Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Lad os antage, at du klapper dig på lommen og tænker: – Har jeg nu husket bilnøglen? Og lad os antage, at Martinus har ret, når han hævder, at du er en guddom i dit eget univers, der består af levende celler, molekyler, elektroner og endnu mindre partikler i én uendelighed ned i det små. Set fra et eller andet perspektiv dybt her nede i denne miniputverden er din tanke måske en genstand til at tage og føle på. Måske er den en bjergkæde, måske et helt mælkevejssystem. Hernede er tiden også en anden. I løbet af den tid, du bruger på at tænke, om du nu har husket bilnøglen, så kan utallige generationer af disse miniputvæsener leve deres tilværelse fra fødsel til død, akkurat som os andre. De kan klappe på deres lommer og tænke på deres bilnøgler, eller hvad det nu er, den slags miniputter skal huske på. Her står vi over for uendeligheden i tid og rum; tanken har ikke kraft til at overskue alle disse verdener, for der er hverken nogen begyndelse eller ende på det hele.

Tanken har en forunderlig magt, og om den skriver Martinus på de næste sider. Den har ikke magt til at tænke tanker til bunds i mikrokosmos. Det har vi lige set et eksempel på. Vi bliver aldrig færdige. Og det samme gælder makrokosmos. Vi kan blive ved med at lægge kloder, sole, galakser og endnu større systemer i rækkefølge. Vi bliver aldrig færdige. Vi kan højst opleve et sug i maven, men vi kan ikke drage en konklusion eller nå til nogen forståelse på den måde. Derfor er det heller ikke det, Martinus gør i sin artikel om tankens magt. Hvad gør han da? Han tager et udsnit af tanken, former det til en cirkel og forbinder enderne ved hjælp af "genkendelse". Slutningen bliver identisk med begyndelsen (Livets Bog 2, 435). Når du genkender konturerne af bilnøglen ved at banke på lommen, har du udført en analyse. Du har forstået, at din bilnøgle er, hvor du forventede, den skulle være. Din tanke har udført et kredsløb, og du er tilfreds. Måske siger du ligefrem: – Aha!

Det er en sådan magt, tanken har til ved hjælp af sluttede kredsløb at nå til forståelse af et problem. Men det er klart, at der må være et problem først. Hvis ikke du opfatter de tanker, Martinus kommer ind på i sin artikel, som "problemer", så vil du heller ikke kunne "genkende" eller "genfinde" de løsninger, han bringer i sine "analyser". Du har ingen bilnøgle at lede efter, og hvad hjælper det så, at "verdensgenløseren" Martinus fortæller dig, at du bare skal klappe på lommen for at overtyde dig om, at det er dér, du har nøglen.

Så enkelt er det med Martinus og hans analyser. Det usædvanlige er de problemer, han giver sig i kast med, og her vil jeg overlade dig til hans kolossale overblik, som for mig og mange andre har været et aha, der endnu vibrerer i sind og nerver, og som har gjort det til livet for os at tænke på ordet "analyse", som noget særligt for Martinus, skønt det er den simpleste sag af verden.

Det verdensbillede, han ruller op, kan bruges praktisk på mange måder. Det skal vi se talrige eksempler på i bladets øvrige artikler. De er alle sammen analyser, der beror på noget, som vækker genkendelse og aha-stemning. Kig selv efter!