Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2003/8 side 189
Evige tanker
Et spøgelse går gennem Europa...
Karl Marx
Hvad bestemmer historiens gang? Er det små tilfældigheder, der spiller ind, eller er der en højere plan bagved? – Martinus opfattede Jordkloden som et stort, levende væsen, hvis tanker kom til syne i form af de forskellige strømninger, der viste sig i menneskelivet; de såkaldte verdensimpulser.
En historiker vil i vore dage stå helt uforstående over for en sådan opfattelse. Som Martinus vil han nok hævde, at der finder en udvikling sted, men han vil som en selvfølge gå ud fra en filosofi om, at tryk avler modtryk, og deraf fødes en ny impuls. Sådan var det jo med renæssancen, reformationen, den franske revolution, verdenskrigene osv.
Men sådan har man først set på det fra midten af 1800-tallet. Før den tid lå alt i Guds hånd. Den filosof, som fik idéen om tryk og modtryk, hed Hegel. Men den, som mere detaljeret kom til at formulere det moderne historiesyn, var den tyske filosof Karl Marx (1818-1883).
På Marx' tid var industrialismen for alvor slået igennem, og kløften mellem arbejder og arbejdsgiver var særlig mærkbar. Hvordan skulle det ende? – Det var et spørgsmål, der fik Marx til at tænke på Hegels filosofi om tryk, modtryk og ny impuls. Marx forudså, hvilken retning historien ville tage. Før eller senere måtte der opstå en revolution, og efter den ville et klasseløst samfund rejse sig. Ja, netop på denne tid (1848) brød der revolutioner ud overalt i Europa. Og her havde man altså forklaringen, mente Marx. Men det var kun begyndelsen...
I stedet for blot at sætte sig ned og vente på det endelige sammenbrud tog Marx sammen med vennen Fridrich Engels (1820-1895) sagen i egen hånd og udsendte Det kommunistiske manifest. Her kan man bl.a. læse: "Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse ... Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store, fjendtlige lejre, i to store klasser, der står skarpt mod hinanden: bourgeoisiet og proletariatet ... Proletarerne har kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. Proletarer i alle lande, forener Eder!"
På grund af sin politiske agitation måtte Marx rejse i eksil til London, hvor han skrev sit teoretiske storværk Kapitalen, der udkom i 1867. Her forsøgte han at bevise, at hvis nogen var i besiddelse af ejendom, så var der tale om tyveri; renten af al kapital stammede jo fra en monopolstilling og magtposition.
Også Martinus tegner et billede af fremtidens samfund som klasseløst. Ændringerne vil dog ikke finde sted ved en voldelig revolution med de blodige ofre, som den politiske kommunisme blev kendt for i det 20. århundrede, men lidt efter lidt i takt med en forædling af det enkelte menneske gennem flere liv. Ejendomsretten vil overgå til en "Verdensstat", og takket være en fortsat teknisk udvikling og afløsning af det nuværende forretningssystem, som Martinus kaldte for "maskeret røveri" (et synspunkt, Marx ville bifalde), kan arbejdstiden nedsættes til nogle få timer om ugen. Pengene vil blive afskaffet til fordel for en "arbejdskvittering", der giver adgang til alle Verdensstatens goder. Mere herom i Livets Bog 1, 4. kapitel.
sh
 
Litteratur: Se mere om emnet i Olav Johanssons temahæfte "Drømmen der brast", Kosmologisk information 1993.