Kosmos 2003/4 side 81
Det levende verdensalt
af Harry Rasmussen
Det er vel forståeligt, at en del af os, der interesserer sig for åndsvidenskab, har et vist behov for at følge med i naturvidenskabernes udvikling, for bl.a. at holde sig ajour med i hvilket omfang disses forskningsresultater stemmer overens med specielt Martinus' Kosmologi eller ikke gør det. Ikke for eventuelt at få bekræftet eller afkræftet de kosmiske analyser, for disse er, når alt kommer til alt, indtil videre noget, man enten må nære tillid til rigtigheden af eller stille sig skeptisk overfor.
Sagen er jo den, at der ikke umiddelbart kan være nogen modsigelsesfri overensstemmelse mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, hvilket primært skyldes de grundforskellige forskningsmetoder, de to videnskaber hver især må følge. Naturvidenskaben udforsker virkeligheden på tværs af materiebæltet, mens åndsvidenskaben udforsker den samme virkelighed på langs af materien. Man kan muligvis karakterisere de to forskningsretninger som komplementære, for så vidt som de i en vis forstand gensidigt udelukker hinanden, men dog først tilsammen udsiger alt, hvad vi med vores forstand og intuition overhovedet er eller vil være i stand til at vide om virkeligheden.
Imidlertid må man nok konstatere, at Martinus ikke anskuer forholdet mellem natur- og åndsvidenskaben som et komplementært forhold, idet det er hans opfattelse, at de to videnskaber med tiden vil mødes og gå op i en højere enhed. Det vil ske, efterhånden som forskerne opnår den bevidsthedsstandard, han betegner som højintellektualitet, og i og med denne vil der ikke bestå noget erkendelsesmæssigt modsætningsforhold mellem åndsvidenskabens og naturvidenskabens udsagn om virkeligheden. Naturvidenskabelige forskere vil ifølge Martinus med tiden ikke kun se, at materien udtrykker mål-, vægt- og hastighedsfacitter, men også at den er udtryk for livsytringsfacitter. Til den tid – og den er vel så småt på vej – vil naturvidenskaben derfor ikke alene se hvordan materien virker, men også hvorfor den virker, som den gør. (1)
Et verdensalt fyldt af liv
Der er da også i de senere år foregået en udvikling inden for naturvidenskaben i retning af en åbenhed overfor muligheden af andre og måske mere avancerede forklaringer af fysiske fænomener, som man for blot en snes år siden var utilbøjelige til overhovedet at ville beskæftige sig med.
I dag er der forskere, som i fuld alvor undersøger mulighederne for, at livet eller livskimene kan være opstået på andre planeter, som f. eks. Mars, og som er blevet bragt til jorden via nedslag af sten eller klippestykker, der ved sammenstød med f. eks. en komet er slynget væk fra den røde planet. Her på jorden har livet så udviklet sig videre under de hidtil kendte betingelser. Denne teori benævnes planetarisk panspermia.
