Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med 1800-tallet indledes et nyt århundrede, som på mange måder foregriber de tanker, man finder hos Martinus. Det hele startede med et mystisk begreb, skabt af den store, tyske filosof Kant: Das Ding an sich, dvs. de ydre ting, som de er, før vi mennesker farver dem med vores eget subjektive syn på dem.

For 1800-tallets mennesker var det drømmen om at se denne skjulte virkelighed, der inspirerede dem. Vi finder det i H.C. Andersens eventyr, i Beethovens musik, alle steder. Man havde en udpræget sans for skjulte kræfter og for sammenhængen mellem naturvidenskab og humaniora. Fysikeren H.C. Ørsted, som opdagede elektromagnetismen, skrev et digt om "Ånden i naturen". Det gådefulde fik en mægtig betydning. Også begreber som vækst, udvikling og forvandling. Fra Martinus kender vi kærligheden som "verdensaltets grundtone", der, ubemærket for de fleste, vibrerer bag det hele. Den er selve hemmeligheden bag livet, der i virkeligheden er et stort eventyr, et "livsmysterium". Guds skabelse af mennesket i sit billede finder sted lige for øjnene af os. Kan man intuitivt ane disse ting, er man moden for Martinus' analyser, der i sig selv bereder læseren på et stykke intelligent detektivarbejde. Og netop detektiven, videnskabsmanden og den opdagelsesrejsende er 1800-tallets figurer. De følger et skjult spor i sandet, som fører dem frem til en eller anden afsløring. Aha-oplevelse ville vi sige i dag.

Romantikken kalder man denne epoke. Den tyske filosof Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), hvis billede ses over denne artikel, kunne ikke forlige sig med Kants skjulte verden. Vi laver den selv, mente han. Ethvert menneske er en slags forfatter, måske geni, på sit eget livs eventyr. Sådan så Martinus også på det. I Livets Bog 7, 2658:18 skriver han, at vores egen skæbne i sin mest fuldkomne form er livets største kunstværk. Vi skaber det selv.

Ordet materialisme kender vi alle. Fichtes filosofi er det stik modsatte, den er idealisme. Her er det ikke materien, men ånden eller jeg'et, der er i centrum. Hør nu, hvordan Fichtes "jeg" skaber sin egen verden. Først sætter det sig selv i gang, dernæst skaber det sin modsætning, et "ikke-jeg", som det kan "brydes med og virke på". Hos Martinus hedder det "jeg" og "det" (Livets Bog 3, 685). I selvspejlingen mellem disse to skabes livets oplevelse. Hos Martinus er "det'et" den ydre verden, som "ikke-jeg'et" er det hos Fichte. Sidstnævnte fortsætter sit ræsonnement med at konstatere, at eftersom denne ydre verden tager sig ens ud for alle, så må der være et prægende "Verdens-jeg", der udfolder alt værende og eksisterende. Dette ræsonnement finder vi ikke eksplicit hos Martinus. Her er Gud ikke en nødvendig brik i et puslespil, men en mulighed man kan tage op eller lade ligge. Men den er aha-oplevelsen par excellence for "den udviklede sandhedssøger".

I de næste numre af Kosmos skal vi med 1800-tallets store tænkere afsløre den ene hemmelighed efter den anden.