Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Spørgsmålet om, hvorvidt universet er uendeligt eller ej, er et af menneskehedens og – i moderne tid – naturvidenskabens "evige spørgsmål". Blandt naturvidenskabsmænd, som har argumenteret imod forestillingen om et uendeligt univers, har et favoritargument siden forrige århundrede været rummets formodede "krumning" (som er en teoretisk "ekstrapolering" ud fra en konstateret effekt hos stærke gravitationsfelter – også forudsagt i Einsteins "almene relativitetsteori"). Mere populært kendt som teorien om "tilbagekomsten til udgangspunktet", dvs. teorien om, at vi, hvis vi kunne rejse lige ud i rummet tilstrækkeligt længe, en skønne dag ville komme tilbage igen til vor kære Jord, hvilket altså ifølge teorien, skulle bevise, at rummet er endeligt og krumt.

Nu har naturvidenskabelige "sandheder" jo ofte ikke så lang levetid. De kan når som helst blive kuldkastede af nye observationer og forskningsresultater. Og det ser nu også ud til at være ved at ske med de tidligere så populære og yndede teorier om et krumt og endeligt rum. Den 17. maj 2003 kunne man fx læse følgende notits i den svenske avis Dagens Nyheter:
 

"Er universet uendeligt?
I februar i år blev de første resultater fra forskningssatellitten WMAP, Wilkinson Microwave Anisotrophy Probe, præsenteret. Siden oktober 2001 har satellitten ligget 1,2 millioner km fra Jorden og registreret den kosmiske mikrobølgestråling. Ifølge Big-Bang-teorien var det tidlige univers meget, meget varmt. Mikrobølgestrålingen er det, der er tilbage af varmen, og den giver et billede af, hvordan universet så ud for mere end 13 milliarder år siden.

Blandt meget andet måler WMAP universets form. Hvis rummet er krumt – fx sfærisk eller ringformet, behøver det ikke være uendeligt. Rejser vi af sted lige ud i et sådant univers, kommer vi til sidst tilbage til Jorden fra den modsatte retning.

Men resultaterne fra WMAP viser, at rummet er plant. Desuden virker det som om rummet ser ens ud i alle retninger, med stjerner og galakser. Alt dette tyder på, at rummet er uendeligt, eftersom det er meget svært at forestille sig, at et plant rum kan slutte nogen steder."
 

Når man læser dette, melder sig straks spørgsmålet: kan uendeligheden have nogen form? Kan den være plan? Eller krum? Eller måske firkantet? Nej, for at forestille os noget sådant, må vi øve vold mod logikken. Logikken siger os jo nemlig, at det kun er det endelige eller begrænsede, der kan have form, som kan være plant, krumt eller firkantet. Uendeligheden er per definition formløs, eftersom den er grænseløs. Og eftersom den er grænseløs, indeholder den alle former – plane krumme, firkantede osv. Og alle former eller begrænsninger indeholder uendeligheden, som er alle begrænsningers dybeste eller kosmisk-matematiske facit, og som dermed også afslører begrænsningen eller formen som en illusion. Jævnfør matematikken, hvor hver begrænsning i form af afstand mellem to tal er delbart i det uendelige. Fx afstanden mellem 1 og 2, som først kan deles i decimaler, derefter i hundrededele, derefter i tusindedele osv. i det uendelige. Matematikken lærer os virkelig noget om hver begrænsnings illusoriske natur... Begrænsningen er en "forklædt" uendelighed og åbenbarer dermed, at dens dybeste identitet er det samme, som Martinus kalder "jeget" eller X1 og dets evigheds- og uendelighedsnatur. Men det må tilføjes, at begrænsningens eller den "forklædte uendeligheds" illusion er en illusion, som giver os vor oplevelse af livet, og som vi derfor ikke kan være uden. Uden begrænsninger ville der jo ikke findes kontraster, og uden kontraster fandtes intet at opleve...

Det er ikke særlig mange århundreder siden, vi havde et verdensbillede, hvor Jorden var hele universets centrum, (det geocentriske verdensbillede). Siden kom det heliocentriske verdensbillede, hvor Jorden kun blev en af Solens drabanter. Senere har man forstået, at solen kun er en af godt og vel 100 milliarder stjerner, der tilsammen danner det system eller den enhed, vi kalder Mælkevejen eller en galakse. Og så sent som i 1924 opdagede astronomen Hubble den første galakse uden for vor Mælkevej: Andromeda-galaksen. I dag har man opdaget milliarder af andre galakser og desuden "supergalakser" (galaksehobe, der danner deres egne enheder eller systemer). Hvilket sted er der en yderste grænse i sigte? Har menneskeheden ikke stadig under udviklingens gang måttet revidere sin opfattelse af, hvor denne grænse ligger? Og er det ikke en smule naivt og "historieløst" at tro, at vi i dag begynder at nærme os denne grænse? Har man ikke til enhver tid og enhver epoke troet det samme? Og har ikke denne opfattelse hver gang uden undtagelse vist sig at være forkert? Jo, bevisbyrden ligger unægteligt tung på den, der mener, at det er "uvidenskabeligt" at regne med noget ud over vort i dag kendte univers. Hvis vi bedømmer det ukendte med udgangspunkt i det kendte (som videnskaben jo må gøre på alle de områder, hvor den ikke er "vidende") er det eneste rimelige eller sandsynlige jo – selvom vi kun begrænser os til det, der bygger på fysiske observationer – at antage, at den hidtil værende "ekspansion" af vort kendte univers vil komme til at fortsætte.

