Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2003/8 side 174
Essay
Livets oplevelse – en analogi
af Mary McGovern
Mary McGovern
Efter min opfattelse er livets oplevelse hovedtemaet i Martinus' værker. Det allerførste afsnit af Livets Bog bærer overskriften "Livets oplevelse", og første kapitel i Logik hedder "Livets oplevelse og individets forstand". I første afsnit af Livets Bog skriver Martinus, at levende væsener "er alle uden undtagelse genstand for livets oplevelse", uanset om de er mineraler, planter eller dyr. Senere i fortalen til Livets Bog (kapitel 15) skriver Martinus, at hans mål med at skrive Livets Bog er "at lede sandhedssøgeren til forståelsen af den daglige oplevelse af livet ... som ... en af Forsynet udløst direkte korrespondance, en korrespondance, som det pågældende individ, efterhånden som det bliver bevidst i sin evige tilværelse, vil blive i stand til at reflektere på lige så let, som det nu er i stand til at reflektere på et med sig jævnbyrdigt medvæsens korrespondance."
Martinus' mål er altså at give os hjælp til at forstå, at alle vore erfaringer, behagelige såvel som ubehagelige, ikke er andet end en samtale med Gud. Denne forståelse giver os mulighed for at fuldkommengøre vores samtale med og forhold til Gud, og på den måde kan vi sikre os selv fuldkommen lykke og visdom. For at gøre dette klarere for os, anvender Martinus bogen som en analogi. Titlen på hans hovedværk er i sig selv en analogi. Livets Bog er ikke blot titlen på Martinus' bog om livet, men det er samtidig en analogi på vores daglige oplevelse af livet, det han også kalder "den virkelige livets bog". Men som det også forholder sig med en bog, så er forståelsen afhængig af vores evne til at læse den. Hvis bogen er forfattet på et sprog, vi ikke forstår, så kan vi ikke læse den. Vi kan se bogen, vi kan veje den og måle den, vi kan beundre omslaget osv., men indholdet forbliver "en lukket bog", indtil vi har lært det sprog, som bogen er skrevet på.
To måder at opfatte på
Vi kan her konstatere to grundlæggende forskellige måder at opfatte på: den ene er fysisk, og den anden er ikke-fysisk, hvilket vil sige åndelig. Når vi ikke kan forstå sproget, kan vi kun opfatte bogen fysisk. Når vi forstår sproget, kan vi opfatte bogen både fysisk og åndeligt. Vi kan få del i bogens litterære, videnskabelige og åndelige indhold.

Figur 1 viser det grundlæggende princip for livets oplevelse: liv og bevidsthed kan indkapsles og lagres i fysiske fænomener.
Det grundlæggende princip for livets oplevelse
Figur 1 viser en illustration af det grundlæggende princip for livets oplevelse. Her kan vi se, at en forfatter har skrevet en bog, og ved at gøre det, har han indkapslet nogle af sine ideer og tanker i bogen – i virkeligheden en del af sit liv. Bogen bliver på den måde en form for "livsbatteri", som er ladet med forfatterens liv og bevidsthed. Dette liv og denne bevidsthed kan derefter overføres til læseren som ikke-fysisk, åndelig næring – som nyt liv. Læseren bliver "ladet op" og beriget af bogens indhold.
Livets direkte tale
Vi ved, at alle bøger er skrevet af en forfatter. Vi har aldrig oplevet en skabt ting, som ikke har haft et ophav. På samme måde må vi kunne konkludere, at alt i naturen har et ophav, og da ikke mindst fordi det naturskabte er så uendelig meget mere imponerende end det menneskeskabte.

Figur 2
I figur 2 kan vi se en situation, som svarer til illustrationen i figur 1. Isbjerget i midten symboliserer alt i naturen, alle situationer i tilværelsen – med andre ord "den virkelige livets bog". (Jeg har valgt isbjerget, fordi det kan være enormt). Vi kan konkludere, at denne "livets bog" må have en forfatter. Forfatteren er den, som religionerne omtaler som "Gud" eller "Skaberen". Trekanten til højre symboliserer Gud. Vi kan altså se, at alt i naturen og alle situationer i tilværelsen er Guds ideer og tanker, Guds liv og bevidsthed indkapslet og lagret i fysiske fænomener. Når vi oplever livet, overføres Guds liv og bevidsthed til os som åndelig næring, som nyt liv og som en opladning af vore åndelige batterier. Uden undtagelse er alt det, vi møder i vores liv, således en direkte oplevelse af intet mindre end en del af Guds bevidsthed. Efterhånden som vi gradvis udvikler os i retning af moralsk fuldkommenhed, bliver vi bevidste om den guddommelige bevidsthed bag al livsoplevelse og om vores identitet som en del af Guds liv og bevidsthed – det religionerne kalder "gudesøn".

Figur 3
Oversætterens rolle
Men hvis nu der er en bog, som man gerne vil læse, og som er skrevet på et sprog, man ikke behersker, så kan man altid lade den oversætte. I figur 3 er der vist en model for denne situation. Her overføres forfatterens ideer og tanker via bogen til oversætteren, som læser bogen og gør sit bedste for at oversætte indholdet til læserens sprog. Forfatterens tanker og ideer kan på denne måde overføres til den fremmede læser, selvom der næsten altid går noget tabt i oversættelsesprocessen.

Figur 4
Verdensgenløsere som oversættere
Når det drejer sig om at forstå "den virkelige livets bog", har vi også gavn af "oversættere". I figur 4 ser vi igen en illustration af livets oplevelse, men denne gang har jeg tilføjet en verdensgenløser, fordi det er verdensgenløserens opgave (verdensgenløsningsprincippet), at hjælpe os, der er i færd med at læse den virkelige livets bog, med at forstå det, vi "læser" eller oplever. Verdensgenløserne forklarer livsoplevelsen i et sprog, som passer til den enkeltes udviklingstrin. For eksempel talte Jesus i lignelser, som var forståelige for de mennesker, som levede på hans tid. Lignelser var deres sprog så at sige. I dag har vi kosmiske analyser, som passer bedre til vore tiders videnskabelige indstilling. Verdensgenløsere og åndelige vejledere oplever altså ikke blot livet som noget materielt eller fysisk, men som et "livsbatteri", som indkapsler selve Guds liv og bevidsthed. Heraf følger, at verdensgenløsernes opgave er at sætte de levende væsener i kontakt med Gud. Ordet "religion" kommer fra det latinske ord "religare", som betyder binde eller fastholde. Religion og verdensgenløsningsprincippet har altså som formål at "binde" eller forbinde det enkelte væsen til Gud, og det er helt analogt med den måde, hvorpå en oversætter binder eller forbinder læseren til forfatteren.
En forklaret tilværelse
Efterhånden som vi udvikler os, øges vores intelligens og humanitet, fortrinsvis gennem lidelse og støttet af åndsvidenskaben, og det resulterer i intuitionens vækst i vores bevidsthed. Når vi får intuition, kan vi læse den virkelige livets bog uden hjælp fra en "oversætter", det vil sige en verdensgenløser eller åndelig vejleder. Vi er selv blevet eksperter i sandhed. Vi kan da se Guds liv og bevidsthed i alt og alle, vi kan høre Guds stemme i hver eneste lyd – behagelige såvel som ubehagelige, vi kan se bevidsthedens skabelse i alle ufærdige tilstande, og vi lever en forklaret tilværelse og er konstant omfavnet af og afgiver uafbrudt kærlighed til alle i vores nærhed. Livets bog bliver da læst direkte til os, og den bliver forstået helt og fuldt i praksis.
 
Oversættelse: MKB