Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling (1775-1854) var en tysk filosof, der ligesom sin forgænger Fichte ville løse nogle af de problemer, der var opstået med Kants filosofi. Noget tilsvarende gjaldt Kant selv. Han fandt Hume urimelig, når denne kun regnede tal og konkrete sanseindtryk for virkelige. Alt andet ville han overgive til flammerne, sagde han. Men hvad så med det lille ord "jeg"? Kunne det måske undværes? Det fik Kant til at indse, hvor usædvanligt ordet er. Det var jo en betingelse for alle Humes sanseindtryk. Men i sig selv var det uden betingelser, det var "transcendentalt". Jeg'et er "noget, som er", ville Martinus sige, og andet kan man ikke sige om det. Heri lå imidlertid en selvmodsigelse for Kants samtidige. For hvordan kan jeg'et være noget, man ikke kan sige noget om, når det plejer at være noget, man kan sige en hel masse om? Tænk bare på en selvbiografi.

Dette problem forsøgte Fichte at løse. Han skelnede mellem det absolutte jeg (Martinus: X1) og det subjektive jeg. Når det absolutte jeg skulle manifestere sig, startede det med at sætte sit subjektive jeg i gang. Dette er, hvad Martinus kalder "jeg'ets vending" (Livets Bog 3, 823 ff.) Men igen stod samtiden skeptisk. For hvordan kan noget, som ingen egenskaber har i sig selv, pludselig få den egenskab at kunne sætte noget i gang? Hvordan kan noget objektivt blive til noget subjektivt? Heller ikke Martinus forklarer dette problem på anden måde, end at det ikke kan forklares. En forklaring indebærer årsager og virkninger (som når en bold kastes tilbage fra en mur). Men det er ikke tilfældet her. X1 er defineret som en ubetinget betingelse (årsagsløs årsag) for bevægelse. Man står derfor uden en forklaring. Men altså af god grund.

Det helt store problem for både Kant og Fichte var imidlertid at tage konsekvensen af deres fund. De forstod ikke, at de stod med selve beviset for udødelighed. Derfor kunne de heller ikke skelne klart mellem evige og timelige begreber, og det førte til en terminologi, der fristede til selvmodsigelser. Alligevel må man i al ydmyghed beundre deres forsøg. Man aner, at de intuitivt så, hvad de ikke helt klart kunne udtrykke i ord. Og man må glæde sig over, så modsigelsesfrit det lykkedes for Martinus med enkle ord som: "Skaberen, skabeevnen og det skabte" (X1, X2, X3) at skære ind til benet af dette sproglige problem, der for Kant og hans samtid stod tilbage som et mystisk das Ding an sich (X3), dvs. det skabte før det sanses, og et mystisk transcendentalt ego (X1) bag denne sansning.

Men nu tilbage til Schelling. For at komme uden om Fichtes problem med de to jeg'er indførte han begrebet Ånden i naturen. Nu kunne han vise, hvorledes denne ånd lidt efter lidt bliver bevidst om sig selv (sit absolutte jeg, X1) i naturen. Den slumrer i stenen, vækkes gradvist til live i planter og dyr for at komme til fuld bevidsthed i mennesket. Kun intuitivt kan vi fornemme denne ånd som livets skjulte pulsslag i naturen og i os selv.