Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Arthur Schopenhauer (1788-1860) var en tysk filosof og stor pessimist. Han følte sig miskendt af verden og levede alene med sin trofaste puddelhund. Af og til råbte han til den: "Menneske!", hvilket på tysk blev til et brøl: "MENSCH!" Hunden trak sig da ynkeligt jamrende ind i sit hjørne med halen mellem benene.

Hvilken filosofi kunne da gøre Schopenhauer så mismodig? Endnu engang var det Kant, tidens største filosof, der spøgte. Ligesom Martinus opfatter også Kant den ydre verden som et "syn", vi selv skaber i vores bevidsthed. Dette "syn" bliver altså til i et samspil mellem vore sanser og vores "jeg". Sidstnævnte er causa sui (lat.: sin egen årsag), eller som Martinus udtrykker det: "årsagsløs årsag". Her skelner Kant mellem verden som den er i sig selv (das Ding an sich), og som den skabes og opleves af jeg'et (das Ding für mich). Det gør Martinus også. De to verdener er markeret på hans symbol 32 i henholdsvis stjernefelt 1 og 7, diametralt over for hinanden. Det skal understreges, at Martinus intet kendte til Kants filosofi.

I dette perspektiv blev Schopenhauer som tryllebundet af en detalje, han ikke kunne affinde sig med. Når nu verden, som den fremstod for os, ikke var den samme som verden bag det hele, den virkelige verden, så måtte alt, hvad vi oplevede, jo være illusioner. Vi lever kort sagt i blinde. Fortvivlet kastede han sig over indisk filosofi og fandt her noget, han kunne bruge. Verden var kun et gøglespil, stod der, et mayas slør. Og løsningen var dyb meditation. Altså sagde han verden ret farvel og søgte Nirvana, hvor alt ikke bliver til, men hører op. På den måde mente han at kunne ophæve skellet mellem sig selv og verden. Ved at undgå at opleve noget overhovedet kunne han undgå at skabe de illusioner, der ødelagde det hele.

Troede han.

Hvad ville Martinus sige til Schopenhauer?

I Livets Bog 4, 1055 kan man i sammendrag læse: "At tingene fra et vist synspunkt er illusion er ganske rigtigt, men dette synspunkt ligger (...) "uden for" livet og kan umuligt anvendes som logisk rettesnor i nogen som helst viljeføring. At det ligger "uden for" livet betyder ikke, at det ikke eksisterer. (...) Alle de "skabte ting" kan umuligt eksistere eller blive til uden at pege tilbage på en for sanserne utilgængelig årsag. Men da denne årsag er "uden for" sanserne [Kant: an sich] og dermed "uden for" direkte oplevelse og skabelse, kan den i sig selv ikke eksistere som en "skabt ting" [Kant: für mich], hvilket igen vil sige: som tid, rum og stof mm., men derimod kun som et navnløst "noget som er". Det er denne tingenes identitet med det usanselige, der udtrykkes som X3, hvis eksistens igen betinges af X2 [skabeevnen] og X1 [jeg'et]."

Med den sidste sætning forsvinder muligheden iflg. Martinus for at adskille sig selv fra verden. Man kan ikke kaste sin skabeevne bort. Dermed fortoner drømmen om Nirvana sig. Den er blot endnu et mayas slør...