Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
Novembers tidlige mørke lægger sig omkring os, og vi kan rigtig krybe ind i vore egne tanker og mindes den dejlige lyse sommer. Husker du foråret og det tiltagende lys? Husker du pinsen? Martinus fortæller om den i sin artikel på de næste sider. Han hævder, at det er i denne lyse tid, vi tydeligst fornemmer, at der er et eller andet i gære bag alt det fysiske. At der ligesom er en mening med det hele.

Men er der en mening? Ja, siger Martinus, og alle mennesker er på vej til at finde den og opleve den. Også selv om det dybest set betyder, at der er en Guds ånd bag det hele, som gør det muligt i det hele taget at tale om en mening. Det er en lang og mærkelig historie, og den skal vi høre nærmere om i dette nummer af bladet, som rummer ikke bare én, men hele to artikler af Martinus. Men de handler om det samme – ja alt, hvad Martinus havde med at gøre, handlede om Guds ånd over vandene, som hele tiden og altid svæver bag det hele, – hvis vi skal tro Martinus på hans ord. Men sådan ville han ikke have det. Vi skulle ikke tro på ham, vi skulle indse, at der virkelig var tale om noget større, en ånd, som sørgede for, at alting gik rigtigt til. Og at komme på sporet af den ånd betød netop at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert, og at alting ikke bare var lige meget. Moral altså? Ja, hvorfor ikke, og denne moral kom ikke bare ved at læse bøger om Gud og moral, den kom først og fremmest gennem "livets direkte tale".

Martinus var god til at finde på den slags ord, og han kunne også lave billeder af dem. På mange af hans bøger ser man på bagsiden af omslaget en tegning af livets direkte tale. Et dødningehoved troner på en begsort himmel over en silhuet af en brændende by. Det leder straks tanken hen på krigens gru, der i dag står for de fleste af os som det forkerte i livet. Vi har erfaret det, og prøver at undgå det. Det er livets direkte tale, den taler helt af sig selv.

Nået så langt har menneskene en måler for rigtigt og forkert og kan drømme om den fred, som Martinus har tegnet på bindets forside. Her ser man jordkloden på vej op gennem et tykt skydække, og man ser en kristusfigur, der breder armene ud. Den skal symbolisere, at nu gælder det om at tænke "rigtigt", dvs. lade være med at kaste sig ud i flere krige. Ikke bare i det store perspektiv, men også med de mennesker, man færdes iblandt. Og mellem de to billeder, på bagsiden og forsiden, finder vi så Martinus' forklaring i ord og sætninger. Her kan man læse, hvad der forbinder krigen med freden. Og det betyder, at man får inspiration til at reflektere over livets to store modsætninger. De indrammer ligesom også dit og mit livs bog, og det tema skal vi følge gennem denne måneds øvrige artikler. Det er blevet tid til refleksion i vintermørket.