Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I den foregående artikel med denne overskrift (Kosmos 1, 2003) blev spørgsmålet om forbrydelse og straf i et globalt nutidsperspektiv behandlet. I denne artikel skal vi se på samme spørgsmål fra et lokalt historisk perspektiv. Et lokalt eksempel, som samtidig er universelt og derfor kan fortælle noget væsentligt om os selv og vor udvikling gennem de sidste århundreder.

Eksemplet drejer sig om byen Stockholm, som i år 2002 fejrede 750-års jubilæum. I en af byens aviser kunne man det år læse følgende historie fra Stockholm år 1481 under overskriften "Fru Ermegård risikerer at blive begravet levende":

"Den gifte kvinde Ermegård har endnu engang begået en forbrydelse i Stockholm. Nu skal hun begraves levende, hvis hun ikke holder sig borte fra byen.

Allerede 1475 blev den troløse fru Ermegård pågrebet af seks vidner sammen med Lille Anders. Hendes mand havde ret til at kræve begges liv, men valgte i stedet at lade Lille Anders slippe med bøder og give sin kone en straf, som kunne mærkes. Hun måtte bære byens sten rundt i gaderne, medens bødlen gik foran hende og blæste i horn. Derefter blev hun bortvist fra byen.

Nu har hun altså fundet vej tilbage og gjort sig skyldig i tyveri. Man regner med, at det er hendes barn, som formodentlig befinder sig i hovedstaden, der har fået hende til at vende tilbage.

Denne gang dømmes hun til igen at forvises. I dommen er der et tillæg om, at hun "uden nogen form for bøn "lægges hurtigt i jorden" på Södermalm, hvis hun kommer tilbage endnu engang. Det indebærer, at hun vil blive begravet levende".

Forståelsen for samtiden lettes unægtelig ved, at vi også får større forståelse for og indsigt i historien, – som jo i et kosmisk perspektiv er vor egen baggrund og vor egen fortid. En sådan indsigt hjælper os også til at kunne skabe den distance og det overblik i forhold til vor egen samtid, som er nødvendig for at kunne se og forstå den udviklingsproces, vi befinder os i. Derfor er det så oplysende og tankevækkende med historiske perspektiver og eksempler af den slags, som ovennævnte citat beretter om.

I en bog med titlen "Menneskeværdet og magten –– Om civiliseringsprocessen i Stockholm 1600-1850" af Arne Jarrick og Johan Söderberg (red) – udgivet af Stockholmia Förlag 1994 – kan man finde mange flere eksempler af samme eller lignende art. Denne bog er et eksempel på "humanistisk videnskab", når den er bedst, hvor forskellige historikere fra forskellige synsvinkler belyser og analyserer, hvad "civiliseringsprocessen" har betydet for menneskers liv og hverdag, og hvor de diskuterer deres drivkræfter. Der forekommer fx i bogen en interessant diskussion om "empati-begrebet" af bogens redaktører Jarrick-Söderberg. De mener, at "civilisering" dybest set handler om netop empati, som de definerer som evnen til at kunne føle som en anden, dvs som en indlevelsesevne. Empati handler, mener de, om at kunne føle endog for fremmede og ovenikøbet for dem, man ikke synes om. Det stemmer jo i høj grad med Martinus' syn på sagen. Han viser, hvordan denne empati eller indlevelsesevne vokser frem som et resultat af vore egne selvoplevede lidelser gennem mange inkarnationer. En proces som til sidst resulterer i både individernes og hele samfundets "civilisering" eller humanisering.

For Jarrick-Söderberg hviler begrebet civilisering på fire hjørnesten: 1) Respekten for menneskeliv og menneskeværd, 2) Beskyttelsen af og omsorgen for de svage i samfundet, 3) Ligeværdig behandling af mennesker i samfundslivet og 4) Tolerance over for individuel egenart og afvigende opfattelser. Denne analyse harmonerer jo også i højeste grad med det, Martinus påpeger og fremhæver, når det drejer sig om den enkeltes og samfundets humane udvikling.

Jarrick-Söderbergs bog påpeger, hvorledes disse "hjørnesten" i vor civilisering eller humanisering har udviklet sig i de sidste århundreder på det sted på jorden, der er Sveriges hovedstad, dvs. Stockholm. Men denne udvikling er naturligvis med lokale særpræg i større eller mindre grad foregået – og foregår mange steder på vor runde klode, og derfor bliver bogen interessant for alle, der er interesserede i humaniserings- eller civiliseringsprocessen, enten man nu bor i Stockholm eller et andet sted.

