Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
Forestil dig, at du befinder dig under åben himmel en rigtig buldermørk nat. Ikke et lys er der at se nogen steder, du har svært ved at orientere dig og ved slet ikke, om du er kommet bort fra vejen, eller hvor du i det hele taget er kommet hen. Du er faret vild og står helt stille og ved hverken ud eller ind. Du spejder op mod himlen, men der er hverken måne eller stjerner at se. Og så pludselig drages skyerne væk, og du ser en enkelt stjerne lyse ned til dig. Hvad betyder nu det? Det betyder, at du ikke er helt fortabt i mørket, du har fået noget at lade blikket dvæle ved, din bevidsthed flyder ikke længere sammen med mørket, men er fanget ind af lyset, som kommer til dig udefra. Du er ikke længere alene i det håbløse mørke. Nogen taler til dig.

Det er den situation, vi i billedlig forstand alle kommer i, fortæller Martinus. Og selv bruger han billeder. Ofte fra fortællingerne om Jesus i Det Nye Testamente. For Jesus kunne også miste modet og fare vild i mørket. Det skete i en have nær Jerusalem, og det er efter denne lokalitet, Martinus har peget på "Gethsemane" som navnet på et psykologisk princip, vi alle sammen kommer ud for.

Dette princip, fortæller han, er både julens princip med julestjernen, der lyste vej for hyrderne på marken, og det er også englenes sang. For den lysende stjerne på himlen var nemlig ikke tavs. Den fortalte noget, og det er så det, englene synger til hyrderne: "Fred på jorden og i menneskene velbehag".

2000 år er der rundt regnet gået siden den begivenhed, og i det tidsrum har jorden og menneskene forandret sig. De har udviklet sig. De vil ikke bare have englesang og hyrder på marken. De vil have klar tale. Det er ikke længere nok at forkynde fred på jorden og psykisk balance i menneskesindet, det er også nødvendigt at udlægge ordene i et verdensbillede, der får det hele til at hænge sammen. Og det gør Martinus, som vi skal se på de næste sider. Men hans klare tale høres og forstås naturligvis kun af folk, der befinder sig i mørket og har brug for håb i form af et intelligent verdensbillede. Andre vil enten ikke forstå det eller have brug for det. Og det kommer også klart frem i behovet for dette verdensbillede målt på globalt plan. Heldigvis, kan man næsten tilføje, for det tager tid at oversætte Martinus til alverdens sprog og i en form, der ikke fra starten forvansker hans analyser og fører ud i misforståelser, som det kan tage århundreder at råde bod på. Og til alt held har verden endnu travlt med så mange andre ting, den er på fuld fart frem mod det "gethsemane", den forvirring og det behov for klar tale, som Martinus måske er den bedste og den eneste, der i den sidste ende kan give menneskene.

Vi får se, men indtil videre kan bladets læsere undre sig over at være blandt de første, som ser på julen med de øjne. Og det er netop med de øjne, vi i bladets øvrige artikler skal kaste et blik på vores forunderlige verden.

Glædelig Jul!