Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var et af de emner, der blev behandlet på et seminar på Martinus Institut i april 2002. Og svaret er – nej! Martinus åndsvidenskab er ikke en videnskab efter de kriterier for videnskab, der hersker i dag.

Inden for naturvidenskaben – den hårde videnskab – kan man lave eksperimenter og måle/veje resultatet. De kan skille naturen ad og navngive hvert eneste molekyle, ligesom de har analyseret og navngivet mineraler, planter, dyr og alt, hvad de har kunnet påvise i partiklernes såvel som i stjernernes og galaksernes verden. Det er der kommet en kosmologi ud af – altså en lære om de love og kræfter, der styrer universets udvikling, orden og uorden. Det må nødvendigvis blive en kosmologi, der kun ser den materielle side af universet. Mennesket bliver på den baggrund forstået som kun fysisk, identisk med dets krop og alle de kemiske og elektriske processer, der foregår i den. Dette syn på mennesket og universet er en frugt af at bedrive "rigtig" videnskab.

"Jo, den rettroende inden for den rent materialistiske videnskab er kommet så langt bort fra livsmysteriets løsning, som han eller hun overhovedet kan komme. "Den fortabte søn" har mistet sin fader. "Nydelsen af kundskabens træ" er sket fyldest. "Døden" ruger over jorden. Verdensbilledet er skjult i nattens mørke." (Menneskeheden og verdensbilledet – bog 8, kap. 32.)

Men humanvidenskaberne – de bløde videnskaber – er også etablerede videnskaber i vores tid, selvom man inden for disse videnskaber ikke kan lave eksperimenter. Jan Nyborg Tarbensen – en af oplægsholderne på seminaret – er uddannet filosof og har skrevet speciale, hvor han holder dele af Martinus' kosmologi op mod den amerikanske filosof Whiteheads tanker. Han fortalte, at grunden til, at filosofi i dag er en etableret og anerkendt videnskab, er, at der gennem tiden (filosofien er vel den ældste videnskab) er udviklet en forskningsmetode, et regelsæt, nogle præmisser, et værdigrundlag, som man er blevet enige om at bedrive videnskabelig filosofi ud fra.

Som også Svend Åge Rossen beskrev i sit oplæg, så kan man ikke inden for filosofien afsløre eller videnskabeligt bevise, hvad der er sandt – det er der filosoffer, der har ført beviser for (Karl Popper). Den filosofiske forskningsmetode går derfor bl.a. ud på at påvise, hvad der må være usandt. Det gør man ved at sammenligne forskellige filosoffer med forskellige synspunkter på det samme emne, og så argumentere for hvad der må være usandt. Sandheden må man altså famle sig frem til ved at sortere alle tanker og ideer fra, som kan påvises usande eller mindre sande. Om der findes en absolut sandhed, kan man ikke vide, og fandt man den, ville man ifølge sin forskningsmetode ikke kunne påvise det, når kun det usande kan påvises.

"Da intelligens og følelse i denne zone kosmisk set endnu befinder sig på et mindre fuldkomment eller mangelfuldt sta­dium, må samtlige væsener her endnu i stor udstrækning udfylde de manglende led eller ukendte terræner i deres viden med formodede detailler eller teorier. Disse vil så igen naturligvis blive mere og mere ægte eller i harmoni med virkeligheden, alt eftersom man nærmer sig zonen for den store fødsel. Filosofien udgør således begyndelsen til den virkelige åndsvidenskab. Den bringer efterhånden samarbej­det mellem individets intelligens- og følelseslegeme i en sådan har­moni, at intuitionslegemet kan begynde at komme til udvikling." (Livets Bog 1 247, forklaring til symbol nr. 5.)

Vi åndsforskere passer ikke ind nogen steder, om end vi står tættere på filosofien end på naturvidenskaben. Vi forsker inden for en færdig ramme af en kosmologi, som fra åndsforskerens udsigtspunkt ser ud til at rumme alt, hvad der er nødvendigt for at kunne give personlig mening til alt, hvad der sker i os, omkring os og i kosmos som helhed. Vi kunne kalde det det bedste personlige bud på sandheden om tilværelsen, men vi kan ikke på anerkendt videnskabelig vis argumentere for det over for andre. Hvis fagfilosofien kaster sig over at studere Martinus, sådan som Jan N. Tarbensen har gjort, og som Svend Åge Rossen er i gang med (doktordisputats), vil man måske kunne vise, at Martinus ligger inde med det mest sandsynlige bud på en sand beskrivelse af visse sammenhænge.

Jan N. Tarbensen opstillede fire hovedpunkter/antagelser, som indgang til at forstå os selv som åndsforskere:

1) Åndsvidenskab er identisk med Martinus Kosmologi. (Der findes flere åndsvidenskabelige retninger) Åndsforsker = Martinus-læser: Selvom vi kaldte Martinus for en filosof, ville det at læse Martinus ikke gøre os til forskere i nogen videnskabelig forstand, lige så lidt som man bliver fagfilosof af at læse Søren Kierkegaards værker.

2) Åndsvidenskab er en udbygning af Martinus Kosmologi. Åndsforskeren er en der udvider/tilføjer nyt til Martinus Kosmologi: Der er vel næppe nogen, om hvem det kan siges, at de har udbygget Martinus Kosmologi i kvalitativ forstand. Ved samtaler med Martinus har Per Bruus-Jensen medvirket til at tilføje detaljer. Vi er alle i gang med at føje vore personlige erfaringer til den grundstruktur, som Martinus har leveret.

