Kosmos 2003/10 side 232
Ud af troens puppe
af Egon Sørensen
Så længe larven befinder sig i puppen, er alle dens behov dækket, for alt, hvad der skal til for dens udvikling, befinder sig i puppen.
Anderledes er det, når den forlader puppen. For det første skal den nu ud at søge føde, men samtidig åbenbares en verden af skønhed og muligheder, som ikke var i puppen.
Den, for hvem troen på Guddommen er tilstrækkelig åndelig føde, befinder sig i puppen, og alle behov er dækket under udsagnet om, at Guds veje er uransagelige.
Den enkeltes verden består af en fysisk organisme og en streng, men retfærdig Guddom, som efter døden lader én slippe ind i himlen eller helvede, alt efter fortjeneste.
Martinus' analyser viser os, hvordan verden ser ud uden for puppen. Han viser os, at Guddommen ikke er en person, som befinder sig et sted langt væk, men at vi alle, som evige væsener, er en del af selve Guddommen.
Han viser os, at der i stedet for dette ene liv er spiralkredsløb, som vi evigt deltager i på stadig højere niveauer.
Han præsenterer os for nye sanseredskaber, hvor afbalanceringen af tyngde-, følelses- og intelligensenergierne baner vej for intuitionsenergien.
I det hele taget åbenbarer Martinus en verden så fantastisk, at han selv savner ord for at beskrive den.
Det er ikke mærkeligt, at mange forsøger at finde en genvej til disse ubeskrivelige verdener. Men her advarer Martinus. Det svarer til at slippe en larve ud af puppen, før den er færdigudviklet, og det kommer der ikke nogen sommerfugl ud af. Intet stadium kan springes over.
Det er heller ikke så mærkeligt, at mange fornægter, at der findes en verden uden for puppen. Deres næring er fremdeles i puppen, og sådan skal det være.
Endelig er det forståeligt, at de, der er på vej ud af puppen, bliver bange ved synet af den nye verden. Men fat mod. De får hen ad vejen vinger at flyve med.