Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Herbert Spencer (1820-1903) var en engelsk filosof, der forsøgte at finde ud af alting på én gang. Men det skulle gå ærligt til. Forklaringer, som han ikke helt kunne stå inde for, ville han ikke blande ind i sin filosofi. Hans udgangspunkt måtte være de anerkendte videnskaber, som man kunne stole på. Altså vores viden om fysik, kemi, biologi osv. Hvad var nu fælles for disse fag? Eller kort sagt, hvad var fælles for alle fænomener, fra det uorganiske til det organiske, fra det usammensatte til det sammensatte?

Et sådant fællestræk fandt Spencer i udviklingen. Ethvert fænomen har sin historie, og for at forstå fænomenet må man have kendskab til de forskellige trin frem til dets nuværende form.

Og hvad er det så, vi ser? – Vi ser tre stadier, forklarede Spencer. Fælles for både en sten, en organisme, et samfund og en hel klode er, at de begynder i det små. Der sker en koncentration af partikler. Dette er det første stadium. Det næste er, at de enkelte dele af helheden begynder at specialisere sig. Det er det stadium, vi let kan iagttage, når det drejer sig om organisk liv. Både i form af celler og af det borgerlige samfund. Der sker en specialisering, hvilket også betyder, at de oprindelige smådele udvikler sig til at blive vidt forskellige, så de kan varetage hver deres opgave i helheden. Men for at dette nu kan fungere og bringe udviklingen videre, må der en vis styring til. Der må være noget, som bringer balance mellem ensartetheden og forskelligheden. Får en af disse faktorer overhånd, går udviklingen i stå, og fænomenet går i opløsning. Dette er imidlertid også, hvad der på et eller andet tidspunkt sker. Styringen glipper og ligevægten mellem de to tendenser bringes ud af balance. Og dermed ophører fænomenet med at eksistere. Det nedbrydes, og dets smådele indgår i andre fænomener, som er i færd med at udvikle sig efter samme princip.

Hvad Spencer her beskriver, vil den Martinus-orienterede læser måske kunne genkende som fænomenet "et levende væsen", hvis uendelige historie netop udspiller sig i et vekslende skift mellem indvikling i materien og udvikling af den igen. Og det hele foregår i en proces, Martinus kalder en "spiral". – Livets Bog 1, stk. 35: "Medens skabeprincippets virkninger i første halvdel af en spiral har til opgave at udvikle individets begær eller kærlighed til materien, så har det samme princips tendenser i sidste halvdel derimod til opgave at udvikle individets kærlighed til de levende væsener i tilværelsen."

Også for Martinus var udvikling den fællesnævner, der bandt livet sammen. At vi i dag er vant til at betragte alting under den synsvinkel, kan vi måske takke folk som Darwin og Spencer for. I Martinus' verdensbillede er det dog ikke nye individer, der befolker udviklingens vidtforgrenede træ, som Darwin og Spencer så det. Det er de samme – ja, det er tilmed læseren selv!