Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi møder alle daglig og til stadighed via vore massemedier rapporter fra forskellige krigsskuepladser i den tredje verden. Billedet af drenge i teatralske soldateruniformer med kalasjnikov og solbriller. Rapporter om massakrer og voldtægter i en eller anden "afkrog" af verden. Og oftere og oftere også notitser om kvinder, som er blevet smuglet som sexslaver til bordeller selv i vor velstillede del af verden.

Men det er nødvendigt med hjælp fra en grundig tysk sociolog som Herfried Münkler, professor fra Berlin og ekspert i krigens historie og sociologi, til at kunne samle de af vore medier formidlede løse fragmenter til et helhedsbillede af den apokalyptiske, af krig prægede, virkelighed, som strækker sig i et bælte rundt om jorden fra Sydøstasien via Centralasien, Mellemøsten og Afrika til Sydamerika. Det redegør han for i bogen Die neuen Kriege ("De nye krige"), hvis indhold sammenfattes i en artikel i Svenska Dagbladet den 7/3 2003. De nye krige, mener Münkler, er resultatet af en mere og mere globaliseret verden med svækkede og hensmuldrende statsmagter. Vi har endnu ikke vænnet os til at se det "nye" i disse krige, men har stadig en tendens til at sortere dem efter de traditionelle kategorier: Etniske, religiøse eller politiske. De krigsførende får somme tider etiketterne befrielsesbevægelser eller guerillabevægelser. Men Münkler undersøger, hvad der er bag etiketterne, som han mener dækker over det faktum, at det handler om en almengyldig foreteelse, som han altså kalder "de nye krige" (der, som det viser sig, egentlig er en meget gammel foreteelse).

Münkler sammenligner "de nye krige" med den europæiske Trediveårskrig (1618-1648). Ikke siden da har vi i Vesten egentlig set den type "privatiserede" krige, som vi nu ser i de dele af verden, der mangler en fungerende statsmagt. Disse krige spreder sig nu som en steppebrand i det tidligere nævnte bælte omkring jorden, hvor staterne, i den udstrækning de overhovedet har eksisteret, er smuldret bort og er blevet erstattet af et lovløst krigslandskab behersket af krigsherrer med røverbander af yngre og yngre drenge. Ofte slås disse ikke for at vinde en endegyldig sejr over en fjende og slutte fred. Krigen er tværtimod blevet en mere eller mindre permanent livsform. I de nye krige går der efter Münklers vurdering ti civile dødsofre på hver falden kriger. I de klassiske krige var forholdet det omvendte. Kun sjældent mødes krigere i bataljer i de nye krige. Deres krigstogter sker med japanske pickup trucks og lette håndvåben, mere og mere lette at bruge – som skabt for barnehænder, konstaterer Münkler tørt.

Krigen er et stadigt plyndringstogt, ofte udført af narkotika- eller alkoholpåvirkede teenagedrenge, der her kan hengive sig til ukontrollerede pubertets-almagtsdrømme. Følgerne af disse krige er massakrer og voldtægter.

Voldtægterne er ikke bare en bieffekt af de nye krige, mener Münkler. De er tværtimod ofte en bevidst strategi med henblik på at fornedre etniske grupper uden for deres egen. De hører til de nye kriges typiske ingredienser.

Geografisk befinder disse statsløse områder sig i tomrummet efter de europæiske og russiske imperier, der har efterladt sig en lang række konfliktarnesteder i disse dele af verden. Hvor et skin af statsmagt ser ud til at være opretholdt, drejer det sig ofte om, at det er lykkedes en stridende gruppe midlertidigt at tilrøve sig hovedstaden og på mafiavis har haft held til at erobre et greb om magten.

Da krigen begyndte at flamme op i konkursboerne efter de europæiske imperier, sidst det sovjetiske imperium, havde de ofte en politisk varedeklaration. Under den kolde krig kunne enhver guerillakrigsbevægelse kalde sig befrielsesfront og regne med støtte fra den ene eller den anden side i det globale magtspil. Men krigen er i dag mere og mere blevet en måde at forsørge sig på for den yngre mandlige befolkning i den tredje verden. Rekrutteringen begynder ofte allerede blandt 12-13-årige. En pubertetsyngling i disse statsløse lande står ofte foran valget mellem enten et liv i arbejdsløshed eller som slave – uden regulerede arbejdstider – ude i felten. Da kan det for mange virke mere lokkende at slutte sig til en krigsherre og få en tilværelse med pludselig magt og med pubertetsalderens udlevelse af volds- og sexfantasier. Krigsherrerne synes, ifølge Münkler, at foretrække så unge krigere som muligt. Jo tidligere disse børn rekrutteres, desto mindre besvær får de med en "socialisering" eller modning til et liv, hvor hensyntagen eller medlidenhed ville hæmme eller splitte dem i deres krigeriske hverv.

