Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Et eller andet sted har jeg læst historien om en solstråle, som havde hørt, at der var steder på jorden så frygtelige, så mørke og skumle, at det var umuligt at beskrive dem. Solstrålen besluttede at finde disse steder og begav sig af sted på sin rejse med lysets hast. Den besøgte alle Jordens huler. Den gled ind i solløse stuer, i mørke alleer, i underjordiske kældre; den søgte overalt i sin iver for at se, hvordan et rigtig sort mørke så ud. Men solstrålen fandt aldrig mørket, fordi den overalt, hvor den kom, bragte sit eget lys med sig. Hvert sted, den besøgte, blev oplyst og forskønnet ved dens nærværelse, lige meget hvor mørkt og elendigt det havde været før."
Dr. Orison Swett Marden: Kærlighedens Vej, 1914.

 

Martinus blev engang spurgt om, hvordan man skulle være, og han svarede: "Man skal være som solen".

At der findes mennesker, der er som solstrålen, er følgende to forfattere et levende bevis på.

Litteraturredaktøren for det ansete Washington-tidsskrift New Republics antyder, at man i Det Svenske Akademi har været ude efter at belønne et af ofrene for holocaust. Men det er næppe tilfældet. Tværtimod. Forfatteren kan dog være vanskelig at forstå og acceptere for de fleste, og så meget mere glædeligt er det, at man tildeler nobelprisen til et menneske, som helt naturligt synes at være i overensstemmelse med åndsvidenskaben – et menneske, som ikke lader sig forme af det ydre liv, men som skaber sin verden indefra.

Jeg har kun læst afslutningen af bogen, som handler om en dreng, der er blevet befriet fra en koncentrationslejr. Han opsøger sin onkel, som siger, at han skal glemme, hvad han har oplevet og begynde et nyt liv.

"Først af alt må du glemme alle rædslerne." Og jeg spurgte stadig mere forbløffet: "Hvorfor?" "Fordi", svarede onklen, "du skal kunne leve, leve frit. Med en sådan byrde kan man ikke begynde et nyt liv." – og det havde han for så vidt ret i, det måtte jeg indrømme. Jeg forstod blot ikke, hvordan de kunne ønske noget, som var umuligt, og jeg bemærkede da også, at sket var sket, og at jeg til syvende og sidst ikke kunne befale over min hukommelse………"I øvrigt", tilføjede jeg, "har jeg ikke opdaget, at der var nogle rædsler". Og da – så jeg – blev de meget overraskede. Hvordan skulle de forstå – ville de vide –, at jeg ikke havde opdaget dem. Men så spurgte jeg dem, hvad de havde foretaget sig i disse såkaldt svære tider? "Tja…vi levede, vi prøvede at overleve." Det vil altså sige, at også de hele tiden havde taget ét skridt ad gangen, bemærkede jeg…

… jeg har gennemlevet en given skæbne. Det var ikke min skæbne, men det var mig, der gennemlevede den, og jeg kunne slet ikke begribe, at de andre ikke kunne få det ind i hovedet: at jeg følgelig nu måtte se at gøre noget med den, måtte tilpasse den til et eller andet, nu kunne jeg da ikke slå mig til tåls med, at det blot var en misforståelse, en tilfældighed, en slags vildfarelse, eller at det måske slet ikke var sket. Jeg så, jeg så det ganske tydeligt, at de ikke rigtig forstod mig, at mine ord ikke ligefrem passede dem… jeg talte, måske omsonst og usammenhængende. Men jeg fortalte dem alligevel: Vi kan aldrig begynde et nyt liv, vi kan kun fortsætte det gamle. Det var mig, der havde taget mine skridt og ikke andre, og jeg erklærede, at jeg hele vejen igennem havde været tro mod den mig givne skæbne…Ville de måske have, at al min æresfølelse og samtlige de skridt, jeg hidtil havde taget, skulle miste deres mening? Hvorfor dette sindelagsskift, hvorfor denne uvilje mod at erkende, at hvis der er en skæbne, er frihed ikke mulig: og "hvis" – fortsatte jeg selv mere og mere overrasket og stadig mere ivrig – "der er frihed, findes der ingen skæbne, det vil sige" – jeg standsede op, men kun for at trække vejret – "det vil sige, at så er vi selv skæbnen". – Pludselig gik alt dette op for mig med så lysende en klarhed som aldrig før.

