Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var Martinus' fortjeneste, at han ved hjælp af reinkarnationstanken kunne sætte begreberne udvikling og næstekærlighed i forbindelse med hinanden. Lidelserne gennem mange liv udvikler mennesket. På den måde bliver "de ti bud" lidt efter lidt overflødige som love, der må indskærpes. Men sådan var det ikke, da de blev nedskrevet. Da var blodhævn normen, og derfor må man forstå, at Bibelen er tilpasset en anden tids mennesker. Man må anlægge et kritisk historisk syn på den. Det gør Martinus i Livets Bog 4, stk. 1317 ff. Dermed slutter han sig til en lang tradition, som begyndte 300 år før med filosoffen Spinoza, der skriver:

 

"Jeg tror, at dette er grunden til, at alt, hvad Gud har åbenbaret for profeterne, er skrevet i form af love; det er derfor, de har digtet en lang lignelse. Først fremstillede de Gud som konge og lovgiver, fordi han åbenbarede midlerne til salighed og fordærv, hvis årsag han var. De midler, der i virkeligheden kun er årsager, kaldes love. Salighed og fordærv – opstillet som løn og straf – er kun virkninger, der nødvendigvis følger af midlerne. På grundlag af denne lignelse – snarere end på grundlag af sandheden – har de gennemgående fremstillet Gud som et menneske. Snart er han vred, snart barmhjertig, snart forlanger han det af dem, der tilkommer ham, snart er han opfyldt af misundelse og hævntørst – ja, han føler sig endog bedraget af djævelen.

Filosofferne og alle de, der står over lovene, dvs. de mennesker, der ikke følger dyden, fordi den er lov, men snarere af kærlighed, behøver overhovedet ikke at kere sig om disse skrifter."
 

Fra et af Spinozas breve. Her frit citeret fra Arne Næss: Filosofiens historie, bind 1, side 488, Hans Reitzels Forlag, 1991.