Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sin bog "Kommunikation" fortæller fysioterapeuten Lis Andersen om et af de vanskeligste kontaktproblemer, hun har været ude for, og det er en forunderlig historie om, hvordan et menneske med ord og holdning mirakuløst forvandler et andet menneske. Historien har bevæget mig dybt og har fået stor betydning for min måde at kommunikere på.

Efter 2. verdenskrig var Lis Andersen i Tyskland med "Fredsvenners Hjælpearbejde", hvor hun skulle være med til at "afnazificere" tyske ungdomsledere. Lederen var et dejligt menneske ved navn Claus Bismarck, et barnebarn af den gamle Bismarck. Under verdenskrigen var han gået under jorden, men var nu sammen med flere andre kommet frem i dagens lys for at deltage i opbygningen af et nyt og menneskeligt samfund.

Et kursus varede en uge, og hver ny uge ankom en flok barske, tillukkede og aggressive unge, men Claus forstod, hvordan man skulle kommunikere med dem og brugte dertil 2 metoder.

Den første bestod i, at eleverne skulle lege, harmløse gætte- eller konkurrencelege, som både indbefattede hjernegymnastik og fysisk motion med mange humoristiske indslag.

Efter en sådan omgang kraftig motion og leg var der løst op for meget, og undervisningen kunne begynde. Ofte stillede eleverne provokerende spørgsmål og luftede bitre og vrede påstande, som ville have kulet de fleste ned, dog ikke Claus, for han var jo deres forbundsfælle. Han og hans hjælpere blev disse unge en uvurderlig støtte i deres desperate søgen efter sig selv. Af Claus lærte Lis Andersen således, at skal man kommunikere, må man vise sig som den andens forbundsfælle.

En af de groveste og tilsyneladende mest utilnærmelige kursusdeltagere var en firskåren, sammenbidt fyr ved navn Heinz. Han var gennemsyret af et flammende jødehad og var helt besat af den nazistiske ideologi. Han begyndte i den første time med et vulkanudbrud af uforsonlige anklager og hårdnakkede påstande.

"Claus lod ham tale. Han lyttede blot, og derfor afbrød vi andre heller ikke. Og han lyttede ikke, som f.eks. jeg, som én, der i tankerne kun er beskæftiget med at samle sine tropper til et modangreb. Levende interesseret og med varme og gode øjne lyttede han til den unge mands uhyrligheder og nikkede næsten umærkeligt af og til som for at sige, at han forstod.

En så intens og varm opmærksomhed havde Heinz åbenbart ikke været ude for før. Den var tilsyneladende lige ved at forvirre ham, et øjeblik var han nær gået i stå. Men så har han formodentlig fået den tanke, at det kun var en fælde. Pludselig gik han i alt fald endnu hårdere på.

Da han omsider havde fået læsset det værste af, var der først en lille pause, og så begyndte Claus. Stilfærdigt og oprigtigt takkede han Heinz for hans indlæg. Han sagde, at han betragtede det som overordentlig værdifuldt, at kursusdeltagerne var indstillet på åbent og ærligt at komme frem med alt, hvad de havde på hjerte. Og at de også forstod, at her havde alle lige ret til at udtale sig. Ingen ville på grund af sine meninger blive regnet for hverken ringere eller bedre end de andre. Claus værdsatte også, at Heinz var rede til af al sin magt at kæmpe for sin overbevisning.

Han mente dog ikke, at det ville blive nødvendigt her. Ingen af lærerne var indstillet på at slås, snarere på, at man talte om sin overbevisning og sine erfaringer med hinanden. Og da nu Heinz havde talt om sin overbevisning og sine erfaringer, ville Claus kort fremføre sine erfaringer og synspunkter.

Før han gjorde det, trak han dog endnu et par punkter frem i Heinz' indlæg – som jeg på det tidspunkt ville have kaldt for et provokerende og aggressivt overfald – og værdsatte ham igen for han redelighed og mod.

Claus' egen redegørelse var prisværdig kort og så præget af varme og dyb forståelse for sine tilhørere, at mod forventning ingen gjorde forsøg på at afbryde ham.

Da jeg den sidste dag på en vandretur fik mig en snak med Heinz, var det næsten, som om der var sket et mirakel med ham. Som om han havde fået øjnene op for værdien af ægte kommunikation frem for påbud, ordrer og befalinger. Som om han var undervejs til en kontakt med sit indre varme og menneskelige jeg og sin indre sandfærdige røst frem for at lade sig hjernevaske af et politisk propagandasystem. Han var ganske enkelt ved at få SELVTILLID.

I løbet af den uge, han havde været her, var det allerede begyndt at gå op for ham, at han i realiteten aldrig før havde vovet at tænke selv, måske fordi det krævede endnu mere mod end at lade det stærkeste og mest anerkendte system bestemme over sig. Fra nu af ville han prøve at lytte til, hvad hans egen forstand og hjerte havde at sige ham.

Naturligvis var det ikke alle tidligere nazistiske ungdomsledere, der blev omvendt, men de fleste nåede i alt fald et langt skridt frem ad en vej, som sikkert ville forekomme umådelig stenet, når de igen kom ud i den store verden. Sådan var det også for mig.

Men Claus forstod det hele. Og han var den rette leder blandt andet, fordi han var klar over, at når han selv blev hånet og skældt ud, var det i virkeligheden ikke ham, det gjaldt. Men han var måske den første, som den pågældende på grund af Claus' åbenhed og ægte menneskelighed fik så megen tillid til, at han turde bruge Claus som losseplads for sine aggressioner. Det vil sige for sin reaktion på al den lidelse, han i løbet af 5 frygtelige krigsår havde måttet gennemleve."