Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På de næste sider blænder Martinus op for et overblik, der må kunne få det til at suge i maven på enhver, der har for vane at gå og fundere over tilværelsen. Det er et stykke litteratur, som i sin korte og beskedne form er uden sidestykke i jordens historie. Det drejer sig om noget, vi alle ved og dog ikke ved. Vi kender jo udmærket til både sten og klipper, til skove og blomsterenge. Vi kender til menneskene på jorden og deres historie fra antikken og op til vore dage. Men at læse om det er noget andet end at træde ind i disse verdener og opleve dem indefra, som om man selv er hovedpersonen, der baner sig vej fra mineralriget og frem til det sekund, hvor man lige nu sidder og læser om disse ting. Den oplevelse formår Martinus at give sine læsere, og han gør det ved at slå en tone an i læserens eget sind. At læse Martinus er at lytte sig ind i stilheden, det er at lytte til efterklangen af evigheden.

Hvordan bærer han sig ad? Han bruger ord. Udvikling er et af dem, frigørelse er et andet. Gennem hele den lange udvikling er der noget, vi gradvist gør os fri af. Vi gør os fri af hinanden, vi bliver os selv, vi træder ud af flokken. Det er en proces, der ikke er uden risiko, for det er langt tryggere at være nogle stykker, der følges ad. I stedet for flokbevidstheden taler Martinus nu om eksperimentalbevidstheden. Atter et ord, som fører læseren videre ind i en indre verden, hvor klangen af evigheden igen slås an, men på en ny måde: Her er vi nu, du og jeg, vi er blevet ensomme, vi er blevet enegængere. Men til gengæld ved vi noget om, hvor vi er på vej hen. Målet er trods alt det samme for os begge, og det giver anledning til en anden slags følelse af fællesskab end flokkens, nemlig en vilje til at se de store linjer i alting og forstå, at hvert eneste menneske må gå sin egen vej for at nå dette mål. Vi skal ikke længere bruge energi på at omvende hinanden, men glæde os over den mangfoldighed af veje, der fører os til det samme mål. Også det er en frigørelse, der skal eksperimenteres med, ny som den jo er.

Derfor kan livet i grunden bedst sammenlignes med et eventyr, der kan forstås af både børn og voksne. I dette nummer af bladet skal vi således høre Helmer Anderssons version af skabelsesberetningen. Månedens spørgerubrik handler om begravelse og ligbrænding, som Martinus så på det, mens Birthe Thau meget apropos kommer med et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at opløse en godt indarbejdet flokbevidsthed. Bladet byder også på et gensyn med Erik Gerner Larsson, der kalder bøn for "fortættet sjælekraft". Dermed er tonen slået an, kære læser, vi står midt i evigheden med udsigt til livet som et vidunderligt eventyr. Kort sagt, træd nærmere og læs!