Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
På de næste sider fortæller Martinus om to verdener. Man kunne også sige, at han fortæller om sin egen verden som en modsætning til den verden, vi andre normalt oplever. Havde han ikke haft et meget nært forhold til Gud, og havde han ikke haft let ved at finde venner overalt, så tror jeg, han havde følt sig som et meget ensomt menneske blandt andre mennesker. I barndommen havde han fundet et forbillede i Jesus, som han jo hørte om i skolen og hos præsten, og den kontakt blev bestemmende for hele hans voksne liv og "mission", som han kaldte det.

Hvad gik denne mission så ud på? Den gik ud på at forklare, hvad liv i grunden er. Ikke som en biologisk proces, men som en forståelse af selve livsnerven, der får det hele til at bevæge sig. At løse dette mysterium har altid optaget menneskene. Nogle har ment, at det bedst lader sig gøre gennem naturvidenskaben, mens andre hælder mere til filosofi og humaniora. På den måde er verden delt i to lejre, og på Martinus' tid stod disse lejre særlig stejlt over for hinanden. Da naturvidenskaberne kunne bryste sig af en række strålende resultater, så var det mest dem, man så op til og forventede sig noget af. Det var ikke ualmindeligt, at ansete læger og specialister blev opfattet som rene orakler. Også når de udtalte sig om livsmysteriet, som de rent fagligt ikke vidste noget om.

Da Martinus i 1932 udgav 1. bind af sit hovedværk Livets Bog, blev han ikke uventet mødt med en del kritik, som han straks kunne afvise. Dette var jo kun 1. bind, og der fulgte meget mere efter. Desuden var dette for ham ikke en hypotese, men en sanset virkelighed, og den eneste måde, man kunne forstå det på, var ved at være opmærksom på de tegn, der viste, at vi alle er på vej til at udvikle de samme sanser. Indtil videre kunne hans verdensbillede så gøre gavn som en teori, der kunne tjene som forberedelse og træning i det, der engang ville kunne opleves af alle mennesker.

På den måde blev Martinus' virke dobbeltsidigt. Det blev ikke bare en fortælling om et evigt verdensbillede, men det blev også en fortælling om ham selv som et levende bevis på sandheden i det, han talte og skrev om. Det kunne fornemmes af alle, som med åbent sind hørte og så ham på talerstolen, og det lyser også ud af hans bøger og de foredrag, som i dag kan købes på CD. Her er et menneske, der ved, hvad han taler om, og som kan få det hele til at hænge sammen.

Det er klart, at et sådant lys breder sig til omgivelserne, og det skal vi se eksempler på i bladets øvrige artikler. De handler alle om problemet med at passere tærskelen mellem to verdener. De handler om nutiden og fremtiden, som Martinus så den. Og de handler om de faktorer, der sætter bevægelsen i gang og gør lyset fra Martinus' verden synligt i den verden, som du og jeg lever i.