3) Åndsvidenskaben/åndsforskeren er en, der tjekker Martinus Kosmologi: Det er formentlig her, den aktivt læsende åndsforsker skal finde sig selv. Vi tjekker efter bedste evne det, Martinus har skrevet. Passer det med vore egne erfaringer? Vækker det genklang og genkendelse i os? Enhver, der for alvor er blevet fanget af dette værk, må erkende, at det er noget forunderligt, der sker i vores indre, når de store sammenhænge knyttes. Men i grunden adskiller denne indre fryd sig vel ikke fra en, der bliver fanget af f.eks. Kierkegaard. Han eller hun læser også Kierkegaard, fordi det, han skriver, vækker genklang og genkendelse.

Jan N. Tarbensen mener i øvrigt ikke, at man kan kalde Martinus' analyser for beviser i almen videnskabelig forstand. Martinus påviser og beskriver gennem eksempler nogle sammenhænge, som vi umiddelbart kan overskue og er erfaringsmæssigt fortrolige med, for at vise og sandsynliggøre nødvendigheden af de store åndelige sammenhænge, som hans åndsvidenskab præsenterer.

4) Åndsvidenskaben er en erfaringsbaseret videnskab. Åndsvidenskaben kan kun udføres af personer med kosmisk bevidsthed: Det udelukker alle, og selv den kosmisk bevidste forsker som fænomen kan ikke erkendes eller anerkendes af videnskaben. Fra en filosofisk materialistisk synsvinkel er det utænkeligt, at noget menneske skulle kunne få adgang til et "vidensocean". Men man kan forske i det fænomen, at flere personer gennem tiden har påstået at have fået indsigt "fra oven".

Og hvad så? Er det så vigtigt at blive anerkendt af den etablerede videnskab? Umiddelbart nej! Vi kan fortsætte med at tjekke Martinus. Vi kan kalde os åndsforskere indbyrdes. Vi kan snakke indforstået med hinanden. Men! – det er vigtigt, at vi er bevidste om, hvad det er, vi gør. Hvis Martinus åndsvidenskab er, hvad jeg personligt mener at kunne se, at den er, og her må hver åndsforsker netop svare for sig selv, så er det en viden, der med tiden helt vil ændre vores syn på begrebet videnskab.

Ud fra en åndsvidenskabelig betragtning er alle mennesker udforskere af livet, men de færreste er bevidste om betydningen af den erfaringsdannelse, de er underlagt. Videnskab/åndsvidenskab består i at bruge sine erfaringer til at forske metodisk og bevidst.

"Hvorfor så sætte himmel og jord i bevægelse for at finde livsmysteriets løsning i de kosmos, der står vor bevidsthed eller oplevelsesevne fjernest? Hvorfor ikke søge nævnte løsning i vort eget kosmos, hvilket vil sige: mellemkosmos, der igen lige akkurat er tilpasset for vore sanser og derfor her forekommer i sin mest enkle og for sansning lettest tilgængelige form. At søge livsmysteriets løsning i de to andre kosmos: mikrokosmos og makrokosmos, i stedet for i mellemkosmos er jo at gå over åen for at hente vand. Det er at rejse milevidt for at lede efter noget, man allerede går med i hånden, rent bortset fra, at det er ganske umuligt at finde livsmysteriets løsning i de to kosmos, sålænge det ikke er fundet i vort eget kosmos eller det område i verdensaltet, der udgør vor egen organisme og "jeg". Her fremtræder verdensstrukturen eller livsmysteriets løsning i sin allerenkleste eller simpleste form, ja, så enkel og ligetil, at den med sine analyser eller i form af åndsvidenskab er lige så lettilgængelig for almenheden som religionen, hvis afløser eller arvtager den er." (Menneskeheden og verdensbilledet, bog 8. kap. 22)

Denne helt specielle "videnskab" kan ikke studeres seriøst, uden at forskeren bliver religiøs, samtidig med at åndsvidenskaben hverken er en religion eller en trosretning. Dette vil intet "rigtigt" videnskabeligt indstillet menneske kunne forstå. En videnskab, der gør én religiøs, kan ikke være en videnskab! Og dog; det følgende citat af Albert Einstein afslører, at han havde færten af mere, end hvad hans fantastiske naturvidenskabelige præstationer afslører: "Kunstens og videnskabens vigtigste opgave er at vække den kosmiske, religiøse følelse og holde den i live." (Kilde: en citatplakat fra Danmarks Apotekerforening)

I grunden burde naturvidenskaben og filosofien gøre forskeren religiøs, for naturen og dens samspil – hvert eneste levende væsen – er så fantastisk genialt skruet sammen. Det er som om, at fordi videnskaben mener at kunne forklare dette under ved brug af kemi og fysik og helt uden brug af Gud, så er det egentlig ikke så forunderligt! Noget skal forløses – genløses, og det arbejder udviklingen på helt lovbundet – ifølge åndsvidenskaben.

"Da videnskaben udgør den første begyndende viden om verdensaltet og tilværelsen, bliver den således den kosmiske eller åndelige verdens periferi. Den er den gryende kosmiske bevidsthed. Den er den friske søluft i nærheden af havet. Den moderne videnskab vil altså i virkeligheden være et uomstødeligt bevis for jordmenneskehedens åndeliggørelse.

Men da videnskaben jo endnu kun er "duften fra havet" og ikke det virkelige "hav", hvilket altså vil sige, at den ikke er i renkultur, men er iblandet og bundet af altfor store mængder tyngdeenergi og dog kan udgøre en sådan lyskilde for verden, hvor meget mere må den så ikke komme til at betyde, når den bliver i renkultur, hvilket igen vil sige, når den når frem til at være udtryk for tilværelsens allerhøjeste grundenergi, det altgennem­trængelige lys: Intuitionen. Man må nemlig forstå, at videnskabens nuværende form kun repræsenterer et midlertidigt stadium i en ud­vikling, som vil komme til at give plads for et endnu fuldkomnere stadium."

(Livets Bog 1, stk. 180)