Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mit mål er, som det står i Livets Bog 1. stk. 121 : "At blive fyldt med Den hellige Ånds klare guddommelige sekraft og sollyse væremåde."
 

I anledning af at det nu er omkring fem år siden, jeg stiftede bekendtskab med Martinus Kosmologi, vil jeg skrive en artikel til bladet Kosmos, som jeg holder af at læse hver måned.

Lige efter, at det var ved at gå op for mig, at jeg vist nok havde fundet lige netop det, jeg havde søgt i mange år, havde jeg en drøm, som jeg husker i alle detaljer, selvom det altså nu er cirka fem år siden.

Jeg drømte, at jeg var ved at dække bord, et langt bord, der fyldte halvdelen af min stue. Pludseligt så jeg til min forskrækkelse, at stuen i den anden halvdel havde et stærkt beskadiget gulv, hvor brædderne var gået i stykker og afslørede et stort åbent hul . Da jeg så nærmere på det, opdagede jeg, at der slet ikke var noget støbt nedenunder, men kun et gabende hulrum. Huset var uden fundament !

Da det således gik op for mig, at mine eventuelle gæster kunne risikere at falde ned i dette tomrum, hvis de bevægede sig rundt, fik jeg travlt med at løse problemet. Jeg prøvede først at fylde hulrummet med papir, men det gik hurtigt op for mig, at det jo ikke var et bærende materiale, så i anden omgang hentede jeg store tunge bjælker, som jeg stoppede derned.

Da de var af forskellig længde og blot kom til at ligge på må og få og på kryds og tværs dernede, forstod jeg, at det kunne være endnu farligere for nogen at falde derned, idet man kunne komme til at sidde fast mellem bjælkerne. Mareridtet var begyndt at indtræffe, og jeg vågnede af min drøm. Men samtidigt med at jeg vågnede, hørte jeg mig selv sige: "Det er Martinus, der skal være fundamentet i mit hus."

For mig selv fik drømmen stor betydning, og dens symbolske sprog var for mig let at tyde. Martinus Kosmologi var ved at blive mit livs grundlag. Og det har den været siden.

I min barndom sagde min mor ofte til mig, når jeg skulle lave noget praktisk: "Lad det nu ikke blive en 5-års plan !".

Og så vidste jeg, at jeg skulle rubbe mig lidt. Sagen var nok, at jeg ikke var så praktisk anlagt, for jeg ville hellere lege og bruge min fantasi og var især optaget af at læse og skrive. Jeg elskede at skrive små digte og historier. I øvrigt er det noget, jeg aldrig er holdt op med. Kun er inspirationen i dag en anden end dengang.

Men hvorledes er dette udtryk: "en 5-års plan" blevet til ? Var det ikke oprindeligt et positivt ladet udtryk, som blev anvendt for netop at understrege, at man ville bruge den tid, der var nødvendig for at nå et tilfredsstillende resultat ? ( – Så vidt jeg husker var det den betegnelse, man gav planen for forskellige landes økonomiske genopretning efter Anden Verdenskrig.). Senere hen har man så anvendt udtrykket i flere sammenhæng.

Nu er der så gået fem år for mig siden mødet med Kosmologien, og mit indtryk er, at livet og Guddommen har god tid; jeg behøver ikke hele tiden at skynde mig, for jeg har jo mange liv til at færdiggøre mig for at blive et rigtigt menneske. Det er faktisk kun mig selv, der har så travlt med at skynde på og korrigere mig selv og andre til en hurtigere vækst. Jeg vil nå så meget, som det er muligt, også i min åndelige og humane vækst. I mine bønner beder jeg også om, at jeg må være til glæde og inspiration for helst så mange som muligt, og det fremskynder jo processen.

Og så sker det alligevel tit, at jeg tænker: Det går for langsomt, og jeg har frygteligt langt endnu !

Martinus har ofte i sit værk talt om, at alt vokser langsomt i begyndelsen – særligt det, der bliver stort ! I naturen ser vi talrige eksempler derpå. Og hans eget værk og dets udbredelse er vel også et meget godt bevis derpå. Han havde en anden holdning til tid end vi, der ofte ubevidst regner med, at vi skal nå alt i ét eneste liv. Hans tanker afslører den højpsykiske vinkel, Guds eget øje, der ser alt som såre godt, ser alle væsener som værende på deres absolutte højdepunkt i udviklingen. Vi er som billedstøtter, der er ved at blive formede og bearbejdede. Alligevel bruger vi næsten al vor opmærksomhed på at skulle blive færdige, og måske på at holde øje med og fastslå, at de andre billedstøtter, der omgiver os, heller ikke bliver færdige hurtigt nok.

Vi må lære billedhuggerens tempo. Hans tanker og planer. For at lære det, må vi lære hans bagvedliggende kærlighed til sit værk at kende.