Lad mig bare lige her komme med et udpluk af eksempler fra bogen, som viser forandringer indenfor området "retspraksis":

– I 1500-tallet holdt man op med at begrave folk levende ("hurtig i jord" blev denne henrettelsesmetode i øvrigt kaldt).

– I 1600-tallet holdt man op med at hugge højre hånd og skære ørerne af "forbrydere". Og i sidste del af dette århundrede holdt man også op med at brænde mennesker levende og brændemærke folk med glødende jern, samt med at skære tungen af "bespottere".

– 1810 blev straffen for "lejermål" (= samleje mellem to ugifte personer), som jo tidligere i første række har ramt kvinder, afskaffet. Frivillig seksuel omgang mellem to voksne individer blev de impliceredes egen sag, enten de var gifte eller ugifte (skønt man kan vel sige, at det først er i 1900-tallet, at seksuel omgang mellem ugifte også bliver moralsk accepteret).

I et samfund, præget af stærke religiøse forestillinger og dogmer, var ikke bare de jordiske, men også de evige straffe en realitet, man måtte regne med. I Sverige var det fx et dogme, at selvmord førte til evig fortabelse. Men de, der blev henrettede for en grov forbrydelse, kunne derimod få del i Guds nåde, hvis de indrømmede og angrede før henrettelsen. Det fik den paradoksale konsekvens, at en del mennesker, som ville begå selvmord – men ikke vovede det af frygt for den evige straf, der så ventede dem, i stor udstrækning begyndte at "indrømme", at de havde begået forbrydelser, som de vidste førte til dødsstraf, fx hekseri og omgængelse mod naturen med dyr (=seksuel omgang med dyr). På den måde kunne de, ved præstens hjælp, få syndernes forladelse før henrettelsen og trods alt få del i saligheden...

Dette vakte bekymring hos myndighederne, også fordi visse af dem, der var tilbøjelige til at begå selvmord, faktisk begik mord bare for at blive henrettet. Det var da som regel småbørn, der blev myrdede, eftersom de jo var "uskyldige" og derfor var garanterede en plads i himlen. Det var især kvinder, der benyttede sig af sådanne børnemord som en indirekte selvmordsmetode (de havde jo også gode praktiske muligheder for det, eftersom mange arbejdede som tjenestepiger i husholdninger med småbørn). Dette var ingen undtagelsestilfælde, som man måske kunne tro. I en periode i 1600-tallet var hensigten at begå selvmord faktisk det mest almindelige motiv for mord i Stockholm ifølge det, historikerne er kommet frem til.

Tankevækkende er også det perspektiv, Martinus giver os på vor udvikling i følgende citat i Livets Bog 1, stk. 26: "Dette vil altså igen sige det samme som, at grænsen mellem "det onde" og "det gode" stadig er på vandring, således at "det ondes" område bliver mindre og mindre. Væsenerne kommer derved undertiden til at opdage, at meget af det, de før troede var Djævlens værk, i virkeligheden var Guds værk. Eksempler herpå får man, når man ser tilbage på fortidens love og straffedomme og ser, hvorledes man i "det godes" navn følte sig berettiget til med hård hånd og frygtelige torturmidler at sprede død og rædsler omkring sig for ting, som man på vort nuværende tidspunkt, grundet på større evne til at skelne mellem "godt""og "ondt", ville betragte som rene bagateller, men som man den gang anså for at være frygtelige misgerninger og djævleværk. På samme måde vil menneskeheden på senere tidspunkter gyse tilbage ved tanken om mange af nutidens manifestationsformer såsom: krig og lemlæstelse, vivisektion, dødsstraf, kødspisning, jagt og fiskeri osv, som alle i særlig grad er udprægede dyriske manifestationer, hvilke det bliver individet mere og mere umuligt at praktisere, alt eftersom dets følelses-, intelligens- og intuitionsevner eller nuværende latente kosmiske organer begynder at komme til udvikling."

Når det virker, som om mørket er ved at sænke sig over verden, så kan det historiske perspektiv hjælpe os med trods alt at kunne skimte en humanitetens morgengry bag de mørke skyer, der endnu er tilbage på vor mentale himmel...
 

Oversættelse HL