Her vil jeg også indskyde, at når jeg i denne sammenhæng taler om "ekspansion", tænker jeg ikke på den såkaldte dopplereffekt, (i astronomisk sammenhæng betyder det lysets konstaterede bølgelængdeforskydning mod rødt, som forklares af, at de observerede objekter eller lyskilder – fx fjernt beliggende galakser – fjerner sig fra os som observatører) som plejer at blive anvendt som bevis for modellen af et ekspanderende (lokalt) univers. Jeg er klar over, at dopplereffekten – ligesom "rummets krumning" – ofte har været brugt som "bevis" for "rummets" objektive eksistens. Men hvad er de egentlig "bevis" for? De er kun bevis for visse konstaterede bevægelsesfænomener. Intet andet. De siger ikke en smule om, hvorvidt der eksisterer et "rum" (i betydningen noget, som på en eller anden måde er indesluttet i sig selv) eller ikke. Så det er en i højeste grad diskutabel konklusion, som ikke på nogen måde lader sig bevise ved hjælp af videnskabens nuværende metoder.

Men ved hjælp af Martinus' verdensbillede – som påviser et univers bestående af "livsenheder inden i livsenheder" i uendelighed – bliver det hundrede procent logisk, at et lokalt eller begrænset univers kan ekspandere – som dopplereffekten jo unægtelig er et bevis for – i noget, som ikke er et "rum", men en del af et større – eller rettere sagt ubegrænset – "noget" i uendelighed.

Er ikke netop det forhold, at et "intet" i absolut betydning er umuligt overhovedet at forestille sig, et "evigheds- og uendelighedsbevis"? Eftersom tanken på et "intet" – som er det eneste, der skulle være en forudsætning for eller muliggøre eksistensen af et åndeligt univers – er en tanke på et "noget", så har vi altså dermed diskvalificeret eller ophævet vort eget ræsonnement og forudsætningerne for det. Og for en fuldstændigheds skyld skal vi måske tilføje, at det ikke hjælper eller redder teorien om et endeligt univers, hvis vi udruster denne "endelighed" med tre, fire eller måske – som i visse moderne teorier – ti eller flere dimensioner. Når man siger, at noget er endeligt, siger man jo, at det er begrænset, – uafhængigt af hvor mange dimensioner vi forsyner denne begrænsning med – og så må det også have en slags "grænseflade" mod "noget, som ikke er".

Eftersom uendeligheden er uden begyndelsen og slutning, kan den ikke udtrykkes med kvantitetsmål. Den er altså en dimension, som hverken kan være "stor" eller "lille". Den kan ikke have nogle talmæssige værdier og kan derfor kun udtrykkes som "noget, som er", præcis som nullet i matematikken. Og nullet repræsenterer jo ikke noget, som ikke findes, men det repræsenterer eller rummer tværtimod alt det, der findes. Summen af alle plus- og minustal bliver jo nul. Altså rummer nullet totaliteten af alle andre tal! Denne totalitet er jo selve uendeligheden og evigheden og kan kun udtrykkes som "noget, som er". Det er også vor analyse som levende væsener, viser Martinus.

I Livets Bog 3, stk. 1010-1050 har Martinus på en ganske fascinerende og unik måde vist, hvordan det matematiske talsystem faktisk kan afsløre livets og universets dybeste mysterium og principper for os.

Det fører os til den konklusion, at dette "rum", som vi nu synes, vi opfatter, kun har en indirekte og subjektiv eksistens i vor bevidsthed. "Rummet" bliver på indirekte måde – ved den bevægelse, som vi oplever som "markører af rummet" – en subjektiv virkelighed for os. Uden bevægelse, således intet rum.

Hvad dette tankeeksperiment altså viser, er, at "rummet" ikke har sin egen "objektive" eksistens uafhængig af vor bevidsthed og sanseevne. Det er en subjektiv skabelse eller konstruktion – og som sådan formålstjenlig i livsoplevelsens tjeneste.

I Martinus' verdensbillede er universet ikke bare uendeligt, – det er også et levende væsens organisme! Det levende væsen, vi kalder Guddommen. "Det er i ham, vi lever, røres og er til", som der står i Bibelen. Hvordan kan noget, som er uendeligt, samtidig være en organisme? Det kan det, fordi denne uendelighed opfylder alle kriterier for et samarbejdende og sammenhængende system, – hvilket jo er en definition på en organisme. Derfor skriver Martinus følgende om "Guddommens samlede kropskombination":
 

"Men denne uendelighed udgør en samlet kosmisk enhed, der ved individets passage af den store fødsel for første gang af samme individ ved praktisk selvoplevelse totalt bliver en realistisk kendsgerning." (Livets Bog 1, stk. 251)
 

Men vist har vi brug for mere af den ædle vare intuition for dybere at kunne forstå og opleve dette...

 

Oversættelse HL