…Man kan ikke tage alt fra mig, det kan ikke passe, at jeg hverken skal være vinder eller taber, at jeg ikke skulle kunne have ret, at jeg heller ikke skulle kunne have taget fejl, at jeg hverken skulle kunne være årsag til eller resultat af noget som helst … Jeg kan ikke bare sluge denne tåbelige bitre kalk, at jeg bare skulle være uskyldig … Men jeg så, at familien ikke ville indse noget som helst, og jeg tog min sæk og min kasket, og efter nogle forvirrede ord, kejtede bevægelser og uafsluttede fagter forsvandt jeg midt i en sætning.

Udenfor tog gaden imod mig … det var denne særlige time på dagen – også nu, også her genkendte jeg den – min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemve. På én gang vågnede det hele til live, alt kom tilbage, strømmede gennem min erindring, og jeg blev overrumplet af alle de forunderlige stemninger, bevæget af alle de små minder. Ja, i en vis forstand var livet dér mere enkelt og rent.

… der eksisterer ikke den umulighed, som vi ikke skulle kunne gennemleve på en naturlig måde, og på min vej, jeg ved det allerede, lurer lykken som en uundgåelig fælde på mig. For selv dér i skorstenens skygge, i pauserne mellem alle lidelserne, var det et eller andet, som mindede om lykke. Alle spørger kun om fortrædelighederne, "rædslerne": skønt for mig forbliver måske denne oplevelse den mest mindeværdige. Ja, jeg burde fortælle dem om netop det, om koncentrationslejrenes lykke, næste gang de spørger.

Hvis de da spørger. Og hvis jeg selv ikke glemmer det."

Dagbogen giver i begyndelsen et indblik i et helt almindeligt menneskes tankegang og livsopfattelse, men bevidstheden forvandles, hun gennemstrømmes af evighedsfølelsen og bliver indviet, da hun en dag ser kendsgerningerne i øjnene og accepterer, at tyskerne vil slå jøderne ihjel. Samtidig ser hun sin egen død i øjnene.

Om opholdet i overgangslejren, hvor jøder hver uge blev deporteret til Polen, skriver hun: "Min tid inden for pigtråden er mit livs mest intense og rigeste måneder, og er som sådan en bekræftelse på de sidste og højeste værdier i mit liv."

Da bevidstheden ændrer sig, er hun forundret over den ro, hun føler i sit indre: "Er det virkelig mig, der sidder her og skriver med sådan en stor ro og modenhed i mig, og ville nogen kunne forstå det, hvis jeg sagde, at jeg føler mig så mærkværdig lykkelig, ikke overskruet eller sådan noget, men helt troskyldig og lykkelig, fordi der fra dag til dag vokser en blidhed og en tillid i mig. … Nu er jeg i besiddelse af sådan en ligevægt og sådan en bæreevne og ro og et overblik over tingene og også en anelse om sammenhængen. Jeg ved ikke, hvad det er, men på trods af alt: det går godt med mig Gud … Jeg føler sådan en fuldendt og fuldkommen lykke, min Gud. Og sådan kan jeg måske givet det mest fuldkomne udtryk for min livsopfattelse: jeg hviler i mig selv. Og det selv, det allerinderste og allerrigeste i mig, hvor jeg hviler, det kalder jeg "Gud". Jeg føler det altid og uafbrudt, som om jeg ligger i dine arme, Gud, så beskyttet og sådan i sikkerhed og gennemsyret af evighedsfølelse. Det er, som om hvert af mine åndedrag er gennemsyret af en evighedsfølelse, og de mindste handlinger – og det ubetydeligste udsagn har et stort fundament og en dybere mening."

Da Etty får at vide, at hun den følgende dag skal sendes til Auschwitz, skriver hun. "Jeg har ingen hjemve – jeg er jo hjemme. Man er "hjemme" – under himlen er man hjemme – hvert eneste sted på denne jord er man hjemme, når man bærer alt inden i sig. Jeg har ofte følt mig som et skib, der har halet en kostbar last indenbords. Rebene bliver skåret over, og nu sejler skibet så frit gennem vandene, og det tager alle kostbare laster med sig. Man må være sit eget fædreland".

Fra koncentrationslejren skriver hun i et brev: "Der er godt overalt. Og samtidig også ganske dårligt. De to ting sørger for en balance mellem sig – overalt og altid. Jeg har aldrig en fornemmelse af, at jeg skal få det bedste ud af noget. Alting er altid helt godt, sådan som det er…

Du har gjort mig så rig, min Gud, lad mig også få lov at dele ud med rund hånd…Når jeg står i et hjørne af lejren, med fødderne plantet på din jord, ansigtet løftet mod din himmel, så løber tårerne sommetider ned ad mit ansigt, født af en inderlig bevægelse og taknemmelighed, der søger sit afløb…mit hjertes bølgeslag er blevet bredere her og mere bevægende og samtid roligere, og det er som om min indre rigdom bliver stadig større."