Ifølge Martinus er det jo også sådan, at vi gennem børne- og ungdomsårene repeterer tidligere udviklingsstadier, som har været prægede af netop krigens idealer og livsform (se fx Livets Bog 2, stk. 424), så disse børn og unge i krig får jo her lejlighed til, ikke bare i form af leg eller foran computerskærmen – som vi ofte ser det hos drenge i den alder i vor del af verden – at repetere eller udleve disse krigeriske og aggressive tendenser. At vore dages krig i virkeligheden er repetitioner af en fortidstilstand – som ganske vist endnu ikke er helt udlevet – fremgår også af det, Martinus skriver i Livets Bog 2, stk. 453:

"Enhver krigs sande årsag ligger absolut ikke i nuet, ja, er for de nulevende jordmenneskers vedkommende årtusinder forud. De krige, der i dag er erklæret eller forberedes, har ikke sin virkelige og dybeste rod i de årsager, de i dag opgives at være baseret på. Disse er i realiteten kun ydre fysiske udløsende momenter. Disse momenter er så i virkeligheden vibrerende reaktionsbølger fra en længst forsvunden tidsperiode med helt andre dagsbeviste idealer og autoriserede moralforskrifter end de, der i dag søges indøvet som vejen til fuldkommenhed."

En krigsherre, som dominerer en region, råder også over dens resurser. Er der ingen naturresurser, kan man give sig af med narkotikadyrkning. Eller handel med sexslaver og/eller flygtninge. Mennesker bliver transporteret ud af de helveder, som krigsherrerne behersker eller selv har skabt. De skaber altså både motiverne for at flygte og midlerne til at kunne gøre det. Ofte munder flugten ud i, at de narrede kunder dumpes på de rige landes tærskel eller drukner i Middelhavet.

De nye krigsherrer lever i symbiose, i gensidig afhængighed, med den internationale kriminalitet i en økonomi, hvor der er overflod af narkotika, våben, sexslaver og eftertragtede konsumvarer. Et produkt af de nye krige er flygtningestrømme, der proppes ind i gigantiske flygtningelejre. Den etniske eller religiøse gruppe, der i øjeblikket kan pege på flygtninge og derfor indtage "offer-rollen", får snart verdens TV-team til at strømme til. Det gælder om at kunne "spille det etniske kort", som Münkler udtrykker det. I spillet med de internationale medier er det netop vigtigt, at ens egen etniske gruppe fremstår som offer. Det har vi set fx på Balkan, i Mellemøsten og i Afrika, samt de asiatiske dele af det gamle Sovjetimperium de seneste år.

Vi i den vestlige verden forstår ifølge Münkler ikke de nye krige, fordi vi siden Trediveårskrigen har vænnet os til, at krig er noget, som stater har monopol på. Det var engang et stort fremskridt for civilisationen, da det lykkedes de europæiske nationalstater at afvæbne deres hærgende soldatereskadrer. Krigsherrerne, som drog hærgende gennem Europa med deres skarer af lejeknægte, forsvandt stort set i vor del af verden med Trediveårskrigen.

Også i Europa var krigen indtil 1600-tallet noget, der blev udført af private entreprenører med hvervede friskaremænd. Disse krigsskarer var ofte svære at demobilisere, når fyrsterne eller byerne havde lejet deres folk. De begav sig somme tider ud på deres egne plyndringstogter på kryds og tværs gennem Europa, efter at have tilendebragt deres krigsopgaver. De mere og mere mægtige nationale fyrster fandt det til sidst for godt at statsliggøre krigsmagten og indføre nationale krigsorganisationer med jernhårdt disciplinerede arméer.

Vore dages "privatiserede" krigerskarer med deres billige håndvåben og lette trucks bevæger sig hurtigt gennem landskabet. Amerikanerne i fx Afghanistan eller russerne i Tjetjenien kan sætte deres moderne – og dyre – missiler ind, men mod hvad? Og mod hvem? Münkler bruger også udtrykket "asymmetrisk krigsførelse", hvor vældige højteknologiske krigsmagter står mod lavteknologiske, omkringfarende krigerbander. I fx Afghanistan ser det efter Talibanregimets fald ud som om, det er umuligt for det nye regime eller centralmagten at opretholde kontrollen over de af forskellige – og indbyrdes rivaliserende og stridende, lokale krigsherrer beherskede og kontrollerede provinser.

Verden af i dag viser altså på mange måder, at et samfund uden fungerende statsmagt bliver et samfund, hvor der hersker krig og kaos. Set på den baggrund bliver det også lettere at forstå, hvorfor Martinus ser statsmagten som "det nuværende mest fundamentale resultat af den lyse udstråling fra "det guddommelige skabeprincip". (Livets Bog 1, stk. 72). Den udstråling, som til sidst skal sætte punktum for krigens mørke kapitel i menneskehedens historie. Men på vejen dertil mangler der åbenbart at blive gjort en del smertelige erfaringer. Men det er erfaringer, som i højeste grad bidrager til at omskabe "den fødte kriger" til en fredens apostel. Forskellen mellem krigeren og pacifisten er jo, at pacifisten er den største kriger –­ dvs. den som ejer størst krigserfaring – kosmisk set. Det er jo det, der har gjort ham til pacifist. Således forvandles efterhånden "bukke" til "får" i den guddommelige verdensplan.

Når vi bliver konfronteret med det nuværende verdensdramas mørke, så er det derfor værd at erindre sig, at – som Martinus engang sagde – "det er sådan, Gud skaber fuldkommenhed". Selv ikke den mest velfungerende statsmagt kan nemlig i længden garantere freden. Det kan kun det i livets skole forædlede menneskelige sind og hjerte gøre.

Eller som Gandhi udtrykte det: "Fred er ikke noget, vi har – det er noget, vi er".
 

Kilde: Svenska Dagbladet den 7/3 2003

Oversættelse HL