Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har ofte hørt det, når unge forelskede kun har øje for hinanden: "Ak ja, kærlighed gør blind. Men bare vent, der kommer en hverdag, og så får piben en anden lyd". Det er jo så sandt, som det er sagt, men hvad er årsagen til, at denne fantastiske første forelskelse bliver afløst af udsagn som: "Min kone forstår mig ikke" eller "Han interesserer sig ikke for mig mere".

Spørger vi Martinus, så ser han ikke noget forkert i, at mennesker bliver forelskede i hinanden, tværtimod er det jo de drifter, der til syvende og sidst sørger for, at menneskeheden består som art.

Men kærligheden, som den praktiseres på vort nuværende stade, er, ligesom alt andet, under udvikling. Kærligheden i sin nuværende form lider af den skavank, at den netop gør blind. "Jeg kan ikke leve uden dig" betyder, at du må godt leve uden mig, men jeg kan ikke leve uden dig, altså en noget egoistisk holdning, der bygger på, at det er mig, der skal tilfredsstilles.

På vejen mod kosmisk bevidsthed bliver vi langsomt klar over, at kærligheden, som vi kender den i dag, er noget opreklameret. Den giver ikke en varig glæde og lykkefølelse. Det gør derimod alkærligheden, som Martinus kalder den. Den adskiller sig fra almindelig kærlighed derved, at den er total uselvisk. Glæden og lykken består i at give, hvor vi i dag ikke kommer meget længere end til at føle lettelse, når vi tror at have truffet foranstaltninger, så vor ejendom og vore ejendele er beskyttede mod angreb udefra.

Her vil nogen måske indvende, at vi dog ikke blot kan give alt væk og tro på, at alt, hvad vi behøver, kommer ned fra himlen i en stadig strøm. Hvordan vil andre se på os, når vi i en total tolerance over for alt og alle blot vender den anden kind til, når vi bliver slået?

Al stor udvikling sker langsomt. Således er det også med alkærligheden. Vi kan ikke beslutte, at nu vil vi være alkærlige. Det vil svare til at bede en hund læse højt af H. C. Andersens eventyr. Det er en evne, der langsomt udvikles i takt med de livsoplevelser, vi får. Alkærligheden er nemlig universets grundtone, og enhver afvigelse fra alkærlighedens principper vil medføre lidelse. Lidelserne udvikler den humane evne, og med den humane evne holder alkærligheden sit indtog i bevidstheden.

Men hvordan er de så, disse alkærlige væsener. Er de glade og lykkelige? Martinus bruger solen som et billede på alkærligheden. Den skinner og varmer på alt og alle, uanset om de er gode eller onde. Alkærligheden er en permanent bevidsthedstilstand, som ikke påvirkes af omgivelserne. Det er et behov at give. Det, at få gengæld, er helt uden betydning. Se på solen. Det er en absurd tanke, at den skulle være påvirket af, om vi kan lide den eller ej.

Den alkærlige er beskyttet mod alle anslag. Prøv at sende et missil mod solen. Det er brændt op, længe før det når frem.

Den alkærlige er som solen helt urørlig i enhver henseende. Selvom lykken er at give, er den alkærlige ikke tossegod, som Martinus kalder det. Alkærligheden kalder på både følelse og intelligens for at kunne praktiseres. Det er netop den proces, hvor følelse og intelligens balancerer hinanden af, der er vejen til både kosmisk bevidsthed og alkærlighed.

Resultatet er, at der, hvor kærlighed gør blind, vil alkærlighed gøre seende.

Så god tur.