden ikke bare noget synligt, den bliver noget, der er i overensstemmelse med noget andet. Ellers passer det ikke, så er det ikke sandt, hvad vi siger. Vi har dermed adskilt verden og omtalen af den, vi har foretaget en distinktion. Det betyder, at vi er gået fra en forestilling om at beskrive det sande til en forestilling om, at det sande er det, der stemmer overens med noget andet sandt.

Vi har udviklet forskellige overensstemmelsesteorier, såkaldte sandhedsteorier:

I sin første form er sandheden en "ontologisk sandhed", hvilket betyder, at det er det værende, der er det sande. Denne klassiske form er et forsøg på at beskrive hvad sandhed er. Sandheden vil her være det mest præcise udtryk, vi kan finde i sproget. Det kaldes også en "epistemologisk sandhed". Det handler kort sagt om at finde den bedste overensstemmelse mellem sproget og det værende. Så passer det, hvad vi har sagt. Det er sandhed.

Så ambitiøs er vor tids filosofi dog ikke. "Når sandt skal siges, så..." betyder, at man flytter forestillingen om sandheden fra at være i verden ind i sproget. At tale sandt i dag, vil være at reflektere over spørgsmålet: Hvad er sandhed? Ikke at besvare det. Det betyder, at vores sandhedsforestilling er bundet til vores forestilling om sprog. Sandheden er flyttet fra at være i verden til at være i sproget. Vi er nu i en situation, hvor sandheden ikke kan afgøres som et ontologisk forhold: Hvordan er verden? Heller ikke som et epistemologisk forhold: Hvordan forholder vores måde at tale om verden sig på til selve verden? Men simpelthen det, at verden hænger i vores måde at beskrive verden på. Ja, det er den ny tids forestilling om, at vi end ikke tænker en overensstemmelse med verden, men verden bliver først til i vores måde at omtale verden på. Og det bliver så til det, vi i dag oplever som en "social sandhed", dvs. hvad vi indbyrdes kan blive enige om, er sandheden.

Vi har altså bevæget os fra en ontologisk metafysik til en epistemologisk metafysik, og nu til en social metafysik.

Det betyder ikke, at sandheden er blevet relativ, det betyder blot, at det er relativiteten, der er blevet sandhed.

 

Frit efter Voltaires filosofiske lommeordbog fra 1764.