Andre forskere er i lige så fuld alvor tilhængere af den såkaldte intergalaktiske panspermia teori, som forudsætter, at livet er udbredt i utallige former og variationer overalt i kosmos. Teorien går endvidere ud fra, at livet eller livsformerne kan have gennemgået en udvikling på flere på hinanden følgende planeter i de utallige galakser og solsystemer, som udgør kosmos. Nogle forskere forestiller sig galakserne som øer i det intergalaktiske rum eller verdenshavet, og at de levende væsener under en eller anden form så at sige er rejst eller rejser fra ø til ø under deres milliardårige eksistens og udvikling. (2)
Tankegangen om et verdensalt fyldt af liv synes i princippet at være i overensstemmelse med Martinus' opfattelse af kosmos. Teorien om de levende organismer som en slags "kosmiske rejsende" kan heller ikke undgå at associere til Martinus' påstand om, at årsagen til arternes oprindelse skal søges i det fænomen, han benævner "kosmiske udviklingsbaner". Han mener nemlig, at de levende væsener har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Altså at de levende væseners udvikling sker lovbundet fra klode til klode. Eksempelvis er han af den opfattelse, at insekternes oprindelige udvikling ikke er sket her på jordkloden, men at disse er kommet hertil fra andre kloder. Mange insekter, som f.eks. bier og myrer, synes højere udviklede end mange af pattedyrene her på Jorden, ja, hvad samfundsorganisation angår overgår disse endog enkelte primitive jordmenneskesamfund. De levende væseners udvikling foregår derfor i "baner", der strækker sig gennem det uendelige verdensalt. Martinus kalder som nævnt sådanne baner for "kosmiske udviklingsbaner", og disse er, hævder han, den egentlige kilde til arternes oprindelse. Men i øvrigt deler han evolutionsteoriens opfattelse af, at den biologiske udvikling normalt foregår ved en jævn og rolig omformning fra lavere trin mod højere trin. Det, der især skiller Martinus fra den naturvidenskabelige evolutionsteori, som indskrænker sig til at omfatte livet her på jorden, er, at han opfatter livet og dettes lovmæssigheder som udbredt i hele verdensaltet. (3)
Der skal nok være den læser, som umiddelbart vil studse over Martinus' påstand om såkaldte "kosmiske udviklingsbaner", men når man betragter disse i sammenhæng med hans opfattelse af verdensaltet som en organisk, holistisk enhed, der er opbygget på grundlag af en række kosmiske skabeprincipper, herunder ikke mindst livs- og stofenhedsprincippet og organismeprincippet, lyder forekomsten af de nævnte udviklingsbaner ikke helt så fantastisk og usandsynlig. Helt fremmed for videnskaben er tanken heller ikke, idet nogle astrofysikere som nævnt ikke udelukker den mulighed, at livet kan være kommet her til Jorden fra andre planeter i universet eller kosmos. Men de fysikere og biologer, der tror på denne såkaldte panspermia-teori, forestiller sig, at livskimene, dvs. encellede organismer i form af bakterier eller sporer, er ført hertil med f. eks. meteorer eller meteoritter, der er slået ned på Jorden, hvor betingelserne var gunstigere for flercellede og mere komplekse organismers opståen og vækst. Andre forskere mener endog, at livet i utallige former og varianter er et udbredt fænomen i hele kosmos, som derfor må opfattes som et levende univers.
Men mens Martinus ikke ser noget problem i, hvordan transporten af de levende væsener foregår fra klode til klode, idet han i overensstemmelse med sin kosmologi mener, at det sker lovbundet gennem diskarnation fra ét sted til inkarnation et andet sted, så søger de naturvidenskabelige forskere naturligt nok at give fysisk lovmæssige forklaringer på, hvordan transporten foregår fra planet til planet. Men man erkender, at der mangler noget afgørende i de hidtidige teorier, også i panspermia-teorien, som ikke på tilfredsstillende måde er i stand til at forklare, hvordan livet eller den levende organisme overhovedet har kunnet opstå af den tilsyneladende "døde" fysiske materie.
Livsgådens løsning
Enkelte biokemikere søger at finde løsningen på gåden gennem at eksperimentere med at skabe liv i laboratoriet, dvs. de søger kunstigt at tilvejebringe de forudsætninger og betingelser, hvorunder man mener, livet opstod i naturen. Det er imidlertid indtil videre ikke lykkedes at genskabe liv i laboratoriet.
Den hidtidige naturvidenskabelige og humanistiske opfattelse og teori om livets udvikling og arternes oprindelse antager, at livet er opstået og udviklet her på Jorden gennem selektion (naturlig udvælgelse af de bedst egnede) og mutation (pludseligt opståede ændringer i planters eller dyrs arvelige egenskaber). Men en nyere tids forskere er imidlertid som nævnt ikke så sikre på, at livet, dets opståen og udvikling kan forklares så forenklet, men mener derimod, at der er en hel del uafklarede spørgsmål, som de dog håber og tror på, at den nærmeste fremtid vil blive i stand til at afklare og løse.
