Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Hvordan opnår man størst sikkerhed for at kunne læse Martinus i fred og ro uden at blive forstyrret? Kort sagt, hvordan beskytter man sig mod omgivelserne?

Sådan tror jeg, vi allesammen tænker, og er det ikke lige Martinus, der interesserer os, så er det noget andet. Det kan være en opsparet formue, det kan være liv og lemmer, det kan være partneren i et parforhold – ja, det kan være så meget.

På de næste sider fortæller Martinus om den personlige sikkerhed, og som sædvanlig begynder han i dyreriget og ender med dig og mig, som sidder her og læser i Kosmos. Hele Jordens liv er "i samme båd", og nu gælder det om at komme tørskoet i land. Det handler Martinus' verdensbillede om, og kunne løver, giraffer, hunde og katte læse, ville de straks få bekræftet, at de bærer sig helt rigtigt ad.

Men hvad med os mennesker?

Også vi får et skulderklap i Martinus' artikel. Jovist er vi på rette vej, men det betyder ikke, at det ikke kan betale sig at stoppe op og tænke sig om. Og her er det netop, at vi skal vende blikket mod de omgivelser, som vi gerne vil beskytte os imod. I stedet for at betragte dem som fjendtlige kan det godt betale sig at alliere sig med dem. Også de er bange for at miste det, der er dem allerkærest. Og skal vi nu med et snuptag fortælle, hvad Martinus viser os, så er det, at vi skal gøre omgivelserne til det allerkæreste, vi har.

Hvad Martinus anbefaler, er altså at gøre livet til en spændende oplevelse og opfatte det daglige liv som den bedste og mest kærlige udfordring, vi kan få. Også til vores evne til at vurdere, hvad kærlighed er. Og det er ikke at være den gulvmåtte, andre kan tørre deres snavsede sko af på. Sådan er det slet ikke, og det er den balancegang, der gør livet så svært: Hvad er i den enkelte situation det bedste og mest kærlige, man kan gøre?

Hvad Martinus kan give, er to ting. Dels en forståelse af, hvorfor verden er, som den er lige i øjeblikket, og dels hvor den er på vej hen. Altså, at der er en plan!

Dermed har man ro til at vende blikket mod omverdenen, se på den med tolerance, men også se de spirer, som vidner om en kommende sommer med lune vinde og indbyrdes kærlighed over hele linjen.

Det er i dette krydsfelt, vi befinder os, og det er i den ånd, vore skribenter bakker op om den store idé om at elske sin næste som sig selv. "Se bare til lille mig..." skriver Karin Nilsson og peger på nogle praktiske problemer i sit eget liv, der lærte hende en masse om den kærlighed, som det er så vigtigt at udstråle mod omgivelserne. – Godt nok er det deprimerende, skriver Søren Olsen, men ...! For der er et men. Og det skal vi lægge mærke til overalt. Der er et lille men, som udgør lige præcis det "sennepskorn", der kan skabe hele verden om. Om det fortalte allerede Jesus, og nu bliver vi mindet om det igen. Trygt og godt altså, men også nyt og spændende!