Kosmos 2003/8 side 170
Hvad var det nu Martinus skrev om?
Kære læser!
I disse dage er det 113 år siden, Martinus blev født. Hvis du hurtigt vil vide, hvad hans bøger handler om, så kan du nøjes med at læse de første få linier, han skrev i Fortalen til sit hovedværk Livets Bog. Det hele drejer sig om at slå fast, hvad livsoplevelsen i grunden er for noget. I løbet af sit lange liv som forfatter – Martinus blev 90 år – var det livsoplevelsen, det hele drejede sig om. Det kan man jo så fundere over, for er der nogen litteratur i hele verden, som ikke på en eller anden måde handler om livsoplevelsen? Det er der vel ikke, men Martinus' projekt var at slå fast, hvad der er ens for alle de væsener, der har en sådan livsoplevelse, og dvs. både planter, dyr og mennesker – ja, tilmed mineraler i en vis forstand. Alt er liv eller tegn på liv, fortæller Martinus, og det handler dette nummer af Kosmos om. Det handler om kommunikation.
Når det nu var opgaven at finde ud af, hvad der er fælles for alt liv og begynde med livsoplevelsen, så måtte det næste blive at finde ud af, hvad der betinger forskellene. Og her kom begrebet udvikling ind i billedet. Hvert trin i udviklingen har sine idealer for livsoplevelse. Det lyder måske lidt mærkeligt at tale om, at også planter og dyr har idealer. Ikke desto mindre kan man nemt på deres adfærd aflæse, hvad de går efter. De har en "moral". Og når vi kommer til menneskene, så vil vi se, at de på samme tid har to former for moral, der tilmed er modstridende. Den ene hedder: "Enhver er sig selv nærmest". Den anden hedder: "Du skal elske din næste som dig selv". At kæde denne modsætning sammen med begrebet udvikling og livsoplevelse blev Martinus' hele livsprojekt, dertil var han født.
På næste side finder du en artikel af ham. Den er fra 1947, en gammel sag altså. Men det betyder ikke noget, for her drejer det sig om noget større, hvor hverken 100 eller 1000 år spiller nogen rolle. Det drejer sig om principper, der er hævet over tid og rum, og som evigt gentager sig: Både planter, dyr og mennesker har fjender. Hvem er da menneskets største fjende? Det skal vi se i denne artikel.
Mary McGoverns artikel, som følger lige efter, handler om det allerførste, Martinus skrev i Fortalen, nemlig om livets oplevelse. Her kan du læse, hvad det egentlig var, han skrev, og her kan du få lejlighed til at forstå det fra en ny synsvinkel gennem en række sammenligninger, der så at sige er lige til at tage og føle på. I bladets spørgerubrik kommer Hans Wittendorff ind på det besynderlige spørgsmål om mineralerne. Er de levende? Olav Johansson går i sin artikel om følelser til kernen i selve livsoplevelsen, som Martinus definerer den, nemlig som krydsfeltet mellem vore egne energier (følelser) og omgivelsernes energier. Kan vi opstille nogle parametre, som tillader os at måle og konkludere? Endelig fortæller Karin Nilsson om nogle af de praktiske erfaringer med alle disse ting.
- Tillykke med de 113 år!
Sh