Det helt store og grundlæggende problem for forskerne, hvad enten de er astrofysikere, astronomer, biokemikere eller biologer, er at kunne forklare på grundlag af kendte fysiske lovmæssigheder, hvordan livet overhovedet har kunnet opstå. De modigste og mest fremsynede forskere tør indrømme over for sig selv og andre, at de teorier om livets opståen og udvikling, man arbejder ud fra, måske er helt eller delvis forkerte, eller at der i al fald mangler noget afgørende i de fysiske forklaringsmodeller, nemlig formentlig den faktor eller de faktorer, der sandsynliggør hvordan livet har båret sig ad med at opstå. Nogle forskere går endog så vidt som til at indrømme Gud en rolle i sammenhængen, ligesom man ikke vil afvise muligheden af, at de levende væsener kan have en måske overfysisk, sjælelig struktur. (4)
Som bekendt opfatter Martinus livet som evigt, dvs., at det aldrig er opstået, men altid har bestået og altid vil bestå, nemlig grundlæggende i form af individuelle livsenheder, der i holistisk lighed med livshelheden, Gud, hver især udgør et treenigt princip. Det levende noget giver sig i kraft heraf i praksis udtryk i et utal af højst forskelligartede psykofysiske organismer, som Martinus betegner som "kosmiske håndværk". Det evige liv består i en uendelig kæde af indvikling og udvikling, der styres af det seksuelle polprincip i forening med kredsløbs- og kontrastprincippet og har form af et spiralkredsløb, der aldrig er begyndt og som aldrig vil ophøre. Dette spiralkredsløbs overordnede tendens er en evigt uophørlig udviklings- og fornyelsesproces, som Martinus karakteriserer som "Vejen mod lyset". Men det er dog kun det levende væsens psykofysiske organisme, dvs. dets psyke og legemer, der er undergivet forandring og udvikling. Dets inderste selv, jeget, og dets overbevidsthed eksisterer før eller 'udenfor' tid og rum, og er i medfør heraf uforanderlige og urørlige. (5)
Men selvom vi i al fald indtil videre ikke i traditionel forstand har noget videnskabeligt bevis for gyldigheden af Martinus' teori om bl.a. inkarnation og kosmiske udviklingsbaner, ser det for en uvidenskabelig ikke-fagmand dog ud til, at Martinus' kosmologi som hypotese betragtet, rummer omfattende, dybdegående og logiske løsninger og følelsesmæssigt tilfredsstillende svar, også i spørgsmålet om livets fysiske opståen og udvikling.
Noter og kilder:
- Vedr. Martinus' syn på naturvidenskab: LB I, stk. 63, 136, 140, 153, 180-1, 202, 217, 226-33, 247. Vedr. højintellektualitet: LB II, stk. 404-5, 490.
- Nogle af de her fremførte synspunkter er fremsat i det engelsk-amerikansk producerede TV-program "Stammer vi fra rummet?". Det er fra 1998, men blev genudsendt på DR2 den 10.07.01.
- Vedr. det levende verdensalt: LB I, stk. 251, 254, 264-5, 270. Vedr. "de kosmiske udviklingsbaner": LB I, stk. 278-88 og LB II, stk. 445.
- Se f. eks. Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen: Videnskaben eller Gud? DR Multimedie 1996. Bogen er fortsat højst aktuel.
- Vedr. "det treenige princip", se f. eks. Det Evige Verdensbillede I, stk. 8:1-4, 9, 10, 11:1-34. Vedr. begrebet "kosmiske håndværk", se f. eks. Logik, 26.-27. kap. Vedr. "Vejen mod lyset", se Det Evige Verdensbillede I, stk. 4:1-7. LB I, stk. 245-52. Vedr. "Det kosmiske spiralkredsløb", se f. eks. Det Evige Verdensbillede I, stk. 14:1-21.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige