Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når man læser i ældgamle numre af Kosmos, oplever man, hvor tidløs Martinus er –!

Det, der dengang blev kaldt "Kosmos Feriekoloni", – nu Martinus Center, Klint – fik sin allerførste foredragssal i året 1937. Som i dag blev det meste af arbejdet dengang udført af gratis, frivillig arbejdskraft. Det affødte en begejstret artikel af Martinus i Kosmos nr. 5-1937, hvoraf vi her bringer et uddrag i bearbejdet form.

 

Martinus indleder med at slå fast, at uden denne frivillige indsat ville det have været uhyre vanskeligt for "sagen" at få opført sin allerførste foredragssal. Og han fortsætter: "Der er hermed, uden nogen form for luksus eller ødselhed, skabt en velsignelsesrig basis for og lykkelig ramme om et guddommeligt møde mellem åndsvidenskab og åndsforskere, en behagelig samlingssal for ligesindede interesserede i den højeste viden, en første skole for den højeste sjælelige uddannelse, og hvorfra eksamensbeviset ikke er et maskinskrevet, professorundertegnet papirdokument, men derimod er en igennem hjerte og hjerne altgennemlysende kosmisk intellektualitet, hvis ydre kendetegn er solskin i øjet, mildhed i væsen, harmoni i omgivelser, en urokkelig glæde ved livet, hvis indre fundament ikke alene er en følelsesmæssig, men også er nået at blive en forstandsmæssig viden om udødelighed, om den guddommelige verdensplan, om et evigt uudsletteligt forsyn, om en evig, ikke i materie begrænset fysisk kropslig skikkelse, men udelukkende i ånd og sandhed, i mentalitet og bevidsthed fremtrædende alfader, der ved sin blotte eksistens gør alle levende væseners højeste identitet til "gudesønner"."

Senere i artiklen slår Martinus fast, at fra talerstolen i Klint skal de store livsfacitter ikke lyde i form af følelsessuggestion, men derimod i form af forstandsstimulering, – en skole for kosmisk uddannelse af hjernen. Og med et fascinerende ordvalg fortsætter han: "Med den kosmiske videns indlemmelse i den fysiske forstand overflødiggøres de kirkelige ceremonier og religiøse foreteelser, idet væsenerne da kommer til at føle hele naturen som Guds eneste virkelige og sande tempel, og alle foreteelser, alle oplevelser, modgang såvel som medgang, som den eneste virkelige og sande "prædiken". Med kosmisk udvikling af den fysiske forstand bliver livet levende, bliver til Guds røst, og Gud bliver væsenets eneste absolut sande "præst", "lærer" og "vejleder", og igennem hvilken det oplever det store facit "Alt er såre godt"."

Man mærker Martinus' umiddelbare glæde over dét, der var den første begyndelse til betingelserne for "et lykkeligt samvær af åndsbeslægtede væsener". Og nu afhænger det udelukkende af gæsterne selv, hvordan stemningen og atmosfæren skal blive. "Men ved hjælp af foredrag og spørgetimer i vor nye samlingssal skulle vi nu have mulighed for stadig at gøre levende, hvad det er, der kan gøre et samvær mellem mange mennesker lykkeligt, således at alle bilyde og disharmonier, al utilfredshed og indignation er fjernede. Jeg håber, vi gennem disse forøgede samvær i åndsforskningen må få adgang til at gøre begribeligt for alle, hvor nødvendigt det er kun at beskæftige sig med de lyse og gode sider ved dem, man skal være sammen med, og så overlade andre mindre heldige anlæg hos dem til Forsynet selv, og at vejen hertil i stor udstrækning åbnes i samme grad, som man kommer bort fra den urgamle tilbøjelighed, der endnu i stor udstrækning gør sig gældende hos de fleste, nemlig den, at være alt for let til at anse sig selv for "martyr"."

Nu ved alle, der studerer Martinus' analyser af den guddommelige verdensplan, at absolut ingen kan være "martyr" og intet være et "martyrium". Med Martinus' ord: "Al oplevelse, modgang såvel som medgang, er jo ifølge den samme plan i deres dybeste analyser konsekvenser af egne, i tidligere livsperioder udløste manifestationer eller handlinger. Med forståelsen af dette letter al trykkende mental tåge, og væsenernes eget klare solskin kommer til at lyse fra alle øjne, kommer til at varme fra ethvert væsen. Og sammenkomsten bliver en by af sole".

Martinus slutter sin artikel med en varm tak til alle de frivillige i Klint, og udtrykker håb og ønske om, at vi alle "skal få mange lyse og lykkelige timer sammen i arbejdet for udviklingen af den store fred på jorden".

Det vil vi alle – både nu og i fremtiden – prøve at leve op til. Med "solskin i øjet, mildhed i væsen, harmoni i omgivelser, – en urokkelig glæde ved livet".