Martinus fortæller os om alt dette. Om at Guddommen igennem forskellige riger udvikler sine væsener til at blive i sit eget billede. Om hans kærlighed, der gennemtrænger hele verdensaltet. Ikke blot i makroverdenen men også i det mindste støvfnug, der falder i hverdagen, sker hans vilje.

Jeg har i denne uge haft den glæde at høre nogle bånd af Martinus, høre hans egen stemme. Det var nogle foredrag fra hans modne alder. I et af foredragene betoner han meget stærkt, at ikke ét eneste støvfnug kan falde tilfældigt, for så var verdensaltet "ude af lave".

Og i vore liv indtræffer der heller ikke noget tilfældigt. Vor udvikling tager tusinder og atter tusinder af år, og det er os selv, der ikke har tålmodigheden.

I min stue bredte der sig en helt speciel ro, mens Martinus talte på båndet, – og hans måde at formidle det hele på, gjorde det så let at forstå for mig. Det virkede logisk og kærligt alt sammen.

Han sagde også, at alle hans analyser var sande, og hvis man ville forkaste blot én af dem, ville man "komme til at kludre i det".

Hvor enkelt og træffende !

(Og så var det med hans bagvedliggende bløde nordjyske dialekt, som jeg kender fra hele min egen slægt oppe fra Vendsyssel, hvor min far fødtes lidt vest for Sindal, og min mor lidt øst for Sindal…. Men ingen af dem lærte nogensinde Martinus at kende…)

Hvis jeg nu igen ser tilbage i mit liv, så må jeg sige, at der er virkeligt sket noget for mig i de fem år, der nu er gået. Hvis jeg kan illustrere dette med et aktuelt eksempel, kan jeg fortælle, at jeg nu er gået i gang med at læse Livets Bog 1, som jeg har læst to gange før i de fem år.

Men oplevelsen er denne gang så stor en berigelse, at det ikke kan sammenlignes med de første to gange. Selv om læsningen første gang var som en gave fra himlen, og læsningen anden gang gav mig endnu større udbytte. For dengang hæftede jeg mig hovedsageligt ved hovedtankerne, der var spændende og nye.

Denne tredje gang er også selve sproget i bogen en stor nydelse. De anvendte sprogbilleder og udtryksformer. Enkeltheden, der formår at udtrykke og belyse de store sandheder. Det overvældende og overbevisende lyse syn på livet. Synsvinklen, der vender op og ned på mine små pessimistiske hverdagstanker.

Og så har jeg lært lidt bedre at leve én dag ad gangen. Og hvordan har jeg så lært det ? Jo, det gik hurtigt op for mig, at livet kan blive et helt eventyr, hvis vi får "øjne, der kan se det – og ører, der kan høre det". Det vil med andre ord sige, at vi lærer at blive opmærksomme på dagligdagens hændelser som henvendelser til os fra Guddommen. Og han bruger mange redskaber for at nå os.

Problemet er, at vi ofte står med ryggen til og spejder efter noget, der skal komme fra en anden side, på en anden måde, på vor foretrukne måde.

Jeg har opdaget, at henvendelserne ofte har karakter af det uventede, det slående, det humoristiske og det glædesbringende, men måske også det lidt ubehagelige ind imellem. For vi skal jo lære for at vokse, og det kan ske ved, at noget helt uventet indtræffer som svar på vore bønner. Budskabets "sprog" er slående, som f.eks. i den drøm, jeg refererede til i begyndelsen af denne artikel. Et symbolsk og allegorisk sprog, som Jesus også brugte, da han talte om gudsriget. Sproget kan også være yderst humoristisk, så man virkelig forstår, at Guddommen har humor. Opdagelsen og forståelsen af budskaberne, vi får, bringer en dyb og skabende glæde ind i vort liv.

Når jeg også skriver, at henvendelserne kan være lidt ubehagelige, tænker jeg især på den form for henvendelser, der måske er en tilbagevendende ubehagelig energi, som vi selv tidligere har sendt ud. Først rejser det i os spørgsmålet om retfærdighed. Senere, når vi – måske lidt tøvende – har indset retfærdigheden, må vi sande, at der er noget, vi skal lære, noget vi får muligheden for at korrigere i vort liv. Det kan være ubehageligt, men det giver vækst.

Og så er det frivilligt ! …Måske skal vi have fem år til, inden vi vil rette os efter anvisningen. Så får vi det.
 

"Livet er således tilværelsens største og virkeligste skole. Det er selve bøgernes bog. Det er selve kilden, hvorfra al visdom urokkeligt stammer. Og da ingen kan eksistere, uden at deres liv er identisk med "læsning" i denne bog, kan heller ingen eksistere uden at blive "undervist" af samme bog. Men da dette at blive "undervist" af denne bog er det samme som at blive fuldkommengjort, er alle således en fuldkommengørelse underkastet." (Logik, indledning)